Kære Arne,

Tak for din respons.

"Jeg har holdt mig udenfor alt det, idet jeg regnede med, at du selv var i stand til at ignorere den slags.
Det fortjener i hvert fald efter min mening ikke bedre."

Nej, det gør det ikke. Jeg ville også sagtens kunne ignorere det, hvis det kun gik ud over mig. Men nu fik protestanten også én over nakken, og det ærgrer mig sådan. Her kommer der en udefra og når kun at pippe med næbbet...

Det andet, der ærgrer mig, er, at folk ikke får at høre, hvad jeg siger, før end de allerede får et billede af mig fra de angreb, som føres mod mig. Derfor sårer det mig. Nok er det egoet, som lige skal sige: "Ok, vi gør det sgu", da jeg skulle formulere mit brev til Jan, men det er noget langt vigtigere - ånden - der bliver angrebet, når Jesu ord skal kaldes "sodavand", og når der bliver opfordret til, at de slet ikke bør citeres. Jamen altså!!! Hvis folk ikke får at høre i kirken, så aner folk jo intet om ordene - for kirken opfattes jo som Jesu repræsentant (sådan stiller den sig jo an!), og det er de færreste, der selv slår op i de 4 små evangelier.

Det tredje - og tingene hænger jo sammen - er, at jeg vil vise, at der er en virkelighed bag de teologiteoretiske diskussioner. Der er et konkret liv (som også godt kan udspille sig flettet ind over nettet her; sådan er det jo i denne tidsalder), der kalder på medfølelse og forståelse. Jeg vil slet ikke indgå i teoretiske diskussioner eller begrebsjonglering. Jeg viser Jesu ord, også dem der passer nøjagtigt på denne situation, der manifesterer sig, når hans budskab bliver ført frem af nogle mennesker.

Noget af det vigtigste er, at folk bliver klar over, hvad de rent faktisk gør (både dem der gør, og dem der ikke-gør!). Hvis det kræver, at jeg på en offentlig debatside stiller mig frem og siger: "Hey, vi er faktisk nogle, der også har følelser... er I sikre på, at I vil fortsætte med det dér?", så er det et 'offer', jeg gerne bringer. Offeret består selvfølgelig i muligheden for yderligere latterliggørelse, men gevinsten - hvis den bliver realiseret (og den kan være forskellig hos forskellige) - er større indsigt.

Du har imødekommet mig på en måde, jeg slet ikke havde turdet håbe på, Arne. Tak for det.

"Men det er da interessant, at din vedholdende fremføring af ord, som Jesus skal have sagt, at det kan virke provokerende."

Ja, det er det. Jeg tror nemlig ikke, at det er pga. min vedholdenhed isoleret set. Du siger selv i dit andet indlæg til mig - og tak for det! - at kirken ikke giver Jesus-ordene tilstrækkeligt liv. At tænke sig: En hel folkereligion og institution (eller "apparat" som du siger) der bevæger sig væk fra ordene af den mand, som de tilbeder! Så vil jeg ikke kalde det en hjertets tilbedelse. Jeg tror derfor, at der er noget dybere på spil. Men også dette ser jeg forudsagt af Jesus. Han taler om en smal port, få som finder den, en kamp for at komme igennem den, kravet om udholdenhed i ordene, og 'verdens had'.

Jeg afviser da også jehovas vidner. Egentligt ikke pga. deres påtrængenhed, men jeg mener oprigtigt talt, at de er lige så galt afmarcheret som folkekirkeapparatet. De holder jo heller ikke fast i hans ord. Jeg har citeret ord for dem, hvor de bare står og taber kæben, som om de aldrig har hørt dem før!!

Jesu ord er så enkle og ligetil, at selv små børn kan drikke og spise af hans hånd.

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Thomas.

Sikke et følelsesladet indlæg du her har skrevet, Thomas. Det må jeg virkelige sige er meget meget flot. Og jo, jeg tror godt jeg forstår dig, de følelser du giver udtryk for, og de tanker du beskriver.

Jeg synes selv at opleve meget af det du beskriver. Da jeg startede på religion.dk, der havde jeg en oplevelse af, at jeg havde fundet sandheden igennem mit møde med EKIM. Jeg gjorde lidt det samme som dig, altså citerede fra en bog(i mit tilfælde EKIM), og uanset om jeg ville være ved det eller ej, så var min hensigt faktisk at overbevise andre om noget.
Men jeg var bare så enormt begejstret for det som stod i EKIM, og den sandhed jeg troede på var i EKIM, den ville jeg dele med andre. Men der hvor kæden hoppede af for mig - og gør det stadig - var at jeg ville overbevise andre om noget, hvilket jeg kunne erkende ved at se på min reaktion når nogen talte mig imod. Der blev også skrevet alt muligt til mig som jeg umiddelbart også følte mig såret over. Umiddelbart tænke jeg, at det er da ikke rimeligt, at jeg skal behandles på den måde, når det er jeg blot ønsker at vise andre dette kærlige og fredelige budskab jeg havde fundet i EKIM.

