Kære protestanten,

Vi to er helt enige. Det er en "guddommelig argumentation", du kommer med! Du holder dig hele vejen igennem - i alle dine indlæg - til Guds ord.

Du møder også det, som jeg har mødt i de år, som jeg har debatteret på nettet (med mange af dem der kalder sig kristne): Du møder deres ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Ham som de påstår at tro! Deres ligegyldighed kan bestå i, at vi kaldes onde og urene (dette har du også oplevet nu). Det kan bestå i, at de taler lodret imod ordene fra ham, de påstår at tro, og kommer med deres egne eksempler, som de selv mener beskriver en logik (dette har du også oplevet nu). Det kan også bestå i, at andre fra sidelinien kommer ind og giver "applaus" til den, du argumenterer med (også det har du oplevet nu). Og det utrolige er, at jo mere du henviser til Guds og Jesu egne ord, jo mere vil de tale dig imod, og jo mere vil de klappe dem på ryggen, som taler dig imod.

Deres ligegyldighed kan komme til udtryk gennem et hav af ting - men altid er det modstand eller ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Tænk engang!, de ord der vidner om den mest fantastiske kærlighed, som vi ledes til at øve over for andre! Budene og ordene ringeagtes umådeligt, og det smerter mig så ubeskriveligt, at jeg ikke har ord. Det er skrigende smertefuldt. Og dog ved jeg, at det er forudsagt. Vi vil møde verdens had.

"Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed." (Johannes 17, 14-18)

"Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne." (Lukas 6, 22-23)

Ligeså frydefuldt - nej, meget mere frydefuldt!!! - er det, når jeg møder et menneske som dig, min broder i troen, der også elsker de ord, der kommer fra Storheden selv! Det bringer en ufattelig og ganske ubeskrivelig lykke ind i mit liv!

Så tænker jeg: Her er virkelig en, som kan rumme ordene fra Jesus. En som kan rumme den guddommelige vejledning i at elske og øve retfærdighed. Ikke alle kan dette!

Jesus sagde til sine brødre af kødet:
"Min tid er endnu ikke kommet, men jeres tid er det altid. Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde."
(Johannes 7, 6-8)

Ofte anklages vi for at være selvophøjende. Men det er jo slet ikke tilfældet. Vi indrømmer jo åbenlyst, at vi er syndere! Men vi kan dog sige "JA" til Guds ord - for mennesket skal ikke leve af brød alene!

Hvor vil jeg ønske, at vi kan finde mennesker, der også er sultne efter Guds ord og brødet, som er kommet ned fra Himlen.

"Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste."
(Johannes 6, 35)

"Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv."
(Johannes 6, 63)

Jeg takker dig af hele mit hjerte for de ord, du har give mig. Det er opmuntring og trøst. Og nu ved jeg, at der er mennesker derude, der har ører til at høre!

Kærlig hilsen
Thomas

Det hedder selvretfærdighed.

Men det forstår du vel ikke.

Kære Protestanten.

Tusind tak for dit svar, som for mig er meget givende.

Det som for mig er givende, er, at du virker meget meget oprigtig i det du skriver. Og selvom det selvfølgelig er min subjektive tolkning, så er det jo nu en gang det jeg mærker når jeg læser det du skriver i dit svar til mig, og tak for det.

Du skriver:

"Jeg har ikke så høje tanker om mig selv, at emnet synd fornærmer mig. Jeg er meget opmærksom på min egen utilstrækkelighed i at leve et pletfrit liv. I den erkendelse opstår mit behov for en frelser, og i det lys får frelsen gennem Ham uendelig værdi for mig"

Jeg synes godt jeg kan genkende det du skriver her. Jeg tror bare vi har hver vores forståelse af begreberne, og ja, det er jo også her det ofte bliver lidt udfordrende når vi skal prøve at komme til en forståelse af hvad vi hver især nu mener eller oplever.

Begrebet synd har jeg en oplevelse af stort set altid associeres med skyld, og skyld associeres oftes ubevidst med frygten for straf, og det er dette mønster jeg ønsker at ændre på inde i mig. Hvis jeg kan se at der ikke er nogen synd, men at der blot er en fejl, og at denne fejl kun kan korrigeres igennem mildhed og kærlighed, så ophæver jeg ligesom alle de følelser og tanker i mit sind som tynger mig.

