Alle de kloge mænd, som du samtaler med? Hvis de ikke udtaler sig fra sig selv, hvad udtaler de sig så fra? Hvad udtaler du dig fra? Vi udtaler os alle fra os selv.


Nej ud fra de erfaringer vi gør os med virkeligheden, den mangfoldige brogede virkelighed.



Der er intet øst eller vest ved mig. Det er mig ganske ligegyldigt.


Ha ha,,, du er grineren Michael. Og du er totalt uden religionsfilosofisk overblik og kan slet ikke se hvad du selv er rundet af og hvilke ideer og tanker du videregiver og hvor du har dem fra. Det er bare for grotesk også i henhold til dine egne selvbiografiske bekendelser gennem tiden.


Opmærksomhed er viljeshandlingen, den handling som udgår fra jeget’, s fuldstændige ophør.

Dette betyder ikke, at der ingen handling finder sted, det betyder blot at jegets handling, viljeshandlingen, hører op og opmærksomheden træder i dens sted.


Igen og igen den samme suppe fra dig, og hvor tror du den kommer fra???? Øst eller vest?????


Jesus fra Nazareth, Tømmermandens Søn, levede midt i sit Folk, delte dets Minder og dets Haab, ønskede og led med det. Han saa ikke som den indiske Fyrstesøn fra et højere Stade ned paa Livet som Betragter, men stod midt i Livet, midt i den higende Verden. Han vilde lutre, idealisere Ønsket ikke ophæve det. Og selvom Ønsket og Kampen for Ønskets Virkeliggørelse medfører Smerte, vil han ikke opgive det; Smerten er ikke altid blot en Virkning, hvis Aarsag skal ophæves; den kan være en Aarsag til Prøvelse af Kræfterne, et Lutringsmiddel, en Vej til Højhed. Hans Tro paa Værdiens Bestaaen gennemføres ved, at det Værdifulde vindes og bevares gennem Kamp og Lidelse, ikke ved, at hele den Sfære, hvor Ønske, Kamp og Lidelse høre hjemme, afsløres og ophæves som en stor Illusion. Kontrasterne komme her til deres ret; Jesus er ikke så meget Expansionens som de kæmpende Modsætningers Mand. Og han er Villiens Mand, trækker sig ikke tilbage til Hvile, men vil bestemme sit Folks Skæbne ved at føre det ind på højere Baner. Han er – ligeledes i Modsætning til Buddha – Sindsbevægelsens Mand. Selv den johanneiske Jesus maa karakteriseres saaledes i Sammenligning med Buddha. Han kan bevæges heftigt i Aanden, rystes i sit Inderste; hans sjæl kan forfærdes og bedrøves indtil Døden, og han kan vredes. Jesu Kærlighed er ikke blot mild, uvilkaarlig Udstraaling, men er den uroligt søgende og kæmpende Kærlighed, er en bærende, ikke blot taalende Hengivelse. Der er her ingen Frygt for, at Kærligheden skal bringe Sorg ved, at vort Ve og Vel knyttes til en langt større Kreds af Interesser, end vor egen isolerede Selvhævdelse omfatter. Der er en indre Tillid til Kærlighedens Magt og en Følelse af dens Evne til at udvide Sindet, der ikke lader indsnevrende Betænkeligheder komme frem. Og Kærligheden stræber hen til at fuldendes i en højere Retfærdighed gennem Ideen om et Rige, indenfor hvilket hver Enkelt kan finde sin Plads.

Jesus fra Nazareth er Anskuelsens, Billedets, Fremtidssynets Mand. I sin Reflexion er han Analytiker, hævder de betydningsfulde Forskelle, sætter Grænser og peger paa Modsætninger. Han vil have os igennem, ikke udenom Livets største Kontraster.
Buddha afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste; heri viser hans intellektuelle Energi sig.

I Ideen om et Guds Rige, saaledes som Jesus udtalte den, laa, som allerede sagt, Muligheden af, at de enkelte Personligheder kunde naa det Højeste, uden at Forskellighederne udslettedes. Karakteristisk er da ogsaa den Skare af ejendommelige Personligheder, Apostelkredsen frembyder. Buddhas Disciple mangle dette individuelle Præg. Dette hænger vel sammen med Raceforskellen mellem Inder og Jøder. Det er endog paastaaet, at Indien er Typernes Land, og at kraften til at danne Individualiteter var negtet det indiske Folk. Men det hænger i hvert Tilfælde sammen med Stifternes Personligheder. Jesus førte sine Disciple ind i en stor historisk Bevægelse, en Kamp for Idealet mod Verdens Modstand, og det er kun i en saadan Kamp, at Personlighederne ret udvikles i deres Ejendommelighed. Citater slut.

Harald Høffding.


Hvor finder du opgivelsen af viljen i kristendommen, i vest????

’’Men jeg siger jer, at I maa ikke sætte jer imod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et Slag paa den højre Kind, saa vend ogsaa den anden til.

Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din Kjortel, saa lad ham ogsaa faa Kappen.

Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham en Mil paa Vej, saa gaa to Mil med ham.

Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil laane af dig.’’ (Mattæus 5,39-42)

Se, det er sand kristendom, sand yoga. Det er handling i ikke handling og den måde man bør leve sit liv på hvis man ønsker at efterfølge Jesus.

Paulus er ikke Guds Søn, det er Jesus.

Viljen vender ikke den anden kind til.

Paulus er ikke Guds Søn, det er Jesus.

Fuldstændig ude af kontekst og absurd meningsløs og intetsigende påstand at komme med. Simpelthen en forvrøvlet sætning.

Sagen kan undersøges ved at læse Rom 7 og 8, og du bliver taget med bukserne nede Michael.

Eller du kan læse følgende:


"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Galaterbrevet 6,2.


Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil 2, 3 – 7.

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Rom 13, 8.
Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.





Mere end noget andet er dette at vende den anden kind til en viljeshandling. Det tror jeg alle der har prøvet det, magtet det, har forstået.



Ganske ukritisk (naiv) og uhistorisk måde at læse Nye Testamente på; at du tror du er Jesus og det han stod for nærmere hos de forfattere der lader Jesus tale, og som i tid er længere væk fra Jesus end Paulus. Ekim lader også Jesus tale og det gør urevangeliet også, men det bringer os bestemt ikke nærmere den historiske Jesus, tværtimod, men det bringer os tæt på de forfattere der lader Jesus tale i deres forfatterskab. Det kritiske spørgsmål er stadig hvad stod Jesus for, for de første kristne, hvad betød han for dem og hvem var han for dem i kraft af Gud. Hvilken Guds ånd og Guds Rige er det de mener bryder igennem, og kommer til os med og ved Jesus. Hvilken ændring er indtruffet i verden og for dem personligt, som de første kristne. Hvad er det de knytter uløseligt til Jesus person og sig selv, disse første kristne som lever efter Jesu død (netop den tid Jesus igen og igen peger på). Pludselig med de rigtige spørgsmål stillet er Pauls skriverier ikke så åndssvage, men faktisk de vigtigste for det er dem der bringer os tættest på hvad pokker drejer det her sig om med disse kristne mennesker, der påstår de er i Kristus Jesus.

På et senere tidspunkt får man brug for biografier og på bestilling får man nu nogle teologiske biografier fremstillet. At det er teologiske biografier er så tydeligt at det gør ondt, med jomfrufødsel og Helligånds undfangelse og mere af den slags pjat, noget vi slet ikke finder hos Paulus. Altså evangelierne er skrevet ud fra at man allerede har besluttet sig for hvem Jesus er, og er bestemt ikke det vi i dag forstår ved et hæderligt forsøg på biografisk fremstilling. Ej heller meningen det skulle være sådan. At du og andre dummies nu her 2000 år efter begynder at råbe og skrige op om at det netop er sådan fat, kan man kun ryste på hovedet af og anse for total mangel på kritisk sans og lyst til at forstå tingene sociologisk.

de bedste hilsner HansKrist.

Kære Hans,

Du fremhæver ofte disse ord om uselviskhed og uegennyttig kærlighed af Paulus. Hvorledes kan det da være, at du tager afstand fra Jesus' ord, der handler om det samme?

kh
Thomas

Hey Thomas

Paulus har fat på Jesus eller er i fuld overensstemmelse med Jesus, det er jer der ofte påstår dette ikke er tilfældet. Den store forskel er at Paulus er på den anden side Jesu død, samme side som vi er. Er Jesus ikke død, er Jesus ikke korsfæstet? Jo sørme. Hvorfor, dersom Jesus stadig spiller en afgørende rolle som andet end skolemester (religiøs vis mand der ville dynge os til med moralsk visdom), det må være i kraft af Gud eller i kraft af den Hellige ånd.

Jesu ville ikke primært opdrage på os mennesker (sætte sig på os) i etisk forstand (da dette netop er syndighed). Han ville nærmest det modsatte og overfor farisæerne og andre der havde loven og religiøse etiske forskrifter som styrende og bestemmende over deres liv strammede han sin tale til det absurde, og stillede spørgsmålet om hvem af os der med god samvittighed kan kaste den første sten. Ergo skulle vi have fokus væk fra gerningsretfærdighed, guddommelige etiske forskrifter, altså loven og flyttet over til at vores Guds forhold er givet og bestemt af de relationer vi befinder os i med hinanden. For første gang kan man skippe det religiøse ideale overjeg (sætte spørgsmålstegn ved opdragelsen og stivnede samfundsinstitutioner og forhold som ikke har guddommelig status) og vi mennesker har ret til at elske og ta os af hinanden i frihed så godt vi magter det. Næste store forsøg på det samme kommer med Karl Marx.

Dette er et dramatisk skift og en hel ny dynamik mellem jeget og overjeget (det religiøs moralske ideale overjeg) der her bryder igennem i verden. Hvorfor Bonhoeffer kan sige at kristendommen ikke er en idealitet (som I gør det til) men en af Gud i Kristus skabt ny virkelighed til os alle, en ny måde at være til på i verden, fordi der stilles spørgsmål ved traditionens religiøse etiske ideale forskrifter, som vi er fri af, hvorved vi får ret til hinanden, ret til at elske og ta os af hinanden udenom de religiøse forskrifter (loven). Derfor ser urmenighederne ud som de gør.

