"Israels midler er næppe de mest hensigtsmæssige"
Jeg kunne da næsten håbe, du har ret. Selv om jeg ikke tilhører nogen venstrefløjs uhellige alliance (hvad den så end måtte være), så må jeg gøre dig opmærksom på, at det allerede nu er evident, at Israels overmægtige magtdemonstration i en ødelæggelseseufori har sikret Hamas en mere end fordoblet tilslutning.
Hvor Israel skulle have givet indrømmelser over for den mere forhandlingsvenlige og mere pragmatisk indstillede del af den palæstinensiske befolkningsdel (til eks. Fatah), har staten nu sørget for et øget potentiale til 'fjenden'.
Israel har et demografisk problem, idet antallet af mennesker af arabisk/palæstinensisk oprindelse vokser mere end tilfældet er i det israelske sammenlignelige antal.
Jeg er stadig af den opfattelse, at det israelske svar var dumt, ikke pga. manglende berettigelse, men pga. dets grusomme konsekvens. Husk på, at Israel kun overlever, hvis staten bevarer sin support fra Vesten – og her er sympatien faldet netop pga. den enorme overdrivelse af magtanvendelsen, alt for mange civile dræbte – ikke mindst børn og kvinder.