Hej Kristian Pedersen!Glimrende emne at tage op til nærmere juridisk granskning. Du bør dog nok lige oplyse, at sager om injurier, der rejses af den krænkede part er
PRIVATE STRAFFESAGER. Lad os se hvordan du vil bedømme et hypotetisk tilfælde af mulig ærekrænkelse, hvor følgende er faktum.
Hvis man offentligt krænker en andens ære ved at beskylde vedkommende for at være landsforræder, underbygget med en supplerende påstand om, at den pågældende har udført spionage for en fremmed magt i fredstid så kan der være tale om et strafbart forhold efter injurielovgivningen.
Spionage er som bekendt omfattet af straffelovens bestemmelser, hvorfor der er tale om en sigtelse og ikke blot en ringeagtsytring.
Hvis det tillige forud for fremsættelse af sigtelsen står gerningsmanden (den der fremsætter sigtelsen) klart, at den pågældende nok har samarbejdet med en fremmed magt, men at en politimæssig efterforskning har resulteret i, at den pågældendes handlinger ikke er omfattet af nogen bestemmelser i straffeloven, hvorfor sagen endegyldigt opgives af justitsmyndighederne, ligesom det tilføjes i afgørelsen, at opgivelsen af at rejse sigtelse ikke skyldes forældelse, vil gerningsmanden da kunne dømmes efter straffelovens paragraf 267, eller vil du vurdere, at forholdet falder ind under den langt strengere bagvaskelsesparagraf i straffelovens paragraf 268, der har følgende ordlyd:
§ 268. Er en sigtelse fremsat eller udbredt mod bedre vidende, eller har gerningsmanden savnet rimelig grund til at anse den for sand, straffes gerningsmanden for bagvaskelse, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år.
Ole Bjørn udnævnte dig jo på et tidspunkt til debattens overdommer. Selv om Ole nok har trukket lidt i land siden, kunne det ikke desto mindre være interessant at erfare, hvordan du som jurist, uden proceserfaring og advokatbesattalling, så vidt jeg ved, vil vurdere et sådant hypotetisk forhold.
Hvad vil du mene at en passende straf til gerningsmanden burde være, hvis han kendes skyldig?
Hilsen
Ipso Facto -------
"Behandlingen af private straffesager giver anledning til flere tvivlsspørgsmål, jf. herved i note ad § 274, stk. 1. Bevisbyrden må altid påhvile sagsøgte (tiltalte), selv om der påtales offentligt. Til førelsen af dette bevis er det tilladt, når forholdet påtales offentligt, at benytte de særlige straffeprocessuelle bevismidler. I en borgerlig proces er den sagsøgte begrænset i sin adgang til at benytte modparten (den fornærmedes) eller tredjemands oplysninger som bevis, idet der ikke kan stilles
»generelt inkvisitoriske« spørgsmål. - Det er ikke tilstrækkeligt at bevise et rygte om det pågældende forhold, det er selve forholdet, der skal bevises. Beviskravene er proportionale med udtalelsens generelle karakter, jf. herved Hurwitz: Sp. d 356. Se fra praksis U 1991 269U 1991 269 H (sandhedsbevis ført for sigtelse om
»snusket politisk muldvarpearbejde«. Det var ikke gjort gældende, at udtalelserne var omfattet af § 270, stk. 1)." - Citeret fra kommentaren til Karnov. Tillades det i dag at føre sandhedsbevis for, at en person har udført
"snusket politisk mulvarpearbejde"?