I min bevidsthed havde jeg en ide om, at formålet med at skrive på debatten også var, at jeg ville se på min måde at reagere på overfor andre mennesker med en anden opfattelse end jeg. Jeg ville bruge det til selv-erkendelse. Når jeg havde/har det godt med mig selv og jeg er hurtig til at give slip på hvad end der nu måtte komme frem af såret følelser, og erkende at jeg altid selv er årsag og ansvarlig for hvad end jeg nu oplever følelsesmæssigt, så kører det bare for mig.

Jeg kan sagtens genkende det du skriver, Thomas. Min erkendelse er blot den, at jeg ofte ubevidst antager en offer-rolle, og på den måde retfærdiggøre jeg de sårede følelser jeg nu end måtte have i mit sind. Og jeg tror så på at årsagen til min sårethed eller smerte kommer sig af noget som bliver gjort imod mig, og ikke fra noget jeg i virkeligheden gør imod mig selv.

Hvis jeg følger det Jesus siger med hensyn til at vende den anden kind til, men ikke forstår hvad det i virkeligheden er han mener, så ophober der sig bare en enorm vrede inde i mig, og på et tidspunkt vil der være noget som bare tricker denne vrede, og så er det pludselig mig som er bøddel og ikke offer.

Men hvis jeg forstår hvad der menes med at vende den anden kind til, og hvad Jesus begrunder dette udsagn med, så vil det befri mig fra vrede, frygt og skyld. Som jeg forstår det, og som jeg ofte har skrevet, så kommer vores følelser af sårethed og vrede fra vores måde at fortolke på. Hvis du vender den anden kind til og stadig fortolker det som om du bliver angrebet, uretfærdigbehandlet, såret osv, så vil det fremme vreden i sindet. Og i første omgang føler man sig måske såret og uretfærdigbehandlet, men vreden vil ligge på lur og se sin chance for at kunne gå til modangreb.
Det ubevidste sind fortolker alt hvad vi ser, og vi reagere i virkeligheden aldrig på noget som er udenfor os selv, men altid på det vores sind tror på, og vi retfærdiggøre så denne tro igennem vores fortolkninger.

Hvis du tror på du har syndet eller andre har syndet, så vil dit ubevidste sind også fortolke det som om der er sket et angreb. Og angreb eller synd hænger sammen med skyld og frygten for straf. Og uanset hvordan du end vender og drejer sindets forsvarsmekanismer, så fortolker sindet altid vreden som en retfærdig reaktion når det opfatter et angreb. Og i virkeligheden så er opfattelsen af angreb en projektion af ubevidst skyldfølelse som kommer af troen på at der er blevet begået en synd. Der skal jo være nogen eller noget som er skyldig i de sårede følelser som sindet oplever, hvis ikke sindet selv er årsag.

Så vender du den anden kind til og stadig tror på du er blevet angrebet, så vil du ikke slippe af med dine sårede følelser. Og forstår du ikke hvor dine sårede følelser eller din opfattelse af at være blevet uretfærdigbehandlet eller forfulgt kommer fra, så vil du sikkert blive ved med at møde det samme om og om igen, indtil du forstår hvad det er som producere dine følelser af sårethed.

Det vi bevidst/ubevidst tror på, det er en selvopfyldende profeti. Så tror du f.eks på, at du kan blive forfulgt, så vil det også være det verden vil afspejle for dig. Det er det jeg mener med fortolkninger. Du fortolker verden således at det passer ind i det dit sind tror på.

Jeg tror ikke på at Jesus oplevede han blev forfulgt, angrebet eller uretfærdigbehandlet. Der skal være en splittelse, adskillelse i sindet for at sindet kan opleve det bliver angrebet. Udfra en følelse af helhed eller eenhed, der giver det bare overhovedet ingen mening at fortolke noget som værende adskilt.

