Spirituel omsorg

Jeg opretter denne tråd med hensigten at give jer spirituel omsorg.

Glad for at kunne hjælpe jer!

Mange tak!

Kære Anonym.

Det minder mig om 'Radiserne', hvor Trine har en lille bod med skiltet: 'Psykiatrisk hjælp 25 øre'.

Og hvori består så din spirituelle omsorg?


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Og hvori består så din spirituelle omsorg?

Nogle gange vil jeg kommentere på det, I skriver. I er også velkomne til at stille mig spørgsmål.

Glad for at kunne hjælpe. Mange tak!

Et vidunderligt digt fra Anne:

Hvem kender ikke til samvittigheden,
der blusser op med et ildrødt skær
og kan lamme selv det tungeste åndedræt
for det, man i går troede, var kærligheden.

Mange ord har siden hen vandret forbi,
i vold af uudslukkelig trængsel
og med dybets smalle vej til dit ansigt
findes kun en, der kan sige dette navn højt.

Lazarus, din ven kalder, kom ud og gå,
thi intet kan skille dig fra hans ord
og intet kan tage fra dybet af din sjæl,
når det, der kalder, er kærligheden fra Gud.

Vi har at gøre med et pragtfuldt digt. For hvad vækkes til live af Gud? Hjertet! Kærligheden, som findes i dybet af vores sjæl.

Fantastisk tolkning af denne Jesus-fortælling! En tolkning (et digt), der vækker forargelse, fordi den sætter kærligheden i centrum, som Jesus altid selv satte (og sætter) kærligheden i centrum.

Dertil skal det fremhæves, at det er skrevet med følelse. Og dette er super-vigtigt: Føl, føl, føl - glem de fornemme abstraktioner og religiøse flosker... og føl!!!

Som i dette vidunderlige digt. Tak for det!

Puha, mage til frygt og ønske om kontrol over andre, har jeg aldrig set.

Stakkels Anne, hvis du ødelægger hendes fine forståelse med din platte Jesusdyrkelse og manglende forståelse af dig selv.

Hvad om du selv gik gennem døren i stedet for hele tiden at forsøge at lede de udvalgte vild?

Ole Bjørn siger til en anden mand:

Du udviser den samme maniske angst for at tabe ansigt, som visse muslimers angst for at tabe ære. Jeg finder det latterligt og selvhøjtideligt.

Ole Bjørn, lad mig hjælpe dig:
Din afsluttende hån viser, at det første, du siger, er en tolkning, og at denne har grund i din egen usikkerhed. Denne usikkerhed skyldes en kamp om at stadfæste dit "jeg". Erkend at der ikke er noget jeg. Opgiv det lille selv til fordel for det hellige.

Jeg er meget glad for at kunne hjælpe dig, Ole Bjørn!

Mange tak!

X-talent 2008 havde dumpet dig med tre nej'er.

P.S
At takke er at tage imod, hvad du præcist tager imod her, kan jeg ikke just se. Men hvis du gerne vil hjælpe, kender jeg en del rumænere og dyr, der har brug for hjælp. Her er dagligt brød eller opstart af det næste semester på et universitet ingen selvfølge etc. Dyr der ligger hjælpeløse på gade i u-landene etc. Der er selvfølgelig mange projekter på verdensplanet, og vi kan ikke være alle vegne, faktisk langt fra.

Hej Anne!

Du skriver blandt andet:

"kender jeg en del rumænere og dyr, der har brug for hjælp ..."

Det jeg undrer mig over er, om det er rimeligt eller korrekt at anvende begrebet "kende" om både det forhold man kan have til et dyr og til andre mennesker?

Ville det ikke være mere korrekt at skrive: "Jeg kender rumænere som har brug for hjælp og jeg har kendskab til rumænske dyr som også behøver hjælp?"

Det kan være svært nok at afgøre om et menneske har behov for hjælp og hvilken type hjælp det i givet fald er vedkommende har brug for. Drankeren der tigger penge for at købe alkohol hjælper man jo ikke ved blot at opfylde hans pekuniære ønske. Tværtimod skader man ham. Drankerens reelle behov er at få hjælp til at slippe ud af sin afhængighed og misbrug af alkohol, og hvis den som ønsker at hjælpe ikke erkender dette, så skader han mere end han gavner med sin godgørenhed.

Dyr der sulter har selvfølgelig behov for føde. Men hvis man blot afhjælper dette ene problem risikerer man, at løbe ind i en malthusisk ond cirkel, idet den positive ændring af dyrets ernæringstilstand blot vil blive omsat i endnu mere afkom som risikerer at komme til at sulte ihjel.
Så den bedste måde at hjælp et sultent dyr på er måske at give det både føde og kastrere det, for at undgå hungerdød blandt dets efterkommere.

At hjælpe dyr eller mennesker kan således udmærket godt bestå i et gøre noget som umiddelbart skuffer både det lidende dyr og det lidende menneske.

Hermed har jeg blot ville befordre lidt eftertanke til, hvor svært det er at hjælpe både mennesker og dyr der er i nød.

Hilsen

Ipso Facto


------
ODS har blandt andet følgende om "at kende":

1) have en tydelig forestilling om noget ell. nogen; kunne skelne en person ell. ting fra andre.

| kende efter,undersøge ved berøring. Niels Karre lagde uvilkaarlig Haanden paa Ryggen af Koen og stod og kendte efter. Den var gammel, men ellers god nok. Søiberg.FLP. 74. || kende noget i noget,(jf. bet. 1.5) mærke tilstedeværelsen af noget i en vis forbindelse ell. sammenhæng; ogs.: slutte sig til noget af et vist forhold. *Jeg kjender Almagt i et Blad. Lund.ED.140.

1.2) m. h. t. person, oftest om nærmere bekendtskab (jf.: I daglig Tale synes man at kiende den, som man har eller har havt Omgang med. VSO.). jeg kjender dig ved Navn (dvs.: veed, hvad du hedder;

Hun vil kjende mig paa, at jeg har en Rose i Munden. Heib.Poet.VI.267.*paa Fjeren kjendes Fuglen, | Paa Halen Ræven og paa Kloen Løven. Søtoft.ChrIV.75. i Naturen kan man . . ikke kende Fuglene paa Næb og Klo, men maa kende dem paa Flugt og Skrig. NaturensV.1920.47. ordspr. og talem. (se ogs. Mau.I.514ff.): kende fuglene paa fjerene, se I. Fjeder 1.1. (jf. u. Hale sp.71513, 40). kende en paa gangen, kende sine lus paa gangen osv., seGang 1.2.

2) (især poet., arkais., dial.) faa ell. skaffe sig erfaring om noget, ved sansning ell. eftertanke; iagttage; mærke; bemærke; fornemme.

|| kende paa, beføle. Elmire: “Hvad skal jeres Haand der?” (dvs.: i hendes skød).

Hej Ipso Facto

Meget kort, så giver jeg dig på en måde ret. Men det er ikke muligt for mig lige nu at gå dybere ind i det.

Jeg vil blot sige, at jeg henviser til helt konkrete forhold (og bekendtskaber), jeg kender. Mine ord skal derfor forstås ud fra dén kontekst, som jeg valgte ikke at uddybe.
Fejlen består således fra min side i, at konteksten er indforstået. Mit håb er dog, at Thomas alligevel forstår, hvad jeg mener. Der er nemlig en væsentlig forskel på at skrive om hjælp og tak (jfr. den anonyme Thomas' indlæg her) gentagne gange, hvis man udvider perspektivet lidt i pragmatisk forstand (eller går fra teori fra praksis). Min intention er ikke at provokere Thomas (kun lidt :o)), jeg har godt læst hans glæde over mit lille digt om Lazarus fra Johannesevangeliet.

Mvh
Anne

Anne skriver:

hvis du gerne vil hjælpe, kender jeg en del rumænere og dyr, der har brug for hjælp. Her er dagligt brød eller opstart af det næste semester på et universitet ingen selvfølge etc. Dyr der ligger hjælpeløse på gade i u-landene etc. Der er selvfølgelig mange projekter på verdensplanet, og vi kan ikke være alle vegne, faktisk langt fra.

Når du giver, da giv i det skjulte, Anne. For så skal du få løn af Gud. Fortæl ikke vidt og bredt om dine bedrifter - heller ikke indirekte.

Ja, lad alle hjælpe. Også med at sprede ordet, så alle kan få at høre.

Glad for at kunne hjælpe!

Mange tak!!

At hjælpe dyr eller mennesker kan således udmærket godt bestå i et gøre noget som umiddelbart skuffer både det lidende dyr og det lidende menneske.

Hermed har jeg blot ville befordre lidt eftertanke til, hvor svært det er at hjælpe både mennesker og dyr der er i nød.

Intentionen er det vigtigste. Den rene intention afføder visdom.

Der er nemlig en væsentlig forskel på at skrive om hjælp og tak (jfr. den anonyme Thomas' indlæg her) gentagne gange

Hvem du end skriver til - eller tror du skriver til - så bør du ikke antage, at han ikke hjælper (ud over at hjælpe via kommunikation), med mindre du er sikker på, at han ikke gør. Ellers krydser du en fin grænse hen mod det fordømmende.

Jeg siger velbekomme - og mange tak!

glæde over mit lille digt om Lazarus fra Johannesevangeliet.

Glæden gælder erkendelsen af, at det ikke er kødet, der vækkes, men hjertet. Hvis det da er erkendt... ja, så er det godt.

Jeg siger endnu en gang: Mange tak!

Tak til jer alle, glad for at kunne hjælpe!

Den anonyme skriver:

"Intentionen er det vigtigste. Den rene intention afføder visdom."

Vejen til Helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner.
Den ”rene intention” må vel for en kristen være, at kende Guds vilje for alene Gud besidder visdom. For som det hedder i den gamle oversættelse af Prædikerens bog, kap 7, vers 29: "Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for".

Hvad er da Guds vilje? At vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv?

Men selv for den troende er det vanskeligt at få bugt med vor selviske og syndige natur, hvilket Paulus’ berømte ord i Romerbrevet vidner om:


(Romerbrevet kapitel 7 vers 18-23).

Det handler om retfærdiggørelse, om at kunne retfærdiggøre sine handlinger. Når man har erkendt det, så er det også klart, at det gode samfund ikke automatisk opstår, fordi man fjerner selviskhedens årsager. Så erkender man, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem at være god og at VIDE, hvad der i den konkrete situation er det bedste at gøre. Så er man klar over, at godheden i sig selv ikke er nok.

Uselviskhed og næstekærlighed er altså ikke nok i sig selv, for den oplyser os ikke om, hvad der er det bedste for næsten. Når vi ser på kristendommens blodige tragiske historie i alle dens udartningsformer, så har den gode intention måske nok været til stede, men visdommen (sophia) har manglet i katastrofal grad.

Som agnostisk fritænker må jeg konstatere: Der er intet der tyder på, at den troendes kærlighed til næsten og til Gud bliver gengældt i denne verden, hverken af næsten eller af Gud. Derfor er vejen til Helvede stadig brolagt med gode intentioner og skuffede forhåbninger.

Hilsen

Ipso Facto


--------
I Det Gamle Testamente tales der flere gange om vejen til dødsriget, men ikke noget om syndernes gode fortsætter, kun at synderens vej synes let og fri for forhindringer: "Synderes vej er jævnet og fri for sten, men ved dens ende er dødsrigets dyb." (Siraks Bog 21,10).

Hej Ipso Facto

Enhver krig er udspillet af en række faktorer, politiske som religiøse, som kan siges at overskygge "de gode intentioner".

Spørgsmålet er så, hvordan vi afgør, hvad der er det gode? Augustin definerede som bekendt det onde som manglen på det gode. Men hvordan kan vi vide os sikre på, at vi i fællesskab på denne jord kan nå frem til den samme opfattelse af det gode og handle derpå - i samfund med Gud, som Augustin ville sige?

For den kristne er Guds vilje at gøre det, som Gud vil. Det kræver ikke at forstå Gud som en særlig visdom, men det må forudsætte, at vi befinder os i en relation med Gud, hvorigennem Ånden (Gud forstået som Ånd) kan nå os (og iklæde os Kristus). Den kristne må så at sige træde ud af sit skjulested og i stedet sige ja til at leve i samfund med Gud i Jesus Kristus på trods af syndig natur (Bonhoeffer kalder det at leve i samfund med Kristus for summen af alle bud).

Nu er jeg ikke så begejstret for dette syndsbegreb. Vi kunne også kalde det for modstand, hvad enten det drejer sig om en ydre modstand (satan el. hvad den nu kaldes) eller en indre modstand. Med andre ord er mennesket styret af rigtig mange impulser påvirket af identitet og socialitet.

Jeg er enig i, at det vi tror kan hjælpe den anden, eller det den anden tror, han/hun har brug for, ikke nødvendigvis er det bedste. Vi forsøger at bestemme de uomgængelige træk omkring mennesket og vores verden, men når det kommer til at råde bod på manglen af det gode (eller tage den gode tjeneste på sig), kommer vi til kort. Kærlighedens veje er måske slet ikke så uransagelige, som vi havde håbet på..

Mvh
Anne

Hvad er da Guds vilje? At vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv?

På en måde er det ikke så enkelt at "kapsle ind", hvad Gud vil, og på en måde er det ganske enkelt. Det overgår sproget, som kun kan udgøre en for mager iklædning af sandheden, som må erfares hinsides sproget.

Ord som kærlighed, ydmyghed, sandhed, visdom, lidelse og anger nærmer sig, men hvad betyder så disse. Et poetisk sprog kan tegne konturerne, men i sidste ende må vi søge hinsides sproget. Det konceptuelle kan lede os på vej, men vi må i sidste ende overskride det.

Uselviskhed og næstekærlighed er altså ikke nok i sig selv, for den oplyser os ikke om, hvad der er det bedste for næsten.

Ikke desto mindre lader det os med sensitivitet og visdom til at gøre, hvad der er bedst for næsten.

Tro ikke at enhver, som kalder sig troende, virkelig er troende. Hvis jeg påstår at tro på Einstein, men ikke aner, hvad han har sagt, så tror jeg ham jo ikke. Det er såre simpelt, men religionen har gjort det enkle og frydefulde til noget overtroisk ævl. Kirken og dens mænd tilbeder Jesus som et ikon, når de dog burde - som han bad os - holde fast i hans ord.

Hej anonyme!

Tak for kommentaren, der tager afsæt i mit retoriske spørgsmål om hvad Guds vilje er.

Dette kommenterer du blandt andet således:



At Guds vilje er vanskelig for ikke at sige umulig at udtrykke rent sprogligt og samtidig, for de troende som har ”oplevet Gud” er ganske enkelt, er jeg sådan set enig i.

Forestillinger om Gud eller ”det hellige” transcenderer ikke blot verdens fysiske grænser, som de defineres i erfaringsvidenskaben, men også dens logiske og sproglige grænser. Hvis det transcendente (Gud) er udtryk for en højere sandhed så er vi ganske enkelt ude af stand til at forestille os en sådan sandhed alene ved hjælp af vore erkendemidler: sansning (empiri), sprog og logik.

I den kristne teologi indfører man derfor et begreb som kaldes ”Helligånden” som blandt andet har den egenskab, at "den" kan overskride grænsen mellem vor timelige verden og den transcendente verden (Guds verden) og derved give de troende indsigt i Guds sandheder på en direkte måde, i form af den type oplevelser der kaldes åbenbaringer.

Denne kommunikationsport mellem Gud og menneskene synes dog at være ret tilfældig og diffus, idet forskellige individer der angiver at have oplevet Gud, det hellige eller det transcendente udtrykker oplevelsen i begreber som er indbyrdes uforenelige eller inkonsistente.

Når vi nu ved, at der findes mere end 36.000 forskellige kristne trossamfund (sekter) der definerer de kristne grundbegreber forskelligt i større eller mindre grad, så er konklusionen nok ikke, at Gud eksisterer i mindst 36.000 forskellige versioner, således at Gud er hvad den enkelte tror Han er.

Hvad Gud er, kan ganske enkelt ikke udtrykkes sprogligt på en forståelig eller konsistent måde. Gud må opleves og hvor Han er blevet oplevet, da er ord og forklaringer overflødige. Hvor Han ikke er blevet oplevet, der nytter ingen ord og ingen forklaringer.

Det religiøse sprog er derfor mytens, poesiens, ikonografiens, musikkens, lignelsens analoge sprog og paradoksets ikke eksakte sprog, der blot formår at give andre en svag fornemmelse af, hvad oplevelsen af Gud indebærer. Disse konceptuelle forestillinger overskrides (transcenderes) gennem troen hvorved paradokset og det mirakuløse, tilværelsens mystiske sider bliver den subjektive sandhed for den troende.

Min begrebslogiske påstand hvorefter: ”Uselviskhed og næstekærlighed er altså ikke nok i sig selv, for den oplyser os ikke om, hvad der er det bedste for næsten” kommenterer du således:



Hvem de sande troende er, ved intet menneske – det ved kun Gud, er vist en traditionel måde at udtrykke det på i kristen teologi. Så det må forblive skjult for mennesker indtil Dommens Dag.

Problemet er ikke om man tror på Einstein, for han var et fejlbarligt og dødeligt menneske, og at gøre et menneske til Gud er vist nok udtryk for afskyeligt afguderi.

Eksemplet med Einstein og hvad han har sagt er selvfølgelig blot tænkt som en simpel analogi, men godt nok en som halter alvorligt. Vi kender Einsteins ord og gerninger, men hvem hvem kender Jesu ord?

Jesus her ikke efterladt egne skrifter til at vejlede de troende. Der findes nogle beretninger om Jesus, primært i de fire evangelier som blev udvalgt af en ”redaktions kommité” af kirkeledere i Nikæa år 325. Men det er et faktum, at denne forsamling af kristne ledere ikke kunne blive enige og derfor nåede frem til deres afgørelser ved afstemning efter flertalsprincippet. Derved blev omkring 80 skrifter om Jesu ord og gerninger kendt ukristelige eller kætterske og destrueret.

Dertil kommer så, at der er en lang række inkonsistenser mellem de fire evangelisters beretninger om hvad Jesus sagde og gjorde. Hvad Jesus rent faktisk sagde, sandsynligvis på aramæisk der var hans modersmål, er der ingen der ved. Vi ved end ikke, om den Jesus Kristus som omtales i evangelierne var en historisk person eller ej.

Af de anførte grunde og en hel del flere, har kristenddommen derfor altid været et ”tag selv bord”. Et diffust koncept som troende kunne kunne hænge deres egne subjektive religiøse forestillinger op på og modificere efter behov, så der internt (mentalt) blev størst mulig konsistens imellem den enkeltes tanker og følelser omkring det hellige. Derfor endte kristendommen som et udtværet spektrum med mindst 36.000 forskellige forestillinger om troens sande væsen og indhold.

Du kritiserer, at Jesus bliver gjort til et ikon i stedet for at de troende blot gør, hvad Jesus angiveligt bad os om: ”Holder fast i hans ord.”

Nu er det jo vanskeligt ikke at gøre Jesus Kristus til et ikon når grundparadokset (miraklet) i kristendommen er, at Gud på et tidspunkt trådte ind i historien i menneskeskikkelse. Derfor blev den lidende Kristus naturligt nok sombol og ikon for kristendommen på samme måde som fisken, dens oprindelige kryptisk abstrakte symbol, havde været det før korsets og lidelsens ikon opstod. Det oprindelige kristne billedforbud måtte vige for de troende behov for at have noget konkret at forholde sig til i stedet for ord, som jo blot er begreber, hvor et begreb er det som bliver tilbage, når man ser bort fra en betegnelses fysiske skiggelse.

Hilsen

Ipso Facto


---------
Johannesevangeliet adskiller sig væsentligt fra de tre synoptiske evangelier og er det mest teologisk reflekterede af de 4 evangelieskrifter i Det Nye Testamente, hvilket viser at det er skrevet sidst. Til forskel fra de tre andre har sproget i Johannesevangeliet poetisk karakter. Indholdsmæssigt adskiller Johannesevangeliet sig også fra de synoptiske evangelier.

Fra starten gøres det klart i hvilket lys evangeliet skal læses: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). Skribenten forkynder ikke en bestemt lære, han forkynder Jesus. Det er målet at få læseren til at forstå, hvem Jesus er. I slutningen skrives det: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” (20,31).

Til forskel fra de andre evangelier gøres det i Johannesevangeliet eksplicit klart, at Jesus er Gud selv. Det pointeres flere steder i evangeliet, at Faderen og Sønnen er den samme Gud og at ”ingen kommer til Faderen uden ved mig” (14,6).

At Guds vilje er vanskelig for ikke at sige umulig at udtrykke rent sprogligt og samtidig, for de troende som har ”oplevet Gud” er ganske enkelt, er jeg sådan set enig i.

Forestillinger om Gud eller ”det hellige” transcenderer ikke blot verdens fysiske grænser, som de defineres i erfaringsvidenskaben, men også dens logiske og sproglige grænser. Hvis det transcendente (Gud) er udtryk for en højere sandhed så er vi ganske enkelt ude af stand til at forestille os en sådan sandhed alene ved hjælp af vore erkendemidler: sansning (empiri), sprog og logik.

I den kristne teologi indfører man derfor et begreb som kaldes ”Helligånden” som blandt andet har den egenskab, at "den" kan overskride grænsen mellem vor timelige verden og den transcendente verden (Guds verden) og derved give de troende indsigt i Guds sandheder på en direkte måde, i form af den type oplevelser der kaldes åbenbaringer.

Ja, og disse åbenbaringer forveksles desværre ofte med syner, hvilket er ganske skørt, for så er vi tilbage i sansningen. "Åbenbaringer" er derimod som et levende vand i sjælen. Jesus fortæller om dette levende vand, og jeg har oplevet det som en "forklarende kærlighed". Derfor siger jeg: Kærlighed er mere end en følelse; kærlighed er virkelighedens fundament - derfor er kærlighed og visdom dybest set ét. Den, der elsker, for ham eller hende vil livet "åbenbare" sine hemmeligheder.

Hvad Gud er, kan ganske enkelt ikke udtrykkes sprogligt på en forståelig eller konsistent måde. Gud må opleves og hvor Han er blevet oplevet, da er ord og forklaringer overflødige. Hvor Han ikke er blevet oplevet, der nytter ingen ord og ingen forklaringer.

Jeg er enig i, at forklaringer ikke nytter. Men sproget kan "nærme sig" ved at tage form af lignelser og allegorier. Poesien forsøger også at bryde med en mere "teknisk kommunikation".

Jeg ser, at du nævner det i det følgende:

Det religiøse sprog er derfor mytens, poesiens, ikonografiens, musikkens, lignelsens analoge sprog og paradoksets ikke eksakte sprog, der blot formår at give andre en svag fornemmelse af, hvad oplevelsen af Gud indebærer. Disse konceptuelle forestillinger overskrides (transcenderes) gennem troen hvorved paradokset og det mirakuløse, tilværelsens mystiske sider bliver den subjektive sandhed for den troende.

Kan du uddybe, hvad du mener med "subjektiv". For jeg mener, at Gud kan erkendes direkte og med velbegrundet vished. Men "grunden" kan ikke kommunikeres eller fattes sprogligt. Ikke desto mindre har vi at gøre med en vished, der bygger på andet end følelser og forestillinger. En højere form for erkendelse.

Hvem de sande troende er, ved intet menneske – det ved kun Gud, er vist en traditionel måde at udtrykke det på i kristen teologi. Så det må forblive skjult for mennesker indtil Dommens Dag.

Jeg er enig i den forstand, at hvis vi snakker om Hr. Jensen eller Fru Olsen, så kan vi ikke afgøre, hvem af dem, der tror. Men der er dog kriterier, som vi kan støtte os op ad. Den troende holder fast i Jesu ord (den troende tror på ham). Så på den måde kan vi godt sige, hvem der er troende - ikke ved at pege på dem, men ved at sige: "Den troende er en, der tror". Der er med andre ord forskellige niveauer af beskrivelse.

Eksemplet med Einstein og hvad han har sagt er selvfølgelig blot tænkt som en simpel analogi, men godt nok en som halter alvorligt. Vi kender Einsteins ord og gerninger, men hvem hvem kender Jesu ord?

Det afgørende er, om ordene og budene leder os til sandhed. Jeg siger: Den, der holder fast i ordene og efterlever budene, vil nå den højere erkendeform som tidligere omtalt. Og jeg siger: De ord, som jeg erkender som sandhed (via den højere erkendeform), tilskrives stort set altid Jesus (og faktisk også Buddha og Krishna).

Du kan med andre ord sagtens gå mig på klingen med "hvilke ord er Jesus' ord?" ved at pege på forskning og udgravninger og sige: Vi kan ikke være sikre. Men jeg omgår dette og peger på den effekt, som ordene har på sjælen og siger: Disse ord, som tilskrives Jesus, de er af sandhed. OM disse ord var blevet nedskrevet af en abe, der tilfældigvis får hamret sig vej til dem på et tastatur er IKKE afgørende. Det afgørende er deres sandhedsværdi.

...først og fremmest. For dertil kommer, at vi ved at tro modtager Jesu Ånd, der renser vores hjerter og leder os mod fuldkommenhed og syndfrihed.

Du kritiserer, at Jesus bliver gjort til et ikon i stedet for at de troende blot gør, hvad Jesus angiveligt bad os om: ”Holder fast i hans ord.”

Nu er det jo vanskeligt ikke at gøre Jesus Kristus til et ikon når grundparadokset (miraklet) i kristendommen er, at Gud på et tidspunkt trådte ind i historien i menneskeskikkelse. Derfor blev den lidende Kristus naturligt nok sombol og ikon for kristendommen på samme måde som fisken, dens oprindelige kryptisk abstrakte symbol, havde været det før korsets og lidelsens ikon opstod. Det oprindelige kristne billedforbud måtte vige for de troende behov for at have noget konkret at forholde sig til i stedet for ord, som jo blot er begreber, hvor et begreb er det som bliver tilbage, når man ser bort fra en betegnelses fysiske skiggelse.

Ok, men det står stadig tilbage, at han tilbedes som et symbol/ikon først og fremmest - om end du begrunder, at det er svært at gøre andet.

Uden at ville blande mig i din debat med Ipso Facto ønsker jeg blot at fremhæve disse dine ovenstående ord. At du går ind og peger på ordenes effekt på sjælen er for mig her alfa og omega.

Mvh
Anne

Tænk at du kan skrive sådan noget, Anne.

Det er ikke er ikke på nogen måde sandhed. Omend en abe sagde de sande ord ville de være falske, men om en idiot sagde sandheden ville det være sandt.

