Kære Treram og alle,

Jeg bliver så glad, når nogen kan skelne troen på Jesus (dvs. en tro på hvad han siger!) fra det kirkelige og teologiske og filosofiske hokus-pokus, som er langt lettere at æde for folk flest. - Lettere at æde end kravet om at vende om og blive uselvisk af hjerte!

Forvanskningen af den egentlige tro til ikondyrkelse (dvs. en fornægtelse af Jesus' ord til fordel for en tom persontilbedelse) har samtidig forvandlet "Gud" til et almægtigt væsen. En slags politimand oppe over skyene. En dommer med fin hat. En olding med gråsprængt skæg og store biceps. Det er faktisk perverst for at sige det mildt.

Gud er ikke et væsen, men ånd. Ikke "en" ånd som en lampeånd eller en tåge eller (igen) et væsen. Du kan godt sige en ånd, for ånden er én. Men det skal ikke forstås som i betydningen "et væsen" eller "en person".

Når jeg siger, at Gud er kærlighed, så er det fordi, at én kraft skaber og opretholder alt. Denne er godhed, sandhed og skønhed, som er ét. Er det svært at tro, at alt synligt og usynligt har kærligheden som "byggesten" og "bygmester"? I uselviskheden skal det erkendes.

Vi mennesker har en fri vilje - netop derfor kan vi elske. Netop derfor kan vi sætte andre lige så højt som os selv. Netop derfor kan vi overvinde vores egen kødelige natur og endda gøre godt mod dem, der ringeagter os. ...men vi kan også lade være... Det gør de fleste, og så har vi ikke en særlig "perfekt verden" (men det har nu også et formål!).

Hvis vi ikke havde en fri vilje, ville vi ikke kunne opleve ægte uselviskhed. Vi ville være ligeså lidt uselviske som en robot, der var blevet programmeret på forhånd. Den er ikke ægte uselvisk; den er jo styret! Eller vi ville være ligeså uselviske som stumtjeneren, der bærer vores hatte og frakker - er den uselvisk?

Hvis vi vil kærligheden, må vi selv gøre en indsats. Det går ikke at gøre som de religiøse gør. De eksternaliserer (gør ydre) hele ansvaret ud på "en gud", et meeeget magtfuldt væsen som ifølge deres egne hoveder elsker dem ubetinget og tilgiver dem alt uanset hvad, blot de anråber et navn. Og først når de har bildt sig dette ind, så bilder de sig også ind, at de nu kan elske andre mennesker... Hvilken egoistisk tankegang er dog ikke dette?! Se bare den rækkefølge, som de klynger sig til: 'Mig først, mig først!'.

...sådan et forknyt hjerte - der kræver at være elsket selv først og fremmest - end ikke tangerer kærlighed. Hvordan skulle sådanne hyklere nogensinde kunne opleve kærligheden, når det ikke vil elske sine medmennesker, før det selv føler sig elsket ubetinget af dette meget magtfulde væsen, som bare har at tilgive dem alt - hvis det altså af disse selvsamme hyklere selv skal æres og kaldes for "den sande Gud"?

...det er et forknyt hjerte, der kræver, før det vil give...

- Se bare hvordan de religiøse vender og vrider sig, når Jesus' befalinger nævnes. Åh, hvor ville de ønske, at han kunne holde sin kæft. Bare de dog kunne få lov til at tilbede et billede af ham i fred, synes de at mene. Men han giver bud og befalinger, og gode mennesker fryder sig i disse, mens de mennesker, der har pakket hjertet ind i religion, spræller og spotter, som om at der var hældt syre på dem.

...et åbent, godt og kærligt hjerte forstår det helt naturlige i, at kærlighed opleves ved at elske. Og det kunne aldrig drømme om at kræve et almægtigt væsens ubetingede kærlighed og tilgivelse som en forudsætning for selv at elske. Alene dette krav/denne forestilling lukker jo totalt af for kærligheden! Det knytter hjertet; intet kan slippe ud, intet kan trænge ind!

De religiøse river ansvaret for at lære kærligheden at kende ud af dem selv. De opfinder et over-væsen og placerer så hele ansvaret dér, hos ham. "Værsgo', nu har du bare at elske os, så skal vi se, om vi kan gøre noget til gengæld for vores medmennesker".

Gode mennesker derimod mærker livet VED AT ELSKE. De føler helt naturligt "belønningen" i at elske. For det fylder dem nemlig med fryd at ydmyge sig selv og elske. Og DEN kærlighed, som gror i dem, er mere end en følelse... den har noget dybere over sig... den rækker længere ind end til jordens kerne... længere ind end til det som en fysiker ville finde mest fundamentalt ved en partikel... og den rækker længere ud end universet... Den når en ånd, som skaber og opretholder alt, hvad vi kender til.

...Her begynder forståelsen... Her findes sandheden, som gør fri.

Hej Arne

Jeg har haft en lang dag, og i dag er jeg faktisk heller ikke hjemme. Men jeg vil gerne følge op på vores debat en af de nærmeste dage, skønt jeg dog har svært ved at forstå, hvad det er du vil med din skepsis ift det, jeg skriver. Ja, jeg kan heller ikke helt følge dig i dit spørgsmål om bjergprædikenen og det, at jeg studerer teologi.

Mvh
Anne

Hej Arne.

Folkekirken er på mange måder en mærkelig forening, som du siger med at det menige medlem overhovedet intet har at sige, det kan kun lytte.
Men det ser ud til at folk er villige til bare at lytte til de "guddommelige" ord der vælter ud af prædikanterne, ingen anden forening har en så slap medlemsskare, der bare finder sig i alt, uden at gøre oprør, folkekirken er bare en "lytterforening" med envejskommunikation.

Det er min overbevisning af den alm.folkekirkedansker ikke rigtig gider tage stilling til deres medlemsskab, men "laller" afsted, de fleste burde vel være så intelligente at de kan se at de bliver ført bag lyset, for deres egne rigtigt mange penge.

Det er så noget der gælder alle trosretninger, alle har kun envejskommunikation, de vil fandeme ikke have nogen der siger dem imod og de fleste troende er nogle tøsedrenge der ikke skal have sagt noget, de finder sig i alt.
Så hvad er der at respektere??.