Det Selv som jeg i sandheden er skabt som, det Selv kalder jeg Kristus, ren ånd, ren kærlighed, fuldkommen, eet med Gud. Men det selv som identificere sig med kroppen og har følelser af skyld, frygt, vrede, had, utilstrækkelighed osv, det er et selv som ikke er skabt af Gud. Dette selv kalder jeg for egoet, og det er dette selv jeg ønsker at ophæve ved at praktisere tilgivelse. Og jo, jeg har brug for hjælp, og denne hjælp kaldes ved mange navne. Det kan kaldes Helligånden, det højere Selv, intuition osv.

Den måde at opfatte tingene på som giver mest mening for mig er, at forstå, at det jeg ser i andre, det er det jeg ser i mig selv, og det jeg ser i mig selv, det er det jeg ser i andre.

Det jeg oplever i forhold til denne verden, og det forhold jeg har til andre mennesker er, at uanset hvad min reaktion er, så bygger den altid på min fortolkning af tingene. Mit ego fortolker altid udfra troen på adskillelse(synd), og udfra denne fortolkning er der altid følelsen af at blive angrebet, og når der er en følelse af at være blevet angrebet(blevet uretfærdigbehandlet, såret), så er forsvaret oftes et modangreb, og i dette spil har vi følelserne af skyld, vrede, had, frygt, utilstrækkelighed osv osv. Det er mere eller mindre det menneskehedens historie vidner om, også indenfor de forskellige religioner.

Men min intuition(mit højere Selv, Kristus, Helligånden), fortolker altid udfra bevidstheden om Eenhed. Denne fortolkning ser altid enten et udtryk for kærlighed eller et råb på kærlighed, og det frembringer altid kærlighed i mig sind når jeg lytter til min intuition.

Egoets fortolkning er et forsøg på at retfærdiggøre vrede og projicere skyld, og Helligåndens fortolkning er at vise sindet, at kun tilgivelse kan retfærdiggøres. Og tilgivelse er for mig altid inspireret af erkendelsen af, at kærlighed er vores sande natur. Den ene fortolkning frembringer vrede og skyld, og igennem ønsket om at retfærdiggøre dette, så fastholdes disse følelser og tanker i sindet. Den anden frembringer kærlighed, og igennem den dybe oplevelse af kærlighed, så overbevises sindet om, at det i sandheden er kærlighed som er dets sande virkelighed hos Gud.

Det er denne forståelse/erkendelse jeg forsøger at tage udgangspunkt i, og indtil nu har det ført mig til en meget mere kærlig og venlig selv-opfattelse, hvilket så også har ført til en helt anden opfattelse af andre mennesker.

Du skriver:

"Følg mig lide i dette eksempel: Jeg som far elsker mine børn højdt. En dag bliver min søn snuppet i f.eks butikstyveri eller måske noget endnu værre. Af ren og skær kærlighed (og bekymring for drengens fremtidige udvikling) konfrontere jeg ham med hans lovovertrædelse. Jeg er som kærlig far ikke intereseret i af min søn skal udvikle en kriminel løbebane. For at komme igennem processen og genetablere tilliden er det så ikke nødvendigt at min søn skal forholde sig til disse ting? 1 Ansvar: Vedkender han at have gjort xx, 2 Erkendelse: Kan han se at det er forkert at gøre xx 3 Kursændring: Man vil som kærlig og bekymret far sikker forlange en form for løfte om, at noget lignende ikke sker igen. I modsætning til Gud, vil vi som forældre måske endda forvente at barnet gennem en periode derefter, beviser sin troværdighed. før tilliden igen er genetableret fuldt ud"

Jeg tror ikke der ville være mange mennesker som ville være uenig i det du skriver her, kære Protestanten.

Nu har jeg fået det sådan, at jeg altid tager udgangspunkt i hvad det er jeg skal se og lære i denne verden. Det jeg altid tager udgangspunkt i er hvad jeg oplever følelses/tankemæssigt. Er jeg i kontakt med Helligånden/intuition, så er der ingen tvivl i min bevidsthed. Og det jeg oplever i forhold til det at være i kontakt med Helligånden/intuition, det er at jeg giver slip på alt hvad jeg tror jeg ved, alle mine domme, alle mine fortolkninger, alle overbevisninger, og så blot lytter med mit hjerte. Så uanset hvad lærer jeg at gi slip og have tillid. Det er mig som skal lære at have tillid, uanset hvad der så end sker. Hvad andre skal lære er ikke op til mig at dømme.

