Hey Michael efter at have besindet mig på mine pædagogiske evner (og taget mit pædagogikum lige her på et kvarter ved mit skrivebord vil jeg gerne med mine egne ord fortæller om inkarnationen (forligelsen og Kristusparticipationen) som jeg opfatter og forstår forholdet, med Gud som vidner på at jeg taler sandt .

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. v17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus,,, 2 Kor 5,

ja inkarnationen er Guds værk, Guds nådesværk i Kristus med os, Guds kærlighed Kristus (og kærlighed er altid 2 der bindes sammen, føjes sammen, forenes (her Gud og mennesket, det himmelske og det jordiske der bindes sammen i Kristus)).

inkarnationen betyder ikke at Gud individualiserer sig i Jesus, men at Gud personliggør sig i Jesus, så Jesus er sandt menneske og sand Gud. Sådan er det også når jeg gribes af Kristus. Altså den Kristologi der gælder for Jesus gælder også mig, så vi kan tale om en hel ny Kristologisk antropologi i verden. Enhver ægte autentisk personlighedsdannelse foregår i Kristus, hvis man ønsker 2 ting i denne sammenhæng, at have Gud med i det og ikke at blive svækket som menneske (ej heller ego svækket), men bestyrket og bekræftet på alle måder som menneske. Det er en personligsdannelse hvor Gud ikke kan svække os som mennesker, da Kristus er der, og her gælder:

... the particular single personality and its destiny are a higher value than the world order and the harmony of the whole, than abstract being....

The entire world is nothing in comparison with human personality, with the unique person of a man, with his unique fate.

The secret of the existence of personality lies in its absolute irreplaceability, its happening but once, its uniqueness, its incomparableness. Berdyaev citater slut.

Efter denne omgang tror jeg alle er klar over hvorfor jeg er indædt modstander af kampen imod egoet, og hader østens før kristne Gudsforståelse og had til egoet og den enkelte unikke personlighed som skal opløses, gå til grunde.

Opstandelsesbegivenheden Kristus (fx Pauls og HansKrist's Damaskusbegivenhed) er at dette forhold, inkarnationen, disse immanente Gud-menneskeforhold, fortsætter i tid (ikke er gået i stå eller gået død i Jesus (inkarnationen opdæmmes eller begrænses ikke til individet Jesus)) og med nye mennesker via Helligånden, hvor et menneske erfarer at Kristus stadig lever, altså at Gud antager os og vi i Kristus får hele guddomsfylden i kød og blod, og dermed personliggøres vi af Gud i Kristus, og får et liv skjult med Kristus i Gud. Som vi var Adam mennesker, det gamle menneske, bliver vi nu Kristus mennesker, den anden Adam, nye Adam, de nye skabninger, de nye mennesker, i Kristus. Altså før var vi i Adam, det dødelige menneske, nu er vi i Kristus, det åndelige menneske, det udødelige menneske (det himmelske menneske, eller mennesket i Gud (se Joh prologen)). Og intet kan skille os fra det Guds nådesværk vi er i Kristus, Guds Kærlighed Kristus (transcendente forhold der bliver immanente, altså inkarnation), for det skyldes Gud, som forligte os med sig selv her i ved og med Kristus begivenheden. Man kan ta imod og man kan lade være at tage imod Kristus, det er op til den enkelte, men verden bliver kvalitativt meget anderledes om man vælger at ta imod Kristus i sit liv, Kristus der stadig lever og griber mennesker, opstandelsesbegivenheden Kristus i sit liv.

At Gud antager kød og blod, betyder ikke at Gud bliver til kød og blod, men det betyder dog at hele guddomsfylden er i kød og blod nu, altså er immanent, uden dog at blive identisk kød og blod, for i så fald var Jesus jo pludselig Gud og ikke længere Gud der var Jesus.

Det der sker i Kristus, i forbindelse med Opstandelsesbegivenheden Kristus for os, er at vi får hele guddomsfylden i kød og blod, Gud antager os som Jesus der var Guds levende Søn (det er det der menes med opstandelsen hos Paulus), og fra da af, gennem Sønnen, Kristus vores opstandne Herre og Frelser, er et menneskes Gudsbillede radikalt forandret og man har nu ikke en Gud at tro på eller tilbede, for man er med Kristus, gennem Kristus, i den trinitariske ligeværdige livet i Gud virkelighed, livet skjult med Kristus i Gud. Derfor findes der ikke et menneske og et menneske mere og ja en million milliard mennesker på jorden og så en Gud som de tror på, dette er en før-Kristus Gudsforståelse og Gudsvirkelighed og Gudstro (man kan ikke tro på Gud som en lampe eller sol der hænger eller eksisterer et sted eller i ophøjethed over tiden og historiens gang), men den kommer så igen, får en renæssance ca ½ tusind år senere med islam, denne mærkelige ide om en Gud uden antropomorfe egenskaber eller uden evner for at konkretiserer sig i et menneske (og hvor mennesket ikke er hvirvlet ind i den trinitariske livet i Gud virkelighed med Kristus), en græsk metafysisk ide med en ophøjet tidsløs Gud der ikke kan træde ind i historien og tiden konkret, kan det være (selv om dog grækerne også kender til Gud og guder med antropomorfe egenskaber).