Men måske du og Thomas, visdom kan skabe jeres egen kirke og synge Jesus ord i det uendelige.

Min virkelige smerte er at du tabte dig selv,du var så smuk engang men det har du fuldstændig mistet. Jesus kommer ingen af jer i nærheden af.

Jeg vidste, at du ville reagere på det!

Læs dog konteksten, mand, hvordan kan vi overhovedet med sikkerhed vide, at Jesu ord - sådan som vi finder dem i NT - overhovedet er blevet talt af Jesus? Hvad skal vi bruge alle disse oldgamle ord til, hvis ikke det er fordi, at de rummer noget dybere, der kan vække selv den mest fortrængte sjæl til live?

Det er fint, at den anonyme (Thomas or what ever) ikke bare skriver Jesu ord men faktisk går ind i en dialog med Ipso Facto. Desuden kan jeg udmærket selv råde over mine ord, hvilket vil sige, at jeg godt kan gå ind og kommentere en enkelt passage uden at skulle forholde mig til den sidste tids oplevelse med Zen/Thomas.

Når alt kommer til alt er det selvfølgelig en trossag, hvordan vi vægter troen på Jesus Kristus - ja, vores trosgrundlag handler vel også om, hvordan vi selv har udviklet os gennem de valg, vi med troen har truffet.

Det er for i øvrigt rigtig træls, når du går ind og bliver så følelsesladet ift mig - det er sket gentagne gange, Michael.

Du behøver ikke at være bange Anne. Jeg elsker dig ikke mere.

Jeg elskede det du var, ikke det du er nu.

Hvis du vil nærme dig bare lidt sandhed, så prøv at forhold dig til det, jeg skrev - og til det, der måtte ligge bag din emotionelle reaktion.

Vi har lige chattet, og det fremgik, at du befandt dig i lidt tungsind. Hvad er det så lige, at du reagerer på, Michael?

Det er og bliver 'dit'.

Men hvis der er noget i mit indlæg, du ser på en anden måde, så er det da grundlag til et debatoplæg.

Jeg gider bare ikke høre på det der mere, at så elsker du mig, og så elsker du mig ikke. Men ok, vi "ses" nok før eller siden.

Pas godt på dig selv (og sæt evt en anden cd på:-)

bøvs

>>>>><<<<<<
bøvs

Er dette DEBAT eller PJAT?

Nej, det var fordi indlægget ikke lod sig slette, så skrev jeg bøvs i stedet for, Sorry.

Du har ret, der er sikkert stof til et debatoplæg. om Jesu ord og forståelsen af dem, f.eks.

At finde dig på linie med fjolset Thomas, skuffer mig, jeg troede du havde mere i dig.

Men det må jeg lære at leve med, Sorry.

Det er, som det altid har været, ufatteligt for de 'guffende' ateister, at der er mennesker i dag, som i deres nød må ty til at trøste sig med dyb irrationalitet i deres uduelighed til at leve et gudløst liv, et frodigt, meningsfyldt, nærværende, glædesfyldt og rigt liv.

Det er korrekt, at mange mennesker gør dette. De tyr til ritualer, traditioner og forestillinger, de i bund og grund ikke ved, om er ægte. Og de er end ikke indstillet på at undersøge det!

Hvordan i alverden kan mennesket trøste sig med beretninger om urimeligheder/umuligheder som f.eks. en opvækkelse af et forrådnende lig og med spadsereture på vandet.

Det burde de heller ikke kunne, hvis det da ikke handler om andet end opvækkelsen af et forrådnende lig. Men som du kan se i Annes digt, er historien om Lazarus meget mere end dette. Den er et billede på vækkelsen af hjertet, en opdagelse af sjælens gnist - den Guddommelige kærlighed.

Hvad er egentlig meningen med den fortærskede forklaring, at Jesus skulle dø for min skyld?
Jeg har da ingen glæde af, at han blev slået ihjel. Det udlægges som selvmord til gavn for alle mennesker!

Ja, sådan udlægges det af de religiøse overhoveder, men sådan blev det ikke udlagt af Jesus selv. Religionen associerer Jesu navn til sine vanvittige forestillinger og dogmer og blander nogle af de nøgleord, han brugte (som ordet "tro") ind i det. Men selv har Jesus intet at gøre med dette misk-mask; han er snarere blevet kidnappet og gjort til galions-figur for et skib, der ikke fragter hans egentlige lære ud i verden.

Man skal da være totalt forblindet og suggereret til en anden form for bevidsthed end den biologisk gængse for at deltage i den slags gospel.

Med mindre deltagelsen består i at løfte sløret for dette misk-mask, så det erkendes som det misk-mask, det vitterligt er.

Lyt derfor ikke til religionen, som nok bruger Jesu navn flittigt. Lyt hellere til Jesus' selv - for han (ikke kirken) sagde sandheden. Og han siger den fortsat den dag i dag.

Elsk. Lyt.

Hvad har dette forvrøvlede indlæg med mig at gøre?

Hvad er den tekst du fremhæver? Er det udtalelser som du tillægger mig så går du s'gu for vidt. Jeg har aldrig udtalt mig på den måde.

Så post dit indlæg men bland mig udenom, det er s'gu for frækt.

For god ordens skyld skal det siges, at indlæg #4287 er stilet til Canto, der skrev ordene (dem jeg har sat i fed) i tråden om Annes digt.

Derudover, Anne: Mit hjerte springer af fryd, når jeg læser, hvad du har skrevet her i denne tråd om "spirituel omsorg" - jeg tænker på dine ord om, hvordan Jesu ord kan røre os i sjælen!

Michael: Jeg håber, at du spidser ører og åbner hjertet. Fryd dig over Jesu ord. Du kan bl.a. finde dem i Det Nye Testamente i Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet. God læselyst!

Der er ingen god orden i først at poste et indlæg under mit navn for derefter at håne mig i stedet for blot at konstatere at det var en fejltagelse.

det løber mig koldt ned af ryggen når jeg tænker på dem du hjernevasker . I dit indre er du en frådende ulv. Jeg har såmænd læst Matthæus, især kapitel 24, 23 - 28. Uha. mr. hjernevasker. Jeg modtager da gerne en undskyldning for at du har postet et indlæg rettet til en anden, under mit navn i stedet for at få alt muligt mærkeligt skudt i skoene.

Så hvis du kan undgå at blande mig ind i dit forehavende, så skal du da ikke høre et ord fra mig igen.

Hvordan kan du finde mig på linie med Thomas?

Vi er da ikke ligefrem på linie med hinanden, Michael, hold nu op med det pjat.

Jeg fornemmede en åbenhed mellem Ipso Facto og Thomas, og valgte derfor at kommentere en enkelt passage i Thomas' - el. den anonymes - indlæg, der for mig at se pegede på noget centralt for troens væsen; nemlig sjælen. Dette med sjælen er der for mit vedkommende ikke noget nyt i, det har faktisk altid betydet meget for mig at knytte troen (Jesus) og sjælen sammen. Fejlen var måske, at jeg ikke kommenterede det, jeg var uenig i, men valget bestod i, at jeg som udgangspunkt ikke blander mig i denne tråd med mindre, jeg ikke kan holde inde som i går. Mit træk var da kærlig ment, og det kan du så synes om eller IKKE, hvilket jo så er tilfældet med dine mange emotioner her og på chatten (som du nu har slettet). Det mindste du kunne have gjort var at forholde dig til det skrevne og argumentere ud fra det. Når du bliver tricket på/af mig, tænker du ikke over, hvad dine ord f.eks. gør ved mig. Men det kan jo være svært...

Mvh
Anne

Hej Anne.

Det er ikke fair at udsætte dig for disse emotioner, som du kalder dem. Og det er også temmelig voldsomme ord jeg bruger. Ord jeg ikke kan leve op til, man kan jo ikke bare lave sine følelser om til noget andet, så selvfølgelig elsker jeg dig stadig, for hvad det så er.

Du har ret, når du nævner sjælen i forbindelse med troen, men det bliver også meget let et ord man bare bruger i alle mulige sammenhænge. Jeg forstår godt den sammenhæng du bruger det og hvis det skal have betydning må det være andet og mere end blot et ord.

Netop med Jesu ord (og såmænd også med hele den religiøse begrebsverden) er det nemt at gå vild hvis man ikke realiserer forståelsen af dem. Man kan meget let gå vild hvis man ikke har et meget sundt sind og hele det gnostiske verdensbillede er det, jeg kalder glansbilleder.

Jeg kender desværre mange mennesker der er kommet galt afsted på grund af religion. Hvis man ikke har et meget sundt sind kan man let fare vild i alle disse begreber om synd, skyld, straf og frelse. Man kan faktisk miste hele det liv man ellers kunne have haft hvis man ikke ultimativt er stærk nok til at forstå og tilgive sig selv.

Religionens kerne er ikke et eller andet sted i fantasien men i det daglige, såkaldte almindelige liv. Det er også i dette virkelige liv, som vi lever blandt hinanden, at forståelsen af os selv og vores indbyrdes forhold vokser frem. Og det er på baggrund af denne forståelse, som ikke dømmer eller retfærdiggør, at kærligheden og samhørigheden opstår.

Jeg ved nu godt, at du har et sundt sind. Jeg må nøjes med at undskylde endnu engang. På den anden side ved du godt at jeg aldrig hører op med at elske dig. Du kan såmænd, til enhver tid, sno mig om din lillefinger, hvilket du selvfølgelig ikke kunne drømme om at gøre.

Hej Anonyme!

Tak for dit gode svar på mine reflektioner i replikken -#4262 - I går 13:38 - som jeg desværre først får tid til at respondere på tidligst i morgen, da det et kvalificeret svar kræver en del gennemtænkning af de problemstillinger du rejser omkring relationen mellem sprog og religiøs tro.

Dog har jeg bemærket, at denne tråd i mellemtiden er blevet ramt af emotionel kvababbelse, idet et par ånder der søger i hver sin retning paradoksalt nok er tørnet sammen og udstøder lyde, der ville få gamle Sigmund Freud til at slikke sig om munden og tilbyde en briks.

Hilsen

Ipso Facto



--------
" ... Når Minna i deres fælles ungdom skrev til Freud, lagde Martha ofte en lille hilsen med, herunder følgende kommentar til Freuds beskrivelse af den lejlighed, han har fundet til dem i Wien: ”Din beskrivelse, min kære skat, giver mig overhovedet ikke lyst til en mand, der har været forlovet i fire år, og som ved optælling af værelserne glemmer soveværelset. Skulle jeg virkelig have tiltro til ham og binde mig til ham på ubestemt tid? Ak, du kan overhovedet ikke bruges til noget.”

Sjældent er en ægtemand vel blevet sat så kærligt, men bestemt på plads af sin udkårne. Og så skal Freud endda finde sig i fra anden side at blive kritiseret for, at han aldrig tænker på andet end sex!" - Citeret fra artiklen "Freud vender tilbage" af Christian Braad Thomsen, bragt i dagbladet Politiken 30. april 2006.

NB. Det skal ikke forstås sådan at jeg ikke er glad for fantasien for det er jeg. Den kan man godt kalde for en skabende evne.

PS. Nu noterede jeg mig lige at Ipso Facto ikke rigtigt har fattet trådens overskrift og derfor beklager sig over at den bliver beriget med lidt mere end en triviel freudiansk og materialistisk opfattelse af hvad kærlighed er. Men måske han mener, at det kun er den spirituelle omsorg som kommer fra Thomas, som ikke er Thomas,der har gyldighed.

Alene sammenstillingen af ordene spirituel og omsorg får mig til at tænke på Faderhuset og andre lignende fænomener og får mig til at føle mig som den lille Rødhætte der bliver bedt om at besøge bedstemoren med de store øjne, ører og den store mund.

Jeg tror ikke at jeg ville besøge d'herrer hvis jeg havde brug for omsorg, så jeg skal nok smutte nu og ikke forstyrre deres sublimitet længere.

Hej Michael!

Jeg har levet et langt liv, så jeg kender både til ungdommens vovemod og weltsmertz af egen smertelige erfaring. Tro mig, det går over igen, eller også går det aldrig over. Som alle dybe mystiske følelser skal den leves ud, helt ud til fingerspidserne, til hudløshed, men så bliver det også bedre.

Se blot på en gammel sjæl som mig, der har fået så mange skrammer i livet, at jeg har hård hud over hele kroppen, selv på tungen, hvorfor jeg har opgivet at kysse pigerne.

Så hvis du vil lytte til et godt råd, så stop fingerne i ørene, stop klagesangen og prøv at få udlevet din weltsmertz så hurtigt som muligt, inden den får bugt med dig.

Skal jeg forstå din afvisende kommentar således, at vi så ikke, som jeg ellers havde planlagt næste gang jeg kommer til Danmark, skal mødes og udveksle åndelige erfaringer? Jeg havde ellers tænk mig, at vise dig det træ i Dyrehaven, hvor Kong Christian den femte ifølge legenden i 1698 blev klemt flad af en Kronhjort. Han døde dog først året efter. Det kan man vel også kalde for majestætisk weltsmertz

Hilsen

Ipso Facto


---------
Istedgade, mandag og regnvejr...så bliver det ikke meget mere weltsmertz

Hvilken klagesang? Og hvilken weltsmertz? Er det ikke at dramatisere lidt?

Nej. Du behøver ikke at opfatte det som en afvisning, sådan var det ikke ment.

Ha, ha, den var vel nok go' - og så kommer den fra en, der i den grad formår at stoppe fingrene i ørerne

Og er det så et godt alternativ at stoppe fingrene i ørerne?

Kender jeg dig ret, var det en mild opfordring til Michael, alt imens du synes at mene, at mit råberi ingen effekt ville få. Men nej, KÆRE Ipso Facto, der tager du fejl. Havde jeg ikke holdt mit rum, endsige holdt mig til sagen, ville Michael ikke have vendt tilbage med nyt mandsmod og et åbent hjerte (nu er det vist ca. anden eller tredje gang at en sådan situation opstår). Det må jeg sige, at jeg respekterer og bliver glad for. Det er relation, også når emotionerne flyver, og Freuds briks synes at nærme sig scenen.

Der er selvfølgelig grænser for, hvor langt man kan gå på en offentlig debat, og det er heller ikke meningen, at jeg skal sno Michael om min lillefinger (som han drilsk antyder), men det skader ikke med bare en my selverkendelse - at kunne være menneske sammen (i smerten som i glæden). Kan man leve uden dette?

Slutteligt, KÆRE Ipso Facto, så håber jeg ikke at disse mine ord bliver slået i bås med en sur vrissen høne, for jeg sad faktisk og klukkede, da jeg læste jeres indlæg her. Det kunne man måske kalde for virtuel omsorg

Mvh
Anne

Hej Anne!

Nu skal du ikke tage det så tungt, men huske på, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker, ifølge Victor Borge. Og mundheldet rummer ikke så lidt sandhed. For dit smil har afgørende betydning for, hvordan andre mennesker opfatter dig.

Så jeg glædede mig skam over, at også hønen Anne klukkede.

Hilsen

Ipso Facto

--------
"Jeg vil gerne have, at man husker mig med et smil... ikke med en plade på væggen." - Victor Borge

Nu er det så, at du skal passe på, at scenen ikke begynder at flyve med virtuelle kys, som også jeg af og til kan blive "udsat" for

Men det er nu en gang smilet - som du med Victor Borge citerer - der kan være den korteste vej mellem to mennesker, så lad os blot holde den dér

Jeg kommer for i øvrigt i tanke om en sang, jeg var helt vild med i 16 års alderen. Den lyder noget i retning af:

Keep smiling,
keep shining,
knowing you were always there for me,
for sure,
that's what freinds are for.

In good times
and bad times
.....

Hej Anne!

Tak for sangen. Nu er talen her jo meget fokuseret på smil, tårer, veltsmertz, kys, kærlighed og mere i samme dur.

Lyrikken du citerer efter hukommelsen, med "keep smiling", minder mig om W. C. Fields sarkastiske bemærkning:

"Start every day with a smile and get it over with."

Men OK, jeg bøjer mig for lyrikken, kærligheden og hvad man ellers må bøje sig for, hvis man skal kunne udholde både sig selv og verden.

Her er så en sød lille sang, der bringer Himlen helt ned på jorden med gavflaben kim Larsens folkelige ord:



Det er muligt at Jorden kan stå stille, men tankerne og ordene summer alligevel konstant i vore stakkels hoveder og spyes ud over sagesløse medmennesker der i de sene nattetimer leder efter Gud på Internetdebatter eller i Istedgade om mandagen i regnvejr, på jagt efter at genopleve den første kærlighed.

Hilsen

Ipso Facto


--------
"På denne dag, da Herren gav amoritterne i israelitternes hånd, talte Josva til Herren; han sagde i israelitternes nærvær: »Sol, stå stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!«
Da stod solen stille, og månen standsede, til folket fik hævn over sine fjender. Det står i De Retskafnes Bog." - (Josvabogen kap. 10, vers 12-13).

Vi kommer ikke uden om Kim Larsen, Ipso Facto. Han hører også til gode musiske oplevelser.

Jeg vil afrunde den søde debat her og for en stund afholde mig fra internettet og hvad, der ellers kunne fordærve mit fornuftige sind, som jeg efter sigende stadig skulle være i besiddelse af

Godnat!

mvh
Anne

Du er fornuftig, Anne. Det ved jeg for jeg har selv set det.

Tag dig ikke af de fjollehoveder. De udtaler sig som de har forstand til.

Jeg er glad for din respekt, Anne. Og jeg er glad for at du postede dit indlæg inden du gik på arbejde. Det gjorde mig meget glad. At der så kommer en masse kommentarer fra anden side, beklager jeg.

Så glid af på alle disse kommentarer, det gør jeg og jeg er såmænd meget glad for det du skriver.Vores forhold har vi talt om, der er da så vidt jeg ved helt afklaret og kommer ikke andre ved.

jeg er glad for at læse dine kommentarer, du klarer situationen flot, husk at det kun er et par få der bringer malurt i bægeret. Det kun stivnakkerne der ikke forstår at der ikke kan undgå at komme personlige elementer ind i billedet og når de ikke er i stand til at værdsætte det, ødelægger de oplevelsen med deres beske kommentarer.

En såkaldt saglig debat, som de ønsker den bliver hurtigt kedelig. Vi mennesker er mere følelsesbetonede end saglige.

Jeg er ked af at de retter skytset mod dig, du er helt uden skyld i den såkaldte affære selvom du har klaret den flot.

Nu er den forbi og livet går videre men det skulle da ikke undre mig om der dukker noget op igen. Så kunne de passende rette deres sarkasme mod mig som har tilvejebragt deres mulighed for at hævde sig selv og ellers bringe forstyrrelse med deres irrelevante kommentarer.

Som sagt ved vi begge hvor vi står og jeg håber at det, mens du drømmer, går op for dig at du har klaret en situation mesterligt for det har du. Flot gjort. Og sov videre med gode drømme. Man må have et forum for at blive forstået og publikums manglende intelligens har bragt mange smukke handlinger i glemsel.Men som dit publikum værdsætter jeg hvad du har gjort og sagt, det har været en dejlig aften.

Anne skriver:

I aftes deltog jeg i et bibliodrama kursus, hvor man så at sige arbejder med en bibeltekst. Vi havde teksten om vingården fra mattæusevangeliet på programmet, hvor arbejderne i vingården efter endt arbejdsdag skal have deres denar. Da de skal have deres løn, viser det sig, at de der først blev lejet i 11 time også hver får en denar. Dette er for dem uretfærdighed, for de havde jo arbejdet siden den 3. time (1. time startede kl 6). Men Jesus svarede dem, om de ikke fik, som aftalt? Det var jo netop det, de gjorde. De fik akkurat, så de kunne mætte deres familie med mad denne ene dag. På samme måde kunne de, der blot havde arbejdet i 3 eller måske kun 1 time i vingården nu gå hjem med en denar, så også deres familie kunne blive brødfødet.

Bibelteksten er et eksempel på det at få ufortjent løn. Mon ikke vi alle har prøvet det at få noget, som vi egentlig ikke har gjort os fortjent til?

Jeg ser ikke bibelteksten som omhandlende det at få ufortjent.

Alle arbejderne får som fortjent, for deres vilje er god - de vil arbejde. Og det lønner sig. Det er selve intentionen, det handler om. Sådan er det også med den fattige enke, der giver blot en lille smule, og dog har givet mere end de andre tilsammen - hendes godhed var stor, for hun gav af sin fattigdom.

Det er hensigten, hjertet, viljen, der tæller! Ikke gerningerne "i sig selv". Men i deres "mening" eller "gode vilje". Størrelsen af gerningen ligger ikke i selve dens udførelse, men i dens intention; således skærpede Jesus "de gamles" bud. Han nedbrød dem ikke, men skærpede dem i kærlighedens ånd. Nu skulle budene ikke efterleves på overfladen, men helt ind i følelserne og hjertet.

Og de, som kommer sent i gang med arbejdet - ja, bare idet de omvender sig - disse skal derfor have samme løn.

Ingen får ufortjent. De, der tror sønnen, vil møde Guds kærlighed. De, som er ulydige, Guds vrede vil blive over dem.

Og historien handler jo også om dem, der får ondt i røven over, at de, som arbejdede mindre end dem, får det samme. De skal ikke have ondt i røven, men glæde sig over de andre.

Til den anonyme!

Jeg har desværre ikke tid til at gå ind i en dybere diskussion men kom lige forbi og kan se, at du drejer min ord i en forkert retning.

Teksten handler - uden den åndelige tolkning - på jævnt dansk om det at få den samme løn uden at have arbejdet det samme. Prøv at forestil dig en arbedsplads i dag, hvor en der først kommer til arbejdspladsen en time inden fyraften, og så får fyren dér sgu den samme løn som dig, du, som ellers har knoklet siden morgentimerne for at kunne brødføde din familie. Hvordan ville du da reagere, hvis du for en stund glemmer din tro lidt?

Men pointen med Jesu ordet og min analogi er jo netop, at hvert part får som de har fortjent af Jesus (vingårdsmanden). Guds retfærdighed er ikke altid som os mennesker vil gøre den til. ("Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste").

At få ufortjent kan faktisk også tænkes som det at være taknemmelig over det liv, man har fået, som man umiddelbart ikke har gjort sig særlig fortjent til.

Det var oplagt at bruge nogle flere sætninger på at forklare mig, så misforståelsen kan blive redt ud. Men jeg har desværre alt for travlt i dag, beklager, håber du fanger pointen alligevel.

Om ikke andet burde du registrere dig og tage debatten/dialogen der, hvor tråden hører til.

Mvh
Anne

Teksten handler - uden den åndelige tolkning - på jævnt dansk om det at få den samme løn uden at have arbejdet det samme.

Du må ikke lægge så meget vægt på gerningerne (arbejdet) for gerningernes egen skyld. Gennem anger og omvendelse findes tilgivelse og samhørighed med Kristus. Og så handler det om HJERTET i gerningerne, ikke "mængden".

Sandelig: Alle får som fortjent. Tænk bare på de tre gutter med talenterne. Den, som har, til ham skal mere gives. Men den, som kun har lidt, fra ham skal selv det, han synes at have, tages bort.

At få ufortjent kan faktisk også tænkes som det at være taknemmelig over det liv, man har fået, som man umiddelbart ikke har gjort sig særlig fortjent til.

Man får virkelig, som man har fortjent! Som man sår, således skal man høste. Men dette kan godt strække sig over flere liv, så det ikke er åbenlyst i det enkelte liv.

Den, der sår i kødet, skal høste fordærvelse. Den, som sår i Ånden, skal høste til evigt liv.

En fyr, som kalder sig "disciple", skriver:

Han er den som skabte adgang til at kende Gud, som ens himmelske Fader og som sender Helligånden til den enkelte, som tager imod budskabet om Kristus og som modtager Helligånden, Talsmanden, som Gud giver uden betingelser til de som kommer til tro.

Betingelsen er netop tro. Dvs. at tage imod og holde fast i de ord og bud, som Jesus talte - for han talte netop, som han hørte af Gud.

Betingelsen er netop, at vi "spiser af ham". Og som han forklarede, idet denne tale vækkede anstød, så er det ikke hans kød, det gavner at æde af, men hans ord!

Og hvad siger han så...! Lyt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op ift dig, for når jeg kommunikerer i en retning, vender du det i en anden retning. Det tricker en form for opgivelse fra min side..

Det handler om, at du ikke kun tænker dig frem til "resultater" qua din egen tro men også sætter dig ind i de menneskelige forehavender og tankegange. Det er jo netop det, jeg forsøgte at belyse med eksemplet om arbejderne i vingården.

Så kan vi blive enige om, at dette tekststed (Jesu ord om du vil) sammenligner det at få jordisk løn med det at få åndelig løn?

At vi får som fortjent handler således ikke om selve gerningerne men om den kærlighed, Gud synes at se mennesket igennem. En konkret situation taget i betragtning behøver nødvendigvis ikke at bero på anger og omvendelse, men alligevel lod Jesus de, der kun arbejdede fra den ellevte time tjene en denar som de, der havde arbejdet fra den tredje time tjente en denar.

Og selvfølgelig handler det om HJERTET i gerningerne og ikke mængden, som du skriver. Det modsatte har jeg vist heller ikke påstået. Troen er kærlighedens og åndens kilde og ikke at måle ud fra, hvor mange gerninger, vi udfører inden livets udgang. Men her forholder vi os netop til troen ud fra vores egen tro, og vi bevæger os på den væk fra det, der oprindeligt var min hensigt i mit indlæg til Peter Arentzen i tråden, "Kristendommen" (forfattet af Michael).


Mvh
Anne

Hvorfor gøre det så besværligt? Det handler netop ikke om at få som fortjent udfra et millimeter kærlighedsløst retfærdighedsbegreb. Lige som det ikke drejer sig om øje for øje og tand for tand. At måle og veje i det uendelige.

Det drejer sig om at de, som gav sig til at arbejde i Herrens vingård i sidste øjeblik, gjorde den samme gerning som de, der havde arbejdet der i lang tid.

Alle fik, hvad de havde 'fortjent':

Derfor er retfærdigheden ingenting i forhold til kærligheden.

At vi får som fortjent handler således ikke om selve gerningerne men om den kærlighed, Gud synes at se mennesket igennem.

Det handler om den kærlighed, som mennesket lægger i sine gerninger. Ligesom da den gamle enke lagde det, der svarede til få ørers værdi. Gerningen var stor, i hjertet, i ånden, for hun gav af sin fattigdom.