Følg mig i denne: Da mine to sønner var henholdsvis 8 og 12, da kom de til mig og fortalte de havde stjålet en pakke tyggegummi over i det lokale supermarked. Det første de sagde var at jeg ikke måtte fortælle det til deres mødre(de har hver deres mor), for så ville de bare få skældt ud. Grunden til at de fortalte mig det, var at de havde tillid til mig, og vidste at jeg ikke ville dømme dem. Havde de ikke haft tillid til mig, så havde de sikkert ikke fortalt mig det, og de ville sikkert også have haft det rigtig dårligt og være nødtil at fortrænge den skyldfølelse som sikkert ville dukke op. Og dette ville måske have ført til, at skyldfølelsen i deres ubevidste sind ville tynge dem, hvilket så ville præge deres adfærd i en negativ retning. Altså hvis de har det dårligt med sig selv, så går det oftes også ud over andre mennesker.

Nå men, de fortalte mig hvad der var sket, og jeg spurte så hvad der lå til grund for det som var sket(og det vigtigste for mig var ikke at dømme dem, sådan de kunne mærke at de kunne stole på mig og være helt ærlige). De fortalte at de egentligt ikke helt vidste hvorfor det skete. Spænding måske, sagde min ældste søn. Så spurgte jeg hvordan de havde det med det. Og de sagde at de faktisk ikke havde det så godt med det, og at det føltes forkert at gøre. Det var derfor de kom til mig og fortalte det. Så spurgte jeg om det de havde fundet ud af i forhold til det de følelsesmæssigt oplevede, bragte dem noget de ønskede at opleve igen. Og her var svaret meget klart NEJ. Min ældste søn er ofte god til at sætte ord på det han føler, og han sagde at det ikke føltes særlig behageligt, og at der måtte være en anden måde at opleve spænding på som var mere behagelig, og som ikke føltes forkert.

Den tillid jeg har bygget op imellem mine to drenge og jeg, den kommer sig kun af at jeg bestræber mig på ikke at dømme dem. Jeg behøver ikke at konfrontere dem med noget, fordi de altid kommer til mig så snart de mærker noget som gør dem utrygge. Det eneste løfte de har givet mig er, at de altid vil være ærlige overfor dem selv og det de føler. Det jeg ønsker for dem er, at de i deres indre finder deres Højere Selv, sådan de altid kan føle der er noget i deres indre som vejleder dem på en kærlig og omsorgsfuld måde.

Og i virkeligheden ønsker jeg det for alle som jeg ønsker for mine to drenge. Det er det som motivere mig i denne verden. Og jeg ved godt jeg har meget at lære endnu, men jeg har en meget klar oplevelse af hvad det i sandheden er jeg ønsker for mig selv og alle andre som ser ud til at være i denne verden.

Du skriver:

"jeg kan ikke forstå, at du ikke kan få øje på den kærlige Gud. Når jeg tænker på hvad Jesus har taget på sig, for mig, bliver jeg overvældet af taknæmelighed og kærlighed til min Himmelske Far"

Jo jeg har oplevet Guds kærlighed, men som jeg forstår det du skriver og citere, så oplever jeg ikke Guds kærlighed igennem disse trossætninger. Jeg tror ikke på at Jesus har taget noget på sig for mig. Jeg tror på at Jesus viser mig, at der ikke er nogen grund til at være bange, føle sig skyldig og syndig. Jeg oplever at Jesus viser mig hvordan jeg kan gi slip på ideer om synd, skyld og frygt, sådan jeg kan finde fred og glæde i mit sind, og finde tilbage til Gud.

Jeg fornægter ikke at disse ideer er i mit sind, og at jeg stadig tildels tror på dem. Jeg forholder mig til de følelser og tanker af vrede, had, skyld og frygt som kommer frem i min bevidsthed, og giver slip så godt jeg kan, sådan jeg kan finde glæde og fred og dele dette med alle mine brødre og søstre.

Jeg tror på vi alle er lige. Jeg tror på alle er værdige til at føle sig elsket, og at det ikke er op til mig at dømme noget som helst. Mit ansvar ligger i at acceptere Sandheden som den er, og dele denne accept med alt og alle.

Hvis jeg tømmer mit sind for alle begreber om hvem jeg tror jeg er, så er det kun være Sandheden som er tilbage i mit sind. Og indenfor Buddhismen kalder de det vidst nok for klarhed, eller oplysning.

Kære Protestanten, det vigtigste tror jeg er, at vi bare er ærlige overfor os selv og føler, at det vi tror på giver mening for os, og giver os styrke, mod, glæde, kærlighed og fred. Så er alle de begreber vi bruger nok ikke så vigtige i sidste ende. Blot vi finder det vi søger, og oprigtig kan sige vi følger vores hjerte.

