Må jeg foreslå dig bogen: "Hvem, hvad, hvor er Gud", af Erik Graff. Ifølge ham beskrev mennesker fra den ældgamle vedanta-filosofi mange af de fænomener, som videnskaben først har afdækket i nyere tid.

Nogle fortalere for adviata vedanta forklarer, hvordan virkeligheden - når den beskrives fra et andet niveau - ikke rummer tilfældigheder og årsag/virkning, men at disse blot er illusioner. Det er faktisk muligt at begribe dette på et vist plan gennem meditation og andre veje, som disse personer anviser. - Men der er, så vidt jeg kan se, tale om forskellige niveauer af beskrivelser af virkeligheden.

Jeg kom til at tænke på nævnte bog pga. mange af de ord, du brugte. Big bang, universet, stof og energi, galakser, udvidelse af rummet, masse, antistof, naturvidenskab... han behandler dette i forhold til gammel, østlig filosofi og i forhold til skabelsesberetningen i biblen. Han sammenholder det.

Hvad er bag universet? Her kommer han ind på Faderen og Kristusbevidsthed, og hvordan vi selv opnår Kristusbevidsthed; kærlighed til alle levende væsener og meditation.

Vedr. adviata vedanta tænker jeg især på Ramana Maharshi, der gav "vichara"/self-inquiri videre: "Hvem er jeg?". "Jeg" er den første tanke, der opstår, og den er roden til alle andre tanker. Lad "jeget" synke ned i hjertet, og det vil opløse sig... jeg vil opløse sig i Jeg. Det altomfavnende, absolutte. Den rene væren.

Hej Arne,

Jeg forbinder ordet kærlighed med især uselviskhed og medfølelse. En medfølelse, som du selv er inde på, rækker ud over ens familie og vennekreds.

Jeg kommer til at tænke på Jesu ord om at indbyde til frokost... at man ikke bør invitere venner og rige slægtninge, ej heller naboer - men fattige, vanføre, lamme og blinde, fordi de ikke har noget at give igen!
Jeg kommer til at tænke på et barn, der deler sit slik med andet barn, som ingen gider lege med.

Jeg tænker også på Jesu ord om at elske selv sine fjender og gøre godt mod dem, der hader en. At vende den anden kind til. At bede for sine bødler. At lade den svalende regn og sin kærligheds sol skinne over enhver... for hvor flot er det egentlig kun at gengælde godt med godt - hvad med at gengælde det smertefulde med det medfølende!
Jeg kommer her til at tænke på et barn, der er blevet drillet, mobbet, men som i loyalitet og åndeligt overskud holder hånden over sine forfølgere og forsøger at løse problemerne med mobberne selv på en empatisk måde, frem for at "pudse autorieterne" (de voksne) på dem.

---Ikke at vi skal stille krav til børnene om at gå med bøjet hoved... Men der findes børn, der har overskuddet (et ord du vist også selv nævner) - jeg vil kalde det et Åndeligt Overskud - og af sig selv viser denne uselviske og medfølende adfærd.

Hvor kan vi voksne dog lære meget af børn!!! Tænk: En så stor personlighed i en så lille krop!!! Imens render mange af vi voksne rundt og glemmer den glemte og svarer bødlen igen med tortur. Hvor kan vi lære meget af de små børn, de ydmyge. Nogle børn har et åndeligt overskud, som i mine øjne rækker langt ud over det, som jeg har set hos mange voksne.

.....Det var de ord, jeg pludselig fik lyst til at skrive, da du efterlyste noget ud fra ordene "kristusbevidsthed" og "kærlighed"......

Jesu ord, børns eksempel - disse vejer for mig ædlere end det pureste guld. Derfor ærgrer det mig sådan, når jeg ser en del kristne på de forskellige debatsider bruge en overflod af teologiske vendinger og henvisninger til diverse teologer i deres indlæg. Det virker så tørt på mig, så dødt, som en øvelse i akademisk tågesnak og pral - nærmest som farisæernes store kvaster og brede bederemme. Som en ligegyldig dragt at trække i. Uden ånd.

Hej Arne,

Jeg må give dig ret; jeg føler, at det er nærmest umuligt at leve uselvisk... Jeg tror, at der er tale om en proces - en lang proces i livet - frem for blot nogle teknikker. Selv holder jeg meget af Jesu ord, og jeg føler, at de er som et fyr, et lys, der viser vejen. Men det er en svær vej!

- Hvis man har intentionen, og hvis man har inspirationen, så håber jeg, at man over tid udvikler sig positivt.