Kære Arne,
Du spørger:
Hvad skal være meningen med mit liv?
Det er nok et forkert spørgsmål, for det er nok ikke noget man bare kan bestemme.
Hvad skal/vil jeg bruge mit liv til?
Nok også forkert, for det er nok ikke noget, man bare kan vide på forhånd.
Hvad vil jeg gerne?
- Opnå anseelse? Det ka’ jeg nok ikke helt sige mig fri for – selvom jeg jo godt ved, at jeg ikke kan leve af, hvad andre mener om mig.
- Gøre karriere på andres bekostning? Ja, men ikke på andres bekostning – og desuden er jeg blevet for gammel til den slags.
- Nyde alt, hvad der er dejligt, så meget som muligt? Jo, men det efterlader en følelse af tomhed, så der er grænser for, hvad det er værd.
- Være stinkende rig med maksimale handlemuligheder? Jeg synes ikke, at de mennesker, der er meget rige, ser ud til at have det specielt meget bedre end os andre, så det bli’r et: Nej.
- Elske mine kære og være god mod mine venner? Ja, det er jeg ikke i tvivl om.
- Lære mit eget sind at kende, med alle dets plusser og minusser? Ja, det har jeg prøvet i gruppepsykoterapi, og det har forbedret min livskvalitet kolossalt – selv om det gjorde gevaldig ondt at møde minusserne.
- Elske en gud og føle mig genelsket? Jo, men ordet og begrebet: gud, er både så misbrugt og så ufatteligt, at jeg hellere vil (nøjes med at) elske verdens væren, som jo gi’r mig alt, hvad jeg har brug for – og den sandhed, som måske er bag verdens væren, vil jeg elske endnu højere.
Jeg føler mig genelsket – har ikke behov for beviser – og den fryd fører mig spontant til at ville gøre mit allerbedste – i kærlighed – til alt i denne verden
Det er så lidt, jeg kan, men resultaterne er ikke det vigtigste. Det vigtige er, at jeg nu også hele tiden virkelig stræber efter at yde mit ypperste.
(Underligt, at det er møder med en ikón, som jeg netop igen har hilst på, der lidt efter lidt hjælper mig til afklaring – hinsides alle religiøse dogmer )
M.v.h. Arne.
... Det har jeg tænkt meget over, og jeg vil gerne give mit bidrag til et meget vigtigt emne:
Egentlig tænker jeg, at spørgsmålet stillet på forskellige tidspunkter af mit liv ville have givet anledning til forskellige svar, så jeg vil nøjes med at se det stillet lige her og nu – i livets aften, om man vil:
Som jeg er skruet sammen – og som min samlede livserfaring siger mig, er der kun ét svar, som dækker hele spørgsmålet, som stilles i dette: Hvad skal være meningen med mit liv?
Efter erfaringer med studier i mange forskellige psykologiske … filosofiske … religiøse … spirituelle retninger … kan svaret nemlig koges ned til bare én sætning for mig:
Vor redning som art ligger i at erkende, at et menneske ikke så meget er en fysisk krop med en sjæl, men meget mere en Sjæl, som har valgt midlertidig at tage ophold i en krop her på jorden. …
Erkendelsen her åbner jo unægtelig for et potentiale, som næsten virker helt svimlende på mig. …
Åndens potentiale tænker jeg er dét, som skal redde os – og heldigvis tror jeg på, at der er uanede ressourcer at trække på her. …
Fornuftens/Oplysningstidens epoke må erstattes af Åndens kraft. …
En lille parentes: Jeg er skabt i Guds billede, og Gud er jo ikke fornuft, ligesom jeg ikke kan ræsonnere med min Skaber. Dér skal andre midler til. !!
Ikke mindst svimler det imidlertid for mig, når jeg indser, at vi alle i Sandhed ér Én i Ånden – hjemmehørende hos vor fælles Skaber … at vore adskilte liv her på kloden … slet ikke er så vigtige, som vi går og tror (men kun tjener til at holde gang i Ego´ets sysler) …
Mit kendskab til Et Kursus i Mirakler har været min (gen)vej til forståelse af mange ting i mit liv, men vigtigst af alt handler det om Énhed frem for Adskilthed mennesker imellem. …
Det er jo en så vigtig tid, vi lever i netop nu i lyset af udhulingen af klodens ressourcer og de ekstreme klimaforandringer og meget mere, som jo tilsammen gør, at ingen som helst længere kan være uberørt af det, som finder sted på vor fælles klode. …
For at tage emnet ”hjem til mig selv” tænker jeg, at vi længe nok har troet på, at de store politikere samlet til globale topmøder nok ville løse vore problemer?
Jeg ser det som på høje tid at indse, at MINE egne tanker, holdninger og overbevisninger må renses, således at de kan virke med til – og måske endda være helt nødvendige – for at helbrede vor klode? …
Det andet har været forsøgt så længe, og tilsyneladende er det ikke Vejen frem. …
Et kursus i Mirakler siger: Når jeg når til at tænke:” Der må være en anden metode – kære Helligånd, hjælp mig” …
Ja, så er den lille villighed fra mig til stede, og hjælpen gives. …
Det er min oplevelse, og dét tror jeg på, er meningen med mit liv nu: ”At tage modstand, negative følelser af enhver art hjem til mig selv, bede om hjælp til at forvandle det via Helligånden, som er den stærkeste kraft, der findes, … og når så den indre fred indtræder, er det – igen for mig – et tegn på, at jeg er på rette vej … og det er meningen på det åndelige plan for mig i mit liv lige nu. …
Ved godt, at jeg har valgt at stille spørgsmålet og besvare det på et dybt, åndeligt plan, men det må vel kunne tillades på et forum, som kalder sig ”trosfrihed”. …
I respekt for andres svar på spørgsmålet … og forventende det samme for mit … med tak til Arne for at have stillet et vigtigt spørgsmål … og dermed givet anledning til eftertanke. ...
Svar
Citer