Endnu en gang tak fordi du deler noget af det du finder vigtigt i dit liv.

Kærligst Jan.

Kære Thomas.

Du skriver til Protestanten:

"Du møder også det, som jeg har mødt i de år, som jeg har debatteret på nettet (med mange af dem der kalder sig kristne): Du møder deres ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Ham som de påstår at tro! Deres ligegyldighed kan bestå i, at vi kaldes onde og urene (dette har du også oplevet nu). Det kan bestå i, at de taler lodret imod ordene fra ham, de påstår at tro, og kommer med deres egne eksempler, som de selv mener beskriver en logik (dette har du også oplevet nu). Det kan også bestå i, at andre fra sidelinien kommer ind og giver "applaus" til den, du argumenterer med (også det har du oplevet nu). Og det utrolige er, at jo mere du henviser til Guds og Jesu egne ord, jo mere vil de tale dig imod, og jo mere vil de klappe dem på ryggen, som taler dig imod"

Jeg tænker at det vi/i kalder Jesu ord, det for det første er noget som er overleveret igennem andre menneskers fortolkninger, og dernæst så fortolker vi det også selv når vi læser disse ord. Hvad end der så åbner et menneskets hjerte for den kærlighed som efter min fortolkning ligger bag Jesu budskab, det må være op til det enkelte menneske at finde ud af.

Det jeg tror på at Jesus mente med at vi skulle forkynde hans budskab, er, at vi først selv må finde ind til kærligheden som er hinsides ord og begreber, og dernæst være et eksempel på den kærlighed som er i vores indre. For hvis det er selve ordene og begreberne eller et bestemt trossystem vi skal forkynde, så har vi jo set at mennesker begynder at ville overbevise hinanden om hvad der skulle være det rigtige, og det skaber oftes konflikt og adskillelse, frem for at skabe glæde og fred imellem mennesker.

Jeg har også tit en følelse af at jeg skal overbevise andre om noget, og at jeg ved hvad der ville være det rigtige for andre mennesker. Om det så er Jesu ord jeg har en opfattelse af jeg vidergiver eller Buddha`s, det er egentligt ligegyldigt så længe jeg føler der er noget jeg skal overbevise andre om. For hvis de nu ikke vil overbevises om noget, men blot gerne selv vil finde ud af hvad der giver mening for dem, så forsøger jeg jo at pådutte dem noget som de ikke har lyst til at blive påduttet. Og det er her konflikten så opstår.

Hvis der er nogen som forsøger at pådutte mig noget som jeg ikke kan sige ja til, fordi jeg måske bare ikke er parat eller kan forstå det, eller måske har en anden fortolkning eller forståelse af det, og andre så bliver ved med at ville overbevise mig om hvad der skulle være rigtigt og sandt, så ville jeg nok få en følelse af, at det de formidler ikke kommer af kærlighed, men mere er et udtryk for usikkerhed og måske sårethed.
Det er ihvertfald det jeg oplever med mig selv. Når jeg føler mig usikker på mig selv, så forsøger jeg ofte at ville overbevise andre om noget, og så bliver det mere vigtigt at fokusere på ord og begreber end at have en følelse indeni af fred, glæde og kærlighed.

Og når nogen så ikke vil acceptere det jeg skriver, ja, så får jeg en følelse af ikke at blive modtaget, og jeg føler mig meget sårbar og nogen gange uretfærdigbehandlet, og så mister jeg synet af, at det i virkeligheden var kærlighed og glæde jeg ønskede at formidle. Og ofte når dette "spil" udfolder sig, så begynder jeg at fokusere på de fejl jeg nu kan finde hos andre, og ja, så kører lavinen bare derud af, og stopper først når jeg lige trækker vejret stille og roligt, og så lige kommer ind til kernen af hvad det egentligt var jeg ønskede at formidle.

Jeg føler også nogen gange at andre på en måde er en form for fjende som skal bekæmpes, hvis ikke de lige vil godtage det jeg skriver. Og denne position er ikke særlig fredfyldt og kærlig, men opfordre nærmere til en kamp imod dem som jeg i virkeligheden dybt i mit hjerte ønskede at se som mine elskede venner og brødre, uanset hvad de så end tror på.

Jeg ved med mig selv det ikke altid er helt nemt, for der sker så meget i vores indre som vi måske ikke altid er bevidste om, eller som vi ikke kan rumme. Og så går det ofte ud over andre mennesker, og hvis de så heller ikke kan rumme eller forstå det som måske dukker op i deres indre, så opstår der måske en konflikt som blot skaber adskillelse frem for forening.

