Q: Ja, han hævder endda, at den empatiske impuls er den mest grundlæggende egenskab hos os mennesker, men at hæmninger kan standse denne impuls eller endda ændre den til agression.

A: Naturligvis - begyndelsen er absolut væren, da intet kontingent kan opstå på egen hånd. Et betragtningsniveau af denne absolutte væren er kærlighed og samhørighed, idet alt er ét i det absolutte. Eller: Alt ophæves til det.

Hej Arne.

Hele menneskehedens historie er os iboende. Dengang vi var jægere og samlere måtte vi kæmpe mod naturen for at overleve. Ligesom hos dyrene var overlevelsesinstinktet det mest fremherskende.

Dette medførte også aggression, hakkeorden og den stærkestes overlevelse.

Men efter, at vi overvandt naturen skabte vi civilisationen, vi lærte at tænke og skabe civiliserede samfund.

Det er tanken, filosofien, etikken og religionen der løfter os over det naturlige stadie og gør os til mennesker i stedet for dyr.

Men selvom vi i dag er civiliserede, så bor fortiden stadig i os og den tilkendegiver sig som instinkt.

Det er den forstandige tanke, forstanden, som holder instinktet i tømme og sublimerer det til det sociale og individiuelle niveau. Når vi mister forstanden, f.eks hvis vi bliver bange, så siger man, at vi er i vore drifters vold.

Den forstandige tanke må derfor tæmme drifterne som i virkeligheden blot er erindringen om vores dyriske fortid.

I dag kæmper vi ikke for at overleve i naturen men derimod i samfundet.

Vi er, som enkeltpersoner, en del af dette samfund og under stadig påvirkning udefra. Tænk bare på hvordan vi bliver bombarderet med reklamer eller med ekspertudtalelser, der alle vil have os til at opfatte på en bestemt måde.

Vi er under et kolossalt pres udefra, som ønsker at forme vores bevidsthed, vores tanke og vores opfattelse.

Først når vi lærer at blive stille, så hører vi det, som kommer indefra, det vi selv mener og føler.

Når vi har gjort os klart hvad vi selv mener og føler er det på tide at møde verden og give sit eget bidrag til helheden, som ikke blot er en sanseløs gentagelse af hvad andre har sagt.

Når vi er stille, lytter vi til stilheden.

Og så er det nogle ganske andre ord der former sig.

Hej Arne

Den tråd du har startet hedder jo ’’global empati’’ og det får mig til at tænke på det man kalder havet og dråben. Vel er havet en realitet men uden de mange dråber er der intet hav. I menneskehedens hav er de enkelte dråber os, de enkelte mennesker og uden det enkelte menneske er der intet hav.

Så i og for sig er havet et teoretisk begreb, et resultat af alle de enkelte dråbers samvirken, og dråbens virkelighed er vores egen dagligdag og det liv vi lever mellem hinanden.

Derfor nytter det heller ikke med diverse politiske tiltag for at forandre verden. Verdens forandring må komme indefra os selv, give sig udtryk i vore daglige forhold til hinanden og vise sig som verdens tilstand.

Og derfor er begyndelsen på ’’global empati’’, lokal empati.

At elske verden er kun en idé hvis man ikke kan forholde sig til det menneske som er en del af éns dagligdag.

Jeg finder dit indlæg meget interessant, men ikke som en modsætning til mit eget – ikke som et enten eller, men som et både og.

Vi er mennesker der eksisterer i forhold til omverdenen. Det er i dette samspil vi finder vores individuelle identitet. Denne omverden er i dag gået fra at være et forhold til naturen til et forhold til samfundet.

Man siger ganske vist at menneskene før i tiden ikke havde nogen individualitet, men det tror jeg ikke er rigtigt. Især fra kærlighedens historie er der mange eksempler på to unge der har elsket hinanden på tværs af deres forpligtelser overfor familien.

Den samhørighed, som vi finder indenfor stammens rammer, rækker ikke ud til også at omfatte den rivaliserende stamme. De forskellige stammer lå for det meste i indbyrdes krig og modsætning til hinanden.

Det er stort set også sådan, at vi lever i dag. Vi elsker alle indenfor vores egen kreds og ’’de andre’’ er de fremmede. Når vi sådan tager fortiden med ind i nutiden og skaber de samme strukturer i vores daglige omgang som dengang vi levede i stammer, så er det ikke muligt at skabe en ’’global empati’’.

Kun når det enkelte menneske formår at sætte sig ud over sin egen begrænsning som værende dansker, svensker, tysker, kristen, muslim eller buddhist og i stedet for opfatter sig selv som verdensborger, er det muligt at opnå en ’’global empati’’.

At vi er begrænset i en bestemt nationalitet eller en bestemt religion er kun en del af helheden. Helheden er at vi alle er mennesker der bor på den samme planet.

Vore indbyrdes stridigheder er en mentalitet vi har taget med os fra huleboerne.

Det burde være klart at der ikke kan findes nogen ’’global empati’’ uden at det er, som en afspejling af ’’lokal empati’’.

Så vi kan alle give vores bidrag lige her og nu – hvor vi er.

Som vi er - sådan er verden.