Sådan en uselviskhed, kærlighed, bør mennesket udøve, for herigennem skal det lære Gud at kende. Gud er kærlighed - den, der ikke elsker, kender ikke Gud.

Hvad så med de som har vundet i lotto? Må de ikke beholde bare een lille smule selv?

Hej Michael og I andre (ikke hej til anonyme Thomas Visdom Zen; "men skrub af med dig"; "ad helvede til med dig" ;)).

En kommentar til Vingårdsarbejderne og deres løn.

Nu gengiver jeg et forsøg jeg har set beskrevet et sted, så godt jeg husker det:

To aber, husker ikke hvilken race, er adskilte, men kan kigge ind til hinanden. De bliver belønnet dersom der kan udføre en opgave. De kigger ind til hinanden og tager ved lære af hinanden. Og for korrekt udført opgave belønnes de begge med et stykke agurk. Forsøget kører uden problemer lige indtil den ene abe nu må se den anden blive belønnet med banan i stedet for. Dette medfører at aben der ”kun” bliver belønnet med agurk nægter at være en del af forsøget.

Pointen i mange lignelser er at de er anti-social-darwinistiske (de går imod vores instinktive fornemmelser af hvad der er retfærdigt), og endda så meget at etikken ikke ville kunne fungere i det praktiske ”erhvervsliv”/samfundsliv (kontraktlige samfundsliv) vi har med hinanden, men nok i langt højere grad i familielivet vil det kunne fungere, dog nok ikke blandt søskende, men mellem forældre og børnene. Mellem ægtefællerne burde det være en selvfølge at man prøver at tilsidesætte sig selv for at være alt for den anden (at ofre sig for den man elsker, burde give god mening (hvad skal man ellers gøre ved sig selv)); her burde den kristne etik ret komme til sin ret; men kvindebevægelsen har ødelagt en del her vil jeg mene, hvor man har sænket etikken til det lave punkt der hedder retfærdighed og ligeret (Ipso Shopenhauer Facto mener jeg har beskrevet dette forhold indgående).

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Jeg forstår godt den abe du der snakker om, Hanskrist. Hvor var det også bare fejt at den ikke også måtte få en banan.

Jeg kan også godt li bananer.

Uretfærdighed er bare så træls.

Jeg ville også mene det var uretfærdigt, hvis ikke du invitere mig med ud at ro i din nye havkajak.

jeg vil nu mene at det var en intelligent abe.

Vore instinktive fornemmelser har ikke så meget med retfærdighed at gøre. De drejer sig mere om artens overlevelse, noget som ikke tager retfærdighed højtideligt.

Men som sociale væsner har vi begreber som retfærdighed og kærlighed.

Det er netop den helhed vi eksisterer i. Vi kan ikke benægte kroppens naturlige behov, men samtidig skal vi tilpasse os til at leve i et samfund.

Det lille barn føler sit naturlige behov. 'Jeg vil have en is'. Men det lærer, tvunget af omstændighederne, at det må vente. Det vil stadig have en is, men det tilpasser sig og venter.

På samme måde er der en stor forskel på om vi lever med vores biologiske forudsætninger i en naturmæssig sammenhæng eller en social sammenhæng.

Men i stedet for at lære på den hårde måde, som Pavlovs hunde, har vi en mulighed for at lære på en anden måde.

En måde som ikke former os ubevidst efter omgivelsernes påvirkning, men derimod bevidst i erkendelsen af hvordan tingene hænger sammen i forståelsen af os selv, både biologisk, psykologisk og socialt.

Og religiøst.

Serotonin skriver:

Hvad så med de som har vundet i lotto? Må de ikke beholde bare een lille smule selv?

Jeg vil sige dig følgende (og så håber jeg, at du vil tage ordene til hjertet og lade dem blomstre i dit konkrete liv):

Saml hellere skatte i himlen, hvor møl og rust ikke fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler, end på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.

Ikke så meget som én krone vil følge dig over på den anden side af det liv, som du kender det her på jorden.

----------

Hanskrist skriver:

Hej Michael og I andre (ikke hej til anonyme Thomas Visdom Zen; "men skrub af med dig"; "ad helvede til med dig").

1) Du taler om Thomas/Visdom/Zen (???), som intet har med mig at have gøre. Om dette er for at hakke på mig eller dem/ham (???), så ændrer det ikke på, at du måske burde have en my mere tjek på dine "udfald".

2) Du beder ham/dem/mig (???) om at "gå ad helvede til" - det var ikke så lidt? Hvad mon du er uenig i? At den gamle enke gav uselvisk...? Eller...? Dialog er måske mere frugtbart, Hanskrist - men selvfølgelig: Hvis du hellere vil bande og svovle... Men kalder du dig virkelig kristen, så skulle du måske gøre en my mere anstrengelse for at efterleve Herrens ord.

En my, Hanskrist, lad blot en my gøre en forskel i dit liv. Måske det er som en sten i søen - ringene vil sprede sig i vandet. Det håber jeg da!!!

Hej Anonyme.

Jeg tager dine ord til hjertet min ven.

Hils..

Hvad er en my for en?

Fis med dig Thomas Zen Visdom!

du skriver:

Det handler om den kærlighed, som mennesket lægger i sine gerninger. Ligesom da den gamle enke lagde det, der svarede til få ørers værdi. Gerningen var stor, i hjertet, i ånden, for hun gav af sin fattigdom.

Sådan en uselviskhed, kærlighed, bør mennesket udøve, for herigennem skal det lære Gud at kende. Gud er kærlighed - den, der ikke elsker, kender ikke Gud. Citat slut.

Med det i mente (og meget andet af det du skriver), får du svært ved at overbevise os om at du ikke er Thomas Visdom Zen.

Muligheden for at vi står overfor, 2 sjæle og et og samme forsimplede tankesæt, er selvfølgelig til stede. Men hvorfor opretter du ikke en profil og beviser over tid at du ikke er Thomas Visdom Zen?

Da Thomas Visdom ændrede sit navn til Zen, var det også for at lægge afstand til urevangeliet, som han helst ikke offentligt længere vil stå ved at være faldet pladask på røven for som ægte.

Fis med dig Thomas Zen Visdom!

Du lader aggressionerne løbe af med dig. Hvad værre der: Du lader det gå ud over uskyldige.

Muligheden for at vi står overfor, 2 sjæle og et og samme forsimplede tankesæt, er selvfølgelig til stede.

Troende er som grene på det samme træ.

"Forsimplet" siger du... du mener det jo nok ikke pænt, men hør nu her: Guds Rige kan selv små børn tage imod.

Du har også bedt mig gå ad helvede til... Og disse to udfald er du kommet med på baggrund af mine ord (ja, du citerer mig endda selv!):

Det handler om den kærlighed, som mennesket lægger i sine gerninger. Ligesom da den gamle enke lagde det, der svarede til få ørers værdi. Gerningen var stor, i hjertet, i ånden, for hun gav af sin fattigdom.

Sådan en uselviskhed, kærlighed, bør mennesket udøve, for herigennem skal det lære Gud at kende. Gud er kærlighed - den, der ikke elsker, kender ikke Gud.

Ja, Hanskrist - i stedet for at bande og svovle så skulle du hellere "gå i krig" med indholdet. Er du uenig i, at det handler om kærlighed, og at det er i kærligheden, vi lærer Gud at kende?

Da Thomas Visdom ændrede sit navn til Zen, var det også for at lægge afstand til urevangeliet, som han helst ikke offentligt længere vil stå ved at være faldet pladask på røven for som ægte.

Jeg tvivler på, at denne din konklusion er ægte - hvis Thomas altså ligner mig.

Men hold nu op med din person-"gossip" og dine nedladenheder over for en person, der ikke er her. Og ophør dog også med det over for mig. Hvad i alverden skal det dog til for. Med udgangspunkt i det, du selv har citeret mig for at sige (jf. ordene i kursiv), så lad os dog hellere diskutere indhold!

Har du været ude at ro i Hanskrist´s nye havkajak, Ole Bjørn?

Kære Jan.

Jeg synes, at du skulle holde alle dine bøvser og prutter og fjing fjong bemærkninger og fjollede spørgsmål ovre i chatten. Det er det, vi har den til.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.

Okay ven, og tak for din opfordring.

Håber du får en god Søndag, nu hvor det er så pragfuldt vejr(det er det ihvertfald i Århus).

Kære Klaus Berger, Thomas Visdom Zen’s værge,

Du skriver:


Det handler om den kærlighed, som mennesket lægger i sine gerninger. Ligesom da den gamle enke lagde det, der svarede til få ørers værdi. Gerningen var stor, i hjertet, i ånden, for hun gav af sin fattigdom.

Sådan en uselviskhed, kærlighed, bør mennesket udøve, for herigennem skal det lære Gud at kende. Gud er kærlighed - den, der ikke elsker, kender ikke Gud. Citat slut.




Mennesket skal ikke spændes i lænker, være en slave, som du her plæderer for:

Sådan en uselviskhed, kærlighed, bør mennesket udøve, for herigennem skal det lære Gud at kende. Citat slut.


I første omgang er det ikke os der skal elske og udøve uselvisk kærlighed og de der gør det er ofte utålelige at være sammen med, grundet deres manglende helstøbthed som personer, neurotiske som de er blevet igennem at fraspalte alt i deres væsen og natur som ikke stemmer overens med deres idealitet om uselvisk kærlighed.

Evangeliet er at Gud elsker os ufortjent, det er nåden, det er Kristus, det er gaven. Hvordan vi forvalter og prioriterer nåden, gaven Kristus, er værd at snakke om, men vi kan ikke begynde med at kræve og fordre at mennesket skal udøve uselvisk kærlighed og at det er derigennem man lærer Gud at kende; dette ville betyde manglende respekt for Livet selv (Guds kærlighed til os, Kristus), som er 1000 fold meget større end hvad vi kan præstere af uselvisk kærlighed.

Man lærer ikke Gud at kende ved at praktisere uselvisk kærlighed, dette er at se bort fra Kristus, livet i Kristus. Det er en from og u-Krist-e-lig tankegang, der ser bort fra Kristusbegivenheden og vil indbilde os at vi kan lære Gud at kende ved at leve i uselvisk kærlighed (men det er snyd og bedrag og trældom siger Paulus), ja det er som sagt en u-Krist-e-lig tankegang, da kristendommen betyder at vi lærer Gud at kende gennem Kristus, livet i Kristus, Guds kærlighed til os, tilgivelsen og nåden og friheden her. Vi kristne kan ikke undvære Kristus, leve uden Kristus, og vi hader ligefrem det kærlighedsslaveri som du Klaus Berger Thomas Visdom Zen konstant plæderer for (læs Galaterbrevet, slutningen af kap 4 og begyndelsen af kap 5).

Du Klaus Berger, Værge for Thomas Visdom Zen; I vender tingene på hovedet, hvilket der i øvrigt også er mange kristne der gør.

Enhver ny vækkelse begynder med Paulus, reformationen (Luther); senere Barth og nu i dag må vi igen tilbage og hente en ny renæssance hos Paulus. Paulus den første og største teologiske tænker, har grundlagt den kristne teologi på Kristus, så meget at Bertrand Russell som filosofihistoriker kort og godt siger at kristendommen er Paulus’s opfindelse.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej Hanskrist

Man har vel lov at gætte og sandt at sige, har jeg - uden at gøre det synligt, da jeg kunne tage fejl - stilet mine sidste indlæg i denne tråd til Klaus Berger, her optrædende som den anonyme.

Det har jeg gjort af forskellige grunde (sprog/energi), men det er muligt, at min intuition tager fejl, og det gør heller ikke noget.

Arbejdet kalder her..

Mvh
Anne

Nåh, det var det my betød.

Hej Anne,



Vi er to sjæle med de samme tanker om anonyme. Sjovt nok at det også var din intuition.


Med hensyn til Paulus, så er vi ikke altid 2 sjæle med de samme tanker og meninger har jeg måttet konstatere i en anden tråd ("Kristendommen"), hvor du diskuterer med Michael og Arentzen. Så jeg vil nok melde mig i den debat en gang når jeg får tid og bliver enig med mig selv om hvordan jeg skal gribe vores uenighed an.

Overalt i verden kan man tale fredeligt om Gud og religion; men Kristus skiller altid vandene. Jesus der er Kristus er det mest kontroversielle der er søsat i religionernes verdenshistorie og det kan vi takke Paulus for.

Islam Kristisk netværk mener at vi må holde fast i den eksklusivitet der ligger i Jesus der er Kristus. Dette er politisk/religiøst ukorrekt og tabu i vore dage, ifølge Tidsånden (og altid i følge vores naturlige religiøse følelser), at holde fast i denne eksklusivitet. For vi tror jo alle på den samme Gud lyder det i vore dage (og fortæller vores naturlige religiøse følelser os), "gu gør vi fanden nikke nej"; vi tror netop ikke på den samme Gud, for der findes åbenbaringer som er så meget i indbyrdes modstrid at der ikke kan være tale om den samme Gud. Det er meget vigtig at man gør troen på Kristus til et religiøst stridsspørgsmål af alle højeste vigtighed, og at vi kultiveret begynder at konkurrerer på liv og død, om hvem af os der har fat i det væsentligste når det gælder menneskehedens fremtid. Jeg er derfor modstander af religionsmøde, men opfordrer til STRID på området. En spændende intellektuel kultiveret strid, som når forskellige paradigmer bekæmper hinanden. Det med "Gud og mennesket" skal igen være et stridsspørgsmål, et spørgsmål om liv og død, det ultimative spørgsmål, fordi der gemmer sig et antropologisk spørgsmål af helt afgørende betydning for menneskehedens fremtid og overlevelse; nemlig, "har Gud stillet sig på menneskets side (gedigen Paulinsk kristendom), eller skal mennesket underkaste sig Gud (religiøse bud og tvivlsomt arkaisk religiøst lærdom)".

Mange kærlige stridbare hilsner Hanskrist.

Ja, jeg ved godt, at du ikke ville bifalde mine Paulus-indlæg. Men må jeg foreslå dig at læse dem sådan, at de blot udgør ét snit, dvs. én tilgang der prøver at belyse den mission, Paulus helt konkret stod over for.
Jeg er ikke ekspert i Paulus eller de paulinske breve, og jeg har først og fremmest beskæftiget mig med 1 Thess, som skulle være Paulus' første brev.

Har vi ikke før været inde på det, at Paulus gennemgår en udvikling i sit eskatologiske standpunkt? Jeg husker, at jeg for snart et år siden forsøgte at tage dialogen med dig Faktisk spurgte jeg en underviser på Teo om noget lignende (huske ikke titlen), idet jeg fremsatte nogle for mig at se oplagte spørgsmål omkring Paulus og det at være en eskatologisk eksistens (ventende på Kristi genkomst), og jeg bemærkede, at han faktisk havde svært ved at give mig et svar, og det svar han gav, skal jeg have kigget på, om jeg kan erklære mig enig i dette. Men som sagt, det ville være godt at få skrevet om dette, og jeg ser, at Arentzen har skrevet en kommentar.

Man kan sige, at jeg kommer til at afprøve nogle ting på debatten - det er ikke sikkert, at de altid holder vand.

Havde jeg mere tid, ville jeg gerne skrive et debatoplæg, idet der er et lille regnestykke, jeg ikke kan få til at stemme overens mellem mig og Paulus - vedr. begrebet om den eskatologiske eksistens.

Om vi tror på den samme Gud er også en diskussion for sig - og hvis et anliggende, jeg har med Borad, så vidt jeg husker. Teologisk set har du på sin vis ret i, at det ikke er den samme Gud, vi tror på, men hvis der nu virkelig findes én Gud, hvem er det så jøder og muslimer retter deres bøn og tro imod?

Mvh
Anne

Hej Anne,

du skriver:

Man kan sige, at jeg kommer til at afprøve nogle ting på debatten - det er ikke sikkert, at de altid holder vand. Citat slut.

ja, dette er vejen frem,, også for mig.

Jeg tror det du siger holder vand, jeg synes du skriver sobert, sobert, og ædruelig og til trods denne skæven (akademiske selvdisciplin) formår du alligevel at skrive levende og fængslende om kristendommen. Godt gået! Det teologiske universitetsstudie formår ikke at tage livet af dig, du bevarer din originalitet og friskhed, hele vejen igennem, din evne til at tænke kritisk og tænke selv.

Jeg føler ikke at jeg er ekspert i Paulus, men jeg har det som Paulus selv havde det, som han beskriver det i Fil 3. Ja jeg er grebet af Kristus Jesus, hvilket medførte en religiøs vækkelse af dimensioner, hvor alt det med Gud og religion, nu pludselig bragede igennem til mig i et helt nyt lys, forklarelse, nøjagtig som for Luther og Barth med flere. Kristologien blev simpelthen en hel ny antropologi i mit liv.


Jeg genbruger lige et af min tidligere afsnit for at kaste lys på hvad jeg mener med den nye antropologi (videnskab om mennesket) jeg har fundet i Kristus:

Ja i dag er det mindst lige så vigtig at vi forstår, at vi mennesker; ud over de mange videnskabelige antropologier (Darwin, Marx, Freud og i dag ikke mindst, de medicinske og biologiske videnskaber og den videnskabelige antropologiske psykolog) der gør sig gældende for os, om vi ønsker at forstå os selv, hvem vi er; ja da er der en hel anden antropologi, som også gør sig gældende for os, nemlig den kristologiske antropologi. Dette er en speciel antropologi, som gør sig gældende i den grad vi er i Kristus, iklædt Kristus, i den grad Kristus har vundet skikkelse i os (derfor navnet kristologisk antropologi). Hovedsagen er at den kristologi der gælder for Jesus, stort set også gælder for os i den grad vi er i Kristus, iklædt Kristus, i den grad Kristus har vundet skikkelse i os. Citat slut.

findes her i sin helhed:

http://onlinedebat.religion.dk/showthreaded.php?Cat=0&Number=23823&page=3&vc=1


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hanskrist

Tak for din virtuelle omsorg,

du har selv prøvet at lære mig, at det ikke gør noget, at der måske går 14 dage eller to måneder mellem, man skriver indlæg. Der venter mig nu, jeg ved ikke hvor mange indlæg her, og på min opstart på religion.dk venter nogle stykker. Hav derfor lidt tålmodighed ift Paulus-debatten mm.

Nu kommer der SOMMER! Det bliver jeg nødt til at prioritere, hvorefter den står på latin.

Mvh
Anne, i Sommer-humør..

Kære Klaus Berger, Thomas Visdom Zen’s værge,

Ej, nu MÅ du altså stoppe!!! Først får Thomas med køllen, og nu en ved navn Klaus???!!!???!!!

Mennesket skal ikke spændes i lænker, være en slave, som du her plæderer for:

Der er intet "slavearbejde" ved at elske. Det er fryd og salighed! Åh, det er så vidunderligt!!!

I første omgang er det ikke os der skal elske og udøve uselvisk kærlighed

Jesus' bud gælder for enhver, forstået således, at enhver, der efterlever dem, vil aldrig smage døden. Og jo, Jesus' bud er kærlighedsbud: Elsk Gud, elsk din næste. Ja, elsk endda dine fjender og bed for dem, der forfølger dig.

Det er frydefuldt at elske.

Prøv en gang - Hanskrist - at lade kirkens dogmer være for en tid, og vend så øret mod Jesus - og lyt... Og enhver, der gør hans lære, vil erkende, om læren stammer fra Gud.

Handl på hans ord - så skal du ligne en klog mand, der har lagt sokkel!

Det gør den, og jeg håber på, at I vil stoppe jeres gættelege, så vi kan forholde os til indholdet. Jeg har VALGT at være anonym, og hvis jeg føler for det, kan jeg altid forklare senere hvorfor. Men jeg ville blive glad, hvis I vil respektere det.

Håber på noget frugtbart dialog om Jesus, tro og kristendommen.

Kære anonyme!

Er du sikker på, at du ikke er i familie med Helligånden?

Det kræver sgu mere end almindelig inspiration og transpiration at skrive så smukt:



Jeg har prøvet det der med at bede for mine fjender. Min morgenbøn indeholder altid gode rare tanker om, at det må gå Ole Bjørn godt, efter at han været igennem så mange trængsler. Og for at være sikker på, at budskabet når frem til synderen, plejer jeg også at sende et par opmuntrende ord til den stakkels Bjørn her på debatten.

Men se om det hjælper? Derfor er jeg fortsat agnostisk fritænker. ;)

Der er mange problemer med det udtværede begreb kærlighed fordi det handler om følelser som er uden for viljens, men måske inden for nådens kontrol.

Derfor forholder ateister sig til Guds kærlighed som en 100% homoseksuel forholder sig til kvinder. Det man ikke føler er sandt eller dragende eksisterer ganske enkelt ikke. Men ateisten går endnu længere end den homoseksuelle, som dog godt kan knytte venskab - et venindeforhold til kvinder. Ateisten hader Gud og alt hvad han står for.

Alle kontroverser blandt de troende kommer af, at de oplever og føler Gud på forskellig måde. Man kan ikke blive enige om Guds sande væsen. Det er som en diskussion mellem tre galaner. Den ene foretrækker moderen, den anden datteren og den sidste dem begge to. Men det er jo ikke objektet der er det vigtigste, men følelsen af kærlighed der er frydefuldt.

Hvis man spørger en forelsket hvorfor han elsker netop hans udkårne og ikke en anden kvinde, kan han ikke give en begribelig grund til sit valg. Hun er smuk, hun er dejlig, mit hjertes fryd, hun er alt det jeg altid har drømt om, mine længslers mål osv. osv. Men vi elsker ikke noget fordi det ER smukt, men det vi elsker BLIVER smukt i den forelskedes øjne. DET er kærlighedens mirakel.

Spørgsmålet er, om det er Gud som er bagmand også for dette mirakel?

Hilsen

Ipso Facto

Du lever i en fantasiverden, Jeppe, ligesom ikkeThomas-ikkeKlaus-ikkenogensomhelst gør det.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Det er vel også et spørgsmål om hvornår man får tid til at bede for de, der forfølger én.

Kære Ole Bjørn!

Vi lever vel alle i en fantasiverden, i hvert fald de af os som besidder fantasi; hvis hjerne ikke er "A Clockwork Orange".

Jeg tænkte nok, at du slet ikke kunne undvære mig, men jeg vil gerne undgå at læserne får den tanke, at det er længsel og kærlighed der driver dig. For mit vedkommende er det blot medlidenhed.

Hilsen

Ipso Facto


-------
"Imagination is more important than knowledge. Reality is merely an illusion, albeit a very persistent one." - Albert Einstein

Are you ready for love?

Kære Michael!

Du yder virtuel omsorg i særklasse. Mon ikke selv Ole Bjørn har en mulighed for at fatte det enkle budskab?

Hilsen

Ipso Facto


---------
"Vi Mennesker er sat her paa Jorden for at hjælpe andre! - Naa, hvorfor er de andre saa sat her?" - Storm P.

Kære Jeppe.

At du også lider af voldsfantasier, er noget nyt, men egentlig ikke overraskende, din debatstil taget i betragtning.

Det, der kendetegner kreative forskere, er netop, at de har en dyb forståelse for realiteter. Det har du jo selv tydeligt demonstreret, at du ikke har.

Men et enkelt af resultaterne af min forskning var pudsigt nok, at mennesker, der som du, lever i en fantasiverden, faktisk har så begrænset en fantasi, at de ikke er i stand til at forestille sig andre menneskers tankegang, og derfor er udenfor normal rækkevidde af psykologiske terapier. Kun en tvangsmæssig konditionering a la Alex DeLarge har effekt.

Derfor vælger psykiatrien oftest at behandle de svære tilfælde med dæmpende psykofarmaka.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Har du husket at tage dine piller idag? Måske skulle du bede din psykiater om at forøge din reserpindosering, så du kan omgås andre uden de store problemer.

Hvorfor gøre det så besværligt? Det handler netop ikke om at få som fortjent udfra et millimeter kærlighedsløst retfærdighedsbegreb. Lige som det ikke drejer sig om øje for øje og tand for tand. At måle og veje i det uendelige.

Din kobling mellem retfærdighed og "øje for øje og tand for tand" er uheldig. Hvorfor?

Fordi: Jesus siger i bjergprædikenen, at de, som hungrer efter retfærdigheden, skal mættes. Jesus er i aller højeste grad FOR retfærdighed. Men han vender sig netop IMOD "øje for øje og tand for tand" (lidt senere i bjergprædikenen).

Retfærdighed er retfærdighed - at hungre efter at de svage og undertrykte må styrkes og hjælpes. "Øje for øje og tand for tand" handler derimod om gengældelse. Retfærdighed har intet med hævn at have gøre! Det må du da ikke tro!!

Derfor siger jeg: Hold fast i Jesu ord! OGSÅ dem om retfærdighed - forkast ikke det, som han søger at fremme.

Kærlighed, visdom, fred, retfærdighed, barmhjertighed - alle er de ét. For Gud er én.

Kære Ole Bjørn!

Jeg må nok bryde sammen og tilstå, at jeg lod mig rive med af Michaels gruopvækkende illutration af problemet med at bede for sine fjener i en verden befolket af hobbeske monstre.

Jeg håber du kan tilgive mig, så vi atter kan være lige så gode venner som før?

Hilsen

Ipso Facto

javel

Kære Jeppe.

Venner er nok et lidt overdrevet begreb her, men der er heller ikke noget at tilgive. Trods dine mange unoder anser jeg dig for en af de bærende kræfter på debatten, dels fordi du med store mellemrum siger noget fornuftigt, og dels fordi du provokerer en masse kritiske indlæg frem.

Hvis du ikke havde så travlt med at fremstille dig selv som et allround orienteret overmenneske, og kunne sublimere din humor til et niveau over skoledrengeplanet, så kunne vi sikkert få nogle fornuftige (herredømmefri) diskussioner, men det kniber gevaldigt for dig at indrømme dine fadæser, og i stedet forfalder du så til smædeskrivelser.

Jeg er ikke din uven, for jeg har aldrig taget dine indlæg højtideligt. For de fleste her er det enten tidsfordriv eller en kompensation for manglende anerkendelse hos deres nærmeste. For mig er det primært en del af et løbende studium af internetkommunikation med henblik på en evaluering af internettets betydning på godt og ondt for fremtidens globale samfund.

Set i det lys er alle indlæg værdifulde, selv multipseudonymet Thomas', fordi de afspejler de kommunikationsbrister der opstår, når ordene skal stå alene uden andre visuelle hjælpemidler.

Internettet har allerede ændret verden til noget, de færreste forstår konsekvensen af, fordi de kun fokuserer på enkelte sider af nettets virkninger. Reelt er der tale om en radikal ændring af menneskets livsbetingelser, og denne udvikling er kun lige begyndt. Ingen af de gamle normer eller religioner slipper uskadt igennem denne informationskværn.