Men uanset hvad, så ønsker jeg at tro på vi alle gør det bedste vi nu kan.

Håber du har det godt, kære Thomas.

Kærligst Jan.

Kære Jan,

"Jeg tænker at det vi/i kalder Jesu ord, det for det første er noget som er overleveret igennem andre menneskers fortolkninger"

Jesus sagde, at de, som havde ører til at høre, de kunne høre, at hans tale er af Gud. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag. Med undtagelse af få omformuleringer - det er værre med alt det, der er fjernet - er det for mig tydeligt at høre, at det, som Jesus siger, er fra Gud.

...og til dette har jeg intet andet "argument" end hjertets argument: Lyt med hjertet; hvis du kan høre ånden i ordene, er den en del af dig.

"og dernæst så fortolker vi det også selv når vi læser disse ord."

Til en vis grad, ja, men ånden bag ordene er den samme: Uselviskhed.

"Det jeg tror på at Jesus mente med at vi skulle forkynde hans budskab, er, at vi først selv må finde ind til kærligheden som er hinsides ord og begreber, og dernæst være et eksempel på den kærlighed som er i vores indre."

Naturligvis skal det gå hånd i hånd. Dette er da også en ofte fremført anklage hos dem, der ikke vil høre Jesu budskab: "Du er ikke kærlig", hviner de uden at kende én.

"For hvis det er selve ordene og begreberne eller et bestemt trossystem vi skal forkynde"

Stooooop en halv, min gode mand. Det er ikke mig, der forkynder teologiske begreber og trossystemer. Det er ikke mig, der henviser til den og den teolog og lader min tale med begreber som "vertikal" og "horisontal" dit og dat. Det er sjovt nok ofte dem, der siger, at Jesus ikke kom med en lære, som faktisk går på universitetet og læser og diskuterer disse teologer.

Jeg forkynder heller ikke et "trossystem" eller "begreber". Men jeg bruger Jesu ord, fordi de er - som han selv siger - ånd og liv! De skal ikke gennem den intellektuelle hakkemaskine (her har vi igen universitetet og alle teologibøgerne), de skal fattes med hjertet!

"Jeg har også tit en følelse af at jeg skal overbevise andre om noget"

Hvorfor siger du "også"? Jeg har ikke den følelse. Overbevise kan du gøre ved hjælp af argumenter. Men når jeg skriver, at jeg argumenterer, så skriver jeg det altid i gåseøjne. At tage imod Jesus Kristus er en hjertesag.

"Og når nogen så ikke vil acceptere det jeg skriver, ja, så får jeg en følelse af ikke at blive modtaget, og jeg føler mig meget sårbar og nogen gange uretfærdigbehandlet"

Salige er de, der bliver fulgt for retfærdigheds skyld, for Himmeriget er deres.

"Jeg føler også nogen gange at andre på en måde er en form for fjende som skal bekæmpes, hvis ikke de lige vil godtage det jeg skriver. Og denne position er ikke særlig fredfyldt og kærlig, men opfordre nærmere til en kamp imod dem som jeg i virkeligheden dybt i mit hjerte ønskede at se som mine elskede venner og brødre, uanset hvad de så end tror på."

Hvis du tænker på mine diskussioner med Michael de sidste dage, så beder jeg dig - du kan nøjes med at gøre det i dit indre - fatte retfærdighed. Det er ikke mig, der smider om mig med ord som "uren" og "ond". Jeg har gemt alle de grimme ting, der er sagt om mig af ham og Hans. Og jeg svarer ikke igen, men beder dem retfærdiggøre det. Og nu skriver du, at jeg "også" opfatter andre som en fjende, der skal bekæmpes... hvis jeg havde den opfattelse, så havde jeg måske nedladet mig på at føre dialog med dem på deres præmisser, men det ser du jo ikke. Så hvorfor går du ikke i rette med dem? Hvorfor siger du ikke til dem, at du "også" nogle gange føler, at du må "bekæmpe fjender"? Hvorfor siger du dette til mig, men ikke til dem, når det er dem, der "bekæmper" mig med deres fordømmende ord? Det kunne jeg rigtigt godt tænke mig svar på. Er det fordi, at jeg elsker Jesu ord?

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Thomas.

