Mange ateister på de danske debatsider spørger efter en forklaring - "hvorfor tror du på Gud?". Personligt bryder jeg mig ikke om svaret: "Det gør jeg bare". Der må da vitterligt være en grund!

- Hvis en mand holder en knyttet hånd frem og spørger, hvad jeg tror, der er i den, så kan jeg ikke tro noget som helst uden grund. Hvis han er møntsamler, kan jeg måske tro, at det er en sjælden mønt. Hvis det er et barn, der står og gumler, så kan jeg måske tro, at det er et stykke slik. Hvis det er en karateudøver, så kan jeg måske tro, at hånden er tom og knyttet til angreb. Hvis det er en vagabond, så er der måske snavs i hånden. Men det er meningsløst at tro noget som helst uden grund... det kan man slet ikke - man må have nogle indikationer for at tro enten det ene eller det andet. Ellers må man svare: "Jeg aner ikke, hvad der er i hånden!". (Hvad man måtte ønske, der er i den, er ønsketænkning og falder uden for troen).

Jeg kunne godt tænke mig en sober udveksling mellem ateister og troende. Det vil bl.a. sige:

1) De troende må forsøge at uddybe, hvorfor de tror, i stedet for at sige: "Jamen, det er jo bare en trossag..." - jaja, det er vi klar over, men hvorfor går din tro lige i den retning?

2) Ateisterne må styre deres hånlige kommentarer. En af disse er vendingen: "guden dér...", for alene formuleringen indebærer en forestilling, der falder helt udenfor de karakteristika, som mange troende tillægger Gud. M.a.o. sporer ateisterne på denne måde diskussionen ad diskursive baner, som troende ikke godtager.

Hvad er Gud, og hvorfor?

- Eller sagt på en anden måde: Hvorfor har Michael knorhår og pibe, mens Arne forsøger at klippe dem og slukke den. Anne står for tiden bare og kigger på, og den anonyme tror, at han er anonym. Simon fjæs er fuld af knivskarpe knorhår, fra kind til kind og fra hage til isse, og hvem tør klippe i dem? Piben er udskiftet med smøger og kaffe, hvilket gør tonen mere hæs.

Hej Arne.

Jeg måtte lige indenfor og føle lidt køligere vinde, 33 grader er vel meget sådan helt pludseligt, selvom jeg er vant til høje temperaturer og så faldt jeg over noget jeg så absolut måtte svare på:
" Det er jo på sin vis nemt nok at være ateist og at afvise de mange religiøse forestillinger, men det er på den anden side, for mig at se, samtidig en hård og iskold tilværelse alene at være henvist til naturlovene og ( tilsyneladende) tilfældighedernes spil- og jeg beundrer de ateister, der ikke klager over en sådan, synes det, kold og meningsløs tilværelse."
Jo Arne men når der nu ingen gud findes eller noget lignende, så må man jo indrette sin verden efter dette og det er slet ikke en kold og meningsløs verden som du tror. At nogen har haft behov for at opfinde en gud-sutteklud for at klare tilværelsens mange skær, gør ikke ateisternes verden dårligere, vi kan sagtens klare skærerne selv.

Og jeg vil påstå, at vi får ihvertfald mindst lige så meget ud af livet som de troende, idet vi ikke har en virus at slæbe rundt på, vi behøver ikke gå hen i en dødsyg kirke og høre en gentagelse på gentagelse af det samme sludder og vrøvl, som de stakkels troende tit ser sig nødsaget til, for ellers kommer de ikke i "himlen" og får syndsforladelse, somom de har levet et liv i evig synd.

Kærlighedens mirakel er ikke noget de troende har patent på, alle kan opleve kærlighedens mirakel, ateist eller troende, men selfølgelig hvis du hentyder til kærlighed til en gud, så må jeg stå af.

Sandhedens mirakel er nok det at alle religioner er noget menneske skabt, guder findes kun som noget virus i de troendes hjerner og som du selv skriver, så har præsteskabet benyttet sig af dette i årtusinder, for det meste for egen vinding skyld.
Og dette bliver stadig bekræftiget med de uhyrlige børnemishandlingssager som vi er vidne til og som heldigvis har kostet mange katolske præster et længere fængselsophold, de er et sikkert bevis på at de "elsker" kun deres gud, vorherre bevars.

Og paven den store nar undskylder stadig, men kun hvis det bliver opdaget.


Men jeg kan ikke lide, at du påstår at ateisterne er helt følelsekolde, ikke kan nyde verden som den nu engang er, det er sku noget sludder min kære ven.

Kære Arne og Treram,

Tak for jeres deltagelse i denne tråd!

* Mon ikke at ordet "Gud" bør indkredses, hvis en frugtbar dialog mellem ateister og troende skal gødes? Personligt kan jeg godt forstå, at ateister ikke tror på "en gud" - for dette peger på et væsen... hvor? Oppe over skyerne? Med høj hat og tryllestav? Dette virker som "suttekluds-fantasi"... dengang jeg forstod "Gud" som "en gud", var jeg selv ateist, og jeg hånede det religiøse. Men efter at have læst om den mystiske side af religion, fik jeg et helt andet forhold til "Gud". Hvad er Gud? Hvad er Gud, hvis ikke en troldmand?

* Jeg tror, at det er et fejlagtigt "argument", som ateisterne bruger, når de vil tale imod troen ved at fremhæve eksempler så som nogle katolske præsters misbrug af børn. Det er simpelthen alt for overfladisk at kæde visse katolske præsters misbrug af børn sammen med "troen på Gud". Der er næppe noget i deres skrifter, som foreskriver pædofili. Hvilke strukturer kan tænkes at ligge bag visse katolske præsters misbrug af børn? Hvilke strukturer kan tænkes at ligge bag visse katolske præsters misbrug af børn, hvis vi skal dykke dybere ned i problemstillingen end foragten for det religiøse?

God søndag.