Hvis jeg virkelig mener jeg vil følge Jesus, så må jeg også først forstå hvad det virkelig er han siger. Nogle af de beskrivelser af Jesus som er i Biblen, de giver slet ingen mening overhovedet for mig. Nogle af beskrivelserne får det til at lyde som om Jesus bliver fornærmet eller vred. Og den gud som er i Biblen virker også dømmende. Hvis Jesus f.eks blev vred, så er han faktisk den største hykler af alle. Og hvis Gud dømmer, så er Gud også den største hykler af alle. For hvorfor skal vi lærer ikke at dømme? Hvorfor skal vi ikke blive vrede på vores brødre?

Det er klart, at hvis man tror på en gud som dømmer, så bliver man selvfølgelig også selv ved med at dømme. Det er også klart, at hvis man tror på at Jesus fortolkede angreb som virkeligt, så er det klart man holder fast i denne fortolkning.

Jeg havde den opfattelse af dig Thomas, at du virkelig forstår det Jesus taler om, og derfor godt kunne klare dig selv. Altså at du med den forståelse du har af Jesu budskab godt kunne håndtere de følelser og tanker som nu måtte dukke op i dit møde med andre mennesker her på debatten.

Som jeg skrev først i dette svar, så har jeg været igennem meget af det samme som dig. Og selvom jeg stadig oplever følelser af vrede og sårethed, så synes jeg, at jeg er god til at erkende jeg selv er ansvarlig for det jeg oplever følelesmæssigt. Jeg ved godt jeg stadig ubevidst projicere, men jeg bliver bedre og bedre til at erkende, og så arbejder jeg meget målrettet med at få givet slip. Alt det der med at bebrejde andre for min følelse af sårethed, og blive fornærmet, det prøver jeg virkelig på at gi slip på. For jeg kan godt se det bliver til noget barnligt fnidder fnadder hvis jeg begynder at skære ud i pap hvad andre skulle have gjort imod mig eller ikke have gjort for mig.

Jeg tror på du sagtens selv kan klare dig, kære Thomas.

Og igen, så forstår jeg dig godt hvis jeg ser det udfra troen på, at det er andre mennesker som er årsag til ens sårede følelser. Og så forstår jeg godt du føler dig uretfærdigbehandlet og forfulgt. Og så forstår jeg også godt du føler dig som et offer.

Men Thomas, hvis nu ikke andre mennesker forfulgte dig og behandlede dig uretfærdigt, så ville det du tolker som noget Jesus skulle have sagt jo ikke gå i opfyldelse. Så der er vel ingen grund til at beklage sig?

Grunden til at jeg skriver dette indlæg og skrev til dig tidligere, er, at jeg tildels som jeg har været inde på, bruger det som en form for selverkendelse, og, at det virker som om dig og Protestanten mener at vi andre absolut skal bifalde eller acceptere den forståelse eller opfattelse i har af det i kalder Guds ord og Jesu ord.

Som du kan læse har jeg en anden opfattelse og forståelse. Og ja, meget af det du citere det drejer sig om uselviskhed og kærlighed. Men det hjælper ikke noget at ville være usselvisk og praktisere kærlighed hvis man stadig fortolker udfra troen på noget som afføder vrede og sårethed. Og ikke mindst holder fast i en opfattelse af at være blevet uretfærdigbehandet, og fremhæver alt den smerte andre skulle have påført en.

Og igen, så ved jeg godt jeg har meget at lære endnu. Men jeg synes jeg er god til at erkende det ikke er andre mennesker som er årsag til mine sårede følelser.

Det er ikke andre vi skal tilgive, men vores egen misfortolkninger og misopfattelser af andre vi skal tilgive. Hvis det var sandt det vi opfattede(som f.eks at andre angreb os og sårede os), så er det sandheden vi tilgiver, og det ville være meget ulogisk og meningsløst. Det er illusioner som har brug for at blive tilgivet, for på den måde at ophæve dem i vores sind.

Det er det jeg forstår ved Jesu budskab.

Kærligst Jan.

Kære Arne,

Vi er helt enige i, at der ikke kan være tvang i troen. Man kan jo ikke "tro" med hjertet, fordi man skal. Heller ikke er det oprigtig kærlighed fra hjertet, hvis det føles som en sur pligt. Jeg kan slet ikke se, hvordan Jesu bud overhovedet kan holdes, hvis det ikke er fra hjertet. Jesus skærpede jo netop budene, så de ikke handlede om "ydre regler", men om "indre hensigter".

Hvis Jesus vidnede om den fuldkomne kærlighed - og det er jo min påstand - så mener jeg faktisk, at det er forkasteligt at tro på et alternativ. Men hvis de ord, man hører, bærer samme ånd - dvs. kærlighed og uselviskhed - så tror man ikke på "noget andet", selv om ordene kommer fra f.eks. Krishna eller Buddha. De kommer nemlig alle fra Gud.

