Jeg mødte en lille due i dag mens jeg sad og ventede på bussen.
Den haltede og måtte springe til side for en cykel fordi den havde været uopmærksom. Jeg fulgte den med blikket og den lagde mærke til, at jeg kiggede på den. Den humpede tilbage og kiggede undrende på dette mærkelige menneske.
Vi sad og kiggede på hinanden i lang tid, den havde trukket sit dårlige ben op under sig. Jeg tænkte, at det var synd, at jeg ikke havde købt noget brød i Føtex, som jeg kunne give den. Men den var ikke interesseret i brød og i en evighed kiggede vi blot på hinanden helt alene i dette rum, indtil den pludselig fløj over på den anden side af gaden hvor der var en anden due.
Der var en del mennesker ved stoppestedet men de var ikke interesserede i duer, respekterer dem ikke. Hvis de overhovedet bemærkede noget, syntes de nok at det var mærkeligt og ligegyldigt.
Jeg ved det ikke og jeg er også ligeglad, de kan tænke hvad de vil. Jeg var kun opmærksom på stilheden og rummet mellem duen og mig.
Her, flere timer efter, har jeg glemt disse mennesker, men jeg husker duen og det øjeblik hvor vi blot kiggede på hinanden. Man skulle ikke tro det, men langsomt vender den ro og glæde jeg havde mistet, tilbage.
Forvirrede og stressede bevæger vi os i tidens malstrøm på vej fra det ene sted til det andet. Vi glemmer, at øjeblikket er det liv vi lever i. Hvor skal vi hen?
Evigheden er ikke et eller andet sted der langt fremme ad vejen. Evigheden er her og nu og hvis vi ikke nyder alle de øjeblikke livet består af?
Hvornår lever vi så?
Svar
Citer