En "Grøn Apologetisk" Kristendom - at kristendommen forsvarer sig mod de utallige angreb der rettes mod den i de her år for at have været ikke bare medskyldig men hovedansvarlig for vi menneskers syn på naturen, hører dette ikke til i en Ny oprettet tråd med netop dette som emne? eller skal vi bare se stort på at denne tråd egentlig skulle være om vores personlige religiøse spirituelle åndelige engagement og tro.

Fx har Rune Engelbrecht Larsen været ude igen igen i et stort angreb.


Vil du Arne eller Anonym oprette en ny tråd eller får jeg det selv gjort måske?

Skaberværket og Skaberen og vi Skabninger. Eller Grøn Apologetisk Kristendom og Teologi.

Ihvertfald har jeg mine egne personlige paulinske Kristologiske Teologiske overvejelser i forhold til naturen, som fx Kræn-p fandt originale og yderst interessante og jeg gentager gerne disse i en ny tråd.

Nå hvad gør vi - sjofler vi bare emnet om vores private religiøse spirituelle åndelige engagement og tro - tros'liv. Så afslører vi jo blot at intet er HELLIGT for os (vi magter ikke at koncentrere os i Helligt Andagt om væsentlige spørgsmål). Og er kristendom ikke netop at noget burde være HELLIGT.

Er det ikke synd, sjusket gjort af os.

Næppe nogen der er mere optaget af miljøspørgsmål og naturen end undertegnede men at urkristendommen Jesus og Paulus og de andre har grundet en kristendommen specifikt på disse spørgsmål finder jeg absurd da disse spørgsmål ikke rigtig havde fået aktualitet for 2000 år siden, men selvfølgelig er der i urkristendommen et syn på naturen eller skaberværket og menneskets stilling (ansvar kald) og placering her (midt i (i Cor i HJERTET) Naturen stod nu engang LIVETS TRÆ et meget vigtigere TRÆ i Skabelsesberetningen og hos Paulus end det moralske træ om godt og ondt) og det finder jeg interessant.

Og her er katolicismen måske værd at bemærke da dens forhold til naturen er meget stærkere eller meget mere afslappet og naturlig end protestantismen (der opererer med en adskillelse og modsætning mellem nåde og natur). Katolicismen hævder ikke at den menneskelige natur er fordærvet og syndigt hele vejen igennem som det er endt op i alt for høj grad hos ihvertfald de Lutherske Kirkeretninger. At vi nok alle har syndet betyder ikke ifølge katolsk kristendom at vores natur er fordærvet og ødelagt af synd.


Kort lige at bemærke, så har vi kun kendskab til at mennesket har ændret på sin oprindelige skabte natur og sammenhæng med Guds Natur Skaberværket - alt andet natur har såvidt jeg er orienteret ikke vendt sig bort fra Gud og Guds Skaberværk.

Så for mennesket der har vendt sig bort fra Gud og Guds Skaberværk gælder selvfølgelig om Guds Kærlighed Kristus kan få os i det rette forhold igen til Gud og Guds Skaberværk.

Mange Kærlige Hilsner HansKrist


Jeg læste lige:

