Kære Anne.

Debatten behøver jo ikke at munde ud i enighed. Det handler jo primært om at redegøre for sine synspunkter, så andre kan forstå, hvad man tænker og føler.

Du har både på denne debat og online debatten oplevet ateister, der håner troende og betragter dem som småt begavede eller psykisk syge. Jeg håber da, at det fremgår tilstrækkelig klart af min argumentation, at jeg ikke deler denne opfattelse, og at jeg betragter tro som en naturlig reaktion på visse definerede stimuli.

Vi er alle produkter af arv og miljø, og man kan så diskutere, om vi egentlig har valgt vore reaktioner, eller om de er givet af omstændighederne. Om vi reelt har en vilje og dermed muligheden for et valg kan lige så lidt påvises som postulatet om guders eksistens. Måske er det altsammen kun betingede reflekser iblandet kvantemæssige tilfældigheder. Men hvad der kan påvises med sikkerhed er, at vi føler, at vi har en vilje og handler derefter.

Tilfældighederne spiller også en rolle i vore sociale interaktioner. Hvem vi møder, og hvad der påvirker os, kan ikke forudsiges, men ud fra antagelsen, at vi selv har indflydelse på vores skæbne, kan man så vælge, hvem man vil lytte til og lade sig påvirke af. Man kan skifte miljø, som det så smukt er udtrykt i det gamle mundheld om lugten i bageriet.

Hvis vi tilstod vore børn den samme frihed, ville verden se meget anderledes ud.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Michael.

Når du skriver, som du gør her, er du et af de mest ægte filosofiske mennesker på denne debat, og du rammer plet med mange af dine udsagn. Men vi er jo allesammen langt mere end det, som vore skriverier giver udtryk for.

Du har en tilbøjelighed til at tage ordene alt for alvorligt, og bedømme dem følelsesmæssigt ud fra din egen situation og dine egne uopfyldte behov. Det giver ofte dine indlæg en bitter undertone, der hæmmer andres forståelse af dig.

Når man virkelig forstår sig selv og sine relationer til omverdenen, resulterer det i en accept af sig selv og sin situation, der gør hver dag fyldt med glæder og positive oplevelser. Det eneste essentielle for at opnå denne tilfredshed med livet er, at man har et sted at bo, tilstrækkeligt at spise og tøj til at beskytte kroppen mod vejrets luner. Resten er rent psykiske produkter.

Jeg har mere end rigeligt af alle tre, så mine uopfyldte ønsker kan ikke formindske min glæde over livet og dets utallige nuancer (fysiske såvel som intellektuelle).

Mvh

Ole Bjørn ;)

jeg er ked af, hvis det jeg skriver har bitre undertoner, måske er det fordi jeg har involveret mig i disse debatter i for lang tid.

jeg har da uopfyldte psykologiske behov, det har jeg måttet erkende og måske involverer jeg mig til tider lidt for følelsesmæssigt, så må jeg tage konsekvensen af det.

jeg tror ikke at vi, hvis vi lever livet, om det så er på en debat, kan undgå at involvere os. Det ville da være fint om jeg, som du gør, kunne stille mig tilfreds med at erkende de grundlæggende behov, men dertil er jeg altså ikke nået endnu.

Tilknytning medfører smerte, så hvis man ikke knytter sig, undgår man smerten, men for mig er tilknytning, lige nu, en del af livet.

For mig er det en del af det at forstå mig selv, ikke udfra en fastlagt norm, men som jeg er lige nu eller måske som jeg er i det hele taget. Så jeg nøjes med at tage de skrammer min tilknytning pådrager mig, på en næsten voksen måde.

jeg har lyttet til dig, Ole Bjørn, jeg ved at det er rigtigt hvad du siger.

Men er der ikke engang imellem hvor du kunne drømme om at give dig skæbnen i vold og bevæge dig ud i det uvisse?

(Nåh, nej. Der har du nok været engang).

Jeg har stort set hele mit liv bevæget mig ud i det ukendte, Michael, og det gør jeg stadig, men dette er ikke stedet at tale om mine projekter.

Jeg var så heldig på et tidligt tidspunkt i min barndom at lære at konfrontere min frygt, og jeg erfarede, at det eneste, man virkelig behøver at frygte, er frygten selv. Den bremser mange fra at deltage i livet.

Kristian kom på et tidspunkt med et citat fra Kiplings historie om Rikki-Tikki-Tavi, som jeg næsten havde glemt, men det dækker meget godt min trang til at samle på fakta: Run and find out. Både desmerdyr og bjørne besidder iøvrigt denne frygtløse nysgerrighed.

Det giver selvfølgelig også skrammer, og jeg har skam fået min rigelige del af smerte, både fysisk og psykisk, men man skal heller ikke frygte smerten, for den er med til at udvikle både empati og forståelse af livet.

Humor, tolerance og livsglæde er kvaliteter, jeg sætter højt. Selvynk og påtaget værdighed kalder kun på min medlidenhed eller får mig til at trække på smilebåndet.

Jeg finder dog ikke, at der er grund til at involvere sig følelsesmæssigt i en internetdebat. Det skal man kun gøre med mennesker, man møder i kød og blod.

Mvh

Ole Bjørn ;)