Krigen er en realitet. I Gaza. Faktisk pågår der hele to krige: den ene handler om missiler og fly, og den anden om medier:

Intet kan være tydeligere end den strategi Hamas anvender. Den stillede Israel over for valget mellem missiler eller medier, og Hamas bildte sig ind, at de var i en dobbelt vindersituation. Men de smørede grin er blevet tørret af fjæsene på Hamas’ ledere.


Dog har de endnu et våben i reserve. De har tilkaldt medierne. Disse gårsdagens arrogante, heltemodige macho sejrherrer bliver på få timer forvandlet til ynkværdige ofre, vi bør have ondt af. Tabstallene bliver annonceret af Hamas og accepteret af rapportere som ikke befinder sig på stedet. Først forlyder det, at næsten alle som er ramt selvfølgelig er civile. Ingen soldater her. Og tabstallene er ude af proportion: det er den måde Hamas har arrangeret det på. Om nødvendigt får man sympatiske fotografter til at tage billeder af børn som foregiver at være sårede og når disse billeder bliver offentliggjort i de vestlige medier så bliver disse påstande til fakta.

Det er alt sammen yderst forudsigeligt – og går helt efter planen, med hjælp fra FNs generalsekretær Ban Ki-moon som fordømte ”den overdrevne magtanvendelse der førte til at mange civile blev dræbt og sårede”, og Navi Pillay FNs latterlige højkommissær for ”menneskerettigheder”, som i skarpe vendinger fordømte Israels uforholdsmæssige magtanvendelse. Selvfølgelig har FN været tavse om de faktuelle krænkelser af international lov som palæstinenserne har begået:

De palæstinensiske angreb er en overtrædelse af en af de mest basale internationale humanistiske love, som kræver at kombattanter alene retter deres angreb mod legitime mål – fjendens kombattanter eller objekter som understøtter fjendens militære aktioner. Overtrædelser af reglen om skelnen – angreb rettet direkte mod civile eller beskyttede objekter – er krigsforbrydelser.

Faktisk har Israel ifølge konventionen om genocide en juridisk pligt til at iværksætte aktioner mod Hamas.

Ved at iværksætte angreb på israelske jøder som led i et mål om at dræbe jøder, hvilket fremgår af Hamas’ Charter, overtræder mange af de palæstinensiske terrorister konventionen om forebyggelse og straf for genocide. I henhold til konventionens artikel 1 er Israel, og andre nationer som har tilsluttet sig konventionen mod genocide, pålagt at ”forhindre og straffe” ikke blot personer som udfører genocide, men også deres medsammensvorne og ledere som opildner til sådanne folkedrab. Konventionen pålægger Israel til at prøve at forhindre og straffe både de terrorister der udfører drabene såvel som ledere og andre myndighedspersoner der offentligt har støttet de palæstinensiske angreb.

Konventionens artikel 2 definerer ethvert drab udført i den hensigt ”at tilintetgøre, helt eller delvis, et nationalt, etnisk, racemæssig eller en religiøs gruppe som sådan” som folkedrab.

Men når Israel udøver sin fuldt legale ret efter international lov bliver landet fordømt og bedt om at holde inde af politikere som den franske præsident Nicolas Sarkozy og den britiske udenrigsminister David Milibrand. Det er forbløffende hvordan man vender moralen på hovedet. Milibrand har opfordret Israel til en øjeblikkelig våbenhvile. Heri ligger implicit, at Israel må affinde sig med, uden begrænsninger, at skulle lide under palæstinensiske missilangreb i det uendelige.

Hvis der er noget som er ”ude af proportion” så er det Israels afvisning af at iværksætte sådanne aktioner, mens befolkningen bosat i det sydlige Israel er blevet terroriseret af missiler og mortergranater som regnede ned over dem fra Gaza. Intet andet land i verden ville have forholdt sig passivt gennem så lang tid under lignende omstændigheder. Men hver eneste gang Israel forsvarer sig selv med militære midler påstås handlingen at ”være ude af proportion”. Den ignorante ondskabsfuldhed og det rene og skære idioti bag denne påstand afvises i en omfattende analyse, foretaget af Dore Gold, hvori det konkluderes at Israels handlinger i Gaza på enhver måde er i overensstemmelse med international lov. Denne giver Israel bemyndigelse til en operation, som den der nu pågår, for at forhindre at blive udsat for yderligere angreb. Yderligere defineres ”ikke-proportional” anvendelse af magt at foreligge når, ”magtanvendelsen bliver excessiv og anvendes til et andet formål, som at påføre civile unødvendige skade.

