Jeg kan godt lide begrebet ’’åndelighed’’, det løfter os lidt over hverdagens trummerum, de banale synspunkter og meninger, vi kan kalde ’’den offentlige mening’’, det generelt vedtagne, det som alle andre mener, det vi læser i avisen og hvad såkaldte ’’eksperter’’ udtaler sig om i det uendelige.
Jeg bryder mig ikke om ordet ’’spiritualietet’’ på grund af hele den kontekst, som dette ord forstås i, men jeg er da blevet opmærksom på at ordet ’’åndelighed’’ ligger under for de selvsamme begrænsninger i opfattelsen. Det hænger nok lidt sammen med at vi som mennesker aldrig er blevet helt voksne.
Fantasi er en skøn menneskelig egenskab, men når vi forveksler fantasien med virkeligheden, så er det, at overtroen opstår.
Ordene ’’åndelighed’’ og ’’spiritualitet’’ får følgeskab af ordene ’’okkult’’ og ’’transcendent’’. Vi trækker disse ord ind i overtroens verden fordi vi aldrig helt har sluppet barndommens magiske tænkning. Men ordet ’’okkult’’ betyder blot ’’hemmeligt’’ og ordet ’’transcendens’’ betyder blot ’’udover’’.
Fantasi er en vidunderlig ting, som, hvis den bliver efterfulgt af handling, kan løfte os over en nutidig uudholdelig situation og i kraft af denne handling kan give os en bedre fremtid. Det er vigtigt, synes jeg, altid at have en fantasiens dimension i sin bevidsthed. Nogle kalder det håb eller tro, men i virkeligheden er det en levende egenskab ved sindet som kan løfte én udover programmeringen, en tilstand af åbenhed og modtagelighed overfor det ukendte.
For programmerede er vi alle. Den kristne er vokset op med forskellige ord, begreber, historier mv. som bestemmer hans opfattelse af og forhold til omverdenen, Muslimen har sin egen programmering, buddhismen, kommunismen, den som kalder sig ateist. Alle er de programmerede på hver deres måde.
I disse forskellige programmeringer lever vi vores liv sammen med andre, der er programmeret på samme måde. Sådan opfatter vi og sådan mener vi at verden ser ud. Sådan oplever og fortolker den kristne verden…
...indtil han møder muslimen som er programmeret på en helt anden måde og her opstår så modsætningen mellem de forskellige måder at opfatte tilværelsen på. '
Som regel er vi ikke opmærksomme på, at vi er begrænsede. Vi ER vores egen begrænsning, vi er vore tanker, følelser, viden og holdninger og først når vi møder en anden, som tænker og opfatter på en helt anden måde, bliver vi opmærksomme på, at vi fungerer indenfor vores eget begrænsede rum.
I dette begrænsede rum foregår hele vores eksistens.
Iagttageren er mig og det jeg iagttager, det, som jeg iagttager er mine egne følelser, tanker – min egen viden. Når afstanden mellem iagttageren og det iagttagne forsvinder ER iagttageren det iagttagne. Jeg er det, jeg er min viden. Jeg er min egen viden og der er ingen grund til at splitte det op i mig selv og det, som jeg ved. Det er det samme.
Jeg er ikke opmærksom på at hele min opfattelse af verden er en projektion af mig selv, men dette faktum bliver jeg opmærksom på når jeg møder et menneske der har en helt anden opfattelse end jeg selv har, en helt anden opfattelse af ’’virkeligheden’’.
Transcendens og åndelighed hører sammen. Begge betyder ’’udover’’ og ikke ’’i modsætning til’’.
Tankens stilhed er ikke noget man kan opnå. Hvis man prøver at gøre ’’sine’’ tanker stille, har man ikke forstået, man har ikke set, at man selv er tanken og hvis man prøver at gøre tanken stille, så skiller man sig ud som iagttageren, selvet som består af selve den tanke han prøver at iagttage.
Enhver handling som forgår indenfor det begrænsede rum er en viljeshandling, og det betyder en handling som udgår fra iagttageren. Men opmærksom er ikke en viljeshandling.
Opmærksomhed er viljeshandlingen, den handling som udgår fra jeget’, s fuldstændige ophør.
Dette betyder ikke, at der ingen handling finder sted, det betyder blot at jegets handling, viljeshandlingen, hører op og opmærksomheden træder i dens sted.