Derfor skal vi heller ikke som Paulus er inde på det, bygge denne moralske religiøse idealitet op igen, som Jesus nedbrød fordi den er opfyldt, i at vi har ret til at elske hinanden og ta os af hinanden udenom al denne religiøse idioti (idealitet). Fokus er endelig flyttet fra kundskabens træ om ondt og godt over til livets træ og det er nu livets ånds love der har primat (Rom 7 - 8 fortæller kort på psykoanalytisk vis hvor vi er og hvad kristendommen drejer sig om). Det er en hel ny måde at bruge hjernen på og være til på i verden (minder lidt om studenteroprøret, opgøret med falske autoriteter).

Inkarnationen, Kristusbegivenheden, er dialektisk materialisme. Eller Gud i tiden. Altså ingen tidsløs Gud i det høje mere. Gud er trådt ind og er i spil som Kristus. Derved eksploderer intelligensen (hjernen "eksploderer" og omstruktureres i forbindelse med denne anarkistiske kreative vildskab hvor forholdet mellem jeget og overjeget går over i en fri kærlighedsdialektik), det er Helligåndens udgydelse over de kristne (det der i dag svarer til fx et vellykket psykoanalytisk forløb). Trosbegivenheden Kristus er altså det sted i menneskehedens historie såvel som i individets historie, hvor tid og evighed, menneske (jeget) og Gud (overjeget) mødes i et samspil (Joh ev. JEG ER udsagn), som finder sted i tidens og rummets verden. Og Paulus er manden der implementerer Trosbegivenheden Kristus i kultursfæren.

Som troende vil jeg sige at, i Kristus kommer Gud os mennesker nær i det Ord, som svarer til Gud selv. Troen er netop enten Gud der kommer til os i sit Ord (Sønnen/SkaberOrdet), altså en Guds gave og under, eller også er det vores egne forestillinger og dermed ingen tro.

Vi tager imod den Samtale med Gud vi skænkes i Sønnen; altså vi gør som Kristus, med, i og ved Kristus, træder vi ind i samtalen med Gud. Kristus er netop det første menneske på jorden der er trådt ind i troens samspil og samtale med Gud, hvor han taler til Gud som den der selv er af Guds væsen (dette er frækt gjort og koster ham da også livet).

Vil vi bo i Guds nærhed, da må vi tage imod Ordet, Kristus, som Gud giver os gennem den Væren, der svarer til Gud selv. JEG ER der taler til os.



Hvis man tværvidenskabelig vil forstå kristendommen da må man lytte på HansKrist, Berdyaev, Alain Badiou og Zizek og Bonhoeffer og Barth. Det vil sige dersom man ønsker at forstå kristendommen uden kasser og kasser-tænkning i hovedet, da må man lytte til mig, til de nævnte.

Mange mennesker forstår ikke hvad der er på tale, hvad det drejer sig om. Og enten æder de pakken, hele pakken, og kalder sig kristne eller de afviser noget de tror er en samlet forældet pakke som ateisterne gør det. Men dette skyldes at det moderne menneske ingen overhovedet tværvidenskabelig forståelse har. Filosofferne er den faggruppe der skal kunne forstå alt tværvidenskabeligt.

Dawkins, Ha og Hi fjolserne.. og Frank og Simon2 har ikke en disse tværvidenskabelig forståelse for noget som helst, og derfor kan vi ikke bruge dem til ret meget (selv om Simon kom med en sober religionskritik med bid i forleden), da de er et produkt af tidsånden, og de lever på overfladen uden dyb forståelse for begreberne og hvad pokker i det hele taget det hele drejer sig om, det her liv drejer sig om. Derfor må man konsultere Badiou og Zizek, som også ryster på hovedet af Dawkins og hans slæng, hvis man ønsker at kunne forstå hvad pokker drejer det her med Kristus Jesus og Pauls breve sig om sådan rent sociologisk historisk, psykologisk og neurobiologisk. Hvilken diskurs om subjektet står vi overfor?

Badiou argues that Paul delinerates a new figure of the subject (min kongstanke om den kristologiske nye antropology): the bearer of a universal truth that simultaneously shatters the strictures of Judaic Law and the conventions of the Greek Logos. Badiou shows that the Pauline figure of the subject still harbors a genuinely revolutionary potential today: the subject is that which refuses to submit to the order of the world as we know it and struggles for at new one instead.
Alain Badiou "Saint Paul"


Zizek er stort set enig med Badiou, men har som jeg har det, indimellem et lidt andet syn på det med individet og det universelle, hvordan lige det skal forstås er der plads til at drøfte. Men Badious ontologi er fremragende og den fremmeste/ypperste til at forstå Pauls Kristusbegivenheds tale, og da også derfor Badiou er så optaget af Paulus fordi de to ontologisk set opfatter virkeligheden ret ens.



De bedste hilsner HansKrist.