Jeg er faktisk også meget glad for ordene af f.eks. Krishna og Buddha. Astrid Lindgren kan også vidne om uselviskhed i hendes børnebøger. Det er altså ikke et dogmatisk "jeg vælger ham eller hende"-udsagn, jeg søger, men den samme ene kilde, hvor ordene om kærlighed, barmhjertighed og retfærdighed strømmer fra, Gud.

Det er med andre ord ikke mundens bekendelser, men hjertets bekendelser, der glæder mig. Og bekender hjertet sig til en stræben efter retfærdighed og uselviskhed, så er det den samme ene tro, hvordan den end må give sig ud. Forstår du, hvad jeg mener?

"De, der angriber dig her, de stempler sig selv, set med mine øjne - ligesom du stempler dig selv, synes jeg, hvis du ikke respekterer de andres tro."

Ja, både-og vil jeg sige. Det handler vel om troen. Trods alt. Tag f.eks. nazismen, der var gennemvædet af trosforestillinger fra både det hedenske og okkulte iblandet nationale forestillinger om at være en overlegen race. Er det også en tro, man skal respektere? Nej vel. Det er derfor, at jeg ikke kan respektere en tro, der ikke holder sig på den smalle vej og fører til den smalle port. Uselviskhedens vej. Men om det er Buddha eller Krishna, der peger på denne samme ene vej, det er irrelevant.

Når Jesus derfor taler om at elske retfærdighed og øve barmhjertighed, så kan jeg ikke respektere et alternativ, hvis alternativet er, at "nej, det er da det rene sodavand, det dér... det skal vi slet ikke bekymre os om".

Forstår du min skelnen mellem flere personer, men én tro? Min skelnen mellem flere udsagn og tilsagn, men om én vej? Kærlighedens vej.

"Personlige angreb - værdidomme - der ofte grænser til ærekrænkende injurier - dem kunne jeg ønske at vi alle opfattede som afskyelige - og det eneste fornuftige, jeg kan få øje på her, er at ignorere dem."

Du har ret. Og tak fordi du siger det. Jeg vil bestræbe mig på at ignorere dem. Men jeg håber, at mit indlæg alligevel kan ruske lidt i nogen, som nok godt ved, at det var stilet en hel del til dem.

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Jan,

Tak for dit lange svar. Du har virkelig søgt dialogen med mig, hører jeg!

Jeg er ikke enig i, at man ikke bliver angrebet og uretfærdigt behandlet, hvis man bliver det. Det gælder ikke bare mig, der sidder lunt og godt i min stue. Mine tanker går til dem, der bliver kastet for løverne, kastet under tortur, holdes i umenneskeligt fattigdom, voldtaget, pint og plaget. Jo, uretfærdighed og ondskab findes. Selv ikke de ekimske tankekonstruktioner kan fjerne fornedrelsen og smerten fra den pige, der bliver gennemkneppet af flere mænd, fordi hun havde taget kjole på. Derfor skal hun forsvares! Selvfølgelig. (Men det bliver vi måske aldrig enige om).

Derfor er jeg heller ikke enig med dig i din tolkning af Jesus-ordet om at vende den anden kind til. Men tak fordi du husker mig på, at det er, hvad jeg bør gøre!!

"I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand.' Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig."
(Matthæus 5, 38-42)

Følgende, du skriver, er også interessant:
"Men Thomas, hvis nu ikke andre mennesker forfulgte dig og behandlede dig uretfærdigt, så ville det du tolker som noget Jesus skulle have sagt jo ikke gå i opfyldelse. Så der er vel ingen grund til at beklage sig?"

Igen minder du mig om noget uhyre væsentligt. Nej, der er ingen grund til at beklage sig.

"Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer." (Matthæus 5, 11-12)

"Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne." (Lukas 6, 22-23)

- Ja, spring højt af glæde!

Men Jan, indlægget var også for bl.a. din skyld. For jeg så, at du gik i brechen for dig selv, lynhurtigt, når du følte din tro strejfet, og jeg undrede mig over, at du ikke kunne føle med mig, når jeg dag ud og dag ind skulle høre på de grimme ord, jeg ikke engang gider gentage nu. Eller endnu bedre: For det handler overhovedet ikke om mig, men om de der elsker Jesu ord, og som får nøjagtigt samme tur. Hvad er det dog for noget, at de skal behandles sådan??? Hvorfor skal de dog mistænkes for at tale hans ord med grimme og selvophøjende hensigter, når de blot fryder sig over dem i hjertet??? Ikke én eneste har endnu kunnet retfærdiggøre deres angreb mod disse små, som tror på Frelseren. Kun få giver blot en af disse små ét bæger koldt vand at drikke.

