Kære Jakob.

Jo, hvis hele sagen er så hjerteligt ligegyldig for én, som var det udsigten til at vinde Europamesterskabet i én eller anden sportskonkurrence, så er afgørelsen for den sunde fornufts domstol selvfølgelig fuldt ud tilstrækkelig.

Men hvis du i dette spørgsmål kan slå af på kravene, fordi der ikke er tale om et eksistentielt anliggende, hvorfor har du da startet en selvstændig tråd om emnet? Det var måske ikke i alvor, men kun i leg, du tog dette skridt?


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian.

Da du åbenbart har overset mit svar til dig, bringer jeg det her igen:

Hvem der er kommet galt af sted med hensyn til forståelse af tiden, vil jeg ikke diskutere med dig. Det ser ikke ud til at tjene noget formål.

Realtidens retning er som bekendt defineret ved termodynamikkens 2. lov om stigende entropi.

Jeg vil blot bede dig tilsvarende definere imaginærtidens retning, siden du mener at den har en tidsorientering.

Og mens du er i gang, kunne du måske også forklare mig, hvorfor imaginærtiden kunne tænkes at danne et kugleformet univers. Det burde være en let sag for dig med din omfattende viden om rumtid og kvantekosmologi.

Jeg lader mig da gerne belære, hvis jeg er kommet galt afsted med min forståelse af imaginærtiden, for det har stor mentalhygiejnisk betydning for mig at lære noget nyt hele tiden.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Kristian,

Du siger: "Jo, hvis hele sagen er så hjerteligt ligegyldig for én, som var det udsigten til at vinde Europamesterskabet i én eller anden sportskonkurrence, så er afgørelsen for den sunde fornufts domstol selvfølgelig fuldt ud tilstrækkelig."

Det giver ingen mening det du siger - for sagen (virkelighed) er af største betydning for mig - og sund fornuft er og bliver det bedste vi har for at vurdere virkeligheden.

Det som du, på agnostisk vis, lyder til at hive på scenen i stedet, er åbningen for påstande uden underbyggende beviser - se det er useriøst og kun et Europamesterskab i stangspring værdigt. Med den agnostiske tilgang til verden åbner man Pandoras æske med et uendeligt antal (u)mulige eksistenser (IPU, FSM, Russell's tepottte, flyvende elefanter, Anders And som verdens skaber osv.) - og man er ikke i stand til at slippe ud af dette magiske cirkus.

Livet i en drømmeverden, hvor man ikke tør tage ansvar for sin virkelighed, og nøgternt afvise resultater af vildfaren fantasi, se det er vejen mod et så useriøst verdensbillede, at jeg slet ikke forstår du vil lege med.

Hej Zilent!

Jeg bemærker at du i et svar til Arne Thomsen udtrykker skepsis med hensyn til opnåelse af harmoni, da vi ikke tænker kompatibelt, om end vi har den manglende gudetro til fælles.

Det er det mest fornuftige jeg længe har set fra din pen.

Det eneste der herefter evt. kunne være af interesse var en nærmere afklaring af, hvori inkompatibiliteterne består.

Men det ville jo kræve, at min opponent først forsøgte at besvare de stillede spørgsmål, både i mit første og andet indlæg i denne tråd, set ud fra hans paradigme.

En sådan positiv bestræbelse på afklaring kunne måske føre frem til hvordan og med hvilken begrundelse vi ud fra hvert vores paradigme definerer centrale begreber som virkelighed, sund fornuft, rationalitet, tid, rum, det metafysiske og det transcendente etc.

Jacob kan jo vise sin gode vilje ved indledningsvis at redegøre for, om han opererer med et dualt tidsbegreb og i givet fald hvorfor eller hvorfor ikke?

Det var faktisk noget sådant jeg lagde op til i begge mine indlæg her.

Hilsen

Ipso Facto


---------
"As far as the laws of mathematics refer to reality, they are not certain, as far as they are certain, they do not refer to reality." - Albert Einstein. Her sætter den gode Albert fingeren på et af naturvidenskabens ømme punkter. Et som jeg kort omtalte i relation til hvordan man nåede frem til det duale tidsbegreb ved at indføre imaginærtiden i kvanteteoriens tidsligninger for at sikre, at ligningerne fik et resultat.