Det jeg hentyder til er det du skrev til Protestanten. Og jeg fortolker det således, at det i forkynder er Guds ord eller Jesu ord, og dem som ikke er enige i dette, eller har den samme forståelse af det i mener at forstå, de udviser en ligegyldighed overfor Guds ord eller Jesu ord. Og hvis man så kommer med et eksempel fra ens eget liv baseret på ens forståelse af hvad Jesu budskab er, så beskriver du det som værende at tale Jesus lodret imod. Det er blot det som for mig virker som om, at i har forstået det hele, og de som måske har en anden oplevelse eller forståelse, de er ligesom imod jer, eller imod det i kalder Guds ord.

Jeg tænker bare, at hvis dette udsagn skulle gøre sig gældende:

"Lad de som har ører hører"

Eller som du selv skriver:

"Lyt med hjertet; hvis du kan høre ånden i ordene, er den en del af dig"

Så var der måske ingen grund til at gøre andet end at citere det man nu mener er Guds ord, og så ikke gå ind i hvad andre nu mener om en, eller om de nu vil tage imod de ord som menes at være Guds ord.

Og jeg tænker også, at hvis man virkelig lytter med hjertet uanset om det er Ole, Kurt, Bente eller Pia som taler/skriver til een, så vil man heller ikke se at der er nogen som anklager en, men at der i virkeligheden er et råb på kærlighed, forståelse og trøst. Så vil man ikke se at der er nogen som taler een imod, men at der er nogen som i virkeligheden beder om at blive set i det lys som de måske ikke selv kan finde i deres indre.

Som jeg oplever det, så sker der det når jeg lytter med hjertet, at jeg overhovedet ikke kan se fejl hos andre. Så er de smukke og fuldkommen elskelige uanset hvad mit ego så end ville overbevise mig om. Når jeg lytter med hjertet, så tager jeg intet personligt, og det er fuldstændig ligegyldigt hvilke ideer andre så end måtte have om mig, for det er kun egoet det personlige selv som tager sig selv højtideligt og føler sig anklaget, forfulgt, uretfærdigbehandlet osv. Og så bliver egoet fornærmet og begynder at pensle det ud som det føler er blevet gjort imod det, og fastholder så sindet i en følelse af at være blevet forfulgt eller uretfærdigbehandlet. Og på et tidspunkt hvis ikke sindet forstår, at det må gi slip for at finde fred og kærlighed, så springer ballonen, og så er der byttet om på offer og bøddel skuespillet.

Det du skriver til protestanten lyder for mig meget som om det lidt går ud på at retfærdiggøre sårede følelser, og antage en offer-rolle, frem for blot at formidle det man nu har på hjertet og så gå videre?

Jeg ønsker at tro på det ikke gælder om at vælge side, eller om at gå i rette med nogen.

Grunden til at jeg skrev det jeg skrev, var, at jeg tolkede det du skrev til protestanten som værende et udtryk for, at det jeg skrev til Protestanten var imod Guds ord, selvom jeg følte at det virkelig kom fra mit hjerte. At jeg måske ikke har den samme opfattelse eller forståelse af det du kalder Guds ord eller Jesu ord, det behøves vel ikke mene, at jeg taler imod Guds ord eller Jesu ord, og derfor også skulle være imod dig?

Hvis det er ånden bag ordet som er det vigtige, så er det vel heller ikke så vigtigt om andre mennesker nu har den samme opfattelse eller forståelse af hvad der skulle være Guds ord eller Jesu ord? Og om andre mennesker taler Guds ord eller Jesu ord, det kan vel kun være op til Ånden at dømme? Og hvis Ånden er kærlighed, og man lader Ånden dømme, så tror jeg heller ikke man vil opleve man bliver anklaget eller forfulgt eller hvad det nu kan være, men hviler blot i visheden om Åndens tilstedeværelse i ens hjerte.

Om du fortolker det jeg skriver til dig som en anklage, Thomas, det er selvfølgelig op til dig. Men jeg føler at det jeg skriver til dig kommer fra mit hjerte, og ønsker kun du selv også lytter til det dit hjerte fortæller dig.

Kærligst Jan.

Kære Jan,

"Det jeg hentyder til er det du skrev til Protestanten. Og jeg fortolker det således, at det i forkynder er Guds ord eller Jesu ord, og dem som ikke er enige i dette, eller har den samme forståelse af det i mener at forstå, de udviser en ligegyldighed overfor Guds ord eller Jesu ord."

Hvis man ikke kan høre, at Jesu ord er fra Gud, så har man ikke "ører til at høre". Jeg kan høre, at Jesu tale er fra Gud, og dette bevidner jeg. For Jesus vidner om den fuldkomne uselviskhed. Gud er kærlighed; den, der ikke elsker, kender ikke Gud.

