På denne lille planet, som vi kalder Jorden – lille i forhold til dette ufatteligt store Univers, som vistnok tillige udvider sig med tiltagende hastighed – og som sufien Jalal al-Din Rumi for snart tusind år siden kaldte Sandhedens Mirakel – på denne planet lever en art væsener, som vi kalder Homo sapiens – det tænkende menneske – os. I de ældgamle shamanistiske religioner med en vismand – en shaman – til at rådgive kunne det se ud til, at der var en rimelig balance mellem naturen og os mennesker – en form for harmoni. Men efter at vi opfandt maskinerne – og meget andet – har dette ændret sig i en stadig mere faretruende retning, og spørgsmålet er jo nu, om vores rovdrift på ressourcer og vore enorme mængder af affald vil umuliggøre vor fremtid. De fleste er efterhånden klar over dette problem, men en tilstrækkelig – socialt rimeligt fordelt – afgift på miljø-skaderne, som investeres i at afbøde skaderne, kan vi ikke rigtig beslutte os til.
Det sker jo nok, når skaderne er tilstrækkeligt alarmerende, men måske er det da for sent, og spørgsmålet er da, hvilken fremtid – om nogen – vi – Homo sapiens – har. Er vi for altid så griske og svinske, som vi er nu? Har vi mulighed for at vælge og efterleve en tilværelse i kærlig harmoni med den fantastiske verden, vi jo er en del af – eller vil vi fortsat bilde os ind, at vi er verdens herskere, indtil den bryder sammen, og vi uddør eller overlever i et stærkt begrænset antal i en kummerlig tilværelse, som f.eks. dinosaurerne?
Vi mennesker - vores art - blandt levende væsener - kaldes Homo sapiens: Det tænkende menneske. Problemet er bare, at det eneste vi tænker på, det er: Os selv. Vores evne til at tænke på harmoni mellem os selv og alt andet levende og værende på denne klode – og på harmoni med kloden selv – den evne drukner i vores selvoptagethed.
Vi ser det jo også tydeligt i de fremherskende religioner, såsom kristendommens Johannes Evangeliet:
Citat:
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Johs. 3. 16-17.
Verden bliver hurtigt glemt – i stedet handler det alene om os selv – end ikke vores forhold til verden nævnes.
Spørgsmålet er vel så, om vi tænkende mennesker evner at opfatte verdens væren – også på denne klode - som en vidunderlig helhed - som vi mennesker kun er en del af - og som vi skal være i harmoni med.
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed
Det bliver mere og mere klart for mig, at nøgleordet for mine drømme om vi menneskers mulige udvikling er harmoni. Harmoni med kloden og alt andet sammen med os, der er på den. Harmoni vi mennesker imellem. Harmoni i eget indre Det første har jo for langsomt stigende tilslutning. Det andet er dårligt nok begyndt. F.eks. bliver kriminalitet stort set alene straffet (hævn). Indsigt, forebyggelse og helbredelse er nærmest fraværende. Og det tredje: psykisk sundhed halter langt bagefter fysisk sundhed - bl.a. pga. ressourcemangel.
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed
Så på alle tre harmoni-områder har vi jo faktisk evner. Problemet er åbenbart det, at vi ikke rigtig dyrker og prioriterer det. Vi vil hellere plyndre og svine. Har vi nok visdom i os til i stedet at søge harmonierne? Eller skaber vi vor egen undergang i fortsat rovdrift og affaldssvineri?
Der er ca. 4 milliarder år til jordens undergang, når solen brænder ud, men hvor længe vi der være mennesker på denne planet?
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed
Svar
Citer
Hvor mange har jeg drukket 
Er der altid gang i noget her...