Kære Arne

Jo, jeg ved godt, at du ikke bare er en, der ønsker at se forundret og passivt til, mens verden bliver ødelagt, men at din kærlighed til tilværelsen faktisk også føder en forpligtelse (mine ord, min tolkning), ja, et ansvar. Det er for mig at se også i fin overstemmelse med, at vi over for det værende eller det skabte, som vi mennesker står i et forhold til, faktisk har en forvalterrolle - sagt mao. er vi med til at sætte vores spor i dette skabte ( hellige ).

Når jeg som i går skrev rimelig spontant og måske en smule oprørt, skyldes det vel også en kærlighed til det skabte, et forsøg på at tænke ud over mig selv, en indlevelse i disse fugles forhold for tiden i sneen og frosten. Det gør næsten helt ondt i mig, når folk som f.eks. Hanskrist bare laver fis med det, og gud og hver mand slet ikke vil tale om, at vi faktisk kan gøre livet lidt lettere bare for få fugle (der skal nok være fugle, der dør af vinteren, sygdomme o.a.), men i stedet finder dette kollektive initiativ tåbeligt og imod en sund og biologisk fornuft. At mærke så manges modstand, når der endelig opstår en sag, der faktisk fordrer, at vi bruger vores hjerte på en ganske almindelig hverdag og måske også får lidt mere indblik i dyrenes liv, det gør mig virkelig trist og oprørt. Men jeg har ikke med mine indlæg villet ramme nogen her på debatten personligt.

Du nævner Gita'en i den her sammenhæng, og jeg kan nok godt følge dig, men jeg har ikke rigtig tid til at gå dybere ind i det. Jeg har på Universitetet haft mulighed for at kigge lidt i Tuxens udgave (kunne ikke finde Christians udgave, som Teologisk Fakultet muligvis ikke har fået i hænde endnu, eller også står den der et sted), men jeg har som sagt ikke læst den fra start til slut. Sjovt nok har jeg en gang set et filmklip om netop den scene, hvor Arjuna på stridsvognen tvivler, indtil han får indsigt gennem Krishnas bud. Jeg har også en gang været til - og nu husker jeg ikke de rigtige begreber - til en hinduistisk gudstjeneste i et tempel fyldt med gudebilleder og gudefigurer. Alle disse guder skulle fodres, særligt bananen var et hit (eller bananblandingen). Men jeg kom aldrig rigtig i gang med studiet i hinduismen, fik ikke læst til undervisningen og var så heldig at komme op i islam i stedet for, da det blev eksamenstid. Så når jeg hører om Bhagavadgitaen, kobler jeg det sammen med hele det hinduistiske (som godt nok er en langt senere betegnelse) univers. Religioner i den forstand siger mig ikke det store. Men kristendommen lander nu en gang på en hel anden måde som virkelighed dybt i mig og i mit forhold til livet og tilværelsen.

Mvh
Anne

Kære alle,

Der er noget, vi må huske på, når vi giver os i kast med disse projekter, som eksempelvis "red solsorten". Det skal altid gøres af et rent hjerte.

Jeg tænker på følgende ord:

"Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig."
(Matthæus 6, 1-4)

Men jeg tænker også på noget andet: Det er let for os at købe frø og korn til fuglene. Selv om det er let, skal vi stadig gøre det! Men vi må også se ind i os selv og blive klar over, om vi gør noget, bare fordi det er let, mens vi lader meget andet (det der kræver mere af os) ugjort. Hvis vi gør alt, hvad vi kan, så har vi gjort meget, om end det kun er lidt. Jeg tænker på følgende ord:

Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."
(Markus 12, 41-44)

Venlig hilsen
Thomas

Jeg mener, at vi qua vores eksistens står i et forhold til andet værende jfr. Løgstrups ord om, at vi aldrig har at gøre med et andet menneske uden, at vi holder noget af dets liv i vores hænder. Eller tag blot et blik på Jesus, som du selv bringer lys på. Jeg har ikke skrevet, at vi er noget særligt hævet over alt andet. Det er din egen fortolkning. Men jorden eller vores jordiske verden styrer ikke sig selv, her har vi mennesker nu en gang et ansvar for, hvordan vi bærer os ad, og hvis ikke det var meningen, kan jeg ikke se, hvorfor vi overhovedet er her.

Vi har altså et ansvar for hinanden, og hvorfor ikke også hjælpe den lille solsort i nød, det kræver ikke så meget, måske det, der er sværest for os, nemlig at handle af hjertet.

Godnat

Mvh
Anne