Så har jeg da været vanvittig. I tvang mig til det. Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig, for jeg står ikke tilbage for disse overapostle, selv om jeg ikke er noget. 2 Kor 12.
gennem den sang som synges til jorden i frihed, kommer den store begyndelse til ringheden
I Kristusbegivenheden synger Gud selv for, her stemmes vi i frihedens og åndens toneart, hvor vi både har sangen, følelserne og humøret og tankerne (ideerne og motiverne) fra Gud (eller ånden om man er ateist) direkte. Det er Paulus og Berdyaev og Badiou (Platon og Jung og Hölderlin og mange andre skylder vi tak), der har dette fantastiske syn på ånden, bevidstheden og hjernen vores, ikke som udelukkende tilhørende væren og det værende, det der er, men som takket være vores eksistentielle frihed konstant er involveret i at noget nyt hele tiden bliver til. Altså at mennesket er kreativ eller skabende til i verden og at dorskhed og åndelig sløvhed at ligedanne og pantsætte sin ånd alene i det der er, væren og det værende, inklusiv viden og fornuft eksempelvis (der lever af det der er og som tingene er, og ikke som de kunne blive (nyskabende tilblivelse og forandring i ekstatisk grebethed)), i så fald er vi ikke mennesker ifølge Kant (Paulus, Luther, Berdyaev og Badiou) om vi ikke har den eksistentielle skabende historiske frihed.
Mennesket har viden og kan tilegne sig fornuft via en skoling og opdragelse, men mennesket er ikke fastlåst og slaver af disse forhold (og må ikke ha sin fulde identitet her (viden og fornuft tjener os godt, længere rækker de to ikke)) ifølge de eksistentielle ontologiske tænkere der opfatter virkeligheden som havende nyskabende begivenhedskarakter, som vi finder hos Paulus; Böhme, Berdyaev og Badiou. Så spørgsmålet er hvordan vi river os fri af Dawkins og Lone Frank's pessimistiske naturvidenskabelige evangelium om mennesket, der fratager mennesket den eksistentielle frihed og kreative handlekraft og tro på newness, tro på at noget nyt kan ske og hænde for os i vores liv (Dawkins og Frank og simon og bjørnen vil selvfølgelig hævde de ikke er reaktinære og dorske, slaver og ufrie (men ihvertfald ud fra Paulus Badiou og Zizek præsenterer og repræsenterer de en ufrihed ind i verden, hvor de ønsker at lænke mennesket frem for at forløse og styrke menneskets eksistentielle skabende frihed og muligheder (ikke så mærkeligt at de sætter deres tillid til psykofarmaka når de ikke selv magter dette forhold)).
Det hele drejer sig om hvorvidt vi tilhører vesten, Platon (Jung) og Paulus (Badiou) eller vi tilhører østens filosofi og religion, som ikke aner noget om den eksistentielle frihed og kreativitet og nyskabelse, som ikke aner noget om de vertikale diskontinuerte disparate skabelsesøjeblikke (Bealtes og rockmusikken fx) i menneskers liv, ja endda benægter at disse eksisterer og betragter disse som uvedkommende støj, fordi mennesket skal vende sig imod det der er (væren som findes i stilhed og ikke i tilblivelsens urgrunde frie kreative nyskabende musik, de skabende numinouse begivenhedsøjeblikke i vores liv, der er et brud med det der er) bruddet der sætter os er de skabende vertikale begivenhedsøjeblikke (i eksistentiel frihed og kærlighed) vores liv er så fyldt med om man tør lade sig ekstatisk gribe af disse (tør dopamin kredsløbet og forhjernes kreative aktivitet) uanset om de kommer som hymner og sang (humør), som motiver ideer og tanker eller de indfinder sig i forbindelse med revolutioner, revolutionære begivenheder og hændelser på storpolitisk samfundsniveau (hvor man slås for frihed, lighed og broderskab (Paulus og Marx)), eller vi er nede og kigge på de revolutionære begivenheder der finder sted i kærligheden i familien, og i den store nyskabende revolution forelskelsen og kærligheden altid er i to menneskers liv.
Begivenheden Kristus: "a genuine road-to-Damaskus experience":
"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.
Michael sætter sig og placerer sig i væren, i det der er, som han går til i eller op i (her finder han sig selv (nej siger kristendommen, kun i en forrykkelse og i et brud kan vi finde os selv, ikke i os selv, ikke i nuet, ikke i det der er)). Det michael prædiker om og om igen er østens religiøse budskab, new age buddhisme, som vi bliver oversvømmet af over fra usa, som vore dages folkereligiøsitet, new age buddhismen og deres statiske meditationsformer.
Hvis man gerne vil forstå hvorfor vi overdænges med dette billige bras fra usa, i stedet for at forstå den kontinental europæiske filosofiske diskurs om de her forhold som er meget meget dybere og grundigere udarbejdet (Freud, Jung, Berdyaev, Barth, Bergson, Heidegger, Sartre, Morin, Badiou og Zizek (Lacan) for blot at nævne nogle) men indrømmet også meget meget sværere at tilegne sig end det michael og alle andre nyreligøse shopper rundt i på grund af et velordnet samfund der ikke kræver en stor indsats længere af den enkelte, men hvor leden og kvalmen om hvad pokker man skal gøre ved sig selv dominerer; da skal man læse Allan Bloom: "The Closing of the American Mind".