Men Israel har tydeligvis IKKE angrebet civile mål men terrorister fra Hamas. På trods af det ondskabsfulde billede medierne har tegnet har langt hovedparten af ofrene i denne operation været tilknyttet Hamas. Selv Hamas har indrømmet at langt hovedparten af de mål Israel har ramt var en del af deres militære infrastruktur. FNs UNRWA observatører i Gaza Striben har anslået antallet af dræbte til 310 af hvilke 51 var civile. Resten, de 259, var således terrorister fra Hamas. (Denne opgørelse er foretaget tirsdag 30/12-08).

Desværre er sådanne civile tab uundgåelige i denne situation – især i Gaza eftersom Hamas med fuldt overlæg her placeret deres terroristiske installationer midt blandt civilbefolkningen.

De som råber op om ”mangel på proportionalitet” opfatter det helt grotesk således, at der ikke er dræbt tilstrækkeligt mange israelere.
Men det forholdsvis lave tabstal skyldes til dels, at Israel bekymrer sig så meget om menneskeliv at de har bygget beskyttelsesrum hvor deres belejrede og terroriserede civilbefolkning kan søge ly, hvorimod Hamas med fuldt overlæg oplagrer missiler og andet udstyr hvormed de begår genocide under beboelsesejendomme i tætbefolkede områder for at få dræbt så mange som muligt af deres egne, således at tabene kan anvendes i propagandakrigen.

Hamas gør sig således skyldige i krigsforbrydelser, ikke blot mod Israel, men mod det palæstinensiske folk.

Men om denne forbrydelse hersker der – helt utroligt og surrealistisk – næsten total tavshed om i Vesten, som i stedet giver Israel skylden. Her synes at være en historisk resonans – jøderne som de evige syndebukke!

Under alle omstændigheder, hvis udtrykket ”ikke-proportionel” blot skal betyde en ubalance i antal dræbte på hver side så er dette faktisk uundgåeligt hvis aggressorens infrastruktur skal ødelægges. Langt flere blev dræbt efter invasionen af Afghanistan end der omkom ved terrorangrebet 9/11, men alligevel var den krig lovlig og nødvendig for at uskadeliggøre Taliaban. Langt flere døde i Nazi-Tyskland eller Japan end der gjorde i Storbritannien og Amerika under anden verdenskrig. Omfanget af de Allieredes offensiv var nødvendig for at besejre nazismen og forhindre et endnu større blodbad blandt de som var udset til ofre.

Den afskyelige femte kolonne i Gaza konflikten er imidlertid – som altid – de vestlige medier. Det var afslørende at observere hvordan britiske kamerahold styrede mod Israel lørdag aften. Pointen er, at de ikke allerede var på plads i Israel – fordi redaktørerne ikke fandt det nødvendigt at sætte dem til at dække de genoptagne missilangreb mod det sydlige Israel. Faktisk er meget få i England eller Danmark for den sags skyld klar over, at Israel først NU endelig reagerer på de angreb med 6.000 missiler de har været udsat for siden 2001. Disse angreb er blevet forøget med 50% EFTER at Israel trak sig helt ud af Gaza i 2005. Britiske journalister blev først sendt til kampzonen da Israel langt om længe besluttede sig for at svare igen – fordi det, ganske oprørende – alene er vold begået af jøder som er en god historie.

Som følge heraf bliver Israel skildret – helt uretfærdigt og i modstrid med sandheden – som aggressoren. Det dybt usaglige BBC udsendte radio bulletiner i lørdags ifølge hvilke Israels angreb havde ”ødelagt chancen for fred i regionen”. De fleste normalt tænkende mennesker er nok af den opfattelse, at mulighederne for fred i regionen er blevet undergravet af Hamas’ kontinuerlige bølge af aggressiv krigsførelse. Og selv nu affyrer terrororganisationen fortsat missiler mod Israel, inklusive Katusha og iranske Grad-missiler som har en rækkevidde så langt som til Ashkelon og Ashdod. I går blev endnu en israeler dræbt i Ashkelon og flere blev sårede – heriblandt adskillige israelske arabere.

Hvis medierne overhovedet har nævnt angrebene på Israel, så er det kommet som en eftertanke. Hovedhistorien handler om Israels brug af ikke-proportional vold. Så vidt jeg kan se, har medierne ikke omtalt det helt ekstraordinære faktum, at dagen før starten på de israelske operationer blev en palæstinenser fra Gaza Striben indlagt på et israelsk hospital for at blive behandlet for alvorlige skader – som han var blevet påført da han blev ramt af et vildfaren missil afskudt mod Israel.