Det værste er, at de mennesker, der er valgt til at lede os, eller har tilranet sig magten, ikke fatter, hvad de har med at gøre. Det vil der blive spildt meget blod over.

Men jeg er altså ikke og har aldrig været din uven.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn!

Du har ret: "Venner er nok et lidt overdrevet begreb her,..."

Så derfor forventer jeg, at du fremover dropper familiariteterne og alene titulerer mig med mit debatnavn.

Ellers tror debattørerne jo, at vi er forelskede, sådan som vi ustandselig går i clinch.

Hilsen

Ipso Facto

Kære Jeppe.

Jeg betragter ikke kortudgaven af dit efternavn som en familiaritet, men som en identifikation af en person, langt bedre end det upersonlige begreb Ipso facto, der som pseudonym er lidet adækvat.

Jeg er ikke til mænd, og hvis du skulle lide af ulykkelig kærlighed til mig, må du henvise den til samme sted, hvor din Eurabia-tese kommer fra.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Sporer jeg en romantik i blomstring?

Kære Michael!

Problemet med Ole Bjørn er ikke, at han ikke er til mænd, men at han ikke er til mennesker.

Hilsen

Ipso Facto


--------
Love is in the air:

Det er et spørgsmål om definitionen af et ord. Det du kalder kærlighed, kalder jeg attrå.

Ikke at der er noget i vejen med attrå, den er en naturlig del af livet. Og som sin naturlige del af helheden har den sin plads.

Men den er ikke = kærlighed.

Kære Michael!

Set fra Guds synspunkt er det muligt, at korpulation i dens mange brogede former ikke er hvad skaberen forstår ved kærlighed, men blot en nødvendig foranstaltning for at sikre artens reproduktion. Så må man sige, at den gode Gud har været temmelig upræcis for objekterne for menneskers attrå spænder vidt, selv om de fleste godtnok stadigvæk foretrækker det på den gammeldags facon, som Cleo sang om i Bakkens Hvile for en menneskealder siden.

Missionærstillingen synes ikke at være uddød med missionærerne. Men siden har de nye missionærer advokeret for pluralisme også på det seksuelle område.

Men da vi stakkels mennesker ikke kender Guds tanker og vilje må vi ligesom de små hunde prøve os frem indtil vi finder noget som "virker".

Ingen kan tage patent på hvad Gud forstår ved begrebet kærlighed, uden at gøre sig selv til Gud.

Det er den fejl mange af de frelste begår. Du er forhåbentlig ikke en af dem Michael?

Hilsen

Ipso Facto

Nej, Ipso Facto. jeg er ikke Gud, men jeg kender Ham godt.

Det er ikke begæret som i sig selv er forkert. Det er den sammenhæng, det optræder i, og denne sammenhæng er dybest set vores personlighed, vores karakter.

Det er fordi vi ikke ser alting i deres rette sammenhæng, at vi skiller begæret ud som noget der skulle være i modstrid med det naturlige liv.

Men det som gør forskellen er den psykologiske og samfundsmæssige sammenhæng det optræder i.

Det er begæret efter livet, som får blomsten til at gennembryde den frosne jord og det er begæret som får de unge mennesker til at drøne derudaf. Det de mangler er forstanden, livserfaringen som måske kan bringe dem til ro og sætte begæret, eller attråen, ind i den rette sammenhæng.

begæret kan være smukt mellem to elskende men det bliver grimt når det optræder som grådighed, f.eks. Problemet er ikke begæret, men den sammenhæng, som det optræder i.

Men noget helt andet end begær er kærlighed. Kærlighed er ikke fryd, kærlighed er varme. Kærlighed er ikke en lykkefølelse, men når den optræder i sin rette sammenhæng, som er alvor, så er kærlighed glæde.

Der findes ingen kærlighed, hvis man ikke i sit hjerte giver afkald på begærets opfyldelse.

Da vil man vide, uden at nogen behøver at fortælle én det, at kærlighed ikke = begær.

Kære Michael!

Selvfølgelig er kærlighed ikke lig med begær!

Kærlighed er at give uden at forvente noget til gengæld. I alle andre former er kærligheden blot kamufleret egoisme i en eller anden grad. Det er vel det de fem antiteser i Bjergprædiken handler om?

Men er en sådan kærlighed overhovedet mulig for væsener som os? Jeg tvivler. Både livet og debatlivet demonstrerer at egeninteresserne altid kommer i vejen for den ægte fordringsløst givende kærlighed og næstekærlighed. Der er altid beregning med i spillet uanset hvor store anstrengelser vi gør os for at være uegennyttige og ikke begære. Om ikke andet, så selvtilfredsheden ved at føle sig god. Måske nok den største synd af alle.

Man kan måske lære at være mere uegennyttig, men at udrydde egoismen helt anser jeg for umuligt. For det ville krænke livets grundprincip om selvopretholdelse.

Det er vel her at tro og håb kommer ind i billedet for den troende i overensstemmelse med Paulus' lovprisning af kærligheden som den største af de tre. Alene formår vi den ikke, kun med hjælp fra Gud eller Helligånden kan den helt ufortjent tilskikkes os.

Nu er jeg ikke kristen, men er det ikke sådan mange kristne forstår sammenhængen i tingene?

Hilsen

Ipso Facto

Michael:



Hej, Michael. Netop dette udsagn 'men jeg kender Ham' har jeg set mange udtale.

Det er faktisk et ret så stærkt udsagn, eftersom ingen endnu har kunnet effektuere en kontakt til Ham gennem deres påståede kendskab til Ham.

Men hvis du skulle være undtagelsen. Den, der virkelig kender Ham, så er jeg da interesseret i en kontakt.

Nåh. Vel håbløst at forvente.

Jerry
- ej heller gud (for mange at vælge imellem - men overvejer Thor!)

Er du klar over, Ipso Facto, at altruistisk kærlighed er en idé. Du kender den og forstår den, men mener ikke at du er i stand til at opfylde den.

Men at se tingene som de er, i sandhed, er erkendelsen. Man kan ikke erkende andet end sandheden, ellers ville det ikke være erkendelse.

Altruistisk kærlighed er i første omgang en idé. Men forståelsen er ikke en idé, man kan ikke forstå andet end sandheden.

Sandheden er at vi er skrøbelige, almindelige mennesker med en masse uopfyldte behov. Så sandheden er at erkende sine egne behov og forstå at det andet menneske har de samme behov.

Men først må man forstå sig selv, så er det ikke så svært at forstå den anden.

Der begynder livet, i at man forstår sig selv, men det er jo ganske svært, når man ikke har anden rettesnor end sin egen opfattelse.

Men der, i erkendelsen af sandheden, hvor svær den end kan være, bor Gud, ingen andre steder vi kan tænke os til. Og vi må selv gøre det. Forstå os selv.

Jeg forstår godt, at ingen tør begive sig ud af den vej selvom den ikke er farlig. Den er kun éns eget møde med én selv. Sikke en frigørelse af energi, som er ledt på afveje af tankens korridorer, sikke en lidenskab.

Men der er så mange veje til sandheden. Ligeså mange veje som der er mennesker.

Det må du spørge Ham om Jerry. Jeg er altid villig til at formidle den. Det man kalder den sunde fornuft er Gud.

Dette indbefatter selvfølgelig at man har begge ben solidt plantet på Jorden og tager sit liv alvorligt.

Gud kan ikke leve vores liv for os, det må vi selv gøre, men jeg vil give dig ret i at alle disse forestillinger om Gud, stammer fra uerkendte ønsker og behov hos mennesker, der ikke forstår disse behov.

Men selvom alle deres illusioner og forestillinger er falske er det ikke ensbetydende med at Gud ikke eksisterer. Han er blot noget helt andet end vi kan forestille os.

Der er ingen belønning og ingen straf, kun udfordringen ved at leve vores liv så godt vi kan.

Og det er da herligt at leve, ikke Jerry?

Michael:



Den køber jeg ikke. For simplificeret en filosofi.

Men vender - måske - tilbage med nogle synspunkter om dette emne.

Jerry

Hej Michael du skriver:

Men først må man forstå sig selv, så er det ikke så svært at forstå den anden.

Der begynder livet, i at man forstår sig selv, men det er jo ganske svært, når man ikke har anden rettesnor end sin egen opfattelse.

Men der, i erkendelsen af sandheden, hvor svær den end kan være, bor Gud, ingen andre steder vi kan tænke os til. Og vi må selv gøre det. Forstå os selv.

Jeg forstår godt, at ingen tør begive sig ud af den vej selvom den ikke er farlig. Den er kun éns eget møde med én selv. Sikke en frigørelse af energi, som er ledt på afveje af tankens korridorer, sikke en lidenskab. Citater slut.


Den anden dag skrev du:

Hvis man forstår sit eget liv med de betingelser, som er ens egen forståelse af sit eget liv, forstår man også sandheden i Jesu ord. Citat slut.


Vrøvl og sludder sålænge dine betragtninger gælder kristendommen. Den form for selverkendelse/selvindsigt du plæderer for har intet på sig i forbindelse med kristendommen, hvor man netop skal turde forlade sig selv, og ikke arbejde med at forstå sig selv, men overgive sig til Kristus der er livet, som Paulus siger.


Det er helt i orden at du har den holdning du har, men det har bare intet med kristendom at gøre. Nøjagtig som dengang du ville gøre Jesus til en ikke-handlingens mester, der var til i nuet og tomheden og stilheden. Intet kan være længere fra sandheden.

Behold dog den holdning du har til tingene, men lad dog være med at blande kristendom og Jesus ind i det. Dine ideer om kristendom og Jesus bygger på dine forestillinger og fantasier, de bygger ikke på et nærmere kendskab eller studium. Og derfor rammer du gang på gang helt ved siden af, indimellem ganske grotesk.



Dalai Lama i sin nye bog "Dalai Lama – om selvindsigt", at jo grundigere vi undersøger en ting, desto mere sandsynligt er det, at vi finder et tomrum.


Dalai Lama advarer mod den bevidstløse stræben efter selvindsigt, der konstant trækker os rundt ved næsen og kun efterlader os med følelsen af tomhed.

Så nu forstår jeg hvilken tomhed, det er du Michael, har talt om i flere år nu, ”og ja”, ikke engang en buddhist som Dalai Lama vil kendes ved den form for tomhed du står for.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Den køber jeg ikke. For simplificeret en filosofi.

Jerry

Op med humøret Jerry - og husk; at hver gang en bjælde-klokke ringer, så får en skytsengel sine vinger:

Bravo Michael!!!!!!

GGGGGGGGGGGGGGGGG

Ja, Frank Capra lavede da nogle store film.

Al respekt for det. Har nydt dem. Og nyder i øvrigt også andre af de gamle film. TCM!

Og - James Stewart. En suprem skuespiller.



Hver gang jeg hører om skytsengle, så får jeg knoppede udslet - psykisk set.

Min lillesøsters barn (min niæse) promerede troen på en skytsengel - min forlængst afdøde far. Som hun anså som en beskytter. En hendes specielle skytsengel.

Og han var i virkeligheden en mandsschauvenist, som ikke på nogen måde ville bakke op om et pigebarn fra Køge.

Så, skrot den den der med skytsengle og bjældeklang.

Skytsengle? Sikken gang overtro!

Hvor naiv kan man dog være, at tro på den slags vrøvl.

Jerry

Er du sikker på, at du ikke er i familie med Helligånden?

Det kræver sgu mere end almindelig inspiration og transpiration at skrive så smukt

Jeg kan ikke tage æren. Ordene er Jesus'.

Jeg har prøvet det der med at bede for mine fjender. Min morgenbøn indeholder altid gode rare tanker om, at det må gå Ole Bjørn godt, efter at han været igennem så mange trængsler. Og for at være sikker på, at budskabet når frem til synderen, plejer jeg også at sende et par opmuntrende ord til den stakkels Bjørn her på debatten.

Hvis du gør det oprigtigt, så gør du det rigtigt!

Der er mange problemer med det udtværede begreb kærlighed fordi det handler om følelser som er uden for viljens, men måske inden for nådens kontrol.

Følelser er vigtige. De kan trække blændværket af intellektuel stolthed bort fra vores øjne. Men kærlighed er meget mere end følelser. Du siger det selv i et senere indlæg. Det handler om at give uden at forvente noget igen. Ja, og hvis du endda ikke har noget at give overhovedet, så kan du stadig have viljen til at give - viljen til andres bedste. Uselviskhed.

Dette er meget mere end et lyserødt glansbillede af stærke følelser. Det er i visdom at erkende nødvendigheden af at dø fra sit ego - at give afkald på sig selv.

Alle kontroverser blandt de troende kommer af, at de oplever og føler Gud på forskellig måde.

Ofte er der tale om en "religiøs sødme", der er laaangt væk fra egentlig indsigt og næstekærlighed.

Hvis man spørger en forelsket hvorfor han elsker netop hans udkårne og ikke en anden kvinde, kan han ikke give en begribelig grund til sit valg.

Sammenligner du forelskelse med kærlighed?

Kære Ipso Facto

Der er mange tråde, jeg ikke når at følge op på, bl.a. den om islams kvaliteter. Jeg har dog læst dit indlæg til mig, og jeg beklager, at jeg ikke får dig svaret.

Jeg synes imidlertidig, at jeg vil komme med en kort og enkel kommentar her, hvor kvaliteten ved dig bl.a. kommer til udtryk gennem din respekt for de troendes Gudsforhold. Du holder dig ikke tilbage med at skrive Gud med stort G og fremhæver ligheder og forskelle imellem de forskellige religioner. Til gengæld beskriver du Gud som en, der tænker og har synspunkter. Hvordan skal jeg forstå det fra en agnostiker som dig?

Kan Gud tænke og danne sig synspunkter om livets forskellige forhold, ja, hvordan kan man se noget fra Guds synspunkt?

Mvh
Anne

Kære Anne!

Det er yderst prisværdigt, at Arne Thomsen forsøger at rejse en debat om islams kvaliteter. En debat som jeg fandt særdeles relevant for set samlet og unuanceret er det fra et kristent eller postkristent sekulært perspektiv vanskeligt at få øje på noget som helst positivt ved islams lære.

Her finder jeg det interessant, at Luther trods hans splittede sind og teologiske fordømmelse af islam som et kristent kætteri, et afguderi i form af dyrkelse af Djævelen, alligevel finder positive ting st sige om muslimers pietisme. Luther forstod nemlig at skelne mellem ideologien og teologien islam og den måde de enkelte muslimer faktisk praktiserer deres religion på.

i Luthers teologiske fordømmelse af islam lægger han i sine skriverer om tyrken og den tyrkiske fare konsekvent afstand til ”korstogstanken”, det vil sige forestillingen om, at kristenheden skal føre krig mod tyrken i Guds eller Kristi navn. På reformationstiden i begyndelsen af 1500-tallet, hvor det tyrkiske osmannerrige stod på højdepunktet af geografisk udstrækning og politisk og militær styrke, spillede ”korstogstanken” stadigvæk en rolle for de romersk katolske. Dette katolske syn på konflikten med islam ser Luther som en forhånelse af Kristi navn og en pervers sammenblanding af kirkens og den verdslige øvrigheds opgaver. Kirken eller den kristne menighed kan for Luther umuligt udgøre en hær, der med våben skal stride imod Kristi fjender, muslimerne.

Kirken bliver nemlig alene kirke ved, at evangeliet forkyndes til tro; og hvor mange eller hvor få, der hører til de rette troende, må nødvendigvis forblive skjult for menneskers øjne. En ”kristen” hær kan, siger Luther, sagtens tænkes at bestå af mennesker, der er værre syndere end tyrkerne. Hvis en sådan hær vil føre Kristi navn i sit banner, begår den da en større synd end nogen tyrk.

Rent teologisk betragter Luther de tyrkiske erobrere som et strafferedskab i Guds hånd imod den ulydige kristenhed. Tyrken er Guds ”vredes ris”, som Luther udtrykker det med henvisning til de gammeltestamentelige profeters tale om de fremmede fjendtlige folkeslag som redskaber for Guds vrede mod Israel. Samtidig er den tyrkiske voldsmagt for Luther også Djævelens tjener, en eksponent for ondskabens morderiske og ødelæggende kraft. For Luther er dette ingen modsætning – Djævelens og det ondes hærgen er altid i sidste instans underlagt Guds plan. Det tyrkiske stormløb mod Europa er altså set med Luthers øjne ingen tilfældighed, men et udtryk for Guds vrede mod kristenheden, en dæmonisk magt, der som straf slippes løs mod de kristne lande.

Denne teologiske tolkning af begivenhederne er ikke ensbetydende med nogen dæmonisering af muslimerne som mennesker. Det er islam som åndsmagt, en dæmonisk magt, der strider mod Gud, Luthers udsagn er rettet imod. Den egentlige og afgørende strid med tyrken og islam er for Luther slet ikke sværdets strid på slagmarken men kristenhedens åndelige strid mod Djævelens magt. Denne åndelige strid består slet og ret i, at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes og høres i tro. Og hvor Guds vredes ris hænger synligt for enhver over kristenhedens lande, skal der forkyndes omvendelse og udholdenhed i bønnen.

Lige som mange af nutidens kristne har lagt afstand til og omfortolket både forestillingerne om synd, Djævelen og islam som Djævelens tjener fordi Luthers teologiske paradigme vækker anstød i en moderne kristen tankegang, på samme måde blev Luthers nye tanker i samtiden forkastet af det ældre katolske paradigme, som han gjorde oprør imod.

Faktisk blev Luther i sin samtid beskyldt for defaitisme i forhold til den tyrkiske fare, idet hans afvisning af ”korstogstanken” blev udlagt, som om Luther hævdede, at man slet ikke skulle gøre modstand mod tyrkerne. Men også kejseren eller den verdslige, politiske øvrighed har ifølge Luther en krig at udkæmpe mod tyrken på det verdslige plan. Dette er for Luther ganske enkelt en funktion af øvrighedens pligt til at beskytte sine undersåtters liv og ejendom. Enhver ordentlig øvrighed har pligt til at værne land og folk imod en morderisk og røverisk angriber. Og enhver, som er kaldet dertil, kan da i lydighed mod sit embede og med god samvittighed føre krig mod tyrken under kejserens banner og på hans befaling.

Muslimerne skal altså ikke bekæmpes for deres tros eller læres skyld; men de kristne lande skal selvfølgelig forsvare sig imod det tyrkiske riges aggressive ekspansion. Intet kunne ligge Luther fjernere end tanken om at føre religionskrig eller med magt at ville omvende muslimerne til kristendommen. Tyrkerne skal bekæmpes som angribere; deres tro og lære skal man lade dem have i fred.

Luther er klarsynet nok til også at erkende islams kvaliteter og han ser den som en fristelse for de kristne. Luther taler et sted om, at verden ligefrem synes at fyldes med disciple af den tyrkiske tro. En betragtning som synes lige så aktuel i dag som den var på Luthers tid. Forklaringen herpå er ifølge Luther, at fornægtelsen af Kristi guddom behager den menneskelige fornuft; og der ligger en særlig appel til den syndige menneskenatur i den islamiske idé om at beherske verden ved sværdets hjælp.

Luther er således langt fra blind for den tiltrækningskraft eller fascination, som der set med europæiske, kristne øjne, kan ligge i islam. I 1530 skrev Luther forordet til en beskrivelse af tyrkernes tro og skikke fra 1400-tallet, der skulle genudgives. Her – som iøvrigt også andetsteds – vender Luther sig kritisk mod den form for skildringer af tyrkerne, som alene lægger vægt på de for kristne europæere umiddelbart frastødende sider. Det er for Luther vigtigt at være fuldt opmærksom på også de mange fortrin, hvormed muslimerne kunne synes at skille sig ud fra de kristne. Det gælder således den enkelhed og værdighed, som præger den islamiske gudstjeneste og bøn, og som der i kristenheden næppe findes magen til. Det gælder endvidere de ekspempler, som islam kan påvise, på strenghed og afholdenhed, og som langt overgår, hvad selv de strengeste katolske ordensfolk kan påberåbe sig.

Den, der med alvor og oprigtighed bekender sig til pavens og hans tilhængeres lære om afholdenhed og gode gerninger, bliver således nødt til at indrømme, at muslimerne i disse ting overstråler de kristne. Muslimerne er ikke de kristne moralsk underlegne, på nogle punkter snarere tværtimod. Og det er netop i sin mest sympatiske eller tiltrækkende skikkelse, at islam viser sig som en magt stik imod det kristne evangelium. For Luther er der ingen tvivl som, at det for kristne, der kommer under det tyrkiske herredømmes magt, er en virkelig fristelse at lade sig forblinde af de mange og åbenbare fortrin, der er knyttet til islam, ikke mindst, hvad muslimernes ydre praksis angår.

På denne baggrund må den aktuelle konflikt med et Europa under islamisering drevet af aftaler mellem fællesskerbernes magtfulde ministerråd har indgået siden grundaftalen med Den Arabiske Liga i 1973, hvor magten gennem årene er blevet anvendt for et realisere en utopi om et multikulturelt Eurabia med ligeværdig og stærk repræsentation af islam og muslimer analyseres lige så dybt som Luther gjorde.

Diskussionen og analysen må bevæge sig videre end til tørklæder, muslimske gravpladser, moskebyggeri og visse muslimske gruppers aktive resistens mod integration og åbenlyse tilpasningsvanskeligheder i det danske samfund. Samtidig er det naturligvis vigtigt, at den konkrete virkelighed ikke tabes af syne – for eksempel skal bestemte indvandrergruppers overrepræsentation i kriminalstatistikken ikke systematisk bortforklares eller forties gennem mediernes interne selvcensur, som der er eksempler på i vore nabolande, mest ekstremt i Sverige, men også i Norge og Tyskland.

Og når mange danskere tager konkret anstød af visse muslimers aggressive krav, ofte ledsaget af intimidering og trusler, om at få dansk skik og brug afskaffet eller ændret, skal deres protest ikke nedgøres og hånes, men tages alvorligt som en protest, der instinktivt – og berettiget – nægter at finde sig i, at islam rige vinder indpas i en dansk dagligdag og fortrænger dansk kristen og postkristen verdslig tradition uden at møde modstand.

Her står den moderne kristne luthersk evangeliske i et dilemma. For folkekirkes forkyndelsesgrundlag er Luthers lære, herunder ikke mindst læren om de to regimenter. Hvordan transformerer man den lære om til en demokratisk virkelighed hvor de kristne også er blevet en del af øvrigheden, hvorefter adskillelsen mellem de to regimenter går ned midt i hovedet på den enkelte kristne? Som kristen kan han ikke anvende vold og magt mod islam, men som borger i folkestyret er det hans pligt at bøje sig for de love han selv har været med til at få vedtaget gennem det repræsentative politiske system. Den kristne er på een og samme tid både kristen og øvrighed, så Luthers lære om adskillelse af de to regimenter er blevet uanvendelig.

Folkekirken er dybt splittet i dette spørgsmål. Der blev for et par år siden dannet et netværk af ”Præster imod islam” med teologer som afviser, at indbyde imamer ind i folkekirken og som iøvrigt er yderst kritiske over for islam. "Hensigten er at slå fast, at kristne og muslimer ikke tror på den samme gud, og at kirken og moskeen derfor ikke er religiøse medspillere«, meddelte netværket da det så dagens lys i maj 2006. Kritikken går ikke på de enkelte muslimer, men på islam som lære eller ideologi. Så disse teologer er på god og sikker teologisk luthersk grund.

I en tid hvor landets øvrighed – de politiske ledere – har besluttet at revitalisere et en gammel og lidt træt kultur med en aldrende befolkning i kraftig demografisk tilbagegang med infusion af mange millioner muslimske tilvandrere for at realisere visionen om en ny multikulturel superstat kaldet Eurabia, anvendes magten til at neddæmpe forskellene mellem islam og kristendommen og mellem islam og de demokratiske værdier og man er parate til at gå endog meget langt for at få visionen gennemført.

Hvordansk skal den kristne forholde sig i den situation uden at komme i konflikt med det troen fordrer og uden at komme i konflikt med det som nationen og folkestyrets opretholdelse kræver?

Det finder jeg er det vigtigste spørgsmål vi står over for i vor tid, men jeg har endnu ikke set en kristen give en løsning på dilemmaet som er lige så konsistent som den Luther gav for et halvt millennium siden, hvor tanken om folkestyre endnu lå mange hundrede år ude i fremtiden og derfor umuligt kunne indgå i hans teologiske overvejelser.

Hvad mener debattørerne om den her rejste problemstilling som ikke blot angår de kriste, men faktisk alle borgere i samfundet?

Lad mig for ikke at skuffe Anne her til sidst ganske kort besvare nogle af de stillede spørgsmål:



Gud er for mig en metafor for tilværelsens mystiske sider, det som vi umuligt kan vide noget sikkert om, fordi det befinder sig uden for denne verdens fysiske og logiske grænser – uden for tid og rum, som vi forstår disse begreber. Her ligger jeg meget på linie med Albert Einstins filosofiske tænkning. Om sin egen erkendelses mål udtalte Einstein, at det er "at kende Guds tanker." Begrebsfilosofisk set er spørgsmålet om verden i sin grundstruktur er som den er, fordi den umuligt kunne være anderledes. Hvis et hypotetisk skabergud i realiteten ikke havde andre muligheder end at skabe verden som den nu engang er, så bliver Gud som skaber overflødig som forklaring på verden og livet. Ligeledes, hvis verden altid har eksisteret, jfr. Hawkins ingen-grænse-teori hvor imaginærtiden er realtiden og vor normaltid er imaginær, så bliver spørgsmålet om en skaber – om Gud – også overflødigt. Hvad Gud er eller ikke er ligger for mig at se uden for enhver forestilling vi overhovedet kan gøre os. Rent logisk kan vi intet som helst sige om Gud, men vi kan føle hans nødvendighed som forklaring på hvorfor vi er i verden og hvorfor verden er som den er.