Det smerter mig, at du har været udsat for andres angreb også, dengang du meldte dig til kd-debatten. Undskyld, hvis jeg har sagt grimme ting. Jeg har været ung og dum for længe. Du er et følsom menneske, Jan. Sig til hvis jeg kan gøre noget. Jeg kender i øvrigt et godt vegetarsted her i København, hvor nogle spirituelle mennesker mødes, spiser, ser film og hygger sig. Sig til så vil jeg vise dig den gruppe mennesker. Jeg kommer der også en gang imellem. Jeg kan godt forestille mig, at det er noget for dig.

"det virker som om dig og Protestanten mener at vi andre absolut skal bifalde eller acceptere den forståelse eller opfattelse i har af det i kalder Guds ord og Jesu ord."

Både-og. "Bifalde" nej, ikke hvis du mener, at vi skal bifaldes. Men ja, i hjertet bifalde Jesu ord, dét ønsker vi!! For ordene vidner jo om kærligheden mennesker imellem. Hvorfor skulle vi ikke ønske, at denne ånd bliver bifaldet? Hvad er alternativet til kærlighed mellem mennesker?

Jeg taler jo ikke om en tro på visse forestillinger eller rituelle handlinger. Jeg taler om en tro på værdien af uselviskhed og kærlighed. Hvordan kan sådan en tro nogensinde overhovedet ikke kræve et bifald af de Gudsfrygtige? Er Gud ikke kærlighed?

Hvis jeg sagde: "Gå i kirke" eller "bed fem gange om dagen", så kan jeg forstå, hvis nogen gjorde oprør. Men når jeg siger, at vi bør holde fast i uselviskheden og øve retfærdighed og barmhjertighed mod de svage - hvordan kan man så tage afstand og sige: "Det er bare én tro blandt flere"??? Alternativet er da skrækkeligt.

"Og ja, meget af det du citere det drejer sig om uselviskhed og kærlighed. Men det hjælper ikke noget at ville være usselvisk og praktisere kærlighed hvis man stadig fortolker udfra troen på noget som afføder vrede og sårethed."

Det er ikke en "bestemt tro", der afføder vrede og sårethed. Små børn, som er aldeles ikke-troende, kan også blive såret. Sårethed er en helt almindelig ting, Jan. Ikke noget som fremkaldes af en bestemt tro. Det er meget jordnært at have følelser. Det har vi, fra vi er helt små. Det kræver ikke "forkerte tanker" eller "visse forestillinger" at kunne blive såret. Og her opponerer jeg kraftigt mod ekim, fordi det virker som en form for suggestion af visse "forestillinger", der skal lægge låg på helt almindelige og menneskelige tilstande. Men jeg kalder dig da ikke et "svin/klam/uren", gør jeg?

Jeg troede faktisk, at jeg måske så dig til en af de vegetarmiddage engang, men det vist ikke dig!

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Thomas.

He he, ja det ville da være dejligt at komme til vegatarmiddag med dig. Nu må vi se. Jeg skal til København i løbet af sommeren, og så kunne det da være smukt at kunne mødes og gi den gas sammen.

Det jeg tænker på i forhold til det med angreb, uretfærdighed og sårethed, er, at der altid er skyld og fordømmelse blandet ind i denne opfattelse. Der er altid nogen som bliver set som de skyldige i andres smerte eller lidelse. Og med sådan en opfattelse vil sindet altid være splittet. Og så længe sindet er splittet, så vil det ikke kunne være fuldt ud kærligt og fredeligt.

Den pige du ser lider og føler smerte, er blot en afspejling af den smerte du selv føler i dit ubevidste sind. Og lidelse er altid forbundet med skyldfølelsen over den synd sindet tror det har begået overfor Gud. Du ser så nogen som lider, og den skyldfølelse som i dit sind er forbundet med lidelse, den projiceres som ud på et eller andet objekt som identificeres som årsag til lidelsen. Du har så sikkert medfølelse med den pige du ser lide, og føler måske du gerne vil hjælpe hende ud af hendes smerte, men på en måde føler du dig sikkert magtesløs, fordi uanset hvad du så end gør for denne pige på det fysiske plan, så vil hun stadig lide indtil du befrier hende fra den lidelse som er i dit eget ubevidste sind. Og uanset hvad du gør for at gøre denne verden til et bedre sted, så vil du blive ved med at rende ind i det samme problem så længe du ikke har befriet dit eget sind fra lidelse og smerte(skyldfølelse).

