Jeg mødte en lille due i dag mens jeg sad og ventede på bussen.

Den haltede og måtte springe til side for en cykel fordi den havde været uopmærksom. Jeg fulgte den med blikket og den lagde mærke til, at jeg kiggede på den. Den humpede tilbage og kiggede undrende på dette mærkelige menneske.

Vi sad og kiggede på hinanden i lang tid, den havde trukket sit dårlige ben op under sig. Jeg tænkte, at det var synd, at jeg ikke havde købt noget brød i Føtex, som jeg kunne give den. Men den var ikke interesseret i brød og i en evighed kiggede vi blot på hinanden helt alene i dette rum, indtil den pludselig fløj over på den anden side af gaden hvor der var en anden due.

Der var en del mennesker ved stoppestedet men de var ikke interesserede i duer, respekterer dem ikke. Hvis de overhovedet bemærkede noget, syntes de nok at det var mærkeligt og ligegyldigt.

Jeg ved det ikke og jeg er også ligeglad, de kan tænke hvad de vil. Jeg var kun opmærksom på stilheden og rummet mellem duen og mig.

Her, flere timer efter, har jeg glemt disse mennesker, men jeg husker duen og det øjeblik hvor vi blot kiggede på hinanden. Man skulle ikke tro det, men langsomt vender den ro og glæde jeg havde mistet, tilbage.

Forvirrede og stressede bevæger vi os i tidens malstrøm på vej fra det ene sted til det andet. Vi glemmer, at øjeblikket er det liv vi lever i. Hvor skal vi hen?

Evigheden er ikke et eller andet sted der langt fremme ad vejen. Evigheden er her og nu og hvis vi ikke nyder alle de øjeblikke livet består af?

Hvornår lever vi så?

Hvor er det "flot" af dig, at du kan fortælle os om dine ydmyge tanker og din medfølelse for en due. Og at du samtidig kan fortælle, at andre mennesker nok er aldeles ligeglade med duen.

Hvor er vi heldige at have sådan en medfølende mand som dig... Godt at du sådan kan skille dig ud og pege fingre ad alle de ligeglade mennesker!

Her er et ord til dig:

"Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig."
(Matthæus 6, 16-18)

Må du læse ordet i ånden og forstå, at noget blot skal gøres for Gud i det skjulte og ikke vises frem for mennesker. Vil du lede, så led med dit eksempel. Og vil du belære, så lad være med at bruge smigrende ord om dig selv og nedgøre andre.

Af dine ord skal du retfærdiggøres og af dine ord skal du fordømmes.

Tag dig sammen og lev dit liv. Jesu discipel er du ikke. Som sagt ved du ikke hvad du taler om.

"Af dine ord skal du retfærdiggøres og af dine ord skal du fordømmes."

Ja, det skal du nemlig. Derfor skal du ikke bruge dem på at ophøje dig selv.

Tag hellere og ydmyg dig ved Jesu ord frem for at give malende beskrivelser af, hvor ydmyg du er.

Jeg er ikke spor ydmyg, Thomas.

Den erkendelse er en god begyndelse. For os alle.

Ja, at være ydmyg er noget klamt noget.

Der er intet "klamt" i ydmyghed. Den, der ydmyger sig, skal ophøjes.

- Men ydmygheden skal ikke være for at blive set af mennesker - den skal være for faderen i det skjulte, så vil han lønne i det skjulte.

Dette gælder ikke kun den enkelte. Visse grupper af mennesker gør et stort nummer ud af at vise deres fromhed. Det kan være klædningen og ritualerne (som farisæerne der gik med brede bederemme og bedte på hvert et hjørne), og det kan være i selve den sprogbrug og det samtaleindhold, som en gruppe af mennesker udbasunerer for alverden.

Men lad enhver være overbeviste i deres eget sind.