Vi kan tro på en Gud, men det er ret tydeligt at Gudsforestillingerne i de forskellige religioner er skabt i vort billede og ikke omvendt som myterne hævder. Man kan tro, at der er en relation og et slægtsskab mellem en evt. skabermagt og det skabte, men vor eksistentielle situation er den, at vi umuligt kan kan nå frem til Gud qua vor rationelle tanke i videnskaben og i filosofien. Gud må til evig tid forblive en gåde og et mysterium uden for vor forstand og erkendeevner i det jeg kaldet for ”det absolut transcendente”

At se noget fra Guds synspunkt er vel at se det under evighedens synsvinkel, altså en metafor. Hvad Gud er, eller om han er, ved ingen. De kan tro de ved det og at de kender Gud, fordi de føler hans nærvær og fordi verden uden Gud føles meningsløs. Det var Kierkegaards synspunkt. Han drager de fulde logiske konsekvenser af sin tro på paradokset, det største mirakel af alle, at Gud på et tidspunkt er trådt ind i historien i menneskikkelse. Et paradoks for forstanden. For Kierkegaard fører vejen til troen over erkendelsen af troens irrationalitet. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkelte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden; kun da kan han se sit faktiske liv i det rette perspektiv. Bruddet med rationaliteten er også et brud med objektiviteten, hvilket Kierkegaard accepterede. Derfor hævdede han også, at subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objektet, men måden. Det kommer ikke an på, hvad man tror, men hvorledes man tror. Det er inderligheden der er troens kendemærke, ikke ydre tegn.

Så spørgsmålet er om vi skal springe med Kierkegaard ud på de 70.000 favne og efterlade vor fornuft, eller springe til en anden tro end Kierkegaards, for brudet med rationaliteten fører ikke nødvendigvis til kristendommen, den kan også føre alle mulige andre steder hen.

Ateister afviser at springe, men klamrer sig til rationaliteten og objektiviteten og må derfor principielt afvise at verden overhovedet kan indeholde mystiske sider eller at dens eksistens forudsætter en forklaring som ligger uden for verden selv. Alt kan i sidste instans forklares og det er blot det som videnskaben og filosofien endnu ikke har forklaret som de magisk tænkende troende opfatter som det mystiske eller det hellige i tilværelsen.

Min synspunkt er, at en rationel gennemtænkning af vor eksistentielle situation fører til, at forstanden må erkende sine egne grænser og begrænsninger. Derfor holder jeg muligheden for eksistensen af noget absolut transcendent åben, idet jeg ikke rent logisk kan afvise denne mulighed. Hvis jeg skal følge mine følelser mere end min forstand håber jeg faktisk, at ateisterne tager fejl, for rent følelsesmæssigt giver det mere mening og tryghed at forestille sig noget som er større end livet, større end verden, en kilde eller kraft hvorudaf alt andet udspringer. Jeg ser blot ingen grund til at dyrke denne mulige entitet som er principielt ufattelig for os og derfor forsøger jeg heller ikke at gøre ”billeder” af Gud eller ”det hellige” i min bevidsthed. Det er en agnostisk erkendelsesteoretisk position, som for mig synes mest konsistent.

Hilsen

Ipso Facto

Der er mange gode links til Luther-oplysning. Her er et af dem:

Luther

Men betænk nu, at Luther levede og fik sine udfordringer for ca. 500 år siden! Hans totale kontekst kan vi ikke fuldt ud sætte os ind i!

Den væsentligste, eksistentielle opgave i dag er dyrkningen af den eksistentielle tænkning!

Den eksistentielle tænknings berettigelse står og falder med, at mennesket er sig sin biologiske oprindelse og placering bevidst, og at det ikke sløver sit rationelle potentiale, der også indebærer anerkendelsen af følelser, hvis eksistens synes dokumenteret af hjerneforskningen som udelukkende kemiske processer i hjernen.

Dit indlæg var stilet til Anne, men nu kan jeg altså ikke vente længere!

Vi kan tro på en Gud, men det er ret tydeligt at Gudsforestillingerne i de forskellige religioner er skabt i vort billede og ikke omvendt som myterne hævder.

Nogle myter hævder, at Gud er Ånd, og at han ikke ligger inden for den rationelle erkendelses grænser. Hvad gør det ved "skabt i vores billede"?

Man kan tro, at der er en relation og et slægtsskab mellem en evt. skabermagt og det skabte, men vor eksistentielle situation er den, at vi umuligt kan kan nå frem til Gud qua vor rationelle tanke i videnskaben og i filosofien. Gud må til evig tid forblive en gåde og et mysterium uden for vor forstand og erkendeevner i det jeg kaldet for ”det absolut transcendente”

Det ene fører ikke logisk til det andet, for den rationelle tænkning i videnskab og filosofi er ikke den eneste måde at erkende på. Eller kan videnskaben eller filosofien da argumentere for, at det er den?

Et lille bitte barn kan ikke forstå logik, men logikken findes alligevel. Ligeså med den erkendeform, som kun få er forundt. En erkendelse, som hverken består af sansning eller rationel fornuft. Tænk hvis barnet ville påstå, at logikken slet ikke er logik, men blot "følelser" eller "forvirring" - sådan er det at forklare den højere erkendeform for dem, der ikke kender den.

Filosofien bryster sig af argumentation, men strander altid på nogle grundantagelser, der ikke gøres yderligere rede for. Hvordan skulle den ellers undgå at havne i en uendelig regres?

At se noget fra Guds synspunkt er vel at se det under evighedens synsvinkel, altså en metafor. Hvad Gud er, eller om han er, ved ingen. De kan tro de ved det og at de kender Gud, fordi de føler hans nærvær og fordi verden uden Gud føles meningsløs. Det var Kierkegaards synspunkt.

Dette synspunkt hviler igen på antagelsen, at hvis noget ikke kan forstås med den rationelle forstand, så må "erkendelsen" være reduceret til et spørgsmål om følelser.

Du taler selv om disse følelser i resten af dit indlæg. Simon og andre har prøvet at argumentere - til at begynde med. Men så render de ind i ikke at kunne redegøre for, at logikken er den eneste måde at erkende på, hvorefter de bliver nedladende og flygter fra deres flagskib. Argumentation.

Det er sgu da komisk...!

Men da jeg opfatter dig som den ubestridt mest intelligente debattør her på siden, kunne jeg godt tænke mig at høre din mening om det her, som jeg ville kalde filosofiens begrænsning.

Modsat Ole Bjørn forfalder du ikke til at klistre diagnoser og andet skidt på folk.

Ransom er rødglødende af raseri mod debattens milde mand, Serotonin.

Fat det dog mand: Når du dør, er du død – og intet andet.
Du forgår totalt og forsvinder i intetheden som alle milliarderne før og efter dig

Sikken en stærk TRO, du har, Ransom! Den er oven i købet "blind", for hvorfra har du denne viden?

Du er dumpet!!

Nej, det er du, så længe du ikke kan redegøre for din påstand.

En af mine venner er uddannet i retorik, kommunikation m.m. Han underviser i disse fag. I går besøgte han mig, og jeg viste ham mine kopier af dine skriverier. Han skulle i formiddag forestå et kursus i kommunikation for et lidt blandet hold, og han indvilgede i at tage dine skriverier med for at bruge dem som et oplæg til en diskussion om bl.a. indholdsforståelse.

Han kom her kort før 17 og fortalte, at ingen havde været i stand til at referere bare noget som helst brugbart fra teksterne.

Magen til åben forhånelse af en person skal man da lede længe efter. Hvis du bliver irriteret på Serotonin og oven i købet vil hænge hans skriverier ud for det akademiske folk, så gør det dog uden at føle behovet for at hænge manden ud på den måde.

Dine påstande underbygger du ikke. Find dog bjælken i dit eget øje og bed om hjælp til at flå den ud - den er nok lidt for tung for dine to arme. Og hiv så også bjælken ud af din røv, så du ikke har så ondt i den heller.

Det kunne se ud, som om dit med 'bold' markerede er citater.

Marker det, du vil citere, og tryk på "

Regulær kritikk er ikke det samme som 'forhånelse'!!

Interessant - taler du hér af erfaring?

.

>Interessant - taler du hér af erfaring?<

Naturligvis taler Ransom af erfaring. Den erfaring alle levende væsner deler. I evighed har vi alle befundet os i intetheden, vi kalder dog ikke denne tilstand død, da vi aldrig havde været i live. Efter livets ophør indtræder denne tilstand igen og vil vare resten af evigheden.

I virkeligheden omfatter det alt hvad vi kender, måske med undtagelse af universet selv.

/EAC

.

Du skriver til Jeppe:


At kalde Jeppe for den mest intelligente debattør er en grov fornærmelse mod de mange intelligente debattører, der faktisk findes på debatten. Det får automatisk andre til at tvivle på din egen intelligens.

Uanset hvilket sagligt kriterium man anlægger for bedømmelse af intelligens, så er det i hvert fald ikke noget, som er kommet til udtryk i Jeppes indlæg, med hans talrige misforståelser af videnskabelige fakta, hans misforståelser af de tekster, han copypaster, hans og Sørlanders begrebsfilosofi, som både den danske og internationale intelligentsia blankt har forkastet, og hans tro på en Eurabia-konspiration.

Hans omfattende brug af citatfusk, som enhver kan konstatere ved at læse de indlæg, de er taget fra, tyder heller ikke på, at intelligens et væsentligt element i hans debatindlæg.

Med hensyn til, hvem der forfalder til hvad, har du her et udpluk af Jeppes "diagnosticering" af mig og ind imellem også Kristian i blot en enkelt tråd på debatten.

Vi er:

smålige, underlødige, selvhævdende, selvcentrerede, nærttagende, hævngerrige, nederdrægtige, personfikserede

ledladende og hånlig tone

den opblæste spærreballon Ole Bjørn

MERE BJØRNEBÆ

infantile indlæg

hæmningsløse persontilsvinere

debatmonstre som Ole Bjørn

en simpel stymper og løgnhals, en helt igennem utroværdig person som konstant fremturer med sine benægtelser

han pisser mig i lommen

bringe bagvaskende rygter i omløb

må slæbe rundt på en så ringe karakter og så lidt selverkendelse

Ole Bjørns karakterbrist

hvis du er blot halv så intelligent som du selv tror

Han regner vel med, at debattørerne er dumme eller konfliktsky - og den strategi virker jo, fordi de netop er det!

Den sidste fremhævelse er min, og viser med al tydelighed, hvad Jeppe mener om alle her, inklusive dig selv.

Nu kan du så sammenligne ovenstående "diagnoser" med mit og Kristians sprogbrug overfor Jeppe, og de faktuelle oplysninger vi begge har bragt vedrørende flere forskellige emner, såvel videnskabelige som religiøse.

Derefter vil jeg gerne vide, om du fastholder din begejstring for Jeppes postulerede intelligens.

Bare så jeg kan vurdere din egen.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Meget interessant - og det kan du naturligvis dokumentere; eller taler vi hér om indbildte fantasier og luftkasteller, a la Ransom (the lonely cowboy) og dig?!

Også Jesus ønsker at gøre fri. Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie. OG: Kom til ham, alle jer, der slider jer trætte, og han skal give jer hvile. Får hans åg er ikke tungt og tynger heller ikke ujævnt.

Lidelsen vil sandelig ophøre i Kristus.

Både Buddha og Jesus anerkender det at lide som noget, mennesket gør. Men begge peger også på en vej ud af lidelsen.

Lidelse er noget, der kan sætte skub i den åndelige udvikling.

--------------



Buddhismen er ikke berøringsangst over for kærligheden. Tværtimod. Den opfordrer til medfølelse med alle levende væsener. Det er korrekt, at den vil begæret til livs. Men det samme kan siges om kristendommen; hvis dit øje bringer dig til fald, da riv det ud - hvis din hånd bringer dig til fald, da hug den af.

medfølelse er ikke at elske, så langt fra, og når derfor ikke ind til kærlighedens væsen (der er at elske nogen helt konkret), men bliver stående udenfor i betragtning

jeg kan heller ikke se hvem det er du i denne tråd debatterer med Thomas Visdom

Kærlighed, medfølelse, retfærdighed (hungren efter), barmhjertighed og VISDOM er ét til frelse for alle.

Den, der elsker, kender Gud. Og Gud kan ikke skilles ad, men er én.

Også Jesus viste stor medfølelse, når han kiggede ud over den spredte fåreflok - de havde ingen hyrde. Kærlighed og medfølelse er ét, om end vi taler om forskellige ord. Ingen kærlighed uden medfølelse, ingen medfølelse uden kærlighed.

Og nej, jeg er ikke Thomas (Thomas "visdom"??? Den fik jeg ikke helt fat i).



Denne din tale her gør din afsluttende undren til en absurditet.

jeg opgir dig, for jeg aner ikke hvem du debatterer med og hvad det er du svarer på og refererer til i dine svar,,, jeg har kigget tråden igennem og finder ingen steder det du refererer til,,, måske du taler/debatterer med dig selv

hyg dig


Da Thomas Visdom gik under, forsvandt, opstod du, af den grund og fordi du stort set siger det samme som Thomas Visdom bliver du forvekslet med ham,

een eller anden forbindelse er der mellem jer,


hvis du synes det er en belastning eller generende at blive sat i forbindelse med Thomas Visdom, synes jeg du skulle oprette en profil,

Aha, han sagde måske også, at kærlighed, medfølelse, indsigt, barmhjertighed, retfærdighed, hellighed, godhed og visdom er ét!

Jamen, det er da klart. Gud er én - og hvem vil påstå, at noget af det ovenstående ikke er (i) Gud?!

Jeg er glad for at kunne hjælpe. Glad for at kunne vidne om sandheden. Glad for at yde jer spirituel omsorg.

Jeg er glad for at kunne hjælpe. Glad for at kunne vidne om sandheden. Glad for at yde jer spirituel omsorg.


skriver du,,

du er en novice i den sammenhæng og gør kun dig selv til grin, og du fremstår som naiv,

i din egen naivitet aner du ikke hvilke mennesker du står overfor


og ja Thomas Visdom sagde det samme vrøvl igen og igen, som du nu af hvilken grund er begyndt at gentage,

og det vækker ingen opsigt, og mindst af alle formår du at yde spirituel omsorg, dertil er du simpelthen for naiv og ensporet i dit hoved, til at du kan yde os andre noget i den sammenhæng,

men bliv du blot i troen på at du har format til at yde spirituel omsorg, for uden tvivl er det virkeligheden for dig, at du magter den position,

Jeg ser, at du kun magter at tale grimt til mig. Du kunne jo også fortælle, hvad du er uenig i...

Lad mig derfor ridse op.

Gud er én. Derfor er medfølelse, kærlighed, indsigt, retfærdighed, barmhjertighed og visdom også ét til frelse for alle. For hvilken af disse er ikke (i) Gud?!

Sådan. Og salig er du, hvis du ikke bliver forarget...

din tolkning/fortolkning af kristendommen, som er Tendentiøst ad Thomas Visdom til, som mangler kant og skarphed og hvor der koges sødsuppe på banaliteter og floskler omkring "kjærlighed", men hvor der ikke gås i dybden med dette svære emne, forhold,

det er virkelig ikke til at holde ud at skulle høre på al den overfladiske/sjofle tale om kærlighed,

uden at dette svære forhold underkastes en tilbundsgående og grundig undersøgelse, ud fra hvad man i dag kan sige om dette forhold

ingen her på stedet ønsker konstant at blive belært af dig og modtage din spirituelle omsorg,,, nøjagtig sådan opførte Thomas Visdom sig også

ingen gider igen og igen at høre på disse banaliteter og floskler, kort sagt sjofelheder om kærligheden, uanset om de er hentet fra evangelierne eller ej

da livet selv har belært os alle sammen om at det med kærligheden er en smertefuld og meget kompleks sag og forhold, så er vi ved at brække os over at du konstant, som Thomas Visdom, hælder floskler og banaliteter, kort sagt sjofelheder, i hovedet på os, omkring den svære kærlighed,,,, og jeg tror vi alle er lidt meget ligeglade med at een eller anden evangelist har fået Jesus til at sige al dette nonsens,,,

for Jesus var ikke naiv og dum, og ej heller nogen kærlighedsflipper, men politisk begavet og en stridsmand, der løste et stort problem, den senjødiske eskatologiske problematik

Godt råbt du anonyme HansKrist!

mange kærlige hilsner HansKrist.


jeg forstår godt du er træt af at nogle spiser sig mæt i søde sager fra morgen til aften,,,

dette er ikke en værdig kost for voksne mennesker at indtage døgnet rundt,

og korrekt, det giver kvalme,

da især i længden

Så så, hids dig dog ned, kære menneske-mand!

Kærlighed er ikke en floskel. Og hvad vil du afvise? At Gud er én?

Hold du dig nu til, hvad jeg har skrevet. Du går jo hårdt efter personen, ikke bolden, ser jeg.



Livet kan være ganske smertefuldt, og salig er den mand, der har lidt, for han har fundet livet. Men det er ikke "komplekst". Vend om og tag imod som et lille barn. Små børn spiller ikke akademikere.

Lidelsen hører også op i Kristus, som frigør, og hvis åg er let og ikke tynger ujævnt.

Så siger du "nonsens" om noget, som Jesus skulle have sagt. Hvad tænker du helt konkret på her?

At Jesus er Guds søn lærer vi jo netop at kende ved at lytte til ham. Den, der har hørt og lært af faderen, kommer til Jesus (Sønnen), som taler, som han hører af Gud (Faderen). Det er igennem hans ord, at vi i vores hjerter kommer til erkendelse af, at han er fra Gud. For vi erkender, at hans ord udspringer af og vidner om kærligheden. Vi mærker det i barnet i os selv, i hjertet.

Troen er jo ikke blind. Vi påstår ikke blot, at han er Guds Søn. Ej heller lader vi os overbevise af "syner" eller andet, som findes i enhver religion. Nej sandelig, vi kan da høre det - vi kan da høre, at hans tale er af Gud. Just som han sagde!

---

Gud er én. Derfor er medfølelse, kærlighed, indsigt, retfærdighed, barmhjertighed og visdom også ét til frelse for alle. For hvilken af disse er ikke (i) Gud?!

åh nej nu stopper du,,,

her kommer de endelige beviser for at du står i ledtog med Thomas Visdom,,,

ganske vist var der 2 sjæle, Hanskrist og Anne, der begge antog dig for at været trådt til for at hjælpe Thomas Visdom,,, og at du måske var Klaus Berger (der nu ville betale tilbage al den reklame Thomas Visdom har givet dine bøger, ikke mindst urevangeliet).

nå men umiskendelig tydeligt er det at du slægter Thomas Visdom på så meget at du gang på gang promoverer hans kæpheste, som følger her fra dit sidste indlæg:



1): Kærlighed er ikke en floskel. Og hvad vil du afvise? At Gud er én?

2): Vend om og tag imod som et lille barn. Små børn spiller ikke akademikere. (en kongstanke hos Harly og Thomas Visdom, som du her stort set serverer ordret igen for os, det kan ikke være nogen tilfældighed, I står i samme skole eller du er Thomas Visdom til trods for hvad du hævder, og hvis du ikke var Thomas Visdom ville Thomas Visdom nok også træde til og bevise at denne forveksling ikke er korrekt).

3): Det er igennem hans ord, at vi i vores hjerter kommer til erkendelse af, at han er fra Gud.



ingen tvivl om at du på lallende vis har alkoholiseret dig selv i en sød kærlighedsdrik,

ganske vist er der kun få procenter i din billige kærlighedsdrik, men da du har drukket denne "Jesu ord" dessertvin i rigelige mængder: morgen, middag og aften og haft det på natbordet, så er de få procenter begyndt at gøre sin virkning på dig.

Jeg ser, at du er mere forhippet på, at "bevise" at jeg står i "ledtog" med "Thomas Visdom" (hvem katten det så end er!), end på at forholde dig til det, jeg siger.

Men lad mig igen forsøge at dreje diskussionen over på indholdet og glemme personfnideriet, som du så hjertelysten forsøger at bringe i kog.

Det er igennem hans ord, at vi i vores hjerter kommer til erkendelse af, at han er fra Gud.

Dette er sagt om Jesus. Og det kan jeg stå inde for. Det kan han i øvrigt også selv, for det vidner hans ord om. Han siger selv, at vi skal holde fast i hans ord, hvis han skal tage bolig i os. Det er ikke særlig underligt, hvis du tænker over det, Hanskrist. Vi er kommunikerende væsener, og Jesus brugte sin kommunikation, sit mundtøj, til at tale det, som han hørte af Gud.



Og så hælder du en ny spand lort i hovedet på mig. På dommens dag skal du dømmes for ethvert tomt ord, du har talt.

du tager dig selv for højtidelig mand

du forfængelige mand,




Jesus var netop ikke forfængelig eller selvhøjtidelig,

alt dette gav han afkald på

Du fortsætter med at personangribe, ser jeg. Nuvel. Hvad jeg har sagt, det har jeg sagt, og det står ovenstående. Og jeg kan stå inden for hvert et ord. Ærgeligt, at du ikke vil gå i klinch med indholdet, men insisterer på personfnideri og "Thomas Visdom" (hvem det så end er).

ja men har jeg ikke sagt at jeg mener indholdet er under al kritik, og er uden substans,

jeg er mere interesseret i at høre om hvem du var før du begyndte naivt at missionere dit specielle budskab?

er det dit levebrød, eller flokkes kvinderne omkring dig, grundet dine synspunkter,,,

eller har du ødelagt dit liv, med at drikke Jesu ord? og sige alt det om kærlighed og at Gud er een.

een eller anden skæbne må der være bag en mand der kan finde på at skrive dag ud og ind som du gør,,,


landsbytosser på Internettet,

nå men jeg går ud fra at du lever og ånder for din helt specielle tro,

og der må være en god grund til at du ikke tør oprette en profil og ikke vil stå ved dit naive budskab

ja der må være en grund til at han når alt kommer til alt ikke vil kendes ved Jesus

Er det specielt at sige: Én er jeres lærer, Kristus! Hold fast i Jesu ord.



Igen gør du nar ad mig ved at antage, at min passion for Jesus gælder en mere grundlæggende passion for sex eller guld.



Du har endnu ikke holdt inde med din hån. Er du da uenig i, at Gud er én, og at Gud rummer og er kærlighed og visdom, retfærdighed og barmhjertighed?



En menneskeskæbne, der tror på Jesus, der talte, som han hørte af Gud. Nogle tror på Einstein og holder hans ord kært, nogle tror på Fogh og tager hans ord for gode varer. Jeg tror på Jesus og bevidner, at hans tale er af Gud. Deraf bekræftes hans autoritet; enhver, der har hørt og lært af faderen, kommer til Jesus Kristus.



Hvorfor al denne hån? Enhver med en smule selverkendelse ved, at vrede og hån blot viser en karakterbrist hos den hånende.



Det gavner intet, om der står "Bjarne", "Per" eller "Bøh-mand". Det ville i alle tilfælde svare til "NN" dybest set. Men Jesu budskab, dét ånder jeg for. Jeg er blot et redskab. En tjener.

Du skriver:

"Du har endnu ikke holdt inde med din hån. Er du da uenig i, at Gud er én, og at Gud rummer og er kærlighed og visdom, retfærdighed og barmhjertighed?"


"""er du uenig i, at Gud er een, og at Gud rummer og er kærlighed og visdom, retfærdighed og barmhjertighed?"""



jeg mener det er under voksne menneskers værdighed at diskutere på det plan, og du får mig ikke til det

jeg mener det er fløjtende ligegyldigt om Gud er een, 2 eller 3 eller blot en fis i en hornlygte, what ever, det det drejer sig om, er hvorvidt du er i stand til at sætte alle dine banaliteter, floskler og al dit kærlighedsævl ind i en større menneskelig sammenhæng, der stemmer overens med vores daglige erfaringer og det moderne videnskabelige verdensbillede vi alle har direkte eller indirekte kendskab til,

og indtil videre har du ikke vist at du magter dette





vil du svare på om vi alle skal være gode ved hinanden?

Og i tilfælde af at du svarer ja, hvor langt synes du så lige vi to er kommet videre????

Der er heller ikke noget at diskutere. Sandheden kan man blot vidne om. Men der er heller ikke noget "plat" i det. Sandheden er åbenbaret for små børn. Det kræver ikke akademisk snilde at elske. Og sandheden åbenbares i kærlighed.



Det er ikke irrelevant, hvad Gud er. Jesus og diverse profeter og udsendinge har talt om og af Gud.



Der er ikke tale om floskler. Jeg taler ofte blot det, som Jesus selv sagde. Det er ikke banalt eller floskelagtigt, men - som han selv sagde - ånd og liv.

Hvis du læser Jesu ord, vil du også se, at han ikke taler om videnskab, men giver lignelser, så selv "de umyndige" kan følge med. For dem skal sandheden åbenbares.



Naturligvis vil jeg det. Elsk endda selv dine fjender. Gør godt mod dem, der hader dig. Velsign dem, der forbander dig. Bed for dem, der mishandler dig. Vær da fuldkommen, som Gud er fuldkommen.

Godhed er også at tale sandhed, selv om der findes dem, der vil blive nok så forarget. Men salige er de, der ikke bliver forarget.

godt Thomas Visdom,

det samme, og det samme, igen og igen,

du bliver aldrig klogere,,,

også dit svar på det her kender vi, så drop at svare os

Er du kristen?

Du må ikke stille sådan et vanskeligt spørgsmål til den anonyme tjener

Jeg er ikke Thomas. Det er hverken fair over for ham eller mig, at du påstår det.

Indtil videre har jeg svaret på alt, hvad du har spurgt om, og du har kun svaret med hån. Jeg har åbent fortalt, at det handler om at holde fast i Jesu ord, og det står jeg ved.





Jeg tror på Jesus Kristus. For jeg erkender, at han er Guds Søn. Det lader sig forstå i hans prædikener, som han gav til folket - og som han sagde, er det ikke kødet, der gør gavn, mens hans ord, der er ånd og liv. Han taler, som han hørte af Gud, og enhver, der holder fast i hans ord, skal gå ind til livet.



Om jeg stod frem med navnet "Kaj" eller "Børge" eller "NN" gør mig ikke mindre anonym. Jeg viser ærligt og redeligt, hvad jeg står for.

Og det jeg står for, dét spotter I! Derfor er det ikke kun mig, I spotter.

Den ene hopper på nakken af den anden. (Jeg fremhæver).



Dette er et mønstereksempel på rent gætværk! Typisk projektion.

Men når I hviler i jer selv, da vil sådanne projektioner ophøre. Dét er dejligt!

Du skriver anonyme:

Indtil videre har jeg svaret på alt, hvad du har spurgt om, og du har kun svaret med hån. Jeg har åbent fortalt, at det handler om at holde fast i Jesu ord, og det står jeg ved. Citat slut.



Finder vi Jesu ord i urevangeliet?

Finder vi Jesu ord i EKIM?

Finder vi Jesu ord i Thomasevangeliet?

Finder vi Jesu ord i Matthæus, Markus og Lukas evangeliet?

Finder vi Jesu ord i Johannesevangeliet? Citat slut.

