Hej anonyme!Tak for kommentaren, der tager afsæt i mit retoriske spørgsmål om hvad Guds vilje er.
Dette kommenterer du blandt andet således:
"På en måde er det ikke så enkelt at "kapsle ind", hvad Gud vil, og på en måde er det ganske enkelt. Det overgår sproget, som kun kan udgøre en for mager iklædning af sandheden, som må erfares hinsides sproget.
Ord som kærlighed, ydmyghed, sandhed, visdom, lidelse og anger nærmer sig, men hvad betyder så disse. Et poetisk sprog kan tegne konturerne, men i sidste ende må vi søge hinsides sproget. Det konceptuelle kan lede os på vej, men vi må i sidste ende overskride det."
At Guds vilje er vanskelig for ikke at sige umulig at udtrykke rent sprogligt og samtidig, for de troende som har
”oplevet Gud” er ganske enkelt, er jeg sådan set enig i.
Forestillinger om Gud eller
”det hellige” transcenderer ikke blot verdens fysiske grænser, som de defineres i erfaringsvidenskaben, men også dens logiske og sproglige grænser. Hvis det transcendente (Gud) er udtryk for en højere sandhed så er vi ganske enkelt ude af stand til at forestille os en sådan sandhed alene ved hjælp af vore erkendemidler: sansning (empiri), sprog og logik.
I den kristne teologi indfører man derfor et begreb som kaldes
”Helligånden” som blandt andet har den egenskab, at
"den" kan overskride grænsen mellem vor timelige verden og den transcendente verden (Guds verden) og derved give de troende indsigt i Guds sandheder på en direkte måde, i form af den type oplevelser der kaldes åbenbaringer.
Denne kommunikationsport mellem Gud og menneskene synes dog at være ret tilfældig og diffus, idet forskellige individer der angiver at have oplevet Gud, det hellige eller det transcendente udtrykker oplevelsen i begreber som er indbyrdes uforenelige eller inkonsistente.
Når vi nu ved, at der findes mere end 36.000 forskellige kristne trossamfund (sekter) der definerer de kristne grundbegreber forskelligt i større eller mindre grad, så er konklusionen nok ikke, at Gud eksisterer i mindst 36.000 forskellige versioner, således at Gud er hvad den enkelte tror Han er.
Hvad Gud er, kan ganske enkelt ikke udtrykkes sprogligt på en forståelig eller konsistent måde. Gud må opleves og hvor Han er blevet oplevet, da er ord og forklaringer overflødige. Hvor Han ikke er blevet oplevet, der nytter ingen ord og ingen forklaringer.
Det religiøse sprog er derfor mytens, poesiens, ikonografiens, musikkens, lignelsens analoge sprog og paradoksets ikke eksakte sprog, der blot formår at give andre en svag fornemmelse af, hvad oplevelsen af Gud indebærer. Disse konceptuelle forestillinger overskrides (transcenderes) gennem troen hvorved paradokset og det mirakuløse, tilværelsens mystiske sider bliver den subjektive sandhed for den troende.
Min begrebslogiske påstand hvorefter:
”Uselviskhed og næstekærlighed er altså ikke nok i sig selv, for den oplyser os ikke om, hvad der er det bedste for næsten” kommenterer du således:
”Ikke desto mindre lader det os med sensitivitet og visdom til at gøre, hvad der er bedst for næsten.
Tro ikke at enhver, som kalder sig troende, virkelig er troende. Hvis jeg påstår at tro på Einstein, men ikke aner, hvad han har sagt, så tror jeg ham jo ikke. Det er såre simpelt, men religionen har gjort det enkle og frydefulde til noget overtroisk ævl. Kirken og dens mænd tilbeder Jesus som et ikon, når de dog burde - som han bad os - holde fast i hans ord.”
Hvem de sande troende er, ved intet menneske – det ved kun Gud, er vist en traditionel måde at udtrykke det på i kristen teologi. Så det må forblive skjult for mennesker indtil Dommens Dag.
Problemet er ikke om man tror på Einstein, for han var et fejlbarligt og dødeligt menneske, og at gøre et menneske til Gud er vist nok udtryk for afskyeligt afguderi.
Eksemplet med Einstein og hvad han har sagt er selvfølgelig blot tænkt som en simpel analogi, men godt nok en som halter alvorligt. Vi kender Einsteins ord og gerninger, men hvem hvem kender Jesu ord?
Jesus her ikke efterladt egne skrifter til at vejlede de troende. Der findes nogle beretninger om Jesus, primært i de fire evangelier som blev udvalgt af en
”redaktions kommité” af kirkeledere i Nikæa år 325. Men det er et faktum, at denne forsamling af kristne ledere ikke kunne blive enige og derfor nåede frem til deres afgørelser ved afstemning efter flertalsprincippet. Derved blev omkring 80 skrifter om Jesu ord og gerninger kendt ukristelige eller kætterske og destrueret.
Dertil kommer så, at der er en lang række inkonsistenser mellem de fire evangelisters beretninger om hvad Jesus sagde og gjorde. Hvad Jesus rent faktisk sagde, sandsynligvis på aramæisk der var hans modersmål, er der ingen der ved. Vi ved end ikke, om den Jesus Kristus som omtales i evangelierne var en historisk person eller ej.
Af de anførte grunde og en hel del flere, har kristenddommen derfor altid været et
”tag selv bord”. Et diffust koncept som troende kunne kunne hænge deres egne subjektive religiøse forestillinger op på og modificere efter behov, så der internt (mentalt) blev størst mulig konsistens imellem den enkeltes tanker og følelser omkring det hellige. Derfor endte kristendommen som et udtværet spektrum med mindst 36.000 forskellige forestillinger om troens sande væsen og indhold.
Du kritiserer, at Jesus bliver gjort til et ikon i stedet for at de troende blot gør, hvad Jesus angiveligt bad os om:
”Holder fast i hans ord.” Nu er det jo vanskeligt ikke at gøre Jesus Kristus til et ikon når grundparadokset (miraklet) i kristendommen er, at Gud på et tidspunkt trådte ind i historien i menneskeskikkelse. Derfor blev den lidende Kristus naturligt nok sombol og ikon for kristendommen på samme måde som fisken, dens oprindelige kryptisk abstrakte symbol, havde været det før korsets og lidelsens ikon opstod. Det oprindelige kristne billedforbud måtte vige for de troende behov for at have noget konkret at forholde sig til i stedet for ord, som jo blot er begreber, hvor et begreb er det som bliver tilbage, når man ser bort fra en betegnelses fysiske skiggelse.
Hilsen
Ipso Facto ---------
Johannesevangeliet adskiller sig væsentligt fra de tre synoptiske evangelier og er det mest teologisk reflekterede af de 4 evangelieskrifter i Det Nye Testamente, hvilket viser at det er skrevet sidst. Til forskel fra de tre andre har sproget i Johannesevangeliet poetisk karakter. Indholdsmæssigt adskiller Johannesevangeliet sig også fra de synoptiske evangelier.
Fra starten gøres det klart i hvilket lys evangeliet skal læses:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). Skribenten forkynder ikke en bestemt lære, han forkynder Jesus. Det er målet at få læseren til at forstå, hvem Jesus er. I slutningen skrives det:
”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” (20,31).
Til forskel fra de andre evangelier gøres det i Johannesevangeliet eksplicit klart, at Jesus er Gud selv. Det pointeres flere steder i evangeliet, at Faderen og Sønnen er den samme Gud og at
”ingen kommer til Faderen uden ved mig” (14,6).