Denne tilstand af ikke villende konstant opmærksomhed er det som i Bhagavad Gita omtales som at gunaerne handler i gunaerne og at det ikke er personen selv der handler.
Hvis man ikke har prøvet dette i praksis, misforstår man det.
Denne ikke-handling, som kaldes opmærksomhed, er den højeste form for anspændelse. Det er ikke koncentration, det er ikke vilje, for det er ikke jeg’et der anspænder sig, men da man er sig selv er den eneste indgang til denne anden virkelighed at man ophører med at identificere sig med enhver handling.
Dette, ikke at identificere sig med sin egen handling, bliver også ofte misforstået, for hvad er handling, hvad er tankevirksomhed?
De er hvad vi gør i forbindelse med at vi lever. De er vore venner og bekendte og den sammenhæng de udgør for os. Det, som vi har gjort og det, som de har gjort, de indbyrdes forhold som vore indbyrdes handlinger har skabt og den sammenhæng de optræder for os i det daglige liv og i vores bevidsthed. Dette er tanken, erindringen.
At meditere er derfor at give sig i kast med sit eget liv og forstå dets sammenhænge. Man bliver ikke klog af at læse bøger, man bliver klog af at forstå sig selv, sit eget liv og den sammenhæng man eksisterer i.
Erkendelsen, forståelsen opstår i forbindelse med hvordan alting hænger sammen. Den kan derfor ikke tilegnes ved læsning af dybsindige bøger den bliver kun en levende del af en selv i kraft af hvad man har lyttet sig til og selv har set.
Den er det stærkeste der findes, den er udødelig.
Det, man selv har set kan aldrig omstyrtes af hverken tanker, følelser eller sentimentale holdninger der udspringer fra en manglende forståelse af én selv.
Det, man selv har set, er erkendelsen, sandheden og det er klart at det, man først ser, er ens eget følelsesbetonede jeg. Først når man har erkendt sig selv i sandhed, kan man rette blikket mod den anden for at forstå ham eller hende.
Jeg bliver gjort opmærksom på at nuet er et nøglebegreb for mig. Det er korrekt. Det er fordi nuet i al evighed vil være det eneste der eksisterer. Der har aldrig været andet end nuet og der vil aldrig, i al evighed, være andet end dette nu, som er evigt.
Det som vi kalder psykologisk tid, som vi har gjort til en del af vores sind, er erindringen om fortiden. Denne fortid er ikke det nuværende, det er blot vore erindring om det som har været, men ikke længere er. Ligeså er vores forventning om fremtiden blot et resultat af denne, vores erindring af fortiden.
Dette spand af tid lever vi i. Det er det, som hedder tanken. For at kunne forlade tiden og træde ind i evigheden bliver vi nødt til at forstå os selv, kun da kan vi forlade tiden og træde ind i det evige nu. Kun når vi forstår os selv, kun når hver en krinkelkrog i vores fortidige erindring er afrundet, blotlagt og forstået, så bliver erindringens reaktion stille og vi træder ud i nuet. Der i nuet, er der kun tankens og følelsens stilhed og vores ansvar overfor det virkelige liv der møder os i en stadig strøm at begivenheder og mennesker.
I denne strøm handler og lever vi helt ubevidst udfra vores egen begrænsede opfattelse og derfor ender de fleste menneskelige forhold i ruiner. Ville det ikke være smukt om vi i stedet handlede helt bevidst og opmærksomt i hver eneste nu?
Hvis du har læst hvad jeg har skrevet vil du forså at forståelsen ikke er en ’’smal sag’’. Der er ingen færdige konklusioner, men til gengæld er der bag dette, at du møder livets myldrende uendelighed med din egen vågne opmærksomhed, det som kaldes klarhedens lys. Der er intet mystisk ved dette, kalrhed er klarhed og den højeste intelligens hvor tanken er stille og opmærksomheden har overtaget dens rolle.
Bag dette er en overvældende følelse af virkelighed.
Kærlighed, lykke, glæde og forståelse er ikke dit desperate forsøg på at opfylde dine egne behov. De er en virkelighed i sig selv.
Men tag ikke mine ord for det. Gå selv derhen, for ingen kan ved at fortælle dig om det, vise dig hvad det betyder at du selv ser sandheden om dig selv.
Du må selv gøre det. Sig ikke, at sandheden ikke findes - den er blot ikke hvad du forestillede dig i din vildeste fantasi.
Den er ufattelig enkel.
Svar
Citer