Hvilket andet land ville yde dets fjender hospitals behandling – hvilket Israel gør helt rutinemæssigt med palæstinensere fra Gaza – selv når de er blevet sårede som en direkte konsekvens af, at deres egne forsøger at myrde endnu flere israelere? Hvilket andet land ville forsyne eller muliggøre forsyning af elektricitet, gas og andre fornødenheder til et folk som anvender sådanne faciliteter fort at kunne fortsætte med at myrde så mange israelere som muligt? I søndags, for eksempel, rapporterede Ha’aretz, at Kerem Shalom grænseovergangen blev åbnet for passage af 26 lastvognstog med fødevarer og medicinsk udstyr. Mandag blev grænsen atter åbnet og omkring 40 lastvogne havde allerede ved middagstid passeret til Gaza Striben med fødevarer og medicinske forsyninger.

Alligevel har organisationer som Amnesty International fordømt Israels opretholdelse af alle ”blokader” mod Gaza Striben som udtryk for ”kollektiv afstraffelse”, og Jeremy Hobbs, direktør for Oxfam International, har krævet at Israel ”øjeblikkelig ophæver sin inhumane og illegale blokade”.

Dog er det Hamas som nægter at give sprede adgang til behandling i Ægypten – og faktisk åbnede ægyptiske grænsevagter ild mod dem. Hvor er råbene om det brutalitet som Hamas og Ægypten udviser i denne dag? Og må alle de som fra udenrigsministre og nedad råber op om en ”humanitær katastrofe” i Gaza standse op for et øjeblik og kaste et blik på de velnærede og sunde palæstinensere som ustandselig paraderer på TV-skærmene? Hvis det er ”en humanitær katastrofe” – med forsyninger som konstant strømmer ud af tunnelerne til Ægypten – sammen med missiler og våben til en værdi af flere milliarder dollars som skal anvendes til at begå massemord – hvad pokker skal vi så kalde det der sker i Zimbabwe, som af en eller anden uansvarlig grund blot udløser et skuldertræk blandt de som ellers er så bekymrede?

Sådant ondskabsfuldt hykleri er ikke begrænset til de britiske medier og NGO-grupper. På ”Salon” hyler Glenn Greenwald op om:

”Amerikas ensidige støtte til alt som Israel gør fra vor politiske klasse og ensidige fordømmelse af Israels fjender (som, ipso facto, er Amerikas fjender) – alt sammen, som sædvenligt groft afvigende fra den enighed som findes i resten af verden.”

Skulle det virkelig forholde sig sådan? Tja, Hamas er blevet beskyldt for denne krig af Mahmoud Abbas, som sagde, at Hamas kunne have undgået dette angreb hvis blot de havde forlænget deres våbenhvile. Ligeledes har Ægypten givet Hamas skylden for denne krig og arabiske stater som er skrækslagne over islamismen i almindelighed og Iran i særdeleshed giver privat udtryk for håbet om, at Israel får udslettet Hamas. Selv de venstreorienterede i Israel støtter denne operation mod Hamas. De eneste som med usvigelig sikkerhed vælger side med folkedrabs-terroristerne fra Hasmas, er Vestens medier, der som papegøjer udspreder deres propaganda og derved opildner endnu flere til at tage del i de morderiske anslag mod Israel samt oppiske presset mod verdens ledere til at tvinge Israel til at standse for Hamas bliver udslettet.

Burde man ikke her kunne tage juridiske midler i anvendelse mod disse medier som medansvarlige for at yde hjælp til de gerningsmænd som planlægger folkedrabet på det jødiske folk?

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne.

Jeg hørte igår at formanden for den muslimske liga, sådan set mere beskyldte Hamas end Israel for den opståede krise.

At vestens medier og mange af vestens befolkninger opfatter det modsatte, kan man så undres også.

Men man kan altså ikke sidde i et glashus og skyde raketter på må og få mod et andet folk uden at det får følger, Hamas er jo kun ude på at fjerne Israel fra verdenskortet, hvilket de jo også indrømmer uden at rødme.

Jeg tror at mange muslimer i Israel er på Israels side, fordi de bliver godt behandlet i Israel, har gode jobs, som de ikke kan få andre steder, mange muslimer fra Gaza plejede jo også at arbejde i Israel, det havde de intet imod.

At egypterne skyder på Hamasfolk der prøver at flygte ind i Egypten, siger også lidt om hvor velkomne disse (fanatiske brødre) er der.

Formålet med Israels planlagte angreb er vel dybest set at få fred. Det eneste, Hamas behøver at gøre for at få fred, er at anerkende Israels ret til at eksistere og lade være med at skyde raketter mod israelske civile. Så simpelt er det.
Men i stedet bevæger de sig i den modsatte retning. JP: Hamas truer jøder over hele verden
Det er ikke så underligt, at millioner af muslimer er flygtet fra den måde at tænke, tale og agere på.

Desuden er det misbrug af ytringsfriheden at true med vold og opildne til vold.