Hej Jan

Vi er alle syndere...

“men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere.” Rom 5:8

Og....

“Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.” 1. Joh 1:9

Den næste tar jeg lige fra “King James” oversættelsen...den er lidt slap på dansk

“Repent ye therefore, and be converted, that your sins may be blotted out, when the times of refreshing shall come from the presence of the Lord;” ApG 3:19

Altså er syndsforladelse frit tilgængelig for alle som er villig til at:
1 Bekende (overfor Gud) 2 Angre (repent) og 3 lægge kursen om (be converted)

Biblen brskriver forskellige facetter af jesus:

Mattæus beskriver Jesus som Konge, Markus beskriver Jesus som menneskenes tjæner, Lukas beskriver mennesket Jesus og Johannes beskriver Jesus den guddommelige.

Her er et citat fra Johannes:

“Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af Nåde og Sandhed” Joh 1:14

Her er et par citater fra Jesus selv:

“Jeg og Faderen, vi er et.” Joh 10:30

“Jesus siger til ham: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, da havde I også kendt min Fader; og fra nu af kende I ham og have set ham. Filip siger til ham: "Herre! vis os Faderen, og det er os nok."Jesus siger til ham: "Så lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gør sine Gerninger.” Joh 14:6-10

Her kaster Jesus både lys over hans natur, men også vejen til Gud.
Her er et citat til der måske beskriver jesu rolle lidt bedre. Igen syntes jeg at der er lidt mere saft og kraft over "King James"
"My little children, these things write I unto you, that ye sin not. And if any man sin, we have an advocate with the Father, Jesus Christ the righteous" 1.Joh 2:1

Håber du kan bruge det til noget

Kærlig hilsen
Protestanten

Kære Protestanten.

Jo tak, det sætter da tingene lidt i perspektiv i forhold til det jeg tror på.

Jeg tænker, at dette udsagn:

"Vi er alle syndere"

Det virker som en meget stærk overbevisning, som egentligt ikke giver så meget mening for mig. Den virker lidt destruktiv og skyldbetonet set fra mit perspektiv.

Jeg ved godt at denne overbevisning også ligger i mit sind, men jeg synes ikke den giver særlig meget mening mere, og derfor er den vidst nok også ved at miste sin kraft. Sådan oplever jeg det ihvertfald.

Som jeg forstår det du citere, så virker det som en dømmende gud, som egentligt for mig ikke virker særlig kærlig og fredelig.

“Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.” 1. Joh 1:9

"Altså er syndsforladelse frit tilgængelig for alle som er villig til at:
1 Bekende (overfor Gud) 2 Angre (repent) og 3 lægge kursen om (be converted)

Med udgangspunkt i det forhold, Gud som skaber, og så hans Skabning/Skabninger, Fader og Barn/Børn, så må retfærdighed være, at alt er skabt Helligt, helt lige, ligeværdigt.

Jeg har selv børn, og tiltrods for at jeg ikke er Gud, så synes jeg at opleve jeg rummer mere kærlighed end den gud du beskriver.
Hvis mine børn begår en fejl, så ville jeg aldrig i Himlens navn kalder dem for syndere. Jeg ville aldrig forlange at de skulle bekende noget som helst for at få min kærlighed. Det var i kærlighed jeg satte dem i verden(forstås på det fysiske-plan), og hvis der er nogen retfærdighed, så ville det da kun være at jeg elskede dem ubetinget. Ellers ville det ikke være af kærlighed jeg satte dem i verden, men blot for at ha nogen jeg kunne føle mig bedre og større end, og ja, nedgøre eller dømme/fordømme hvis de begik fejl.

Hvis mine børn begår en fejl, så håber jeg blot på de vil tilgive og forstå de er elsket uanset hvad. De har ingen grund til at føle sig skyldige, for det vil blot nedbryde dem og gøre dem deprimeret og bange. Jeg ville aldrig forlange at de skulle angre, men blot erkende de er elsket og ikke har nogen grund til at føle mindreværd. Hvis de føler de er elsket uanset hvad, så har de et godt fundament til at føle kærlighed til sig selv og andre mennesker, og ikke mindst et udgangspunkt hvor de har fået en oplevelse af, at kærlighed er løsningen på alle problemer og ikke fordømmelse.

