Indrømmet; det er en generel ødelæggelse, (lidt for generel) se blot på røgsløret og smoggen, ovenfor f.eks. OL-byen Beijing.

Kære Jakob.

»Så må jeg spørge dig Kristian, argumenterer du for det modsatte?« (Citat slut).

Nej, jeg argumenterer ikke for det modsatte af den holdning, som du giver udtryk for i dit indlæg. Jeg forsager okkultismen, alle dens gerninger og alt dens væsen. Dette kan vi næppe blive uenige om.

Det er klart, at der ligger en bestemt holdning til grund for det, som jeg skriver. Denne holdning beror på et bevidst valg, hvorfor den kan betragtes som et axiom. Og dette axiom er et andet end dit skepticisme-axiom, der synes at bygge på forestillinger, som tiden efter min opfattelse er løbet fra..

Mit axiom går negativt afgrænset ud på, at jeg afviser alt, hvad der ikke kan rummes inden for rammerne af frontlinieforskningen inden for den teoretisk fysiske kosmologi. Positivt afgrænset går jeg ind i overvejelser af, hvorvidt visse fænomener måske kunne være forenelige med den ekstra-dimensionalitet, som frontlinieforskningen arbejder med.

Hvis jeg har fortolket din holdning korrekt, henholder du dig til det hæderkronede verdensbillede, hvorefter vi lever i en verden med fire dimensioner: De tre rumlige plus den lineært forløbende tid. Og her ligger årsager altid forud for virkninger, fordi den lineære tid kun kan løbe én vej.

Det gør jeg ikke. For eksempel blev man allerede i kvanteteoriens barndom klar over, at kvantefænomenerne ikke kunne rummes i denne klassiske firedimensionalitet.

Eksempelvis udtalte Niels Bohr i foredraget »Kvantepostulatet og Atomteoriens seneste Udvikling«, i Como i 1927:

»Den Schrödingerske metodes symbolske karakter fremgår ikke blot deraf, at dens simpelhed ligesom matrixmetodens væsentligt beror på brugen af imaginære aritmetiske størrelser. Men allerede af den grund kan der ikke være tale om en umiddelbar forbindelse med vore sædvanlige anskuelsesformer, at det ved bølgeligningen fremstillede ’geometriske’ problem ikke er knyttet til det sædvanlige tredimensionale rum, men til det såkaldte koordinatrum, hvis dimensionstal er lig antallet af systemets frihedsgrader.« (Citat slut)

Heri ligger implicit Niels Bohr’s legendariske ’billedforbud’, idet han gav udtryk for, at det ikke kan nytte noget, at vi danner os det billede af kvantefænomenerne, at de foregår i et mikroskopisk ’rum’, som vor forestilling danner. Samtidigt ligger der også i det citerede, at det, hvorom sagen drejer sig, ikke er hvad kvantefænomenerne så er ’i virkeligheden’, men hvad vi kan sige om dem.

Og det, der kan siges, skal siges i et matematisk sprog, der opererer med imaginære tal, fordi man indsætter faktoren kvadratroden af minus én. Herved bliver dimensionen ’tid’ til et imaginært tal, der ikke kan skelnes fra dimensioner i rummet. Ligesom man i rummet kan gå frem eller tilbage, kan man også gøre det i tiden – i imaginærtiden.

Så allerede for mindst firs år siden blev det verdensbillede, som du synes at gå ud fra, overhalet. Og så kan du for mig gerne sige, at det jeg skriver, er vældigt rørende.

I arbejdet med den såkaldte M-teori opererer frontlinieforskningen med et dimensionstal på ti eller elleve. Det vil du formentligt høre mere om, hvis Ole Bjørn beslutter sig for at skrive videre i sin fortrinlige serie om Verdens Tilstand.

Stephen Hawking taler om, at vi i imaginærtiden muligvis bebor en firedimensional bran, der er overfladen af en femdimensional boble, hvori de resterende fem eller seks dimensioner er krøllet stærkt sammen. De sammenkrøllede dimensioner kan være genveje, ad hvilke der kan kommunikeres, uden at vi med vor traditionelle firedimensionale forestillings- og sanseevne kan registrere det.

Ligesom Bohr foreslog, at man skulle operere med systemets frihedsgrader som dimensioner, tror jeg, at der kunne være visse udsigter i at operere med bevidsthedens frihedsgrader, når talen er om det, der kan foregå i vor bevidsthed. Thi det er for mig overordentligt sandsynligt, at man kunne beskrive vor bevidsthed som en slags interface til noget, der er mere omfattende end det, der kan rummes i den klassiske fysiks firedimensionale rum.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej igen Kristian,

Mit verdensbillede er faktisk ikke statisk og frossent som du vist har konstateret - jeg ved endnu ikke helt på hvilken baggrund, men det er for så vidt også ligegyldigt.

Tværtimod er mit udgangspunkt, at vi intet ved og at vi så derfra må forsøge os med de bedste metoder til opnåelse af viden om verden. Min erkendelseteoretiske position er derfor et valg af videnskabelige metoder frem for fallerede metoder, så som "tro" (hvilket vel dårligt kan omtales som en egentlig metode) - det betyder også, at jeg som enhver fornuftig videnskabsmand er klar over, at diverse stående teorier potentielt set kan falsificeres, modbevises, forenkles og/eller forbedres - eller at en videnskabelig revolution kan forekomme i fremtiden.