Teologisk og etisk grundlag for Danske Kirkers Råds Klima- og miljøgruppe
I:
Den treenige Gud:
Som kristne tror vi, at den treenige Gud er nærværende og handlende i verden både som skaberen
og opretholderen af himmel og jord, som frelseren og som Helligånden. I sit forhold til verden op-
fatter vi altid Gud som treenig.
Som skaber og opretholder glæder Gud sig over alt det skabte. Skabningen er en generøs og ufor-
tjent gave, som Gud har betroet menneskeheden at forvalte til ære for Gud og til gavn for alt liv på
jorden og fremtidens generationer. ”Hvor er dine værker mange Herre! Du har skabt dem alle med
visdom, jorden er fuld af dit skaberværk” (Salme 104,24).
I Jesus Kristus har den treenige Gud åbenbaret sig som skabningens frelser. ”For i ham besluttede
hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig på jorden som i himlene, ved at
stifte fred ved hans blod på korset” (Kol.1,19-20). Af kærlighed blev Gud menneske. Det vil sige, at
Guds ord blev kød i Jesus Kristus til verdens frelse (Joh. 1,14). Og Guds kærlighed drager hele
skabningen med i frelsen. Hermed vedkender Gud sig verden, så ingen skabning er udelukket fra
Guds kærlighed. Derfor er ingen skabning udelukket fra kristen kærlighed. Den kristne kærlighed
omfatter alt det skabte og er således af økologisk omfang.
Gud Helligånd opbygger og virkeliggør Guds gerning i verden. Dermed lærer Helligånden os selv-
erkendelse som Guds skabninger og medarbejdere på Guds gerninger i skabelse og frelse. ”Tals-
manden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt,
hvad jeg har sagt til jer” (Joh. 14,26). Gud Helligånd gør mennesker til sin kirke, frie i Guds kærlig-
hed til at takke og dyrke Gud og til at tage imod livets gaver og opgaver, lokalt og globalt.
Menneske og verden:
Det enestående ved mennesket er, at det er skabt i Guds billede (1.Mos. 1,27). Det afspejler sig i
vore evner, ansvar og integritet (1. Mos. 9,6). Mennesket kan i Helligåndens kraft være Guds med-
arbejder, og Kristi kærlighed forpligter mennesker etisk.
Mennesket er skabt i Guds billede, og er samtidig en skabning blandt alle skabninger og alt skabt.
At være skabt i Guds billede betyder ikke, at menneskets behov har fortrinsret over for resten af
skabningen. Menneskets ansvar er, i pagt og dialog med Gud, at arbejde for hele skabningens fælles
gode. (1. Mos. 9, 8-17)
I Bibelen giver Gud mennesket til opgave at være forvalter og hersker over skabningen (1. Mos.
1,28). At mennesket skal herske, giver det ikke ret til at skalte og valte med den skabning, som det
er en del af. I alt hvad det gør skal mennesket have respekt for alt det skabte, arbejde for fred og
retfærdighed og herske ved at tjene.
Gud har skabt alt med iboende godhed og værdi (jævnfør skabelsesberetningens omkvæd, ”og Gud
så at det var godt”), og som treenig er Gud nærværende i alt det skabte. Derfor skal vi påskønne og vise respekt og kærlighed for hele skabningen. At kristen kærlighed omfatter alt liv, indebærer
imidlertid ikke, at alle skabninger skal behandles ens.
For troen udgør alt skabt ét sammenhængende hele. Mennesker bør derfor udøve respekt for skab-
ningens balance og grænser. Vores ansvar gælder ikke kun i nutiden, men over for alt liv og hele
skabningens eksistens i fremtiden. At arbejde for bevidstgørelse om og udbedring og heling af den
nuværende miljø- og klimamæssige ubalance på kloden er i høj grad et etisk og åndeligt arbejde,
der udspringer af forsoning med Gud, vor næste og med hele skabningen.

Miljøkrisen i dag bunder i et natursyn, som teologien kan tale direkte imod, mener lektor i teologi Jakob Wolf. Men når klimakampen bliver politisk, som med Grøn kirke, bliver det til skade for evangeliets forkyndelse. Jakob Wolf

Ja hvis Jesus skal spændes så hårdt foran klima og miljø dagsordenen at han ikke længere er Nye Testamentes Kristus med alt hvad dette indebærer - så går noget helt væsentligt essentielt tabt:

“Nemlig Kristendom der grundlæggende er og altid vil være et møde mellem os og den nådige Gud.” Ja Kristendom er om vores Guds'Liv i og med Kristus.

At vi kan erfare dette møde med Gud i forbindelse med Guds Vidunderlige Skaberværk Naturen der er Underfuldt Skabt afspejlende Guds Skønhed og hele Herlighed og Overflod Guddomsfylden i Inkarnationen Kristus er en kendt sag og Frans af Assisi er et godt eksempel herpå.


At vi i Kristus har hele Guddomsfylden Inkarneret i kød og blod - i al materien i al natur der ikke er dødt og Gud'Løs men fyldt med Gud og Guds Livets Ånd og Hellighed - Holistisk og Økologisk.

Gør os jo til brødre og søstre med naturen om det er Solen Regnormen eller Solsorten eller Fuldmånen eller den sorte muld fyldt med mikroorganismer der ernærer vores frø så vi kan plukke grønkål og hive gulerødder op af jorden.

Iøvrigt en sammenhæng kun selvforsyning kan give os forståelse for. Vi ser hos de første kristne hvordan at spise og drikke er det mest Hellige. Den Hellige Nadveren.

Og en nærmere forbindelse til naturen og forståelse naturen findes simpelthen ikke.

Det er naturvidenskab, og ikke kristendommen, der har fjernet Gud og Helligheden og Guds Ærefrygtigheden for Skaberværket Naturen - Naturens Underfulde Skønhed.

Så at rette skytset mod kristendommen og ikke den naturvidenskabelige udvikling vil være at overse de mekanismer der stod bag menneskets overgreb mod naturen.