I stedet for snik snak, vil jeg gerne du gør dig umage med alle spørgsmålene, så jeg virkelig føler at jeg har fået at vide hvad du står for.


Har Jesus givet os andet end sine ord?

Knægt! Du camouflerer jo al din forrige hån ved at spille "interesseret" og påny spotte mine ord om at holde fast i Jesu ord med "sniksnak". Nuvel - lad gå!

Dog: Der har ikke været tale om sniksnak, overhovedet ikke. Godt, nu til dine spørgsmål.



Nogle af dem. Intet skrift er perfekt. Desuden stemmer mange af dem overens med dem fra Matt., Mark., Luk. og Joh.



Har aldrig læst EKIM. Men hvad jeg har hørt fra Jans mund: NEJ, ingen Jesus-ord dér (med mindre ekim citerer fra NT).



Nogle af dem. F.eks.: Pas på din broder som din øjensten. Og: Guds Rige er inden i jer. Samt f.eks. ordene om ilden og lidelsen (som Johannes Døber taler om i NT).



Yes, sir!



Yes, ma'm!



Ja, for han sender sig selv, den hellige ånd, til enhver, som holder fast i ordene. Faderen og Sønnen vil tage bolig i enhver, som holder fast i ordene og budene, som han gav os mennesker. For han talte, som han hørte af Gud.

De, som tror, vil blive frelste. Men de ulydige... Guds vrede vil blive over dem. (J. D). Og igen: Hvem var den viise? Hvem havde lagt sokkel på grunden? Netop - de, som hører og handler efter Jesu ord!

Dette er ikke en "sur-pligt"-lov. Det kan det slet ikke være. Ikke når vi taler om Jesu bud. Ikke som de er formuleret. For han vægter netop hjertet, intentionen, det indre. Ikke handlingen i sin "golde skal", men i sin indre glød.

Lyt...

på spørgsmålet, "Finder vi Jesu ord i urevangeliet?", skrev du:

Nogle af dem. Intet skrift er perfekt. Desuden stemmer mange af dem overens med dem fra Matt., Mark., Luk. og Joh. Citat slut.

Finder du Jesu ord i urevangeliet som ikke er med i Matt, Mark, Luk og Joh. ?

Hvem mener du har skrevet urevangeliet?

Eller dersom du ikke har et bud derpå, hvor langt tilbage i tiden vil du datere den?

Er du medlem af folkekirken og kommer du her jævnligt?

Er du medlem af en anden kirke?

Hvad er din mening om folkekirken og de kirkelige handlinger som de forvaltes der?


Beskæftiger du dig med andre religiøse, filosofiske eller psykologiske retninger end lige hvad der strengt taget kan henføres under Jesu ord? Det kunne være buddhismen, det kunne være teosofi, eventuelt noget chakra psykologi og energilære.


Klaus Berger, Asger Lorentzen og Thomas Visdom siger dig intet, du kender ikke noget til disse personer, og har ej heller læst noget af dem?

Har du et specielt forhold til kost, eventuelt at kød, eller visse former for kød, er udelukket, og er dette relateret til et religiøst skrift, eller religiøst begrundet?

Hvis vi sammenligner Jesus og Buddha, er det så lighederne eller forskellighederne der slår dig, når vi tænker på dem som religiøse og etiske personer der har sat sig spor i historien.

Du spørger og spørger uden at give feedback på mine svar. Spørger du i et forsøg på at "udgrave" min "identitet", så du kan sammenligne den med "Thomas Visdom"? Er du stadig så besat af ham?

Nuvel, jeg er glad for dine spørgsmål. Må disse og svarene fryde dig og andre.



Der findes faktisk ord i urevangeliet, som blev genfundet i andre skrifter adskillige år efter. Thomas-evangeliet er et eksempel på et skrift, der indeholder ord, som også findes i urevangeliet, selv om urevangeliet blev skrevet lang tid før, at Thomas-evangeliet blev fundet.



Hvad "jeg" "mener"... hvad er nu det for noget pjat!? Det er da ingen hemmelighed for nogen overhovedet, at Ousely har skrevet det. Ingen - heller ikke ham selv - vil påstå noget andet.



Fra 1800-tallet (Thomas-evangeliet blev fundet i 1900-tallet). Det er der heller ingen, der holder hemmeligt. Ingen vil påstå noget andet.

Her er så "The Catch": Han påstår, at han modtog det telepatisk fra et endnu ældre skrift skrevet på Jesu tid. Han påstår med andre ord at have profetiske evner. - Hvilket i øvrigt flere personer (i biblen) også har.



Jeg har været i kirke som alle andre mennesker. Jeg har hørt utallige prædikener. Prædikenerne og traditionerne er mennesketraditioner. Menneskebud. Jesus advarede mod at erstatte Guds bud med menneskebud. Men dette, ser jeg, er sket i folkekirken. Den sande lære er fordrejet og fastfrosset i dogmer, som er lettere at tygge for masserne (og tidligere: For magthaverne/ja, kirken!). Myggen sies fra, kamelen sluges.

Ovenstående er du selvfølgelig velkommen til at spørge ind til.



Jeg har beskæfiget mig med filosofi. Men filosofiens problem er, at den ikke kan besvare spørgsmål. Den kan "kun" problematisere og spørge. Der, hvor filosofien hører op, begynder den åndelige og direkte erkendelse. Den, som ingen kan nå ved at filosofere, men kun ved at elske.

Religion har jeg også beskæftiget mig med. Men efter at jeg havde pillet dogmerne fra hinanden og intet andet fundet end tomhed, valgte jeg at "beskæftige" mig med dens hovedpersoner. Buddhismen blev til Buddha. Kristendommen blev til Jesus. Der er forskel mellem religionen og dens "hovedperson". Religion er en fordrejning af det oprindelige budskab.

Psykologi og pædagogik også. Mystik, ja. Men det meste af dette er noget overfladisk nonsens, som bare skal være til at sluge af masserne. Bogsalg. Tag f.eks. hele new-age branchen. Adr!



Svar mig da på, hvem de er!?



Mennesket er mest værd, men ikke så meget som en enkelt spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Vær derfor nænsomme og hav medlidenhed også med dyrene. Vær god og blid mod alle Guds væsener. Guds finger har rørt i livssuppen; selv i myren viser Guds storhed sig.
Om så alle konger stod frem på rad, de ville ikke kunne sætte bladet på nælden. Er koen og grisen, der brøler og jamrer i deres miserable liv og lidelser ikke mere værd end et blad? Vær derfor ikke arrogant. Påfør derfor ikke levende væsener lidelse.

Dog må vi leve. Og vi kan ikke undlade at slå ihjel, hvis vi vil leve. Selv vegetarer slår ihjel, når de tager planteføden fra andre dyr. De kunne dræbe en bladlus eller en regnorm! Der skal være ræsonnement i tingene - og det er der, hvis hjertet er godt.



Lighederne ser jeg. Begge vidner om absolut godhed.

Der er det helt enkle, at mennesker altid har været onde mod hinanden. Ligget i krig. Mand mod mand. Stamme mod stamme. Land mod land. Verdenskrige. Always. Men med eskalerende omfang.

Men teknologien udvikler sig. Engang sleb vi sværdet. Nu behøver en mand kun at trykke på en knap. Og grundet teknologiens udvikling og det høje antal af mennesker (og netværk disse imellem), er det ikke længere kun et par hoveder, der vil rulle.

Atomvåben, biokemiske våben.

Atomvinteren.

Og månen vil forsvinde. Og solen ikke længere skinne...

Det er sør'me rart med lidt spirituel omsorg.

Ja, fundamentalt set er det. For det er godt for sjælen. Men det er også en given afkald på egoet, hvilket for nogen kan være en smertefuld proces. Men så igen: Bag denne proces er der en fundamental frigørelse.

Men for overhovedet at nå dertil - til påbegyndelsen af processen - skal nogen igennem en heftig periode med intens lidelse. Det vækker dem af den søvn, som denne verdens begær har lullet dem ind i.

Se her

Vil I opleve en rigtig bizar tråd , så læs denne.

Tåbelighed og ligegyldighed blomstrer smukt side om side!

Hvad er det, du finder tåbeligt? Hvad har du ikke forstået?

Hvad angår dine udtalelser, ospi: Høj cigarføring og 0 argumentation blomstrer side om side!

Hvilket smukt karaktertræk... Det mindste intellekt besiddes af de mennesker, som overvurderer det.

Hvad vil du dog med argumenter i en tåbernes debat?

Du antager måske blot, at det er en tåbernes debat, fordi du ikke forstår den.

Derfor kunne du jo pege på, hvad du finder tåbeligt. Til at begynde med. Det er let at svine til. Sværere at retfærdiggøre det.

Du taler ikke om ægte kærlighed. Kærlighed ønsker intet for sig selv. Vil blot give. Den er altid for den andens skyld.



Den kan ikke være til irritation for den anden. Den er sensitiv i dybden. Trækker sig gerne. Stiller sig gerne i baggrunden. Stråler som en sol, der aldrig skolder.



Du elsker ikke, men er forelsket. Forelskelse skyldes dybest set mindreværd. Dette kan føre til omklamring, som både mænd og kvinder skyr. Men især kvinder, der hellere vil have en udfordring.



Sådanne trusler afslører sårethed, hvilket er langt fra at være en udfordring.



Ja. Spørg dig selv i dyb meditation "hvem er jeg?". Da vil du opdage alt det, du ikke er. Tanker, følelser, kroppen, sansninger, selvbevidsthed.
Men dette har du ikke erkendt i dybden. Du lider netop under illusionen: Et selv. Ellers havde du ikke haft det, som du har det.

Gider du holde din kæft, dit uvidende fjols. Eller i det mindste blande dig udenom min egen forståelse af mig selv.

Jeg gider ikke diskutere med en anonym kujon, som ikke står ved sine meninger under et debatnavn og du skal ikke præsentere mig for dine almindeligheder.

Hvis du har noget at sige så sig det, i stedet for at blande mine bemærkninger ind i det.

Det er ganske svært at elske én som ikke elsker én tilbage, alle dine søforklaringer kan du spare dig.

Det er da en sær verden i lever i, hvor ingen forstår en skid.

Nu kan man ikke engang redigere i et indlæg, men jeg har kun at sige:

Kom an ulve, nu er det rette tidspunkt til at blive flået, jeg er lige i humør til det.

Jeg elsker dig, Michael:o)

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. Matt. 7:15.

jmp skriver blandt andet:



Forstår du denne erkendelse:

Kun den kærlighed er evig, som aldrig når sit mål!

Den kærlighed er også Guds evige kærlighed til verden og menneskene, som aldrig når sit mål, fordi der findes mange som jmp, der går gennem livet med øjnene lukket fast i uden at forstå en skid.

God søndag, og husk, at I skal elske hinanden, især hvis kærligheden ikke bliver gengældt!

Hilsen

Ipso Facto


------
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." - Johannes evangeliet kapitel 3 vers 16.

Du siger:



Selvfølgelig forstår jeg ikke den erkendelse idet det ikke er erkendelse, men noget vrøvl.

Men ellers er det, som jeg siger, ulvetid. Ulvene har lugtet blod men alt hvad de får at bide i, er den tomme luft.

Der findes mange illusioner om kærlighed.

I virkeligheden kan kærligheden ikke stilles op som en formel, vi må hver især ud og gøre vores erfaringer, stilles til ansvar, ikke i en resignationens ideal forestilling om kærligheden men i en kærlighed ift et 'du'.




Jo, men ryg ikke i det ekimske spor og tro, at I med et utal af kærlighedserklæringer, tilgivelsesakter eller for den sags skyld tavshed kan udvikle jer som personer med et 'jeg' (som handlingsbase) i kærligheden.

Mvh
Anne

" Det er kun med hjertet, man kan se rigtigt. Det vigtigste er altid usynlig for øjet."

Antoine de Saint-Exupéry

Det er utvivlsomt derfor, at:

1.Samuel 16:7b: >>Herren Jehova Gud ser på hjertet <<

Og det er derfor, at:

Andet Korintherbrev 4:18: for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.

Det er muligt, at Herren Jehova ser på hjertet, men hvad ser hjertet på, hvad er det opfyldt af? Ifølge Matthæus, løber munden over med det, som hjertet er fuldt af:



Hilsen

Ipso Facto

Kære Ipso de Facto

Du skriver:


Det er derfor - det er så vigtigt, hvad vi beskæftiger os med, og hvad vi fylder i vore hjerter. I den anledning, vil jeg gerne citere fra Seidelins´ bibeloversættelse:

Paulus´ andet Brev til Timotheos 3:16: Hvert Skrift har Gud pustet liv i og gjort egnet til undervisning, til gendrivelse af vildfarelser, til genoprettelse, til opdragelse i at gøre Guds vilje, for at Gudsmennesket [skønt ord!] kan være i enhver henseende forberedt, velskikket til at udføre enhver god gerning.

"Ulve" (i den kristne betydning) flår ikke i en mand, der allerede ligger såret og har udbasuneret sine følelser af jordisk begær. De flår i dem, der forkynder sandheden. Du har intet andet gjort end at forkynde om din egen jordiske person - din forelskelse og dine sårede følelser.

At du så ophøjet mener, at du hermed gør dig "fortjent" til at blive flået af "ulve", viser blot yderligere, at du forsøger at putte et åndeligt plaster på dit kødsår.

Vi må vist have en mand-til-mand-samtale os to, Michael. Du har brug for et wake-up call. Jeg tror måske, at jeg vil oprette en tråd til dette!

Ja, dette er fuldstændigt korrekt - og det er jo også, hvad Jesus selv siger i flere skrifter!

Jesus - "I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!" (Matthæus 5, 43-48)

Jesus - "Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse." (Lukas 14, 12-14)

"Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig." (Lukas 6, 27-36)

95
[jesus sagde]: "Har I penge, så lån ikke ud mod renter, men giv dem til den, fra hvem I ikke vil få dem igen!" (Thomas-evangeliet)

“(Der er) ingen tak til jer, hvis I elsker dem, som elsker jer; men (der er) tak til jer, hvis I elsker fjender og dem, som hader jer.” (Hebræerevangeliet)

Men til dit udsagn, som er uendeligt sandt, så kommer den typiske kristne "JAMEN"-indvending. Denne gang (som så ofte) fra Anne:



Altid et "JAMEN..." eller et "JO, MEN...", når de møder Jesu ord og budskab.

Men han skal sige til dem, at ikke enhver, der siger 'herre, herre'...!

Din religiøse propaganda er meget trættende, Thomas.

Så kom der endelig noget andet end det sure grønne fjæs! Så kunne du ikke holde den længere, hva'?! He.

Men Thomas er jeg ikke. Så det var blot endnu en af dine utallige løgne, du udfyldte tomrummet med.

Religiøs propaganda... nej, men Jesus-ord om at elske dem, der ikke elsker os.

Glad for at kunne hjælpe dig!

Jeg ved skam godt, Thomas, at du ikke er Thomas. Det er bare et af dine mange pseudonymer. Men det er da altid bedre at blive kaldt ved et navn, end at blive kaldt for det du er, og som du også præsenterer dig som - en NOBODY!

Jeg er ikke Thomas.

Et navn her på siden samler bare mine indlæg. Det er alt. Anonymiteten fordamper ikke særlig meget af, at der står et navn. Der er så mange, der hedder det samme. Kaj, Ole eller NN...

Desuden er det mine ord, det handler om. Kom pip-Ole, kom og knæl. Og lyt. Du har brug for nogle gode råd:

1) Tag det roligt. Tag et stort skumbad.
2) Læs en godnathistorie for dig selv. Ikke for mange hekse og trolde!
3) Nyd livet og lad aggressionerne ligge. også løgnene, Ole. Også dem. Gør kål på dem! Jeg hepper på dig!!

Kære anonyme,

jeg bryder mig ikke om at du i din selvophøjelse mener dig i stand til at give os her på debatten sjælesorg,

måske der er lidt med Michael, men os andre og da i særdelsehed Ole Bjørn, synes jeg ikke du skulle forsøge at spille sjælesørgerisk kompetent overfor,,,

har du i det hele taget læst Ole Bjørns indlæg,, ikke bare de faglige saglige, men også de litterære fra mandens side,,

for jeg vil sige dig at dersom du havde det, da ville du skamme dig over at du intimidere manden med dine sjælesørgeriske råd,,,

du når ikke manden til sokkeholderne,,

så stop dog mand!!!!!!!!!!!!!!!


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Men ingen af jer har jo sjælesorg overhovedet! Derfor tilbydes I det ikke.



Ole Bjørn har mindst af alt sjælesorg. Det er en meget ophøjet tilstand, som han vil nærme sig, den dag han aflægger sine aggressioner og løgne. Da vil han renses. Da vil han sørge.



Nej, jeg vil ikke stoppe med at fremhæve Jesu ord, som dette tog udgangspunkt i, og som Ole tændte af på.

Elsk hans ord, Hanskrist. Og tag et langt varmt skumbad! Du kunne jo evt. gøre det sammen med Ole. I trænger til det! Det er ikke et sjæleråd, men en aktivitet, der kan få jer til at slappe lidt af.

De aller kærligste hilsener

bla, bla, bla, bla

det er til at brække sig over at du ikke formår at sætte Jesus ord ind i sammenhæng,,,,


og når du ikke formår dette, er det altså pinligt og rædselsfuldt for os andre at blive konfronteret med dig,, og du ryger snart ud, forstået på den måde at om kort tid er der ingen der gider tage notits af en nar som dig,



simpelthen så repræsenterer du kristendommen på den dårligst tænkelige måde

simpelthen så præsenterer du kristendommen på den dårligst tænkelige måde


du repræsenterer og præsenterer ikke kristendommen på en tiltalende måde,

ved at kvalmebavleævle Jesu ord i hovedet på folk,

Basta,

fra Hanskrist, til dig din tåbelige jubelnar

PS: hvis Jesus var her ville du hurtigt få din røv på komedie

Bla, bla, bla, bla...

Det er da til at svimle over, at du ikke formår andet end at forkaste Jesu ord med "kontekst"-argumentet. Du har nok ikke engang læst den.



Den er god med dig. Forresten sagde de nogenlunde det samme om Jesus. Men han vender tilbage - visdommen og sandheden: I VIL blive konfronteret med den før eller siden. Stol trygt på det!



Det er meget sjældent, at jeg gør dette, hvis du har bemærket det. Men det er nu heller ikke pointen. Pointen er, at DU FÅR KVALME OVER JESU ORD. Derfor undgår du dem helst. Og når der så kommer en og giver dig det levende vand, så vender du dig selv på vrangen for ikke at tage imod.

Samme respons mødte Ipso, da han gav Jesu budskab fejlfrit. også han skulle mødes med et "JAMEN"!!!

Så ja, jeg præsenterer overhovedet ikke kristendommen. For det er menneskebud. Elsk hellere Guds bud, Hanskrist.

Og tag så det skumbad - med Ole Bjørn! Invitér ham. Sig: "Ole, vil du ikke nok tage et skumbad med mig? Så skal jeg sæbe dig ind!".

Værså god. Go ahead!

Sådan, Ole! Sådan skal det være; CALM AND COLLECTED ONCE AGAIN!!!

Congrats!!!

Skal vi tage et skumbad sammen, Ole? Hvis du sender mig et grønt ansigt, tager jeg det som et "JA".

Det kan du godt spare dig, ulvebasse.

Det er kun i din egen overbevisning at du er en så ophøjet person. Du er et meget godt eksempel på, at gentagelsen af en sandhed er en løgn.

Din brug af ordet 'såret', viser din uvidenhed. Jeg er ikke såret, jeg er ked af det.

Der er en verden til forskel, ulvebasse. Du må lede andetsteds efter et sind du kan få kontrol over.

PS. Forøvrigt var det i går. Det er længe siden og livet er gået videre i mellemtiden.

Hej Anonyme!

Jeg ser, at du nu bliver truet med at få røven på komedie af Jesus selv.

Det må være disse dubiøse vers man har i tankerne:



Man er nok vred på dig og vil have dig pisket ud af templet.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Ipso!

Ja, du har nok ret. Faktisk tror jeg, at de ønsker mig langt hen, hvor peberet gror. Men sådan er det især, når man siger, hvad Jesus selv siger. Så VREDES de og forkaster ens navn som ondt for menneskesønnens skyld.

Jesus - "Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer." (Matthæus 5, 11-12)

Jesus - "Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne." (Lukas 6, 22-23)

Nu vil jeg ikke påstå, at jeg er værdig til at blive kaldt en discipel. jeg er, hvad jeg er: EN SYNDER AF RANG!

MEN, dog vil jeg påstå, at når jeg taler Jesu ord - især hans bud - så vender og vånder de kristne sig. Åh, hvor de drejer rundt om sig selv, ser efter en flugtvej - ud af de krav, som Jesus stiller! Og pludselig er "ordene taget ud af sammenhæng" og dit og dat; alt for ikke at møde hans egne ord og bud.

Jesus - "Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag." (Johannes 12, 48-49)

Når jeg ikke nævner Jesus' egne ord, så er de mere milde. F.eks. Hanskrist, der udsatte mig for et Pilatus-forhør længere oppe i tråden. Mon han har husket at vaske hænder?!

Hej Anonyme!

Som reaktion på forsøgene på at få dig pisket ud af debatten skriver du blandt andet:



Dannede oplyste kristne har for længst opgivet at søge tilflugt i Jesu og hans ord. De leder med lys og lygte efter en udvej så de fortsat kan føle sig som gode kristne uden at skulle leve op til de fordringer Jesus opstiller.

Der bliver klippet en tå og hugget en hæl hist og pist, og ellers står den på afmytologisering, omfortolkninger og Paulus i lange baner. Denne apostel har nærmest fået status af kristendommens eneste profet, med Luther som fortolker af profetens hellige ord, og siden har man så viderefortolket på disse to for at troen ikke skulle blive alt for besværlig og uoverkommelig.

En af flugtvejene fra Kristus fordringer hedder ERSTATNING.

Det er den store danske moralteolog K. E. Løgstrup der har fyldt et par generationer af præstestuderendes hoveder med sit ævl om, at: "Moral er til for at levere erstatningsmootiver til erstatningshandlinger".

Vi mangler den umiddelbare godhed mener Løgstrup, for var vi gode, så var moralen overflødig. Det samme kan man vel sige om Kristendommen. "Hvad der fordres er, at fordringen ikke skulle have været nødvendig", eller "fordringen fordrer ... at blive overflødig" som moralteologen også udtrykker det. Og videre fremsættes en påstand om, at det er vor uselviskhed, der oplyser os om, hvad der er til bedste for næsten.

Løgstrup har ikke ret, når han hævder, at fordringen fordrer at være overflødig. Den fordrer derimod - simpelt nok - at blive overholdt, hvad enten det så sker af næstekærlighed eller af "agtelse for moralloven". At ville udelukke en af disse motivtyper som moralsk uværdig er en fejl. Det er udtryk for, at man ikke holder motivation og retfærdiggørelse ude fra hinanden.

Men opfatter man som Løgstrup den etiske fordring som erstatningsmotivation, så bliver opgaven begrænset dertil. Udryddes selviskheden, så har man umiiddelbart den viden, som er nødvendig for at gøre det rigtige, og så kan "det gode samfund gro frem af sig selv".

Opfatter man derimod den etiske fordring som en betingelse for, at man kan retfærdiggøre sin handlen, så er man på forhånd klar over, at det gode samfund ikke automatisk opstår, fordi man fjerner selviskhedens årsager. Så erkender man, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem at være god og at VIDE, hvad der i den konkrete situation er det bedste at gøre. Og så er man i hvert falde lidt mere varsom i sin tro på muligheden for at indrette et godt samfund. Man er klar over, at godheden alene ikke er nok.

Kierkegaard indså, at kristendommen ikke er og ikke kan gøres til en social norm. Samt at konsekvensen af troen er, at subjektiveten er sandheden. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkellte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden.

For Kierkegaard er bruddet med rationaliteten også et brud med objektiviteten, og han hævdede derfor som sagt, at subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objektet, men måden. Det kommer ikke an på hvad man tror, men hvorledes man tror. Det er inderligheden der er troens kendemærke, ikke ydre tegn.

Ligeledes indså Kierkegaard, at Hegels abstraktioner om nødvendige historiske love var uforenelig med den kristne tro, fordi de griber ind i den frihed og det ansvar som er givet med vor eksistentielle situation. Friheden er ikke et vilkår vi skal tilkæmpe os, det er et eksistentielt grundvilkår for personer.

Men i en rationel videnskabelig tidsalder må kristendommen følge trop og derfor forsøger man at konstruere trossystemer og forestillinger som indeholder så få inkonsistenser så muligt.

Slutproduktet af en efterrationalisering, afmytologisering og logisk forplumring af Jesu prædiken og etiske fordringer er en kristendom, som er tømt for mystik, mirakler og troens glød, som er så tør og kedelig at folk løber skrigende bort.

En sådan kristendom ender i en slags forkrampet begrebsfilosofi - den ender med andre ord der hvor Thorkild Grosbøll allerede befinder sig. Han er blot et par årtier forud for sin tid og har allerede sat gravsten over kristendommen, mens hans suger næring fra kristendommens skrifter og lange historie til sine begrebslogiske prædikener.

Kristendommen ender således som et ådsel, et kadaver som de teologiske grippe kan nappe af for at befordre deres egne idiosynkrasier med en luns åndeligt kød, mens disse fløjsmaver velbehagelig nyder egen godhed og dybe indsigt i tilværelsens mystiske sider som de derefter holder lange uforståelige prædikener om.

Det er snart lukketid for kristendommen - islam står for døren med sin dybe glødende tro og inderlighed samt en udvendighed og uhæmmet vildskab, der fortærer tilværelsen og æder sjæle op.

Hilsen

Ipso Facto

Det er meget indsigtsfuldt og med et delikat touch i den sproglige udformning. Ren nydelse at læse.

Og da det desværre står sådan til, som du beskriver, så håber jeg, at der er flere, som vil opponere og føre Jesu lære videre, så kirken ikke fortsat får lov at skygge for kærlighedens budskab.

Kirkens folk og deres menneskebud må og skal kritiseres, så Jesus ikke længere associeres med noget, han aldrig har stået for - nemlig åndelig ladhed.

Hunden må skubbes af krybben, så oksen kan æde.

Hej du anonyme???

Der er noget ved dette indlæg, som forekommer mig bekendt!

Gad vide, om den anonyme er helt anonym!

Hvilket? Kritikken af kristendommen? Vendingen om galionsfiguren?