Forskellen mellem øst og vest (Buddha og Kristus) er meget tydeligt, forskellen på deres spiritualitet og forståelse af bevidstheden og mennesket, og det er at i vest skal du elske og lade dig gribe (turde forlade dig selv for at have et positivt projekt med den anden, den for dig fremmede, kæresten, vennen, udlændingen); og i øst, må du ikke dette, havet må ikke være uroligt, du må ikke knytte dig, du må ikke elske, det skabe kun bånd og lidelser (men du må have medlidenhed og medfølelse (det ypperste buddhismen kan svinge sig op til, men man må ikke particiere i kærlighedens ekstatiske muligheder for et kreativt virke)), du må ikke forlade dig selv og blive til i de medrivende kærlighedsbegivenheder livet ellers er så fyldt med, dette er støj, dette er tegn på mangelfuld åndelig og personlig udvikling, nej siger Jung med Platon, og nej siger Badiou og Zizek med Paulus.
Vil man forstå forskellen på øst og vest, da kunne man prøve at stille Buddha og Nietzsche op overfor hinanden. Stort set alle foretrækker Buddha men jeg er ikke et øjeblik i tvivl, Nietzsche fylder mig med kærlighedens glædestårer, så stor er min kærlighed til Kristus, til vestens spiritualitet og så stoisk fejgt dekadent og kujonagtigt finder jeg buddhismen at være, inklusivt vores dages new age buddhisme, michael og tolle nollerne og hvem fanden de er, de siger alle det samme og de er syltede i en værensontologi (østens værens ontologi og hellenistiske værens ontologi som ødelagde urkristendommen med en falsk metafysik) som den paulinske kristne spiritulitet altid har været i opposition til, fordi denne er skabende og elskende (dette at turde elske, og dermed leve ikke ud fra sig selv, men ud fra de kærlige hændelser og begivenheder der griber os, som vi skal turde lade os gribe af, participere i, for vi kan ikke finde et uberørt menneske, der kan undersøge sig selv uden at gå til grunde i os selv, ensomhed og pessimisme).
Thomas slægter michael på, men Thomas er åben og nysgerrig og studerer sagen og han flytter sig (michael nægter at studere og nægter at have en samtale med psykologi, neurovidenskab og i det hele taget videnskaberne, derfor er hans tanker aldeles ligegyldige, da de ikke en kontekstede i den livlige diskurs der går for sig på de områder vi drøfter; og michaels påstande er iøvrigt fyldt med fejl, derfor er hans tale volapyk, har kun værdi som selvsuggestion, hvilket det også er, en form for selvhypnose (michael der oplever noget ved at læse sine egne ord om og om igen uden overhovedet at sige noget nyt og kunne kontekste det han siger til andre videnskaber, modsat HansKrist der konstant er i dialog)).
Arne Thomasen magter ikke at forstå mit indlæg, og han stiller sig dogmatisk i "det der er ontologien" (værens ontologien (der er nul Paulus og Sartre hos Arne, han kan ikke engang stave til eksitentialisme)) og han ender gang på gang langt ude i kosmos og naturen, og aner ikke hvad eksistentiel frihed og skabende spiritualitet er for noget, han er låst i det der er og beskæftiger sig ikke med andet og sådan tumler han rundt i sine egne luner som Jung siger, når man ikke er herre i eget hus.
Bjørn og Simon hvor står de???? De står også i "det der er ontologien", værensontologien, som de gode naturvidenskabelige skolede drenge de er, og de har ikke fattet den historiske dimension i menneskets liv (den eksistentielle skabende frihed), som vi har fra Paulus, over Luther til Kant, Marx og Badiou.
Der er kun en på denne debat (ja i hele danmark) der magter at overskue tingene religionsfilosofisk tilfredsstillende, og stille det her mellem øst og vest, mellem new age, vore dages folkereligiøsitet (inklusivt Dawkins) op overfor den kontinental europæiske filosofiske teologiske diskurs, på en skarp måde. Ikke engang Rothstein der burde qua sin uddannelse og profession kunne gøre dette, magter det. Han forstår simpelthen ikke den vestlige kristne sekulære spiritualitet og ånd, op gennem hele middelalderen og til nutiden.
Uanset om feltet påstår jeg vrøvler, feltet; dem der skal bedømme mig offentligt, så siger domænet (de kyndige i religionsfilosofi og teologi og de kyndige omkring bevidsthed og spiritualitet) at jeg ikke vrøvler. Hvornår feltet anerkender mig (simon, bjørn mfl), ved jeg ikke; men lur mig om de ikke godt kan se jeg har fat i noget efterhånden og at jeg er den store øjenåbner her på debatten, hvor andre roder rundt i banaliteter og ordinære betragtninger, gab gab gab, host, host, host og taler upræcist om tingene. Mine ord og mine indlæg er skarpere end noget tveægget sværd og de slår til højre og venstre, fordi jeg tænker originalt i modsætning til stort set alle andre. Den store udfordring for en kreativ original tænker er at kontekste tankerne og gå i dialog med videnskaberne og de fortløbende diskurser på området, ellers ender det hele i ligegyldigt volapyk som ekim og michaels elendige dekadente lommefilosiske hjemmestrik der ikke holder vand, som når han siger at vilje er lig med begær, og at mennesket kan finde og forstå sig selv som hvilende i sig selv, alene ud fra vores naturligt havende centrum og centrering, hvor enhver form for begivenhed (sandhedsbegivenhed (forelskelse og kærlighed fx)) og hændelse der griber os ekstatisk i et brud, indbrud (de vertikale diskontinuerte disparate skabelsesøjeblikke) i en anfægtelse og forstyrrelse af det selvberoende hvilende i sig selv buddha menneske og sætter os excentrisk som subjekter, mennesker, med hinanden, afvises som støj, som rungende malm og klingende bjælde. At michael igennem årene konstant har tyvstjålet fra mig og sat mine erkendelser og indsigter ind i sit eget system, hjælper ham ikke, da hans eget system er bygget forkert op i udgangspunktet, bygget på forældet ontologi.
mange kærlige meget spontane legesyge hilsner HansKrist.
Svar
Citer
