Aktiv dødshjælp kan muligvis være en løsning for uhelbredelige syge, der ikke er livet bevidst.
Aktiv dødshjælp udføres trods alt på vore hospitaler nu om dage, hvor man bl.a. ved personer der har været udsat for skader på hjernen ved trafikulykke eller lign.og kun overlever ved hjælp af en respirator og får sondemad, fratager repsiratoren og sondemaden, når hjernen ikke viser tegn på aktivitet.

Her kan der let ske fejl, så mennesker der ser ud til ikke at have hjerneaktivitet, har ganske lidt alligevel, vi så et eksempel med pigen Carina, hvor der blev begået flere alvorlige fejl og hun overlevede kun fordi forældrerne havde opdaget at hun reagerede på deres tale til hende og er næsten tilbage i fuld aktivitet den dag
idag.
Et andet eksempel er Israels tidligere premierminister Ariel Sharon, der i jan.2006 fik en blodprop, han lå siden i coma, hvilket han stadig gør, men nu har lægerne opdaget at han er begyndt at reagere ganske lidt, men kan vi have mennesker liggende så længe og vente på at de skal vågne op igen, eller skal vi fjerne de hjælpemidler der holder patienterne i live, efter ganske kort tid, mange af disse patienter er jo forholdsvise unge mennesker, som måske kan vågne op til et liv igen, grunden til at man ender deres liv så hurtigt, kan jo være fordi der er andre der godt kan bruge deres organer.
Vi ser også et eksempel i den hollandske prins der ligger i coma efter en skiulykke og som familien håber på at han vil vågne op igen, men er det kun betydningsfulde mennesker der kan blive liggende med dyrt udstyr i mange år, med et håb om op vågen, mens andre må stille deres organer til rådighed efter kort tid, er vi ude på et andet skråplan.
Men lægerne har åbenbart ingen problemer med at slukke for respiratorerne efter kort tid, for at hjælpe andre med at forlænge deres liv.
Hvad er mest korrekt ?? Hvad er mest værdigt ??

Vi afliver jo svært syge med aktiv dødshjælp næsten hver dag i Danmark, helt uden skrupler, måske de kunne have overlevet, med lidt mere intensiv pleje - hjælp, i stedet kun for at tænke de der står i kulissen og har brug for deres organer.

Hej Treram

Det er nu sjovt som også vi i vores tid taler meget om en ”værdig død”, altså sætter værdi på selve måden vi dør på, for det samme gjorde grækere og romere i fordums tid. Romerne med næsten romantiske idealer, hvor selve smerten over tab langt opvejedes af en ærefuld og dermed værdig død.
Aners død betød uendelig meget for eftermælet, den tilbageværende families ære, som når et betydeligt familiemedlem afgik ved døden, fik den dødes ansigt trykt i voksmasker, der rituelt så blev opbevaret i særligt indrettede små skabe som så blev taget frem og båret i et ligtog, for overfor omverden at vise og hylde familiens stolte række af forfædre. Døden gik på denne måde i forbund med livet, de døde fik deres placering mellem de levende med anebuster og en livlig omtale af deres særlig heroiske bedrifter, hvor noget altså kunne tyde på, at de på denne måde skabte et tæt og naturligt forhold til den forestående død.
Disse ritualer står i skærende kontrast til den frygtelige måde senere kristne internaliserede angsten for døden med, gennem afhængighedsforhold til kun én guddom, som overhovedet intet nærværende forhold havde til livet. Gennem de kristnes ritualer blev døden i stedet noget fjernt og uforståeligt, mens man før havde mange guder at trække på, som dels kunne være mere menneskelige og dels kunne vise enestående evner til at skabe forandringer når noget var uretfærdigt eller dårligt fordelt. Guder havde altså også en social funktion. Dette har sikkert ført til masser af livlige diskussioner om også den rigtige måde at dø på, en slags nåde, og var den dødes bedrifter særlig enestående, da talte man ligefrem om at være af guddommelige aner.

Døden selv har været et frygteligt tab for de nære uanset samtiden, men noget af det værste jeg kan forestille mig, må ha’ været selve livet under de mange tider hvor pesten har hærget. Ikke nok med at man har skullet slås med tåbelige kristnes politik, man havde ingen steder at henvende sig, for overalt truede denne mystiske hæmoragiske sygdom med at udradere alt, hvorfor det har været usædvanlig svært at forestille sig en fremtid, dermed også hvordan man skulle tackle den nutid, der pludselig har været så irriterende nærværende at også Michael nok ville ha’ ønsket sig et fravær.
Og det er jo ikke fordi vi idag har mangel på udsigt til identisk form for spredning af vira og baktusser, for med vor populationstæthed vil sygdomme spredes med lynets hast og de ubegribeligste følger. Vi ved det, men lever alligevel ikke i angst, dette skyldes fortrinsvis at vi ikke har de fortilfælde som netop vore aner havde i erindring. De færreste af os dør idag af influenza, de fleste ældre derimod af lungebetændelse i forbindelse med naturlig alderdomssvækkelse – ikke nogen speciel værdifuld måde at dø på. Mon nogen i den forbindelse kan mindes et fortilfælde af helsehysteri alias det vi idag ser omkring os? Vi ser ligefrem hvordan mennesker løber fra sig selv og enhver form for harmoni, og er nærmest blevet et politisk produkt der udtrykkes med deres egen krop – trykkede man dem på næsen, da ville de sikkert bare løbe baglæns.