Det er sagt meget kort, og meget fortættet og alt er gennemgået, forligelsen, inkarnationen, opstandelsen og det Guds nådesværk vi er i Kristus, Kristusparticipationen og forskellen på kristendom og islam. Det sjove er iøvrigt at new age stort set har samme anti-Kristi-lige Guds forståelse som islam (ikke dermed at forstå at islam og new age anti-Kristi-lige holdning, gør at de nødvendigvis er modstander af den Jesus de tror at finde i evangelierne de læser som skulle disse være historiske biografier), altså også new age benægter den trinitariske Kristusvirkelighed og de nye skabninger vi er i Kristus. Som iøvrigt også du Michael i flere år har bekæmpet som det rene nonsens og løgn og bedrag. Dog nu har du fået et bedre grundlag at vurdere ud fra før du igen forkaster dette Kristus bavl og løgn som kommer fra Paulus.

mange kærlige pædagogikum hilsner HansKrist,,, dog det var nok ikke undervisning i grundskolen, men nærmere på universitetsniveau, måske endda frontforskning, for der er tanker her som jeg kun har fundet hos mig selv, endnu har jeg ikke set en eneste teolog i hele verden, der har forstået opstandelsen så godt som jeg har og kan kæde denne uløseligt sammen med inkarnationen og det Guds nådesværk vi er i Kristus, de nye skabninger vi er i Kristus. Og guderne skal vide at jeg seriøst gør alt for at finde ud af om der er andre der har forstået opstandelsesbegivenheden Kristus lige så godt som jeg har forstået den begivenhed (Christ event) hos Paulus. Men jeg kunne godt være den første der eksplicit har fået øje på det forhold, ihvertfald jeg er det i Danmark, måske jeg er det i hele verden. Dog føler jeg at Berdyaev er der før mig, for jeg mener faktisk han siger det samme, dog uden helt så eksplicit at redegøre for sammenhængen i forligelsen, inkarnationen og opstandelsesbegivenheden Kristus.





Through Christ we have our part in the Second Hypostasis, in the divine mystery which transpires within the inmost depths of the Holy Trinity.
The spiritual man enjoys freedom because he belongs to the generation of the Son. In Him is revealed the source of human freedom which comes from Christ.

In Christ the God-Man there is a revelation not only of God but also of His other-self, that is to say, of man; for the Second Hypostasis of the Holy Trinity is Man in the absolute sense, and His revelation means the appearance of a new spiritual and eternal man.

Christianity is the religion of the divine Trinity and God-humanity. It pre-supposes faith in man as well as in God, for humanity is a part of God-humanity. An "inhuman" God could not be the God of Christianity. Christianity is essentially anthropological and anthropocentric and exalts man to an unprecedented height of sublimity The second Face of Divinity is manifested as the human face, and by this very fact man finds himself at the centre of being; in him the meaning and the goal of creation is revealed. Berdyaev.


PS:

man må aldrig miste modet dersom der kun er en selv der kan se det stinkende originale og revolutionerende i det man skriver. Hvis der er noget sandt i ens nye ideer, så skaber det både lidt kaos, men det skaber også mere og mere overblik og det forenkler også hen af vejen alting, altså forklarer alting, magter at forklarer og redegøre for en lang række forhold. Som fx forskellen på kristendom og islam, som jeg lige gav et eksempel på, men der er mere jeg kunne give prøver på.

Ha ha HansiKristi selvtilliden fejler bestemt ikke noget.

Jo jo jo, alarm,,, Leif von der Wehl Mikkelsen han forstår de her forhold meget bedre end jeg gør, han er i særklasse og jeg er intet ved siden af ham, eller Berdyaev eller Paulus, nemlig er Leif von der Wehl Mikkelsen i klasser med Berdyaev.

Leif von der Wehl Mikkelsen's bog "Det flydende Kors" intet mindre end en af de fremmeste introduktioner til Paulus, på højde med Alain Badious bog "Saint Paul". Jeg ved godt at Leif ikke har tænkt på sin bog som en introduktion til Paulus, men det er den, og nok den bedste i hele verden.

http://www.vonderwehl.dk/

Leif von der Wehl Mikkelsen's bog "Det flydende Kors" er nok en af de mest spændende bøger jeg har siddet med i hånden, han er på højde med Berdyaev og Barth. Indimellem tænkte jeg, det er for vildt det her,, at der endelig er en der formår at fortsætte i det spor Paulus begyndte.


PPS:

du påstår det du siger er revolutionerende indenfor teologi (den kristne teologi), og så sætter du "gud døde mig og alle os andre" dit indlæg ind i forum "Filosofi", hvordan pokker skal det nu forstås? Hvorfro valgte du ikke forum "Kristendom"?