Mange mennesker bliver enormt frustreret over de ikke kan rede verden. Deres hensigt er god nok, men de forstår blot ikke, at det er deres eget sind som har brug for at blive helbredt.

Hvis du forstår at kærlighed er det som helbreder, så vil du også kunne se kærligt på alt. Men det kan du ikke så længe dit sind er splittet. Hvis du ser nogen som et offer, så vil du automatisk se nogen eller noget andet som skyldigt. Dit sind vil så være i en splittelse imellem skyld(frygt) og kærlighed. Når du så ser nogen eller noget som et offer(eller dig selv), så har du i dit sind valgt frygten og ikke kærligheden. I virkeligheden vælger du ubevidst imellem kærlighed og frygt i dit sind, og ser så dit valg i form af det du opfatter i verden.

Sindet tror ubevidst det er en krop og fornægter så sin åndelighed. Så ser det ud som om du er i en krop, og du ser så kroppens illusoriske verden, og Gud(Ånden) ser du ikke længere.

Du skriver:

"Det er ikke en "bestemt tro", der afføder vrede og sårethed. Små børn, som er aldeles ikke-troende, kan også blive såret. Sårethed er en helt almindelig ting, Jan. Ikke noget som fremkaldes af en bestemt tro. Det er meget jordnært at have følelser. Det har vi, fra vi er helt små. Det kræver ikke "forkerte tanker" eller "visse forestillinger" at kunne blive såret. Og her opponerer jeg kraftigt mod ekim, fordi det virker som en form for suggestion af visse "forestillinger", der skal lægge låg på helt almindelige og menneskelige tilstande. Men jeg kalder dig da ikke et "svin/klam/uren", gør jeg"

For mig handler det om at befri mit sind for alt det som ikke er kærligt og fredeligt. Det gør jeg kun ved IKKE at længe låg på det du kalder menneskelige tilstande. Det gør jeg kun ved at bevidstgøre mig om ÅRSAGEN til mine følelser af vrede, sårethed, skyld, afmagt, frygt, sorg, utilstrækkelighed osv osv. Men den opfattelse vi mennesker for det meste har om disse følelser er, at ÅRSAGEN ikke kommer fra vores eget sind, men kommer fra noget udenfor i den verden vi opfatter. Det vil sige hvis vi gerne vil frigøre os fra f.eks en følelse af vrede, så må vi finde det ude i verden vi identificere som årsagen. Det kunne være jeg indentificerede dig som årsag til min vrede fordi du havde behandlet mig uretfærdig. Og løsningen måtte så være, at jeg skulle prøve på en eller anden måde at ændre på dig. Når jeg så har ændret på dig, og det virker som om vreden er forsvundet, så skulle jeg være fri af vreden. Men det er jeg bare ikke, for jeg bliver vred igen når jeg f.eks ser at nogen andre bliver uretfærdigbehandlet. F.eks det du selv skriver:

"Mine tanker går til dem, der bliver kastet for løverne, kastet under tortur, holdes i umenneskeligt fattigdom, voldtaget, pint og plaget. Jo, uretfærdighed og ondskab findes"

Så forsøger jeg at bekæmpe den ondskab jeg ser i verden med den hensigt, at ville hjælpe dem som er ofre for denne ondskab. Men min vrede forsvinder ikke. Min smerte i mit indre forsvinder ikke. Min følelse af sårethed forsvinder ikke. Min følelse af utilstrækkelighed forsvinder ikke.

Hvis ikke det jeg oplever følelsesmæssigt fremkaldes af noget inde i mit sind, hvor skulle det så komme fra? Og hvis svaret er noget udenfor mig selv, altså noget som bliver påført mig, så er jeg i sandheden magtesløs. Og så ville jeg aldrig have nogen chance for at frigøre mig fra følelser som tynger mig. Det bedste jeg ville kunne gøre ville være, at fortrænge og projicere, men det ville ikke ændre på noget.

Ofte er vi mennesker bange for at kigge indad, og se på hvad det egentligt er vi føler. Og vi er ofte ikke bevidste om hvad vi egentligt tænker og føler. Hvad tror du grunden er til at mennesket er så optaget af det ydre? Er det ydre ikke blot noget vi bruger til at flytte opmærksomheden væk fra det vi føler i vores indre?