Jeg tænker også, at der først må være fordømmelse før tilgivelse er nødvendig. Så hvis det er Gud vi skal bede om tilgiver fra, så må Han også først have fordømt, og det ville for mig ikke vidne om kærlighed, og jeg ville nok heller ikke have tillid til en gud som dømmer/fordømmer.

Jeg tænker også da vi selv var børn i denne verden, havde vi så tillid til dem som dømte os? Eller havde vi tillid til dem som så kærligt og venligt på os?

Hvad nu hvis jeg praktiserede dette med at forlange mine børn skulle angre og bede om tilgivelse, og de så ikke lystrede? Skulle jeg så straffe dem? Skulle jeg så ikke elske dem, men sige at jeg først elskede dem igen når de havde opfyldt de krav jeg havde sat? For mine børn tror jeg det ville være det samme som at være i helvede. De ville sikkert føle sig enormt utrygge ved mig, og det ville sikkert føre til en masse konflikt og kaos. De ville ikke vide hvor de havde mig hvis jeg begyndte at sætte betingelser op i forhold til min kærlighed til dem.

Men nu er jeg ikke helt oplyst endnu, så derfor har jeg også stadig følelser og tanker i mit sind som ikke er fredelige og kærlige. Men jeg er da kommet så langt, at det ikke går udover mine børn. Kommer der noget vrede frem, så er jeg oftes hurtig til at gi slip, eller også lige tage fem minutter alene, sådan det ikke går udover mine børn. Og det har de stor forståelse for, og ved godt det ikke har noget med dem at gøre.

Sorry, men alt det der med synd, skyld, frygt og anger, det giver ikke så meget mening for mig, kære Protestanten.

Kærligst Jan.

Det var sørme et flot indlæg, serotonin.

Jeg beklager min dovenskab, at jeg ikke får skrevet et indlæg her og heller ikke har fået logget mig ind, men jeg har lige en sofaaften (langt om længe)

Mvh
Anne

Kære Jan

Jeg har ikke så høje tanker om mig selv, at emnet synd fornærmer mig. Jeg er meget opmærksom på min egen utilstrækkelighed i at leve et pletfrit liv. I den erkendelse opstår mit behov for en frelser, og i det lys får frelsen gennem Ham uendelig værdi for mig.

Her er min personlige historie om Jesu altoverskyggende kærlighed.
På et tidspunkt konfronteres jeg med mig selv. Jeg ser for første gang mig selv i spejlet og udbryder i rædsel “Min skyld vokser mig over hovedet, den er en byrde, der er for tung for mig” Sal 38:5

Jeg kaster mig ved fødderne af den eneste hvorigennem jeg kan finde frelse og råber:
“Gud, vær mig synder nådig” Luk 18:13 “Helbred mig, Herre, så jeg bliver helbredt, frels mig, så jeg bliver frelst, for du er min lovsang.” Jer 17:14

Jeg kæmper inderligt med min tyngende samvittighed og gentager i tro Jacobs ord: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” 1. Mosebog 32:27

Svaret kommer fra 1. Joh 2:12 “Jeres synder er tilgivet jer for hans navns skyld.” og “Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult” Rom 4:7

“Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig. Es 44:22 og “Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Matt 11:29-30

Pludselig ser jeg, at Jesus døde for mig. Han har betalt min vej til frelsen, før jeg endnu var født. Gud elskede mig så højt, at han gav sin eneste søn for at jeg ikke skulle fortabes, men have evigt liv (Joh 3:16 modificeret) Men, det hele startede med, at jeg endså at jeg havde brug for ham.

Du nævner dit forhold til dine børn. Jeg har selv to børn, så det kan jeg godt sætte mig ind i.

