(Det smukkeste og mest helstøbte, der nogensinde er sagt om kærligheden, synes jeg i hvert fald):
Paulus’s 1. Brev til Korinterne 13. Kapitel:
“Talte jeg end med Menneskers og Engles Tunger, men ikke havde Kærlighed, da var jeg et rungende Malm eller en klingende Bjælde.
Og havde jeg end profetisk Gave og kendte alle Hemmeligheder og sad inde med al Kundskab, og havde jeg al Tro; saa jeg kunne flytte Bjerge, men ikke havde Kærlighed, da var jeg intet.
Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit Legeme hen til at brændes, men ikke havde Kærlighed, da gavnede det mig intet.
(Her omtaler Paulus kærlighedens mysterium ved at nævne alt det vi normalt opfatter som et udtryk for kærlighed. Alle disse ting kan vi gøre, men hvis de bliver gjort af nogen anden grund end kærlighed, en manglende forståelse af ens egen selviskhed f.eks., gavner det intet. Paulus nævner alt det som kærlighed ikke er).
Kærligheden er langmodig, Kærligheden er mild; den misunder ikke; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke Nag,
Glæder sig ikke over Uretten, men glæder sig over Sandheden;
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
(Her går Paulus over til at fortælle hvad kærlighedens udtryk er, i modsætning til før, hvor han beskrev hvad det ikke er. Igen kan man ikke nærme sig kærligheden selv, man kan kun kende den ved dens udtryk).
Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske Gaver, de skal engang forsvinde, eller Tungetale, den skal forstumme, eller Kundskab, den skal forsvinde;
(I modsætning til vore følelser, som kommer og går, forbliver den kærlighedens egenskab. Aldrig kan kærlighed blive til noget andet. Den er ikke en mønt med en bagside. Normalt tror vi at kærlighed kan blive til had, men det vi kalder kærlighed er i virkeligheden begær. Når begæret ikke bliver opfyldt, bliver det til skuffelse, had. Kærlighed er noget helt andet.)
Thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer skal det stykkevise forsvinde.
(Når vi tænker opfatter vi alting i brudstykker. Vi måler og sammenligner. Når vi ser og forstår opfatter vi alle modsætningerne på en gang).
Så længe jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er blevet Mand, har jeg aflagt det barnagtige.
Nu ser vi jo i et Spejl, i en Gaade, men da skal vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.
(Når jeg ud over tankens brudstykkevise opfattelse ser jeg, forstår jeg. Forståelse er noget helt andet end tankevirksomhed, selvom tanken er nødvendig. Forståelse er ikke intellektuel. Når man har set sig selv som man er, i alle ens reaktioner på omverdenen forstår man sig selv, er man sig selv, uden at man kan blive overrasket af skjulte fortrængninger. Så kan man være den konstante bevægelse man er, for livet er jo altid nyt, der er altid nye udfordringer især i de menneskelige forhold og det er da dejligt hvis man kan overraske sig selv ved at reagere anderledes end man plejer.)
Så bliver da Tro, Håb og Kærlighed, disse tre; men størst af dem er Kærligheden.
Svar
Citer
