Guds Børn — de Ældste, de Yngste og Menneskeaanderne — der er fremgaaede af Hans Faderskød, har alle modtaget det evige Liv som en Gave; men da Gud ingen Sinde paatvinger nogen sine Gaver, har Han tillige udrustet enhver skabt Aand med en fri Villie, Selvbestemmelsesretten; men derved har Han begrænset sin egen Villie og Viden. Ved Selvbestemmelsesretten kan alle Guds Børn, efter som de er naaet til en vis Grad af Modenhed, selv afgøre, om de ønsker at modtage det evige Livs Gave eller foretrækker at synke tilbage i Guds Faderskød.

Denne Sandhed er paa en fejlagtig Maade anvendt i den buddhistiske Lære, hvor Menneskeaanden, efter nogles Udlægning, naar den er naaet til den højeste Fuldkommenhed, hensynker i „Nirwana“ — synker tilbage i Guddommen. Buddha selv lærte oprindelig, at Menneskeaanden, naar den gennem talrige Genfødsler var naaet til en fuldkommen Frigørelse fra al jordisk Paavirkning og alle jordiske Ønsker, vendte tilbage til sit Udspring — Guddommen — hvorfra den var udgaaet. Denne Opgaaen eller Tilbagevenden blev af Buddha ikke ment som en Bortslettelse af den enkeltes Individualitet, men som en uløselig Forbindelse med det guddommelige, hvor den, der var vendt tilbage, i kontemplativ Ro og Beskuen fulgte det jordiske Skuespil. Denne Opgaaen i Guddommen kunde af enkelte vidt fremskredne Aander glimtvis erkendes i den menneskelige TiIværelse og var da Tegnet paa, at Aanden gennemlevede sin sidste Inkarnation.