Hvad skal man dog gøre, når der etableres en religion, der skærmer for et kærlighedens budskab?

Jesus tilbedes som en afgud, når det er hans ord, der bør lånes øre til. Ikke enhver, som siger "herre, herre", men den, der handler efter hans ord, han vil ligne en viis mand, der har lagt sokkel!

Er det MIG, der siger dette? Nånej - det er sørme Jesus selv!

Utidig missionsvirksomhed. Dette er en debatside, ikke en missionsmark. Vi er voksne mennesker, der har gjort op med vores forhold til religion.

Du samtykker, ser jeg. Jeg spurgte dig jo tidligere... Med salt og cigar?!



Omvendt(!) er der masser af mennesker (også voksne), der ikke har taget stilling til Jesus, der ligger dybt begravet neden under religionen og dens menneskeværk.

Ok, så nu har vi dit "ja" til fælles skumbad og dit "ja" til salt og cigar! Hvad kan jeg mere tilbyde? Lad mig se...

Det nytter jo ikke at spille strippoker, eftersom jeg går ud fra, at vi er splitternøgne begge to (ellers er der jo ikke meget ved et skumbad).

Så hvad med at jeg tager en fodfil og filer din hårde hud af dine fødder, så du i fremtiden kan træde mere varsomt, når du sjokker rundt mellem de religiøse gribbe, der kun vil sælge et navn, om end det tilhørte en talende mand?!

(Bare rolig: Vi giver kun dine fødder en omgang - apostlenes heste, om du vil! Vi sliber ikke dine kanter til; en usleben diament er der dog charme ved!).

Her er mit besyv.



Når jeg hører om ekims mål, får jeg hver gang fornemmelsen af, at det er meget centreret om "jeg, mig og mit". Men måske du kunne fortælle lidt om, hvorfor frygt er så centralt i ekim.

Frygt kan opstå af ideen om et "jeg". Et "jeg", som buddhisterne mener, er en illusion. Kan man gennemskue dette "jeg" som værende ikke andet end tanker, der bruger og til dels er noget hukommelse og nogle begreber som "mine" og "mit" og "dine" og "dit", så ophæver man sig selv og slipper DERFOR/DERVED sin frygt. For "jeget" er roden til frygt og egoisme.

Dog har buddhisterne - i hvert fald i en af grenene - den hensigt at blive en boddhisatva. En person, der ikke søger at overskride og ophæve "jeget" for sin egen skyld, men for at kunne blive værdig til at lede alle andre væsener til frihed, nirvana.



Meget new-age agtigt hvor tanker - især de ubevidste - manifesterer sig, uanset hvad man på overfladen måtte mene at ønske. Dette ekim er virkelig et sammensurium af tanker, man kan finde forskellige steder.



Det er altså overhovedet IKKE korrekt!

Det sande vintræ (Johannes 15)
v1 Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. v2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. v3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. v4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. v5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. v6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. v7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. v8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Du skrev selv BIBLEN, Serotonin. Og her har vi biblen, ja selveste Jesus. Hør ham!

Ja, min kære Sero, du skrev jo "BIBLEN". Så lyt da:

(Esajas bog 1)
v11 Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre?
siger Herren.
Jeg er mæt af brændofre af væddere
og fedtet af fedekvæg;
blod af tyre, lam og bukke
vil jeg ikke have.
v12 Når I kommer for at se mit ansigt,
hvem kræver så af jer,
at mine forgårde bliver trampet ned?
v13 Bring ikke flere tomme afgrødeofre,
røgelsesoffer væmmes jeg ved.
Nymånedag og sabbat, festforsamling
– jeg kan ikke udholde festdag og ondskab;
v14 jeg hader
jeres nymånedage og fester,
de er blevet en byrde,
jeg ikke kan bære.
v15 Når I rækker hænderne frem imod mig,
lukker jeg øjnene;
hvor meget I end beder,
hører jeg det ikke.
Jeres hænder er fulde af blod,
v16 vask jer, rens jer!
Fjern jeres onde gerninger
fra mine øjne,
hold op med at handle ondt,
v17 lær at handle godt!
Stræb efter ret,
hjælp den undertrykte,
skaf den faderløse ret,
før enkens sag!

Og her har vi så igen budene og ordene. Som de kristne HADER og FORAGTER! Men de er her. Tag dem til jeres hjerte!

Min bedstemoder er død. Kunne man ikke bestille Et Kursus I Mirakler? Gerne et lyn-kursus i opstandelse fra de døde, idét jeg savner hende.

Hej Thomas

Jeg har da aldrig sagt, at jeg hader og foragter Jesu ord og bud, som de kommer til udtryk i NT?

Jeg har nok bare bibeholdt den kritiske sans ift NT, hvilket betyder at læse med hjertet og ånden - men alt det, har vi været igennem tidligere..

Mvh
Anne

Jeg er ikke Thomas. ("Jeeze" - den mand er jo en legende!!!).



Læser man med HJERTET, så elsker man Jesus' ord og bud, som de kommer til udtryk i NT. For netop ordene og budene er ment til at vække vores kærlighed. For det er kærlighedens ord og bud. Lovens opfyldelse er kærlighed.

Hej kære Ano.

Tak for dit svar min ven.

Du er inde på noget meget centralt, nemlig dette jeg du omtaler. Grundlæggende ville et jeg betyde, at der eksisterede adskillelse, og ja, det er så denne ide om adskillelse der på illusorisk vis gør at vi oplever frygt som virkeligt.

Grunden til at EKIM udelukkende beskæftiger sig med tanker, er, at det er sindet som tror på ideen om adskillelse, og derfor er sindet(tanker) årsag. Sindet er årsags-planet, og det vi kalder den fysiske verden er virknings-planet. Det er blevet truffet en beslutning om at tro på ideen om adskillelse, siden vi oplever os selv som adskilte individer som, ja, fysiske væsner, og denne beslutning kunne man så godt sige er truffet af et jeg, men beslutningen er blevet truffet på det metafysiske plan(sindets-plan, årsags-planet).

Siden vi har et valg, og siden vi kan træffe beslutninger, så må vi ha en ide om adskillelse, for ellers er der ikke noget at vælge imellem. Jeget er ren illusion som du også er lidt inde på, men siden dette jeg på illusorisk vis er opstået, og vi på illusorisk vis identificere os med et jeg som tror på ideen om adskillelse, så har vi også brug for en vejledning i hvordan vi igen opløser dette jeg. Men grundlæggende er det det selv(egoet) som jeget identificere sig med, der skal opløses, fordi så snart egoet er blevet opløst er der ikke noget som der kan vælges imellem.

Det er derfor Jesus understreger at vi kun kan tjene een herre, og kun kan spænde en bue osv osv. Valget er imellem egoet og ånden, og dette valg træffes på sindets plan.

Den sande virkelighed som den er skabt af Gud, er fuldkommen eenhed, og hvis dette forståes korrekt, så giver det også mening, at det du tænker vil også være det du oplever dig selv som. Det du tænker om andre mennesker, vil også være den virkelighed du tilbyder både dig selv og det du oplever som andre mennesker. Hvis man begynder at tænkte på andre mennesker som værende ånd, så giver det også en oplevelse af at man selv er ånd, fuldkommen usårlig og fuldkommen tryg.

Men nu er det jo sådan, at vi har noget som hedder bevidsthed, og dybest set er bevidsthed også illusion, fordi bevidsthed også er en del af illusionene om adskillelse. Vi har også noget som vi ikke er os bevidste om, og det vi ikke er bevidste om, må være noget som vi ikke ønsker at være bevidste om, ellers havde vi jo været bevidste om det.

Så det som ligger i vores ubevidste sind, må være noget vi frygter, og ifølge EKIM er der ikke noget at frygte, så for mig drejer det sig om at få set på de ideer og overbevisninger som gør at jeg oplever frygt som virkeligt. Og grundlæggende er det identifikationen med kroppen, egoet som afføder frygt, fordi denne identifikation afspejler troen på ideen om adskillelsen fra Gud.

Jeg er faktisk meget enig i meget af det du skriver kære Ano, og du vidner for mig om en, som virkelig anstrenger dig for at forstå det som Jesus taler om. Hvis det forstås, at der ikke kan eksistere adskillelse, så forståes det også, at Jesus taler til vores sind, og ikke til den illusoriske krop vi identificere os med.

Det som gør at vi oplever en objektiv verden som virkelig, og vi reagere negativt overfor andre mennesker, er udelukkende fordi vi dømmer. Når vi dømmer noget tillægger vi det virkelighed, og siden vi ikke forstår at vi i sandheden er fuldkommen ånd, så har vi ikke noget grundlag for at kunne dømme noget korrekt, og vores domme bliver så til en form for manefistation af ideen om adskillelse, og ja, så oplever vi frygt som meget virkeligt.

Helt enkelt går Jesus´s budskab ud på at praktisere tilgivelse, fordi tilgivelse er det eneste som kan ophæve de illusioner vi har lavet. Jesus var et eksempel på hvordan tilgivelse gør det muligt at beherske sindet, og udelukkende bruge det i åndens tjeneste.

Helligånden og Jesus er også een tanke i vores sind, men denne tanke er fuldkommen i overenstemmelse med sandheden, og det er så kun optil os selv at lytte til det i vores indre som erindre os om hvem vi i sandheden er.

Men igen, så sker al handling i virkeligheden på sindets-plan, og denne handling afspejler sig så ned i det vi kalder det fysiske.

Grunden til at Jesus talte symbolsk og metaforisk, var at det er den måde sindet forstår på. Det er i virkeligheden meget meget pædagogisk den måde Jesus formidler kærlighedens budskab på. Vi er i en tilstand hvor virkeligheden som den virkelig er, ikke kan accepteres, og derfor må Jesus tale til os i vendinger som vi kan acceptere og forstå. Budskabets sande natur er fuldkommen abstrakt, fordi sindet er abstrakt, men vi har brug for noget konkret vi kan forholde os til, siden det er vi på illusorisk vis tænker konkret.

Så hvis man tror at Jesus talte om noget som sker i vores verden, så har man misforstået ham. Og ja, det vidner meget af det som står i Biblen jo også om, altså at han er blevet misforstået og misfortolket.

Og jo, al bøn bliver hørt, men det er kun de færreste som er i een tilstand hvor svaret kan høres.

Hvis man sidder og iagttager sine tanker, hvem er det så der iagttager? Og hvor kommer det som iagttages fra?

Tak fordi du er den du er, kære broder.

Kærligst Jan.

I hinduismen og buddhismen skal man se igennem flere ting.

Kroppen.
Tankerne.
Følelserne.
Sanserne.
Bevidstheden.

Disse er dybest set illusoriske. Ego og begær kaster os i deres fængsel, og vi bør gøre os fri!

Der er dybest set ikke andet end lidelse i denne verden. Begær giver os i lidelsens vold. For hvis vi ikke har det, vi begærer, så tørster vi. Og stiller vi vores tørst, så er vi både bange for at miste det, vi har fået, og vi vil endda tørste endnu mere. Som manden, der drak af det salte vand... indtil han døde.

Derfor må vi give afkald på os selv. Og i dyb meditation kan man stille de spørgsmål, du stiller:



Det er to fremragende spørgsmål, der borer dybt ind i en selv. Nogle har fundet svaret: "Der er intet jeg", "jeg eksisterer ikke!". Og de er blevet efterladt i dyb fred. - og begærløshed, til alles bedste.

Meditation forvandler livet.

Jeg forstår da godt at du savner din bedstemor.

Men din kærlighed til din bedstemor, den kan vel aldrig gå tabt, vel...?

Hej anonyme, du skriver:

Det er to fremragende spørgsmål, der borer dybt ind i en selv. Nogle har fundet svaret: "Der er intet jeg", "jeg eksisterer ikke!". Og de er blevet efterladt i dyb fred. - og begærløshed, til alles bedste.

Meditation forvandler livet. Citat slut.


Ja meditation forvandler livet, men ikke nødvendigvis til det bedre.


"Nogle har fundet svaret: "Der er intet jeg", "jeg eksisterer ikke!". Og de er blevet efterladt i dyb fred. - og begærløshed, til alles bedste".

Til alles bedste skriver du, næppe siger jeg, og jeg spørger så, hvorfor overtog disse kulturer den vesteuropæiske metode om personlig frihed, individuation og personlighedsdannelse og udvikling?


Fordi det netop ikke var til alles bedste, men noget statisk møj og en hjælpeløs dekadent kultur. Nogle overfladiske betragtninger der ikke formåede eksistentielt at se dybt nok og forstå og begribe hvem mennesket er, hvilken størrelse mennesket er. En hæslig pessimisme.

Det der er problemet og spørgsmålet, er hvorfor nogle kulturer eller menneskesamfund tillader et jeg, at en overdådig rigdom af personlighed og individualitet udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed), som det er så udtalt i den kristne vestlige kultur som Paulus er fader til, nyskabelsen i Kristus.

Altså det interessante spørgsmål er hvorfor et samfund individuerer eller subjektiverer individerne, således at de efterhånden ikke længere er så identiske med hinanden som myrer og bier (muslimer og buddhistiske munker; rødstrømper og marxister og andre ekstreme på venstrefløjen, ja for den sags skyld også højrefløjen, fascismen mm, inklusivt rockermiljøet og de kriminelle bandemiljøer (1)*) er det i deres kooperative samfund og sociale fællesskab. Hvor er kristendommen med Paulus farvestrålende overdådig rig på personlighed allerede i dets udspring. Hvor er de 12 disciple beskrevet med meget forskellige personligheder. Hvor er der forskel på en Peter og en Paulus. Kristendommen begynder med en dissonans mellem Paulus og Peter, kristendommen er og vil altid bestå af forskellige individuerede personligheder, helt i henhold til Paulus's tanker om karismaerne.

(1)*: det er et spørgsmål om sammenhængskraft og social kapital som altid måles til at være størst i vesten. Hvor paradoksalt nok den personlige frihed og individuation og personlighedsdannelse, denne mangfoldighed, følges op af større sammenhængskraft og social kapital. Lidt utroligt at det vender den vej.



Lidt genoptryk, men jeg har flere hårdtslående argumenter i ærmet.

Også palæoantropologerne siger det samme:

Det ser også ud til, at neanderthalerne helt manglende den kreativitet og fantasifuldhed og de eksperimenterende evner, der er så fremtrædende karaktertræk hos vor egen art. Peter K. A. Jensen (da mennesket blev menneske).

Altså det der stikker dybt i eksistentiel forstand er karismaerne, altså menneskets individuelle personlighedstræk der medfører eksperimenteren og forandringer og mulighederne for kreativt virke (vandre og leve i ånden). De Paulinske urmenigheder ligner skolerne i dag her i vesten, hvorfra der hovedsageligt klækkes kreative intelligente (karismatiske) elever år efter år.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Nej, Thomas er ikke en legende. Han har bare optrådt under flere debatnavne, men som 'Thomas' har jeg haft nogle fine debatter med ham. Nu ønsker han tilsyneladende i stedet at optræde som anonym.



Troende er forskellige individer, og vi kan ikke definere, hvordan vi som troende skal FØLE ift det, der står i NT. Hver person har sin (livs)proces, og jeg var lige ved at sige karisma (eller personlighed) på baggrund af, at Hanskrist på det sidste har præsenteret debatten for dette begreb, der foriøvrigt passer fint ind i denne sammenhæng.

Man kan sige, at de ord og bud du taler om, står skrevet på hjertets kødtavler, hvorfor troen også er den base, hvorpå Gud kan nå os, inspirere os og handle med os (åbenhed, kreativitet, udfoldelse og klarhed). Der må være nogle ressourcer i os, der åbnes for at vi kan handle i kærlighed ift vores omverden. Det vil sige, at Jesu ord og bud ikke i den forstand er moral eller etik men derimod et udtryk for det liv, vi som individer og ikke mindst som fællesflok skal hjælpe med at opretholde (måske Borad kan tilslutte sig dette, ellers vil jeg sige, at det er her Kristus kommer ind som den nyskabende handlingsbase:-).

Mvh
Anne

Du skriver:

Læser man med HJERTET, så elsker man Jesus' ord og bud, som de kommer til udtryk i NT. For netop ordene og budene er ment til at vække vores kærlighed. For det er kærlighedens ord og bud. Lovens opfyldelse er kærlighed. Citat slut.


Med den din udtalelse får du ørerne i maskinen. Stikker du hovedet i en hvepserede. Du befinder dig i en kristen verdensdel hvor Luther er en kulturarv vi har forvaltet med stor omhu.

"For netop ordene og budene er ment til at vække vores kærlighed". Både Paulus og Luther mente det stik modsatte. Og jeg tror de fleste af os er enige.


Lovens opfyldelse er ganske vist også hos os Kærligheden.

Men du kan ikke knytte lov og bud til kærlighed, dermed har du lige aflivet kærligheden og bestemt det vækker ikke kærlighed, men kun had.

Lovene og buddene skubber os i armene på vores frelser, Kristus, Guds kærlighed til os.

Hvordan er dit forhold til Luther?

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Har du prøvet at meditere? Har du læst, hvad videnskaben har fundet ud af om meditation?

Det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ikke Thomas.



Det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ikke Thomas.



Det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ikke Thomas.



Jeg talte specifikt om Jesus' ord og bud i NT. Idet jeg skrev:

Læser man med HJERTET, så elsker man Jesus' ord og bud, som de kommer til udtryk i NT.



De ord og bud, som "jeg taler om", er selveste Jesu ord og bud. Giv ham al æren! Står de skrevet i hjertets kødtavler?? Jesus er sendt FOR at tale dem. Han talte, som han hørte af Gud. Og han bød os at holde sine bud og handle efter sine ord. Kun da vil vi modtage Helligånden. Ordene og budene holder så sandelig ikke sig selv. Vi skal derimod kæmpe for at komme gennem den snævre port.

Jeg stikker gerne hovedet i en hvepserede. Jeg låner gerne ører til maskinen. Jeg lader mig gerne piske i jeres synagoger.

Pointen er, at flertallet ikke har ret, fordi det er "kultur" eller "flertal".



Dette er ikke et argument, eftersom det er mange, der går på den brede vej og ind ad den vide port, mens det er få, der går på livets vej.

Alene det, at du kan opfatte "flertallet" som et argument viser, hvor lidt du gør, hvad Jesus bød os: Holde fast i hans ord.



Flere af dine Pilatus-forhør?? Sidst skrev du side op og side ned med spørgsmål, og jeg svarede dig. Derefter hørte jeg ikke en lyd fra dig, før du fandt noget, du mente, jeg kunne angribes for.

Hvis du ikke er Thomas , hvem er du så?

Der blev du nok mundlam

Når du nægter at være Thomas/Visdommen, men du har den samme forskruede holdning til biblen som Thomas, har misforstået Jesus ord som Thomas, bruger det samme ordvalg som Thomas, mangler respekt for andres tro som Thomas, er lige så barnlig som Thomas, er lige så snæversynet som Thomas og dermed ikke udviser et eneste selvstændigt karaktertræk, så vil jeg fremover kalde dig Thomas-plagiatet.

Det var en fornøjelse at sætte dig skakmat.

Du kan ikke redde dig ved at plagiere mig, Thomas-plagiat. Det rækker din begavelse ikke til. Du er skakmat.

Til Ole Bjørn

Jeg har været langt væk i nogen tid. I aften har jeg gennemlæst denne tråd, og jeg finder den rædselsfuld.

Debattørerne har ikke formået at fastholde noget bestemt tema – og der var en debattør, som ændrede trådens overskrift, uden at nogen som helst gjorde indsigelse.

Det forekommer mig, at det er lidt pinligt for debatten, at en anonym religionsgøgler kan beskæftige så mange ellers seriøse debattører i sit religionscirkus.

Måske er en bedre betegnelse, at der i tråden afspejles en verbal skyttegravskrig, hvor der skydes helt vild i vilkårlige retninger, og hvor det er en ren tilfældighed, hvis der affyres en træffer.

Stop dog denne skindebat – og lad den anonyme blafre i den virtuelle vind!

Det ville for mig være langt mere interessant, om jeg kunne få en befordrende debat om forholdet mellem tro og formodning.

Jeg kommer hjem efter et ophold i Mellemøsten – og tidligere i noget mere østligt – og finder, at det evindelige og ligegyldige kristelige opgør om tro, bøn, Paulus m.m.m. er noget så indifferent i betragtning af verdens andre mangfoldige religioners omfang og ditto dårligdom.

Hvordan går det til, at de fleste(?) i Danmark synes at tro, at netop deres religiøse verden er den eneste rigtige og sande? Hvormed kan det mon begrundes?

Samme spørgsmål stillede jeg 'derude', når det kunne have en vis forbindelse med situationen.

Jeg fik aldrig duelige svar!

Jeg er ved at nå den erkendelse, at der ikke kan gives noget dueligt svar.

Spørgsmålet er for udfordrende. Det rammer vist et religiøst tabu!

Velkommen til debatten, "mitliv". Jeg skal forsøge at give dig et dueligt svar. Faktisk har du allerede selv givet svaret i dit valg af pseudonym. Det drejer sig for alle i verden om deres eget liv. For nogle af dem bliver det en sag om dem selv kontra hele verden. For andre, der ser deres ego som en del af en større helhed, bliver det en sag om deres gruppe kontra resten af verden. Gruppen kan være lille og bestå af ens nærmeste familie, eller den kan være kæmpestor og omfatte en religiøs tro.

Debatten her tæller 0,000000001 procent af verdens befolkning som registrerede debattører plus en håndfuld uregistrerede, og den følges yderligere af et ganske lille antal passive læsere. Hvad der foregår her, er derfor ganske uden betydning for verden, men for enkelte af debattørerne er det noget, der fylder en væsentlig del af deres sociale liv. Psykologisk set kan der være flere grunde til det, men det er ikke væsentligt.

Væsentligt er derimod, at debatten trods sin lidenhed afspejler en stor del af den menneskelige natur, så hvis man kan drage de rette paralleller, bliver selv det religiøse gøgleri lærerigt. På andre debatter, der censureres strengt, får man et ringere spejlbillede af denne natur, og det var for mig en af de væsentligste grunde til sammen med Peter Arentzen at tage initiativ til at starte denne debatportal. At give plads til alle, både seriøse og gøglere, er den grundlæggende idé.

Helst ville vi være i stand til at separere de forskellige grupper efter princippet; skæg for sig og snot for sig, men det lod sig desværre ikke ikke gøre i praksis, hvis man skulle bibeholde frihedsidealet. De uregistrerede har dog kun dette ene forum at boltre sig i, så det begrænser muligheden for spam og chikane en hel del.

For de af os, der bl.a. gennem ophold i andre meget anderledes dele af verden har fået et mere nuanceret forhold til religion, kan den religiøse bedreviden virke temmelig latterlig, mens den for andre er et livsgrundlag. Det sidste kan ikke undre mig, for det møder man overalt i verden i større eller mindre grad, så det er blot et udtryk for et almenmenneskeligt behov, som næppe kan ændres på vort nuværende udviklingsstade.

Det eneste, vi kan gøre os håb om, er at udvikle en lidt større forståelse og tolerance for andres synspunkter gennem at vise alsidighed, og det yder debatten sit (omend mikroskopiske) bidrag til.

Det kan du også selv bidrage til ved at komme med seriøse indlæg om forholdet mellem tro og formodning, som jeg også selv på flere måder søger at belyse. At jeg også med mellemrum smider en luns kød til de vildfarne troende, skal blot tages som et udtryk for min grundholdning - plads til alle meninger, men hver ting til sin tid.

Livet ville være kedeligt, hvis det ikke indeholdt ret meget variation.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Det, der er et religionscirkus, er at erstatte Jesu ord med kirkens dogmer. Dette er sket.

Heldigvis er få mennesker ved at få øjnene op for, at Jesus og religionen på det nærmeste er modsætninger. Jesus' budskab, kærligheden, har ALDRIG været ment til at være religion.



Endnu mere interessant og relevant ville være forholdet mellem tro og forståelse. For egentlig tro har intet med "blind" tro at have gøre, som det desværre er blevet til i forhold til religion.

En videnskabsmand kan tro på nogle resultater, fordi han forstår processen, der går forud.



Følelsernes passion, trygge forestillinger, indoktrinering, selvhævdelse.

Jesu ord og sandhedens ånd overskrider sanser, følelser, logik og forestillinger. Via sandhedens ånd når mennesket en erkendeform, der er langt højere end den rationelle. Men den er IKKE i modstrid hermed.

Så spammer Thomas-plagiatet igen debatten med sin agenda om at udnævne alle andre troende til idioter, fordi de ikke forstår, at han alene kender sandheden.

Sandheden er, at han ikke forstår en rygende fis af, hvad der foregår i hans eget hovede. Selvkritik aner han ikke, hvad er.

Blot trist at det endnu engang forplumrer en debat, som kunne udvikle sig til noget godt.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Ved ikke hvem Thomas er.

Udnævner ikke troende til idioter. Tværtimod. Der er næsten ingen troende.

Jesus - "Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?" (Lukas 18, 8)

Jesus - "Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!" (Matthæus 7, 13-14)



Sørgeligt at dine personangreb forplumrer en debat, der kunne have udviklet sig til noget godt.

Jeg synes Ano gør det godt.

Han formår ofte at beskæftige sig med indhold frem for form, og ja, om man så ikke er helt enige i kære Ano´s udtalelser, ja, det er vel blot en mulighed for at redegøre for ens egen måde at anskue tingene på, ik...

Det interessante er vel at se på ens egen måde at reagere på, når det er man møder noget som ikke lige passer ind i ens måde at anskue("tro") og opfatte på.

Fjing fjong og ding dong.

Thomas selvfrelst - en spiller er kommet på banen:

Skulle der ikke have stået "when you're Jesus"?

Ikke "your Jesus"...?

Al denne hån... blot fordi en person stiller sig kritisk over for århundredes dogmer!

Du har totalt misforstået det, Thomas-plagiat. Protesterne går på, at du ikke har noget nyt at komme med, men konstant søger at ødelægge debatten i denne tråd med din missionsvirksomhed.

Du er så gennemført negativ i din indstilling til andre, at du er en omvandrende skændsel for det budskab, som fremgår af det nye testamente. Du er hverken Jesus eller en fortaler for ham, blot en naiv selvglad klovn uden kærlighed til andre end dig selv.

Du er den fødte taber - skakmat i 2 træk.

Nej, men fordi en person gør sig til dommer over uden at kunne se - endsige dømme.

Kender ikke manden, som du har fået godt og grundigt på hjernen, siden du altid taler om ham!



Du har ret i, at det ikke er nyt. Det er ca. 2000 år gammelt, for jeg siger blot: Lyt til Jesus.