Har du aldrig oplevet at du har registreret, at noget du før blev bange for, faktisk ikke gjorde dig bange når du igen tænke på det eller så det?

Og jo, jeg oplever at vores følelser har meget med tro at gøre.

Den lille pige som ligger og sover i sengen og har mareridt, drømmer om trolde og vågner op fyldt med angst. Du beroliger hende og fortæller at trolde ikke er virkelige og, at der derfor ikke er noget at være bange for. Når hun så erkender at trolde ikke er virkelige, og at der ikke er noget at være bange for, så mister hun troen på at trolde er virkelige og kan gøre hende ondt. Hvis hun ikke tror på at der er noget som kan gøre hende ondt, så fortolker hun også hendes drømme helt anderledes, og hun vil ikke føle sig bange hvis et billede af en trold igen skulle vise sig.

EKIM skelner ikke imellem det vi kalder drøm og virkelighed. Når vi ligger og drømmer om natten, så reagere vi ligesom om det vi drømmer er virkeligt. Vi bliver bange, vores hjerte pumper derud af, vi sveder, vi ryster, vi bliver vrede, vi føler os uretfærdigbehandlet, vi bliver kede af det osv osv.

Det vi ser i drømmen er blot symboler på det vi tror på i vores sind, og vi fortolker så de symboler så de giver mening for os i forhold til det vi tror på. Når vi drømmer er vi ubevidste om at det er en drøm, og derfor reagere vi på drømmen som om den er virkelig. Vi er ubevidste om de tanker og følelser(sindet) som producere eller projicere drømmen.

I vores dagsbevidsthed er vores sind stortset også ubevidst. Det er de færreste mennesker som er opmærksom på hvad der sker i deres sind.

Går du en tur i skoven en mørk nat, og du hører en lyd som gør dig bange, hvor ved du så der er noget at være bange for? Det er ikke en kendsgerning det du reagere på, men noget du tror på du reagere på. Det er dit ubevidste sind som fortæller dig der er noget at blive bange for, fordi det fortolker lyden udfra noget det associere med en trussel. Men det er baseret på noget dit ubevidste sind tror på. Og det er baseret på identifikation med kroppen, og sindet vil så gøre alt for at forsvare det det indentificere sig med.

Men det skal huskes at sindet er metafysisk, og det er det jeg tror på Jesus forstod og lærte fra sig. Det er mentalt vi skal være forsvarsløs, for så viser vi der ikke virkelig er noget at være bange for, og på den måde udtrykker vi kærlighed og ikke frygt. Jesus var bare et lidt ekstremt eksempel, og forsvarede sig hverken mentalt eller fysisk.

Jeg siger ikke vi ikke skal hjælpe andre mennesker på det fysiske plan, men at det er en god ide at se om det er kærlighed som motivere en, eller om det er frygt.

Hvis vi fortolker udfra en følelse af kærlighed, så dømmer vi ikke nogen som værende hverken offer eller bøddel. Så ser vi blot et råb på kærlighed, og det er så det vi føler uden nogen følelse af fordømmelse eller vrede.

Men det kræver meget træning af vores sind før vi har integreret en fortolkning eller opfattelse som udelukkende kan se kærligt og fredeligt på verden.

Og hvis vi endelig skulle dømme noget retfærdigt, så skulle det være at dømme alt ens. Ellers ville det ikke være retfærdigt.

Ville det være retfærdig at dømme dig f.eks, uden at kunne se alt hvad der skete i dit sind? Uanset hvad det så så udtil du havde gjort, så ville det ikke være retfærdigt at dømme dig uden at have indsigt i hvad du tror på, hvad du føler, hvad du tænker, hvad dine overvisninger er osv osv. Det ville være uretfærdig at dømme dig som ond, uanset hvad det så end så udtil du måtte have gjort på det fysiske plan. Og derfor siger jeg, at hvis der er ondskab i verden, så må der også være en dyb indsigt i hvad verden afspejler. Så må der være en dyb indsigt i menneskets sind og dets forsvarsmekanismer.

Det er for nemt blot at sige der er masser af ondskab i verden uden at have nogen dybere indsigt i menneskets sind.

Hvis du har afdækket dit eget sinds labyrinter, og har opnået en fuld erkendelse og forståelse af dit sind, så vil jeg tro du ikke blot sagde, at der er masser af ondskab i verden, og at det ville være retfærdig at dømme nogen som helst.

Nå kære Thomas, jeg skal til at have mig noget at spise. Tak fordi du er så imødekommende og venlig.

