Nu er tro jo ikke viden, og selv om en religion som kristendommen bygger på forestillingen om, at der rent faktisk har levet et menneske, Jesus, med de af Paulus og evangelierne beskrevne egenskaber, så er det jo ikke faktisk viden, men alene tro - eventuelt sandsynlighed.
Det samme gælder islams beskrivelse af Muhammeds møde med ærkeenglen Gabriel - og går vi til det gamle testamente, er påstanden om, at der faktisk har eksisteret en Moses, lige så trosbaseret og uden faktisk historisk pålidelighed.
Og går vi til Østens religioner, falder det os straks lettere - for os her i den vestlige verden - at se de forskellige religioner som noget i retning af kreative fantasier.
Det er synd, synes jeg, at man i de forskellige religioners urfortællinger klamrer sig til ikke beviste påstande om, at disse fortællinger er historiske fakta, hvor "beviserne" blot er gået tabt - og derfor unddrager sig almindelig historisk kildekritik.
For er det den historiske sandhed af disse urfortællinger, der er den inderste kerne af kvalitet i de forskellige religioner?
Det tror jeg ikke.
Eller er det værdiløse "ammestuehistorier", som ateister vel påstår?
Det tror jeg heller ikke.
Men hvad er det så?
Det magter jeg ikke at svare på, men at det i hvert fald er værdifulde religiøse inspirationer, det er jeg ikke i tvivl om.
Indenfor de enkelte religioner ser man som oftest med foragt på de andre religioner og vel, om muligt, med endnu større foragt på de mennesker, der inspireres af mere end én religion.
Dertil kommer, at de mennesker, der stiller sig i spidsen for de enkelte religioner ofte er dybt korrupte og indgår uhellige alliancer med magt, penge og stater (som f.eks. den danske evangelisk lutherske folkekirke - grundloven - og staten).
Det er synd, at man gør sådan noget, synes jeg - synd i mere end én forstand - for som jeg ser det, er det en besudling af den religiøse inspiration, der kunne være en gave til enhver, som er interesseret - sådan at "gaven" i stedet bliver til et korrumperet, pengegrisk magtapparat over menigmand (m/k).
På enevældens tid, hvor den enkelte sjældent kom udenfor sognegrænserne, er det vel forståeligt, at man tilsluttede sig én bestemt religion - og forkastede alt andet.
Men i dag i "den globale landsby", hvor viden, idéer og inspirationer er globalt tilgængelige forekommer det mig at være snæversynet og provinsielt at fortsætte en sådan tradition.
Det er da en form for åndelig fattigdom, synes jeg, at f.eks. den danske folkekirke afskærer sig fra buddhismens kvaliteter.
Og direkte grotesk er det, synes jeg, hvis det holder stik, at et flertal af folkekirkens medlemmer tror på reinkarnation.
I det hele taget er lukkethed overfor omverdenen - enten det så er religiøst, politisk, eller hvad det er - efter min mening en vej til forarmelse - fordi vi dermed mister den berigelse, det kunne være, at opleve at mennesker og samfund andre steder på kloden kan have andre værdier en dem, vi finder, er de bedste.
Hver enkelt af os møder verden, livet og døden.
Så lad os dog give hinanden de bedste muligheder for at at gøre det.
M.v.h. Arne.
Svar
Citer
Forrige tråd
Index
