TAK til dig Arne. ... Selv netop rundet de 70, tænker jeg, at dét er den bedste alder, endnu.

Du må også have en god weekend, Simon. Og husk at du er ELSKET.

Jamen, hvis I vil mødes, vil jeg også med! Det ku' være hyggeligt at mødes allesammen :-)

Den store, stygge Hanskrist, der buldrer.

Den milde Jan der ærligt fortæller.

Den modige Anne der står fast, når det gælder.

Den utrættelige Arne der åbent inspirerer og lader sig inspirere.

Den energiske Simon med det ufravigelige glimt i øjet.

Den ægte Michael der blotter enkelthederne i livet og den følelsesmæssige dimension.

Den menneskekærlige og oprigtige Treram der taler hykleriet midt imod.

Den skønne Rosemarie der altid taler et venligt og opløftende ord.

Den veltalende Ole Bjørn, den frygtløse kriger.

Kære Arne,
Jeg kan ikke helt slippe vor "samtale". ... Her til morgen tænker jeg meget over dét, du skriver m.h.t. om livet på jorden kan være en læreproces. ...

Mon ikke det er sådan, at ... og nu ved jeg jo ikke, om du har reinkarnationstanken inde som noget vedtaget af forstand og hjerte ... eller du har afvist den som ikke brugbar for dig?

Hvis jeg nu skal holde mig på min egen banehalvdel (og det skal jeg jo) tror jeg for det første på, at i rækken af mange, mange inkarnationer har vi alle været dér, hvor tanken om livet som en læreproces er blevet afvist. ...

Om et liv er et heldigt og succesfyldt et af rækken, vil jeg endda tillade mig at sige, at vi ikke kan bedømme, så længe vi er her på jorden. ... Dét vil der først blive kastet lys over, når vi engang lever videre i en anden eksistens. ...

Vi må ... som jeg ser det ... derfor "bare" søge at leve i overensstemmelse med vort indre univers så godt som muligt. ... Når vi så er nået til erkendelsen af, at kærlighed er den eneste lim, som binder universet sammen (Hildegard von Bingen) ja så kan vi da godt erklære os som heldige og søge at leve ud fra denne erkendelse/indsigt.

Tak, fordi du siger, at du oplever mig som klart formulerende i mit tidligere indlæg. ...

Drister mig derfor til at give mit bud på, hvorfor så mange totalt afviser så megen godhed og kærlighed, som ligger i den guddommelige verden som en gave.

Kunne det være, at Nelson Mandela har ret, når han siger, at mennesket mest af alt er bange for lyset i sig ... mere end for mørket? Er det mon, fordi vi opfatter os selv som syndere, der ikke har fortjent LYSET, eller er det mon fordi lyset også gør os bekendt med vore skyggesider? ...

Dem har vi jo mange af allesammen, og de er vel også en del af skaberværket og trænger måske mest af alt til at møde forståelsen og kærligheden?

Strøtanker her fra en smuk lørdag morgen med ønsket om en dejlig week-end til de, som måtte læse med her.

m.v.h.
zenia/esther