Kærligst Jan.

Ps. Glæder mig til at spise noget vegatar mad med dig i København.

Kære Jan,

"Den pige du ser lider og føler smerte, er blot en afspejling af den smerte du selv føler i dit ubevidste sind."

Du kan altså ikke bilde mig ind, at pigen og hendes lidelse slet ikke findes. Tænk engang hvis alle stod og så til, når andre led sult, tørst, uret, smerte, tortur, og sagde: "Uha, det er bare min egen lidelse, som faktisk slet ikke findes!".

"Så forsøger jeg at bekæmpe den ondskab jeg ser i verden med den hensigt, at ville hjælpe dem som er ofre for denne ondskab. Men min vrede forsvinder ikke. Min smerte i mit indre forsvinder ikke. Min følelse af sårethed forsvinder ikke."

Men du skal jo heller ikke gøre det for din egen skyld, men for deres.

"Den lille pige som ligger og sover i sengen og har mareridt, drømmer om trolde og vågner op fyldt med angst."

Der er altså forskel på at drømme om en trold og at blive voldtaget.

Vi når ikke længere med den diskussion.

"Ville det være retfærdig at dømme dig f.eks, uden at kunne se alt hvad der skete i dit sind?"

Du siger det selv! Og dog: Se, hvad der sker hver eneste dag.

"Glæder mig til at spise noget vegatar mad med dig i København."

Jeg glæder mig også. Det er om onsdagen. Sig endelig til. Jeg kan de fleste onsdage. Hvis andre vil med, er I velkomne!

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Arne,

Jeg tror ikke helt, at jeg forstår dit indlæg, når du indleder med at skrive, at vi ikke er enige.

Du citerer mig for at skrive, at jeg IKKE kan respektere nazismen, og at vi IKKE bør respektere nazismen. Til dette skriver du, at du er uenig... Jeg synes dog ikke, at du virker uenig i dit indlæg, som det skrider frem. Jeg synes snarere, at det virker som om, at du uddyber, hvilket forhold for debat i samfundet, vi bør etablere.

Så vidt jeg kan se, så respekterer du heller ikke nazismen. Og jeg kan forestille mig, at du også ville tale den imod, hvis den begyndte at blomstre...

Så jeg forstår nok ikke helt, hvad du er uenig i...?
Du skriver jo, at det ikke er det, andre tror, der nødvendigvis skal respekteres, men at det er deres ret dertil, der skal respekteres. Du skriver:

"det er jo ikke det, andre mener, tror osv. der skal sættes højt, men derimod deres ret dertil."

Jeg skrev jo ikke, at vi skal etablere forhold, der krænker andres ret til at tro, hvad de vil. Jeg skrev ikke, at vi ikke skal respektere andres ret til at tro, hvad de vil. Jeg skrev, at vi ikke bør respektere f.eks. nazismen. (Og det står jeg da fast ved: Selvfølgelig bør vi ikke respektere nazismen! Den respekterer jo ikke mennesker!) Derfor kan jeg ikke se, hvad vi er uenige i, når du skriver:

"det er jo ikke det, andre mener, tror osv. der skal sættes højt, men derimod deres ret dertil."

Er du sikker på, at vi er uenige?! Jeg kan ikke se, at vi er uenige ud fra det, vi hver især har citeret hos hinanden. Vi er begge to enige om, at vi ikke kan respektere nazismen, og jeg har ikke givet udtryk for, at vi ikke skal respektere andres ret til at tro, hvad de vil (og det er en af dine pointe, at vi netop skal gøre).

Den enkelte tro vs. retten til en hvilken som helst tro.
Vi respekterer ikke nazismen. Vi erkender betydningen af dialog omkring trosståsted og selve retten til at tro.

Det er egentligt banalt. Vi skal da ikke respektere intolerante ideologier, der gør folk fortræd og skaber skel! Hvorfor skulle sådanne ideologier dog fortjene vores respekt?! Jeg vil da til enhver tid tale imod ideologier, der krænker andre mennesker. Vil du ikke?! Men selve retten til at tro, den kan være farlig at krænke, som du skriver. For troen kan stadig gemme sig indeni den enkelte, og det ville have været bedre at få den frem i en dialog. Og frit fremme i lyset kunne vi så håbe på, at vi kan afværge en ny opblomstring af f.eks. nazisme og andre ideologier, der skaber skel og ødelægger livet for en gruppe (stor som lille) af mennesker.

Så hvad er vi helt præcist uenige i? Det kan jeg slet ikke se.

Kærlig hilsen
Thomas