Jeg er altså bevidst om, at mit verdensbillede pr. definition må være dynamisk (over tid). Det ser jeg intet ondt i - det er metoderne til opnåelse af viden der er det afgørende efter min mening. Jeg er åben overfor nye indtryk og overbevisninger, men der skal en væsentlig mængde af beviser på bordet før jeg lige skifter position (som også de fleste videnskabsmænd vil forvente). Vi kan ikke skifte mellem den ene og den anden "revolutionerende" forskning hver anden dag - man må lige se tiden an indtil der er har været tilstrækkeligt review på det videnskabelige arbejde mv. Det er på den baggrund at jeg siger jeg tager udgangspunkt i "sund fornuft", fødderne solidt plantet på jorden, men aldrig mere end at vi kan følge med tidens forskning, moderne og ny viden om verden.

Når jeg omtaler de historier du havde nævnt andet steds som "rørende", er det fordi jeg ikke ser dem som andet end fortællinger hvor man ikke har kunnet finde fornuftige (naturlige) forklaringer - enten fordi man ikke har gidet gøre sig ulejligheden ved at undersøge dem til bund, eller fordi man ikke har haft adgang til al "bevismateriale". At frontlinieforskning skulle ændre på det vil jeg sætte et kraftigt spørgsmåltegn ved.

Jeg har ikke valgt at kommentere på S. Hawking, hverken nu eller tidligere (bare du ved at jeg ikke har kritiseret ham, kun "forudsigelsen" i Onceinalifetimes bibelcitat). Hvad frontlinieforskning bringer af lækkerier kan jeg endnu ikke overskue - det må specialisterne på feltet udtale sig om og sandsynliggøre for dødelige som lille mig.

Hej Zilent!

Også jeg har prøvet på at gå i clinch med Kristian og Ole Bjørn. Om det der med det 'overnaturlige'.

Hvilke to personer jeg i øvrigt har stor respekt for. Dygtige, vidende, sprogligt begavede.

Nå, men jeg skrev et indlæg (burde nok have ladet være):


-------------------------------
Og så, Zilent, fik jeg verbale tæsk - ikke så meget fra Kristian; men mest fra Ole Bjørn.

http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topics/779/Re_Ander_andemanere_og_parapsy.html#Post779

Så - i erkendelse af min manglende evne til at debattere med disse mestre udi sproget - stod jeg af. Selv om netop dette med ekstrasensorisk perception (ESP), syntes for mig at vise, at selv meget vidende og kloge mennesker synes at have brug for - tjah - kald det et lille drys af overtro.

Jerry

Skrevet i en rystende forventning om nogle ESP-øretæver.
Sådan noget a la at det var forudsagt, at jeg ville komme med dette indlæg. Joseph B. Rhines hest har ikke stampet forgæves.

Kære Jerry.

Jeg skal nok lade være med at "tæske" dig. Jeg vil blot bede dig overveje dette tankeeksperiment.

En statistiker vil teste 100 personer for clairvoyante evner. Han konstruerer derfor en maskine, der gennem en random access proces producerer enten et A eller et B, og resultatet bliver kun registreret af maskinen. Han tester derefter 1000 forsøgspersoner, der 1000 gange hver skal trykke A eller B når en lampe angiver, at maskinen har produceret et resultat.

Bagefter beder han maskinen om at skrive resultatet ud, og det viser sig, at resultatet som ventet er tæt på 50% rigtige. Skeptikerne har ret. Der findes ikke ESP. Eller gør der?

Af nysgerrighed beder han maskinen om at udskrive resultatet for hver enkelt testperson, og de fleste ligger som ventet på mellem 48% og 52% rigtige. Altså lige bortset fra nummer 642. Han har 99% rigtige. Forbløffet laver han så 1000 nye forsøg med 642. Denne gang har han 100% rigtige.
Eksisterer ESP eller hur?

Når man i vore dage laver ESP forsøg, så arbejder man sig frem til at bruge forsøgspersoner, der konstant viser bedre resultater end gennemsnittet. De sammenlignes med en kontrolgruppe af "normale", og det er signifikansen i deres resultater, der ligger til grund for påstanden om, at ESP findes. Men det er også klart, at paranormale evner ikke synes at være under viljens kontrol.

Jeg har oplevet paranormale begivenheder, som ingen skeptikere kan bortforklare. Det virker temmelig chokerende. Men har man ikke selv oplevet det eller været opmærksom på det, så har man intet grundlag for at acceptere "dette nonsens".

Statistik kan kun hjælpe os, hvis vi bruger den og forstår den på rette vis.

Busknegre i Kalahariørkenen kan sanse, hvor der er vand under jorden. Er det ESP? Eller kan det skyldes en genetisk forskel udviklet gennem årtusinder og som opererer gennem deres lugtesans?

Vi ved det ikke endnu, men en dag finder vi forklaringen, og den vil være paranormal og ikke overnaturlig.

Mvh

Ole Bjørn ;)