"Så var der måske ingen grund til at gøre andet end at citere det man nu mener er Guds ord, og så ikke gå ind i hvad andre nu mener om en, eller om de nu vil tage imod de ord som menes at være Guds ord."

Jeg gør jo netop dette, Jan, altså citerer det, som jeg mener, er Guds ord. Hvad andre mener om en, siger du...? Det er svært at sidde overhørigt at blive kaldt "satan", "ond" og "uren". Og jeg spørger dig igen, hvorfor går du ikke i rette med dem, som siger disse grimme ting? Hvorfor vender du dig til mig og stiller spørgsmålstegn ved min fremgangsmåde, når det ikke er mig, der dag ud og dag ind siger disse grimme ting? Det kunne jeg godt tænke mig svar på. Er du villig til at svare mig på dette?

"Og jeg tænker også, at hvis man virkelig lytter med hjertet uanset om det er Ole, Kurt, Bente eller Pia som taler/skriver til een, så vil man heller ikke se at der er nogen som anklager en, men at der i virkeligheden er et råb på kærlighed, forståelse og trøst."

Jeg har hørt Michaels råb på kærlighed, forståelse og trøst, og jeg har endda tilbud at mødes med ham. Igen Jan: Det er ikke mig, der siger, at han er ond og uren. Det er ham, der siger det om mig. Og alligevel tilbyder jeg ham at mødes og tale broder til broder.

"Som jeg oplever det, så sker der det når jeg lytter med hjertet, at jeg overhovedet ikke kan se fejl hos andre. Så er de smukke og fuldkommen elskelige uanset hvad mit ego så end ville overbevise mig om. Når jeg lytter med hjertet, så tager jeg intet personligt, og det er fuldstændig ligegyldigt hvilke ideer andre så end måtte have om mig, for det er kun egoet det personlige selv som tager sig selv højtideligt og føler sig anklaget, forfulgt, uretfærdigbehandlet osv."

Det er let at sige for dig. Du har ikke igennem adskillige år måttet lægge øre til det, som jeg skal udsættes for på daglig basis. Men jeg er da blevet bedre til ikke at give igen af samme skuffe. Jeg ved også, at det er loddet hos den, der vil forkynde det, som Jesus sendte ham ud at forkynde.

"En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!" (Matthæus 10, 24-25)

"Det du skriver til protestanten lyder for mig meget som om det lidt går ud på at retfærdiggøre sårede følelser, og antage en offer-rolle, frem for blot at formidle det man nu har på hjertet og så gå videre?"

Du hænger dig kun i en del af det, jeg har skrevet til protestanten. Havde du læst det hele, så havde du set begge vores fryd over at forkynde Jesu budskab. Og vores støtte til hinanden. Jeg beder om - jeg forventer det ikke - din medfølelse, når jeg udsættes for denne hetz, som jeg nu er blevet udsat for i flere år. Men i stedet for at stå på min side og spørge f.eks. Michael: "Hvorfor siger du egentligt sådan til Thomas?", så siger du, at jeg er en, der ikke kan 'komme videre', men dvæler ved sårede følelser. Jeg synes ikke, at du er fair her.

"Jeg ønsker at tro på det ikke gælder om at vælge side, eller om at gå i rette med nogen."

Og dog er det mig, du bliver ved med at spørge ud, når jeg tager afstand fra de grimme ting, der bliver sagt mod mig.

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Thomas.

"jeg gør jo netop dette, Jan, altså citerer det, som jeg mener, er Guds ord. Hvad andre mener om en, siger du...? Det er svært at sidde overhørigt at blive kaldt "satan", "ond" og "uren". Og jeg spørger dig igen, hvorfor går du ikke i rette med dem, som siger disse grimme ting? Hvorfor vender du dig til mig og stiller spørgsmålstegn ved min fremgangsmåde, når det ikke er mig, der dag ud og dag ind siger disse grimme ting? Det kunne jeg godt tænke mig svar på. Er du villig til at svare mig på dette?

Grunden til at jeg henvender mig til dig, Thomas, er nok at jeg projicere noget over på dig, og min dialog med dig her, er nok min måde at erkende hvad det egentligt er jeg lige skal se jeg holder fast i i mig selv. Jeg håber du kan rumme mig, og ellers må du bare sige fra, ik.

Jeg har i den seneste tid virkelig følt mig enormt sårbar og usikker på mig selv, og det virker som om jeg lige er ved at komme igennem noget meget meget vigtigt for min videre færd i min åndelige udvikling.

