Hej Anne.

Farvel.

Hej jmp,

jeg ville egentlig gerne høre, hvad det er, der gør, at du skrev, som du gjorde?

Var det en prøve? Eller blot en skuffelse? Misforstod du noget, eller vrøvlede du bare?

Hejsa kære venner.

Jeg kan huske at Arne havde en debat kørende på religion.dk med ipso facto(håber det er stavet rigtigt), hvor Arne på glimrende vis gav udtryk for hvordan han følte sig misforstået af ipso facto, og selvom bølgerne var ved at toppe, så ændrede deres debat kurs efter at Arne havde give udtryk for, hvad han egentligt følelsesmæssigt have oplevet.

Måske er det nogen gange iorden at give udtryk for ens sårbarhed, istedet for at ville forsvare sig og så måske gå til modangreb.

Men det er jo ikke ensbetydende med at vi skal blive fuldstændig melankolske og tude snot hver gang vi møder lidt modstand. :græder:

"Jeg bliver faktisk lidt såret når du begynder at kommentere min person istedet for at forholde dig til emnet. Det føles ikke særlig rart at du på en debatside mere eller mindre udstiller min person, når det er vi er her for at udveksle meninger om emner der har stor betydning for mange mennesker. Ville det ikke være ok hvis vi blev ved emnet og så måske kunne lærer noget af hinanden?"

Det lød da meget godt. Måske lidt sukkersødt, men what...

Er egentlig rimelig enig med dig, serotonin.

Selvfølgelig skal man give udtryk for sin sårethed. I vores mere private liv skal det jo også være ok at være vred, når man er vred, vise at man er vred eller såret med det formål at løse op for konflikten. Så kan man i det mindste være ærlig.

Men hvordan lave regler for en offentlig saglig debat, der på bygger på dette grundlag?

Er det nu, at jeg skal sige, at jeg er ked af, at vi har en tråd, der beskriver Brian Fyhn som hykler, og at jeg, selvom jeg kender indlæggets kontekst, helst så denne overskrift ændret, så Brian Fyhn ikke skal møde den, hvis han, som registreret bruger, skulle få lyst til at deltage i debatten?

Du har jo lige sagt det...

Man kan vel sige at uanset om vi befinder os på en debatside eller et andet sted, så må vi mennesker jo tage ansvar for os selv, og behandle andre mennesker som vi selv ønsker at blive behandlet. Men i bund og grund, så er vi jo hver vores sted på livets landevej, så nogen mennesker vil jo helt sikkert kunne udvise større forståelse og accept end andre, og det vil så også være dem der kan være en inspiration for de som er parate til at lade sig inspirere.

Måske er det det som er Guds-forholdet.... ;)