Ødelægge debatten forsøger jeg ikke. Men stimulere den ved at nedbryde dogmerne. Dine konstante personangreb ødelægger debatten. Og har gjort det mange gange før.

Derfor blev du kylet ud af religionsdebatten i hoved og røv.



På ingen måde. Tværtimod. Et forsøg på at gøre kirkens dogmer transparente, så Jesus kan blive hørt, er ikke en negativ indstilling over for folk. At religiøse mennesker bliver arrige... det er prisen for at diskutere deres dogmer. Men en negativ indstilling over for folk er det ikke.



Du har ikke meget andet at byde på end personangreb.

Jeg har ikke dømt nogen for noget. Heller ikke har jeg idømt dem en straf. Hvilken dom taler du om?

Jeg citerede Jesus for at sige, at få finder livets vej. Gør det mig til en dommer?

Argumenter tak!

Tak for din støtte, Jan.

Jeg er parat til at gå igennem folks hån. Vil aldrig stoppe med at sige: Lyt til Jesus. Han er sandheden, vejen og livet. Han talte, som han hørte af Gud.

Med glæde kære Ano.

Du gør hvad du skal gøre, og sådan er det.

Hvis vi mennesker forstår at opfatte den modstand vi møder korrekt, så er modstand uanset hvilken form den antager, altid et udtryk for noget vi fornægter i os selv.

Alt kan opfattes som en lære i hvem man i sandheden er.

Jeg ønsker at blive bedre til at møde menneskers modstand med sindsro og et fortsat ønske om at hjælpe dem. Et ønske om at åbne folks ører for Jesu ord frem for kirkens ord.

Det kan skabe grove forstyrrelser i folks tankemæssige rutiner, da tænkning ofte fastfryser. Således bliver religion til... når tænkning fryser fast.

Sandheden er levende, den eksisterer i nuet. I stilheden er den nærværende.

Smukt ønske Ano.

Denne her ide har været meget nyttig for mig:

Virkeligheden indgyder aldrig frygt. Det er umuligt at den kan gøre mig urolig. Virkeligheden bringer kun fuldkommen fred. Når jeg bliver urolig er det altid fordi jeg har erstattet virkeligheden med illusioner, som jeg har optænkt. Illusioner er foruroligende, fordi jeg har givet dem virkelighed, og derfor betragter virkeligheden som en illusion. Intet i Guds skaberværk påvirkes på nogen som helst måde af min forvirring. Jeg bliver altid urolig over ingenting.

Og så tilgiver jeg i mit stille sind, og min bevidsthed er så åben for at freden igen kan bydes velkommen.

Thomas stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som de andre banditter dér. Luk. 18:11.

Du er fuld af løgn, Thomas-plagiat.



Enhver, der har været på online-debatten ved præcis, hvorfor jeg blev slettet, inklusive denne debats administrator, så den slags løgne stempler kun dig selv.

Og nu har du så afsløret, at du var med på den gamle debat, og enhver kan genkende stilen fra "Visdommen" alias "Thomas" alias "Harly" og sikkert også flere andre alias'er.

Du har Ouseleys falske evangelium på hjernen, og du er en debatterrorist af værste slags, for du er overhovedet ikke interesseret i andre menneskers meninger, men kun i at genere dem med falske udlægninger af bibelen uden variation.

Du må have et virkeligt sølle liv, når du i den grad mangler evnen til at forstå, hvordan mennesker bør opføre sig overfor hinanden, hvis de vil respekteres. Men din opførsel her er ikke vejen til et bedre liv, hverken for dig selv eller andre.

Vi spiser kød, som Jesus gjorde. Vi drikker vin, som Jesus gjorde. Vi forstår hans budskab, som dit liv klart viser, at det har du aldrig gjort. Du møder ikke modstand fordi du prædiker om Jesus. Du møder modstand, fordi du forvansker Jesus ord, og derfor kan du ikke finde en eneste person, der vil bakke din mening op, hverken her eller på nogen andre debatter.

Forstår du det, Dumheden-Thomas-Harly-Berger, ikke én eneste. Din selvvalgte isolation har gjort dig alene i verden med din selvglade tro.

Vi andre kan trods uenigheder nyde fællesskabets glæder, og det er nok det som gør, at du i misundelse vil prøve at ødelægge vores fællesskab her.

Her er dit sande portræt

Jeg er ikke Thomas, men det er nok mig, du mener. (Ham Thomas er virkelig blevet en legende her!).

Hvornår bad jeg sådan? Hvis du leder lidt, så vil du finde, at jeg har indrømmet, at jeg er en "synder af rang". Sådan skrev jeg.

Så lyv nu ikke om mig - det er ikke pænt!

Interessant, at DU bruger Jesu ord til at angribe med - noget som JEG er blevet anklaget for. H....r.

Lad nu være med at lyve, Ole. Der er både den mulighed, at jeg har fulgt med fra sidelinien (at jeg ikke har været "med"), eller at jeg har set, hvad der er skrevet om det her på siden.



Hvad har jeg skrevet, siden du hævder dette?



Flere personangreb er alt, hvad du har.



Flere personangreb.



Hans budskab er kærlighed. At vi skal holde hans bud og holde fast i hans ord. Dette siger jeg igen og igen.



Det er ikke at forvanske hans ord, netop at sige at vi skal holde fast i dem. Duh!



Flere personangreb.



Flere personangreb.



Flere personangreb.

Intet andet end personangreb og løgne fra din side, Ole.

Nej, for virkeligheden er dyb fred, enhed og kærlighed. Erkendelse, væren og lykke.



Smukt sagt. Det er nemlig kun illusioner, der bringer lidelse. Og vi kaster os ud i denne lidelse, uden at ane at den faktisk stammer fra illusion.

Vi skal bevæge os fra illusion til illumination.

Du er så barnligt naiv, Thomas, at enhver kan gennemskue det. Alene når du siger
så afslører du, at du lyver. Et ærligt menneske ville ikke angive det som muligheder, men fortælle hvorfra han havde sin information. Du er en dårlig løgner.

Også når du siger "Jeg ved ikke, hvem denne Thomas er." Det ved nemlig enhver, der har iagttaget debatten fra sidelinien både her og på den gamle debat, for du har optrådt begge steder med flere pseudonymer foruden dine anonyme udgydelser.

Hvad der kan undre er, at du er så småt begavet, at du ikke kan forstå, at alle her har gennemskuet dig. Hvorfor så det barnlige hemmelighedskræmmeri med at være uregistreret. Du har efterhånden overbevist mig om, at du kun er en umoden skoledreng, som er blevet mobbet ind i en fantasiverden, hvor du kan erhverve dig lidt kunstig selvtillid ved at bilde dig selv ind, at du er en forfulgt apostel for Jesus. Det er selvfølgelig synd for dig, men det giver dig ingen ret til at blande dig i en voksen debat for at ødelægge den.

Hvornår trænger det ind i knolden på dig, at der ikke er en eneste her, der deler dit syn på kristendommen, og heller ingen vil komme til det. Du er en fiasko som apostel, du er også en fiasko som løgner, men du har selvfølgelig en begrænset succes som spammer. Den slags "sejre" kan dog lige så lidt fylde et tomt liv, som fantasier om at være apostel for sandheden. Den rolle kan lissom ikke rigtig forenes med dine løgne.

Bibelens Jesus ville have fundet dig lige så falsk som de skriftkloge farisæere. Kærlighed er ikke at belyve andre og overfalde dem med bibelcitater. Men det er du åbenbart for dum til at indse.

Hold op med at spamme debatten. Sæt dig i stedet ned og tænk over, hvad bibelens ord virkelig betyder. Det har du nemlig ikke forstået endnu.

P.S. Dette er ikke et personangreb, Thomas. Det er et angreb på en anonym kujon, som er ude på at ødelægge denne debat.

Utroligt, at du fortsætter ufortrødent med at lyve om mig (og om Thomas, jo faktisk også!).

Grunden til, at jeg angiver muligheder, er for ikke at lægge nogle informationer overhovedet, der giver dig nogle muligheder til at finde ud af noget om mig. Og så du heller ikke kan bruge udelukkelsesmetoden ved udspørgen.

Dine tricks er jo basale og åbenlyse. Den fælde hopper jeg ikke i!



Jeg aner ikke, hvem han er. Men det kunne være spændende at finde ud af, nu hvor jeg sammenlignes med ham. Desuden sagde jeg ikke, at jeg har iagttaget fra sidelinien. Jeg angav det som muligheder. Lad nu være med at lyve hele tiden. Det er hverken pænt over for mig eller over for Thomas.



For at beskytte mig selv. Dine aggressive udladninger gør det klart, at det er et klogt valg.



Endnu flere personangreb fra Ole.



Jeg stiller spørgsmålstegn ved kirkens dogmer. Det er ikke at "ødelægge debat".



Det er trængt ind for længst. Folk sluger hellere kirkens dogmer end at lytte til Jesu ord, hvilket er "mit syn på kristendommen", at man bør gøre.



Tak for dine personangreb.



Jeg lyver ikke om andre ved at fremhæve Jesu ord. Argumenter tak!



Tak for dit personangreb.



Tak for dit personangreb. Og tak for dine løgne om mig.

Der findes ikke nogen, der er mere overflødig end dig i denne debat.

Du er sørgeligt barnlig og naiv ud over alle grænser, og din tro på, at du kan lyve dig fra, hvem du er, er ret patetisk.

Selv som registreret er du jo anonym, så det er ikke noget argument, at du vil "beskytte" dig selv. Der er sgu ingen, der gider komme og slå dig i hovedet, om de så kendte din adresse. Dertil er du alt for betydningsløs, men det passer jo meget godt med det paranoide billede af en forfulgt apostel, som du søger at fremmane.

Nu får du ikke flere lunser kød fra mig i dag. Din masochisme er blevet fodret nok, så nu må du nøjes med at gnave benene og drømme sødt om nye forfølgelser.

Jeg har ingen, absolut ingen lyst til at give dig anledning til forøge dine ret så ensidige og til tider tåbelige indlæg.
Jeg gentager fra mit forrige indlæg:
Stop dog denne skindebat – og lad den anonyme blafre i den virtuelle vind!

Kan du alligevel ikke dy dig, så ville det være ret så interessant, om du kunne dokumentere den diskrepans, du påstår, der er mellem kirkens dogmer og Jesu ord! Så vidt jeg kan se, er påstanden om sådanne diskrepanser essensen af dit anliggende.

Tak for personangrebet.

Jeg siger blot: Hold fast i Jesu ord. Og du siger, at ingen deler mit syn. Ok.



Tak for dit personangreb.



Tak for personangrebet. Men jeg lyver ikke. Og jeg falder ikke for dine tricks - jeg afslører ikke nogen informationer om mig selv. Ellers tak. Jeg skulle nødig blive mere offer for dine aggressioner end dem, jeg modtager her.



Tak for personangrebet.

Jeg siger blot: Hold fast i Jesus' ord. Det er der intet tåbeligt i. De handler om kærlighed.



Jeg bestiller ikke andet. Således har jeg været omkring BL.A. nådebegrebet.

Hej Mitliv.

Tillad mig et "indspark" fra sidelinjen.

Du skriver:

Citat:

Det forekommer mig, at det er lidt pinligt for debatten, at en anonym religionsgøgler kan beskæftige så mange ellers seriøse debattører i sit religionscirkus.

Det fik mig til at grine - ikke fordi jeg er uenig med dig, men fordi jeg finder det grinagtigt, at så mange lokkes til så vedvarende protest mod en enkelt "prædikant" (eller hvordan man nu bedst kan betegne vedkommende - og dennes sikkert helt ærlige ytringer).
Hvad, det er, der er så tillokkende, har jeg forgæves spekuleret på, men at der er noget, som lokker, er jo en kendsgerning

Jeg glæder mig over dit globale syn på religiøsitet og over, at du søger at sætte fokus på "forholdet mellem tro og formodning".

Dit angreb på det "provinsielle" i dit spørgsmål:

Citat:

Hvordan går det til, at de fleste(?) i Danmark synes at tro, at netop deres religiøse verden er den eneste rigtige og sande?

som du jo tilsvarende har stillet andre steder i verden, mener jeg, kan besvares med, hvad man vel kunne kalde kulturel dominans.

Men, hvad jeg opfatter som kernen i dit indlæg: Forholdet mellem tro og formodning - det er jo straks noget vanskeligere.

Emnet er vel - for hver enkelt af os: Verden - og mig selv.

Helt forenklet kunne man vel sige, at den religiøse har den opfattelse, at der er mere i verden "mellem himmel og jord", end hvad vi objektivt kan erkende, mens agnostikeren ikke afviser det - og mens ateisten afviser begrebet: Gud, og alt, som er knyttet hertil.

Du rejser så spørgsmålet, om de forskellige opfattelser blot er formodninger eller de er udtryk for en stærk tro.

Min mening her er, at der er en glidende overgang gående hele vejen fra svag formodning og til stærk tro.

For de religiøses vedkommende kan der jo peges på drivkræfter, som behovet for tryghed og for mening med tilværelsen - hvilket vel i bedste fald afføder agnostikerens og ateistens medfølende smil - og som frister en del præster til magtmisbrug.

Men der kan vel også peges på menneskers intuitive anelser - i den aktuelle situation, hvor fornuftens rækkevidde jo er klart utilstrækkelig.

Endelig vil jeg pege på, at mennesker kan få religiøse oplevelser, som vel oftest basalt er, at noget er helligt (og hvad dét så er, det er jo nok ikke så ligetil at klarlægge).
Og her kan troen vel blive så stærk, at den nærmer sig "ikke fornuftsbaseret viden"

For mit eget vedkommende har jeg haft en sådan oplevelse af hellighed i form af budskaber fra en ortodoks Kristus Ikón.

Det har ikke gjort mig ortodoks kristen, men snarere gjort mig åben for kvaliteter i alle religioner, og det har givet mig en idé om "Verden - og mig selv", som for mig er stærkere end viden, og som derfor styrer mit liv - men selvfølgelig ikke andres

M.v.h. Arne.

Min eneste "prædiken" er: Lyt til Jesus' ord. Kald ham ikke "herre, herre" uden at gøre, hvad han siger. Og underkend ikke at han gav bud og ord til efterlevelse. For dette fremhæver han selv hele tiden.

Er dette en "prædiken"? Er dette "religiøsitet"? Næ, jeg siger blot, hvad han selv sagde; hold fast i hans ord og bud.

Det, der er tillokkende, er, at det er så ubehageligt at høre. For religionen har jo netop skulle erstatte denne helt konkrete efterlevelse. Nu er det blevet salmesang og trosbekendelser i stedet. Det behøvede jo ikke at udelukke hinanden. Alligevel ser man, hvordan folk hidser sig op, når Jesu ord og bud fremhæves.

Elsk hinanden og gør godt. Dette er vejen til Gud.

Der er ingen forskel.

Tror man på, at Jesus er Guds søn, så låner man øre til ham. Dét er naturligvis banalt. Tænk engang at påstå at tro på, at en mand er Guds søn, men hellere så at han lukkede kæften! Det er jo helt absurd. Se f.eks. også historien om Maria og Martha. Den, der LYTTER, gør det rigtige.

Han siger, at vi skal holde fast i hans ord og bud, og at vi belønnes ved vore gerninger.

Hvorledes erkender man hans autoritet? Ved at høre hans ord og erkende dem i sit hjerte som sandhed. Ingen kan komme til ham, om ikke man har hørt og lært af Gud, siger han. Han taler netop, som han hørte af Gud.

De, der holder fast i hans ord, siger han, skal erkende, om læren er hans egen, eller om den stammer fra Gud.

Vi erkender dermed hans autoritet ved at høre ham og sige, som folket efter hans prædiken, hvor han skærpede 'de gamles' bud: At han underviste med autoritet!

Ordene - at vi holder fast i dem, at vi erkender dem som sandhed, at vi TROR ham! - ja, hvad er disse? Bl.a. en masse vidunderlige bud. Et bud om kærlighed. Et bud om at gøre godt.

Gerninger og tro kan på ingen måde skilles ad.

Kirken gør det dog alligevel. De skærer gerninger fra og tilbeder ham som en afgud med salmesang og trosbekendelser. Det kalder de "tro". Det er ikke andet end afgudsdyrken.

Kirken gør det dog alligevel. De skærer gerninger fra og tilbeder ham som en afgud med salmesang og trosbekendelser. Det kalder de "tro". Det er ikke andet end afgudsdyrken.


skriver du,,,


og du påstår du ikke er Thomas Visdom, og ikke kender ham,, den skal du længere ud på landet med

ha ha LOL

du er genkendt, enten er du Klaus Berger, der vil forblive anonymt,, eller også er du Thomas Visdom i egen person,,

for du siger nøjagtig indimellem ordret det samme

Hej Ole Bjørn,

jeg elsker den form for indlæg du her har skrevet (selv om jeg godt ved der kommer rigtig meget godt fra din hånd, der rækker ud over det indlæg jeg nu glæder mig over).

Bare nogle flere ville danne sig et overblik over debattørerne og give en karakteristik af dem og klassificere dem og putte dem i kasser med hinanden der ligner hinanden, og skille dem ad der står langt fra hinanden,,, åh jeg elsker det,

Når jeg ser hvilken skole og tradition Rønlov og jmp, Michael, står i, bliver de rasende på mig,

Michael bliver rasende fordi han siger at han ikke er betinget af tanker og idestrømninger overhovedet, men at han er et unikum der ser alt fra det ubetingede absolutte, og derfra kan han se hvordan alle vi andre er begrænsede af vore tanker og ideer, hvilket han blot ikke er, eller han kan som den eneste sætter sig ud over denne problematik (Tillykke Michael).

Jeg forstår godt når han har den selvopfattelse at han bliver mildest talt rasende når HansKrist så kommer og siger at han kan se hvilken skole og tradition han står i. Utroligt at han ikke kan se den lille "inferior imitator" af en epigon han er


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Ja. Det er jeg ikke.



Le blot. Spot og hån.



Der er heldigvis flere end mig, der har set igennem det religiøse hykleri.

Sådan taler en "kristen" mand!



Sådan taler en "kristen" mand!



Sådan taler en "kristen" mand!

"På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes." (Matthæus 12, 36-37)

Sådan taler Jesus!

Lyt, Hanskrist. Lyt!

Pudsig, at det skulle komme netop fra dig HansPaulus.

Du taler om en "anonym", sikkert mig. Jeg taler nu heller ikke om at straffe folk, som du ellers sikkert gerne vil pådutte mig.

kan du ikke bare henvise os til at læse 1. Johannesbrev,,

frem for at gøre så stort et nummer ud af dig selv?

Hold først og fremmest fast i Jesu ord.



Jeg gør intet ud af mig selv, men de(n), som lyver om mig, gør. Og han gør det nødvendigt, at jeg svarer igen på primitive løgne om, hvem jeg skulle være. Den diskussion er jeg helst helt fri for. Jeg som person er dybt irrelevant (men det er der åbenbart andre, der ikke mener).

Jeg er anonym og træder helt i baggrunden. Al ære til Jesus. Lyt til ham!

Mere selvforherligende Jesus-spam fra Tomass.

Jeg hverken er eller kender nogen Thomas.

Og jeg står 100% ved:

Al ære til Jesus. Lyt til ham!

Er du småt begavet, Tomass? Kan du ikke kende forskel på Thomas og Tomass?

Spar os for dit Jesus-hykleri. Du tror jo overhovedet ikke på hans budskab.

Jeg er hverken Thomas eller Tomass (har aldrig set navnet stavet på sidstnævnte måde). Din optakt til dit barnagtige navne-plageri gør det nødvendigt at slå fast: Jeg er ikke Thomas.

Jesus er ingen hykler. Hans ord gælder i al evighed. Tro ham! Tag imod, hvad han siger, med hjertet.

Stop hykleriet, Tomass. Du tror jo overhovedet ikke på Jesus. Alle dine indlæg viser tydeligt, at du ikke lever efter hans bud.

Jeg er ikke Thomas. Dine uberettigede anklager tager jeg mig ikke af.

Jeg anklager dig, Tomass, for at forsøge at spamme debatten for at ødelægge den for os andre. Det er en berettiget anklage, for du har hørt fra mange her, at de ikke gider at have med dig at gøre. Hvorfor bliver du så ved, Tomass?

Jeg er ikke Thomas, uanset hvor ofte du forsøger at bilde dig selv og andre det ind. Dine uberettige anklager og dertilhørende postulater tager jeg mig ikke af. Og at du føler dig generet og hertil får en ubændig trang til at lyve, fortæller måske mest om dig selv.

Løgnen er helt på din side, Tomass, for jeg kalder dig ikke længere Thomas. Hvorfor vil du ødelægge denne debat?

Jeg er ikke Thomas. Din optakt til at kalde mig Tomass gør det nødvendigt at sige, at jeg ikke er Thomas. Hvorfor vil du ødelægge denne debat?

Stop dit pladder, Tomass. Jeg har forklaret, at jeg kalder dig Tomass for at andre anonyme, som ikke skriver smædeskrifter og ikke håner Jesus bud, ikke skal forveksles med dig.

Du kan iøvrigt læse herunder, at jeg skriver, at Thomas har forladt debatten. Din argumentation er lige så tåbelig, som dine indlæg er hadefulde. Hvorfor, Tomass? Hvem har givet dig det had til dine omgivelser?

Jeg er ikke Thomas.
Jeg hader ikke.

Du er ikke Thomas. Du er en anonym smædeskriver, der hader andre mennesker og ringeagter deres tro. Det kan du ikke løbe fra, for det går igen i alle dine indlæg.

Dine uberettigede anklager tager jeg mig ikke af.

Mere papegøjesnak, Tomass. Hvorfor vil du ødelægge denne debat?

Jeg er ikke Thomas.
Hvorfor vil du ødelægge denne debat?

Papegøjesnak, Tomass.

Jeg er ikke Thomas. Jeg afviser dine gentagne løgne.

Mere papegøjesnak, Tomass. Hvorfor vil du ødelægge denne debat? Du elsker ikke din næste. Du hader ham. Du hykler en tro, som du ikke har.

Dine personangreb og uberretigede postulater tager jeg mig ikke af. Med din gentagelse af dine løgne skinner din afmagt klart igennem.

Jeg er ikke Thomas.

.

Nej, du er muligvis ikke 'Tomas'; men du er en tom ass!

Og det er dig, som ødelægger denne debat!

Prøv lige at se dig omkring! Hvem gider gå ind i dette forum, hvor du som en teopsykisk marodør boltrer dig i meningsløse udgydelser.

Gid dog alle ville holde sig langt væk fra dine ligegyldige udbasuneringer!

Jeg elsker at citere Jesus. Hvad, du vil kalde dette, er naturligvis op til dig. Dine anklager om, at jeg skulle være en tom røv, samt andre af dine udbasuneringer, tager jeg mig ikke af.

Til alle begrebsforvirrede tåber.

Ass betyder tåbe, fjols, æsel m.m.

Arse betyder rumpe, røv o.lign.

Ass betyder også røv. Jeg begik samme vildfarelse som Ole Bjørn, inden jeg selv undersøgte sagen.

I vulgære kredse (som du åbenbart tilhører) findes der mennesker, der ikke ved at røv staves arse, og derfor staver det forkert som æsel, fjols eller tåbe.

Ikke overraskende er du tåbelig nok til at anse dig for klogere end engelske og amerikanske filologer og leksikografer.

Ass= fjols

Arse= røv

O.B. are the winner, look at yourself!

.

Både arse og ass kan betyde røv.

Søgeresultater for “røv”

Der blev fundet 2 poster i Dansk-Engelsk:

røv substantiv <-en, -e, -ene>
Oversættelser

arse - Get your arse in here, now!
[Amerikansk] ass
bum - He looked admiringly at her bum
behind - She had a small behind
være på røven » (ikke have penge) be broke - The man is broke as far as I know
have ild i røven » (være meget energisk) have ants in one's pants - The kids have ants in their pants right now
hænge med røven i vandskorpen » (når tingene er tæt på at gå galt) be in a tight corner - He felt that he was in a tight corner
tage røven på nogen » (snyde) lead somebody up the garden path - They really led him up the garden path
være kold i røven » (være ligeglad) show no mercy - He showed them no mercy
Fraser

have ild i ~en EX: Does running around on bikes like your arse is on fire make the situation better?
have krudt i ~en have ants in one's pants
lette ~en get off one's arse; get off one's back
slikke ng i ~en kiss sby's arse
sparke ~ haul arse
røve verbum <-r, -de, -t>
Oversættelser

rob - The young thug robbed the bank
loot - They looted the shop
pillage - The Vikings pillaged every town on their way

(www.ordbogen.com)

Kun i forbindelse med: ass-hole

Fjols.

Klandrer du: Google´s oversættelse? Den er vist ikke i stand til at modargumentere. Så hvem er egentlig fjolset?

Fjolset er den, der fortsætter en afgjort diskussion, og betragter en enkelt kilde på dansk som ufejlbarligt sandhedsvidne i et spørgsmål om engelsk ortografi.

I am, your automatic lover!

Der er åbenbart flere anonyme end mig, der har opdaget Ole Bjørns mangel på den viden, han selv mener at have.

Nu vil han pludselig argumentere mod ordbøgerne og de lærde. Stakkels Bjørn...

Hvis ikke det er det samme fjols, der prøver at lade som om han er en anden, så er der altså to fjolser blandt de anonyme kujoner.

Flere platte pistolargumenter fra Bjørnen.

Det hedder desuden "fjolser" i flertal, Ole.

Nå, det skyndte du dig så at få rettet. Flot!

Til gengæld mangler du et komma. Du er da godt nok faldet af på den på dine ældre dage.

Rocky Mountain canary.

Count to ten, Ole Bjørn!

.

I love you to!

Arse er engelsk. Ass er den amerikanske udgave.

Nej, Michael.

Det hedder også arse på amerikansk ifølge amerikanske ordbøger og leksika.

Stavemåden ass optræder kun i vulgærsprog og er en almindelig stavefejl hos ignoranter uden megen skolegang, men ikke så hyppigt forekommende som f.eks. den fejlagtige brug af then i stedet for than. Kun "Websters Unabridged Dictionary" omtaler fejlen som eksempel på vulgærsprog. Alle andre engelske og amerikanske ordbøger og leksika jeg har, omtaler kun ass som æsel eller forskellige udtryk for tåbe. Et slangordbog nævner dog synonymet Rocky Mountin Canary, og det kan du se bevis for her.

Mvh

Ole Bjørn ;)

hvordan staver man til niæse
hvis det er tvillinger ?