Det jeg indtil nu har skrevet til det handler i virkeligheden ikke om dig, men om mig selv, og jeg håber ikke du har taget det alt for nært.

Nogen gange tager lige lidt før jeg helt bliver bevidst om hvad det handler om inde i mig selv. Og når det så er blevet erkendt, så kan jeg nogen gange godt kæmpe lidt med at gi slip på det jeg projicere over på andre. Og her håber jeg bare du har lidt tålmodighed med mig, kære Thomas.

Håber ikke jeg har såret dig, og i så fald, så håber blot du vil tilgive og tage imod min undskyldning.

Selvom jeg godt ved jeg projicerer, så ved jeg også at jeg holder rigtig meget af dig og alle de andre her på debatten. Det er bare ikke altid helt nemt at gennemskue mit sinds labyrinter af faldgrubber.

Håber det er ok, kære Thomas.

Kærligst Jan.

Ps. Og dette svar er faktisk også til dig, Protestanten, for du har også været objekt for mine projektioner i vores dialog.

Hey...

Jeg skriver kun dette, fordi jeg synes, at serotonin fanger noget væsentligt, når han citerer dette og senere følger op på, hvordan det var for ham at læse det.

"Du møder også det, som jeg har mødt i de år, som jeg har debatteret på nettet (med mange af dem der kalder sig kristne): Du møder deres ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Ham som de påstår at tro! Deres ligegyldighed kan bestå i, at vi kaldes onde og urene (dette har du også oplevet nu). Det kan bestå i, at de taler lodret imod ordene fra ham, de påstår at tro, og kommer med deres egne eksempler, som de selv mener beskriver en logik (dette har du også oplevet nu). Det kan også bestå i, at andre fra sidelinien kommer ind og giver "applaus" til den, du argumenterer med (også det har du oplevet nu). Og det utrolige er, at jo mere du henviser til Guds og Jesu egne ord, jo mere vil de tale dig imod, og jo mere vil de klappe dem på ryggen, som taler dig imod"


I det her tilfælde var det mig, der kom ind og gav en "applaus" til serotonin, så ligesom serotonin følte jeg mig også ramt over citatets ord. Nu er jeg udmærket klar over, at det nok ikke skal tages personligt, men derfor kan jeg/vi jo ikke komme udenom det skrevne. Der er stort set ikke andre, der har skrevet til protestanten, og det er vist kun mig, der har givet en sagte ros til et serotonin, der havde skrevet et af sine bedre indlæg. Derfor er det svært ikke at føle sig som en del af "de", der ifølge citatet taler direkte imod ordene fra ham ("Du møder deres ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Ham som de påstår at tro! Deres ligegyldighed kan bestå i, at vi kaldes onde og urene (dette har du også oplevet nu). Det kan bestå i, at de taler lodret imod ordene fra ham, de påstår at tro, og kommer med deres egne eksempler, som de selv mener beskriver en logik (dette har du også oplevet nu)"). Jeg forstår godt serotonins reaktion, og jeg synes på ingen måde heller, at der er dækning for at skrive ovenstående ud fra serotonins og min ganske korte kommentar.

Jeg skriver ikke dette for at holde med den ene part frem for den anden, men for at give et eksempel på, hvor "galt" det kan gå, når man diskuterer/debatterer i Jesu navn. Det er nok det, der gør mest ondt i mig.

Men ellers er det da spændende med protestanten og her læse hans vægtning af de kristne dogmer/ortodoksi (er det det man kalder en "klassisk kristen"?).

Fortsat god weekend til alle!

Mvh
Anne

Hej Jan

Jeg synes egentlig ikke, at der er noget i vejen for, at man erkender sine følelser. Ofte sker der jo det, at man besvarer et indlæg og rent faktisk går i kamp, fordi man er uenig og måske også har følt sig uretfærdigt behandlet.

Nu er der mange måder at debattere på, men i den her sammenhæng er der nok (tros)følelser på spil. Hvis ikke jeg kendte Thomas, og hvis ikke jeg selv forsøgte at slippe uenigheden, ville jeg nok have svaret, at jeg slet ikke er enig. Jeg kender jo mig selv, mit forhold til Gud, ja, min tro, og derfor ved jeg også, at jeg ikke behøver at tage "kampen" op. Men derfor kan jeg da godt blive ked af at læse om "de kristne", og det var sådan set kun det, jeg ville give udtryk for med mit indlæg.

Mvh
Anne