Denne tragedie kom i fokus i de to seneste afsnit af DR's Livvagterne.
Livvagten, der (vist nok) har skudt og dræbt et 14-årigt barn for at beskytte prominente Søster Abraham - hvad der jo var hans job - kommer efterfølgende til et personligt møde med samme katolske Søster Abraham, som jo ellers er kommet for at prædike fred og forsoning.
Forinden har den skyld-tyngede livvagt forsøgt at overkomme den frygtelige begivenhed bl.a. ved at beder Fadervor, men han bryder sammen, da han kommer til ordene: forlad os vor skyld.
Under mødet siger Søster Abraham til livvagten, at han skal tilgive sig selv, og livvagten spø'r, totalt opgivende, hvordan han skal bære sig ad med dét.
Netop i dét øjeblik er det, synes jeg, at behovet for noget at støtte sig til bliver altovervældende - og den støtte, den katolske nonne giver livvagten, er gribende, synes jeg.
Her er der ingen smålig hængen sig i, om det er den ene religion eller den anden - ja, om det overhovedet er en religion - her er det det ene menneske, der giver det andet støtte - ikke med bibelcitater, men med dyb og intens menneskelig medleven og indsigt.
Det var meget, meget smukt, synes jeg - og måske meget nær den oprindelige religiøse urkraft, der vel kan fødes midt i et menneskes lidelse, usikkerhed og håbløshed, når det står dér, som et næsten totalt ubetydeligt fnug midt i den ufattelige store, store verden.
M.v.h. Arne.
Redigeret af Arne Thomsen (22/02/2010 15:54)
Svar
Citer
Forrige tråd
Index