Døden, hvordan dør man værdigt? Tja, der skal jo nok findes ældre på plejehjem, som under dette boligforhold får en død der var mere værdig end den de ville have fået i deres tidligere hjem. Det er nemlig ikke alle ældre der har et samvær eller en samhørighed med deres børn og familie i øvrigt, hvis de da overhovedet har familie. Og der skal sikkert nok være dem, der så dør på den mest uværdige måde på plejehjemmet, hvor deres børn efterfølgende så råber og skråler op om den uværdighed der overgik de forældre de tidligt selv frasagde sig ansvaret for, fordi de havde travlt med indholdet i deres eget liv. Jeg kan ikke tænke mig noget mere nedværdigende, end at blive gammel og overladt til et plejehjem af den familie, der sidenhen har den frækhed at besøge én med børnebørnene, der intet forstår af noget som helst og allerhelst vil væk derfra hurtigst muligt. Dét er ikke udtryk for en familie, mere en omstændighed man skaber for mennesker man ikke længere tillægger betydning!

Der kan tænkes mange måder at dø på, med og uden smerter, ja man kan ligefrem sove ind i de behageligste drømme, men hvad der undrer mig, er nu alligevel mere, hvorfor man ikke kærer sig mere om selve måden livet udspiller sig på, også når man blir gammel og ikke længere kan det samme. Det er faktisk helt åndssvagt at se hvor nedladende personale opfører sig overfor de gamle på, særlig det yngre, som heller ikke tænker på andet end hvornår de kan komme væk fra arbejdet. Jeg opfatter det som et kolossalt socialbedrag, at skabe den myte at de gamle har det godt på plejehjem – og det blir ikke mindre åndssvagt når man hører folk tale om, at de skam kender plejehjem der er helt fortrinlige. Åh ja, man sku’ næsten tvinge disse fortalere til selv at flytte ind på dette fremragende plejehjem. Når sandheden skal frem, så anbringes de gamle og udslidte mennesker på et plejehjem, fordi de yngre og samfundet i øvrigt, ikke længere ser nogen værdi i dem.

Døden vil uanset være en befrielse for enten et smertehelvede eller et helvedes livsindhold, ja eller bare en afslutning for et skrøbeligt korpus der har udtjent sig selv gennem et utal af affekter. Kroppen kan bare ikke mer. I sidste ende, er det altid os, de tilbageværende, der står og mangler dem vi har kær. Og vi mindes allerhelst de gode stunder og oplevelser med hinanden, men er næppe altid gode til at skønne på dem mens vi er i live. Skænderier og dybe uenigheder hører sig jo også til, som en slags vidnesbyrd for den betydning vi tillægger et samliv. Det uens, får den vi har kær til at fremstå enestående – én der ikke bare forsvinder i mængden ved sammenligninger, alt imens uenigheder også kan blive så afgrundsdybe at den ka’ splitte en familie i atomer. Vi kommer ene til livet – ja, vore forældre ejer os ikke, de låner os vel nærmest i den tid det tar vores personlighed at udvikles, hvorefter vi flyver fra reden og danner vores egen familie; for til slut selv at være ene om at dø. For lige såvel som ingen kan udleve livet for os, kan ingen dø for os.

Vi må slide med livet under vilkåret, skabe livsindholdet og nyde det når vinden går den forventede retning, og kun langsomt lære os at vende os i ”livets vind”, for altså så til sidst selv at slide med vores egen helt personlige død. Jeg selv, besluttede engang at overlade mit livs afslutning til tilfældet, for der imens at ku’ koncentrere mig om livsindholdet. Men jeg er ikke længere så sikker, og forestiller mig nu sagtens at lægge et drop, hvis og såfremt altså udsigten tegner dyster i forbindelse med de skråsikre beregninger, for dermed selv at forgribe mig på tilfældigheden. Alligevel vil man som mennesker flest formentlig ha’ det fuldeste udbytte af ethvert minut, se forårets farver en sidste gang, printe de ansigter ind i den sidste rest af hukommelsen, men til hvilken nytte – jeg mener, hvem forestiller sig efterlivet? Men det alt sammen har jo ikke så lidt at gøre med ens nærmeste, de følelser vi indbyrdes har for hinanden, indholdet vi i fællesskab har udviklet, og dens slags. Det er jo dét der er scenen hvori livet udspiller sig, ik’? ,)

Det er ikke til at vide, Treram, hvordan livet har set ud for de stakkels mennesker der forgik under betonens massefylde, hvordan deres skæbne ville ha været eller var, men ansvaret for disse menneskers død, har muligvis så de ingeniører og arkitekter hvis beregninger var forkerte.
En sådan død er dog sikkert momentan, jeg forestiller mig at chokket i situationen bare er endt brat.
Tomrummet i familierne er imidlertid ikke sådan til at forestille sig, rungende!, ja bare det at tænke sig omfanget af tomheden Breiviks handlinger førte med sig; men det lader sig jo ikke gøre, perspektivet er dystert.
Engang imellem kan et kort liv med enormt værdifylde, være en attraktion i sig selv, her tænker jeg på visse romaner, mens et langt liv med en scenisk forventet værdi ikke nødvendigvis er værd at tale om – jeg ka’ faktisk blive noget så rasende over at se hvordan politikere skalter og valter med børns liv, mens de tit selv er de mest ansvarsløse af alle – det går bare ikke an at regne med dem, og den slags mennesker har man til alle tider kendt, mens ingen ville iføre sig sådan en maske, tilbage i de romerske ligtog – så meget for værdigheden! Det værste er måske alligevel at være død inden i, være så stilfærdigt et intellekt at man udvikler et sind som en sommerfugl ;)

mvh
Simon