Hej Ipso Facto, det var da godt nok utroligt så veloplagt du er,,
apropos John Donne's digt, fandt jeg lige følgende problemstilling relevant (håber også I kan se relevansen):
Livsprocessernes to hovedelementer er selvidentitet og selvforandring, idet der altid gør sig to modsatrettede bevægelser gældende i alle former for liv. Den ene af disse bevægelser er en centreret og afbalanceret helheds bevægelse bort fra sig selv, dens gåen ud over sig selv og dermed delvise adskillelse fra den enhed den er. Den anden bevægelse er den samme helhedsbestræbelse på at bevare sin identitet derved, at de adskilte dele vender tilbage og igen indoptages. Hvis den ene af de to poler bliver den fremherskende, forstyrres balancen og en desintegration finder sted. Det er denne desintegration, der er identisk med sygdom. I forbindelse med disse bevægelser gør to slags farer sig gældende, dels faren for, at individet i sin gåen ud over sig selv trues på sin identitet eller eventuelt helt mister denne, dels faren for, at individet i angst for at miste sig selv giver afkaldt på selvforandring (selvudvikling). Tillich.
Tillich taler meget om modet til at paricipere. Du er inde på at træde i karakter.
Jeg finder at i Kristus (min "i Kristus mystik"), der får jeg en hel ny handlingsbasis i Gud (får fornyet handlekraft og finder mit initiativcenter), hvor jeg får et ekstatisk spark til at forlade mig selv (bliver mig selv løs) for at kunne være til for andre. Kan du godt tåle at høre sådan noget snak?
Mange kærlige hilsner HansKrist.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Svar
Citer
