Kære Anne

Jeg ser, at dit digt har været udsat for negativ kritik – men mest ros.
Ingen af 'bidragyderne' er dog gået i dybden med hverken ros eller ris.

Efter at have gået dit digt og bidragydernes udsagn igennem, er jeg mest tilbøjelig til at give de negatives bidrag min tilslutning.

Det er tænkeligt, at du af et godt hjerte har villet gendigte bekendelsen om kødets opstandelse; men din slutning har tilsyneladende en total manglende konneksion med din første strofe.
Er det en enorm skuffelse/sorg, som opvejes af troen på genopstandelsen?

Dine allegorier er noget søgte.
Verselinjen "i vold af uudslukkelig trængsel" forekommer mig også at være tilfældigt udtrykt, uden nogen sammenhæng med den formodede hensigt.

Det er efter min opfattelse ikke illegitimt at foretage en lille dissektion af dit digt.

Hej Anne.

På utallige opfordringer skal jeg komme med en lille kommentar til dit digt. Intelligensen har umådelig trange vilkår i dag og et digt skal ikke tolkes, det skal opfattes.

Man kan godt sige at det er det jeg beskæftiger mig med hver dag, at bede Lazarus om at komme ud. Jeg fik selv chancen engang for mange år siden.

I dagligdagens jag hvor de fleste kun tænker på sig selv og den tryghed som de har etableret med familie og venner lægger de færreste mærke til at der også er nogle der ikke har denne tryghed og derfor ikke magter at udfolde sig. Tænk at leve hele sit liv med en mulighed for at være en bestemt person men aldrig kunne realisere det i en verden som kun tænker på sig selv.

Vi bør engagere os i den verden vi lever i og hjælpe hvor vi kan, jeg selv har i mange år 'haft' et barn i Burkina Faso. (Ja, jeg ved det godt, Thomas)

Men det største vi kan gøre er at sige: Lazarus, kom herud, til et andet menneske og så være der når han/hun vover sig ud. Ligesom man lader sin egen Lazarus vove sig udenfor.

Jeg faldt selv over en lille notits på mit arbejde, skrevet af en fyr, som i de sidste måneder er blomstret op ved at blive kommet ved. Jeg skulle selvfølgelig ikke have læst det, men det gjorde jeg. Han skrev, at det værste der fandtes var ligegyldigheden, at man var fuldstændig ligegyldig for andre og det kan jeg kun give ham ret i.

Så det er vigtigt at bede Lazarus om at komme ud og så være der for ham eller hende om det så blot er for at lytte til vedkommendes fortælling.

Men man må også være realist. Der er nogle Lazarus'er som har bedst ved at blive liggende.

Kære Canto

Velkommen til, du skriver:



Det, der både morer og undrer mig er, at mit lille digt ikke var skrevet som et litterært digt, snarere som et udtryk i vers til en, der ikke befinder sig på dette debatforum. Jeg troede ikke, at det ville få nogen som helst opmærksomhed som et 'digt' i den litterære verden.

Alligevel dristede jeg mig - på grund af dets eksistentielle og religiøse konnotationer - til at poste digtet som en tråd på trosfrihed. Derfor må jeg som med andre indlæg også være beredt til både ros og kritik af de "glubende litteraters frådende kæft", som tros har valgt at definere dig m.fl.

Dette har betydet, at jeg har måttet se på digtets semantiske niveau, og jeg medgiver dig, at sammenhængen mellem første og tredje strofe ikke forekommer særlig klar, om den da overhovedet findes.

Jeg vil derfor i meget korte og enkle sætninger sætte nogle ord på, hvad digtet betyder for mig i dag (hvilket en kunstner nok ALDRIG ville have gjort). Jeg vælger at beholde dialogformen, hvorfor stroferne skifter lidt i 1, 2 og 3 person singularis:

1. Samvittighedskvaler, når jeg i går troede, at jeg handlede af/i kærlighed, hvad blev det så til i dag?

2. Mange ord har nu fyldt mit sind, der findes en trængsel, der næsten virker uudslukkelig, selv vejen til Gud synes smal, men der findes en, der kan sige mit/dit navn højt.

3. Anne/Canto, kom herud, Jesus har kaldt, intet kan skille dig ad fra Guds kærlighed, end ikke samvittighedskvaler eller andre lidelser, for jeg vil, at du skal leve, så kom ud af dit skjulested.

Mvh
Anne

Kære Gud,

Hvem kender ikke til samvittigheden,
der blusser op med et ildrødt skær
og kan lamme selv det tungeste åndedræt
for det, man i går troede, var kærligheden.

Mange ord har siden hen vandret forbi,
i vold af uudslukkelig trængsel
og med dybets smalle vej til dit ansigt
findes kun en, der kan sige dette navn højt.

Lazarus, din ven har kaldt, kom ud og gå,
thi intet kan skille dig fra hans kald
og intet kan tage fra dybet af din sjæl,
når det, der kalder, er kærligheden fra Gud.

Kære Anne.

Jeg har også læst dit digt og mener at kunne forstå dine bagvedliggende tanker for at skrive dette digt. Jeg bliver imidlertid nødt til at følge visse religionshistoriske aspekter for at kunne sætte mig ind i baggrunden for Lazarus-historien.

Historien er særstof for Johannes-Evangeliet, idet synopsen ikke omtaler denne begivenhed. På grund af Johannes-Evangeliets sene affattelse, kan jeg ikke lade være med at skele til den omstændighed, at evangelisten Johannes har været motiveret af at ville gøre urkristendommen salonfähig for den dannede hellenistiske samtid.

Samtiden var i høj grad præget af de såkaldte mysteriereligioner, der blandt andet havde overgangsriter som et væsentligt element i det kultiske liv. Ved at blive iklædt ligklæder og lagt i en slags symbolsk grav, blev omvendelseskandidaten ført igennem en symbolsk genfødelse, hvor mystagogen kaldte ham til live igen, så han kunne siges at være blevet genfødt.

Johannes-Evangeliet kan derfor opfattes som et skrift, der tog kampen op imod mysteriereligionerne, og bragte til udtryk, at sådan noget har vi altså også med i kristendommen. Jesus af Nazareth var udover at være Guds søn - Logos - også mystagog, der foranledigede dette at blive født påny.

En teolog fra min bekendtskabskreds citerer forlængst afdøde professor P. G. Lindhardt for under en forelæsning at have sagt noget i retning af, at under konkurrencen mellem Jerusalem og Olympen var det Olympen, der sejrede.

For mit eget vedkommende må jeg betragte kristendommen som i højere grad et græsk anliggende end et jødisk.


Med venlig hilsen

Kristian