Følg mig lide i dette eksempel: Jeg som far elsker mine børn højdt. En dag bliver min søn snuppet i f.eks butikstyveri eller måske noget endnu værre. Af ren og skær kærlighed (og bekymring for drengens fremtidige udvikling) konfrontere jeg ham med hans lovovertrædelse. Jeg er som kærlig far ikke intereseret i af min søn skal udvikle en kriminel løbebane. For at komme igennem processen og genetablere tilliden er det så ikke nødvendigt at min søn skal forholde sig til disse ting? 1 Ansvar: Vedkender han at have gjort xx, 2 Erkendelse: Kan han se at det er forkert at gøre xx 3 Kursændring: Man vil som kærlig og bekymret far sikker forlange en form for løfte om, at noget lignende ikke sker igen. I modsætning til Gud, vil vi som forældre måske endda forvente at barnet gennem en periode derefter, beviser sin troværdighed. før tilliden igen er genetableret fuldt ud.

Jeg kan ikke forstå, at du ikke kan få øje på den kærlige Gud. Når jeg tænker på hvad Jesus har taget på sig, for mig, bliver jeg overvældet af taknæmelighed og kærlighed til min Himmelske Far

Kærlig hilsen

Protestanten

Kære protestanten,

Vi to er helt enige. Det er en "guddommelig argumentation", du kommer med! Du holder dig hele vejen igennem - i alle dine indlæg - til Guds ord.

Du møder også det, som jeg har mødt i de år, som jeg har debatteret på nettet (med mange af dem der kalder sig kristne): Du møder deres ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Ham som de påstår at tro! Deres ligegyldighed kan bestå i, at vi kaldes onde og urene (dette har du også oplevet nu). Det kan bestå i, at de taler lodret imod ordene fra ham, de påstår at tro, og kommer med deres egne eksempler, som de selv mener beskriver en logik (dette har du også oplevet nu). Det kan også bestå i, at andre fra sidelinien kommer ind og giver "applaus" til den, du argumenterer med (også det har du oplevet nu). Og det utrolige er, at jo mere du henviser til Guds og Jesu egne ord, jo mere vil de tale dig imod, og jo mere vil de klappe dem på ryggen, som taler dig imod.

Deres ligegyldighed kan komme til udtryk gennem et hav af ting - men altid er det modstand eller ligegyldighed over for Guds og Jesu ord. Tænk engang!, de ord der vidner om den mest fantastiske kærlighed, som vi ledes til at øve over for andre! Budene og ordene ringeagtes umådeligt, og det smerter mig så ubeskriveligt, at jeg kan ikke har ord. Det er skrigende smertefuldt. Og dog ved jeg, at det er forudsagt. Vi vi møde verdens had.

"Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed." (Johannes 17, 14-18)

"Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne." (Lukas 6, 22-23)

Ligeså frydefuldt - nej, meget mere frydefuldt!!! - er det, når jeg møder et menneske som dig, min broder i troen, der også elsker de ord, der kommer fra Storheden selv! Det bringer en ufattelig og ganske ubeskrivelig lykke ind i mit liv!

Så tænker jeg: Her er virkelig en, som kan rumme ordene fra Jesus. En som kan rumme den guddommelige vejledning i at elske og øve retfærdighed. Ikke alle kan dette!

Jesus sagde til sine brødre af kødet:
"Min tid er endnu ikke kommet, men jeres tid er det altid. Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde."
(Johannes 7, 6-8)

Ofte anklages vi for at være selvophøjende. Men det er jo slet ikke tilfældet. Vi indrømmer jo åbenlyst, at vi er syndere! Men vi kan dog sige "JA" til Guds ord - for mennesket skal ikke leve af brød alene!

Hvor vil jeg ønske, at vi kan finde mennesker, der også er sultne efter Guds ord og brødet, som er kommet ned fra Himlen.

"Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste."
(Johannes 6, 35)

"Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv."
(Johannes 6, 63)

Jeg takker dig af hele mit hjerte for de ord, du har give mig. Det er opmuntring og trøst. Og nu ved jeg, at der er mennsker derude, der har ører til at høre!

Kærlig hilsen
Thomas