HansKrist nævnte begrebet Kairos og jeg slog op på internettet og læste Krarups udlægning af begrebet. Ikke alene står Krarup midt i den horisontale virkelighed uden den vertikale dimension, han er slet ikke kristen, kun af ord.

Fordi han ikke har nogen næstekærlighed i sit hjerte, alt hvad han gør er, at han fortolker udfra sin egen forstokkede opfattelse. Projicerer sig selv over i forståelsen, så han aldrig bliver rystet i erkendelsen af, at han tager fejl.

Han er død med de døde.

Jesus ville vende sig i sin grav, hvis Han havde én.

Hvad er det kairos som står uden for tidens bevægelse?

Det er øjeblikket, det er nuet.

Hvert et øjeblik vi møder er et Kairosøjeblik overfor vores næste.

Som forleden. Da jeg købte rundstykker. Bagerjomfruen smilte til mig, men da jeg er en mand der sjældent smiler, missede jeg den gyldne lejlighed. Da jeg endelig havde fundet et smil frem var hun gået videre og hun erstattede mit smil med et surt blik.

Hvad kan man da gør andet end at gå videre, købe sine rundstykker og gå hjem?

Hvert øjeblik er et Kairosøjeblik.

Når man indsér det, så er man blevet voksen og følsom.

Velkommen til livet.

Hey Michael der vækkede du mig,, Kairoi og Kairos.

kairos er det handlingsmoment, hvor det evige bryder ind i timeligheden, hvor afgørelserne træffes og historien skabes.

Og dette er der intet af i Gîtâen der betragter virkeligheden under det tidløses eller evighedens perspektiv som mennesket skal gå op i, dette er en uhyre Abstraktion der giver os et forholdsvis harmonisk statisk billede af tingene.

I kristendommen og hos Paulus er pilen den anden vej, her er det mennesket der skal fyldes, og tiden og det værende i tiden, der fyldes. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Man kunne også sige at i Kristendommen er det dråben der skal fyldes med havet og i Gîtâen er det dråben/egoet eller mennesket der skal opløses i havet.

Både Tillich og Heidegger har deres tidsforståelse og historieforståelse fra Paulus. Alain Badiou vore dages helt store marxist og matematiker og filosof interesserer sig af samme grund levende for Paulus.



kairos i henhold til Tillich:

kairos is the "point in history in which time is disturbed by eternity" (Tavard 1962, 88-9); the right time, the moment rich in content and significance (individets såvel som menneskehedens historie).

kairos som begreb, defineres som så hos Tillich: kairos er det handlingsmoment, hvor det evige bryder ind i timeligheden, hvor afgørelserne træffes og historien skabes.

Nu for egen regning tilføjer jeg: og dette må sørme siges for Kristus-begivenheden som kairos –øjeblik hos Paulus, nemlig Damaskus-oplevelsen, der barsler det moderne vesten som vi kender det i dag, ja, Damaskus-oplevelsen, er Vestens undfangelse som vi kender det i dag. Uden denne Kristus-begivenhed tør jeg slet ikke engang spå om hvordan verden havde set ud, men et er sikkert menneskehedens selvbevidsthed, karakter og personlighed, her i Vesten, havde været ganske anderledes.

Tilbage til Tillich om kairos: Tillich mener der findes to linier der omhandler tid, der findes en logoslinie, der betragter virkeligheden under den tidløse Logos´s synspunkt, dette er en uhyre Abstraktion der giver os et forholdsvis harmonisk statisk billede af tingene, medens den anden linie, kairoslinien, er skabende, dynamisk og opererer med Tidens begreb. Det er den oplevede fyldte tid, i hvilken der leves og handles, eksistentiel tid, det er på én gang Øjeblik, Skabelse og Skæbne.

Følgende tænkere tilhører kairoslinien i Europæisk tænkning: Duns Scotus; Luther; Jacob Böhme; Schelling; Nietzsche; Berdyaev og Tillich selv. For egen regning stiller jeg Paulus op som den fornemste, sammen med ham Jesus og hans eskatologiske Guds rige nær forkyndelse.

Der gives historie, hvor der er afgørelse, og det en afgørelse, der er konkret og dog når til det ubetingedes dyb. Så længe afgørelsen ikke bryder igennem til det ubetingede, betyder den intet og står uden for historiens væsen.

Det er således i kairosmomentet, at de store afgørelser i et menneskets liv og i historien træffes. Det er her, der vælges og handles i pagt med det evige. Den afgørelse, i hvilken det, der vil gribe, selv bliver grebet, det er den transcendente afgørelse eller troen, Trosbegivenheden Kristus, Paulus´s Damaskusoplevelse. Det nærværende øjeblik er himmelsk, thi hvis en eller anden Nutid har indholdsfylde, da har den også det himmelske, fordi den vil skabe en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske; mere personligt udtrykt, skabe en forbindelse mellem mennesket og Gud.


Min tid er ikke kommet endnu siger Jesus; den kom da Paulus var på vej til Damaskus (her gennembryder Kristus kultursfæren; og Kristus sprænges tillige ud af jødedommen)!
Så diskontinuert, sporadisk spontant, helt fri af årsager (tid og sted) og nødvendighed (nødpåtvungen tradition) handler Gud Skaber den levende Gud. At en menneskelig hævdvunden tradition aldrig kan gøre sig til Herre over Kirken siger sig selv, da Kirken jo er Kristus der altid er Hovedet og Herren over os og vores til tider tåbelige hævdvundne forstenede/forbenede traditioner.

Damaskusbegivenheden som individuel/personlig Kairosbegivenhed er universel og uafhængig af tid og sted:

Vores genopstandne Herre og Frelser, Kristus, der kommer ved sin Ånd, Helligånden, med Ordet, og kommunikere sig selv, meddeler sig selv, så at ”ikke vi lever noget Kristenliv (gerningsretfærdigt fromt religiøst liv), men Kristus selv lever i os; og er vores liv, nye liv og virkelighed med Gud”. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.

Begivenheden Kristus, Troens begivenhed, det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden, et samspil hvor både Gud og mennesket har et indspil.

Ja, den religiøse åbenbaring er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning. Nicholas berdyaev.

Guds nedstigen (Fil 2) til tidens og det værendes verden i Kristus. Troens begivenhed er det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden, et samspil hvor både Gud og mennesket har et indspil.

Guds nedstigen til tidens og det værendes verden i Kristus, hvorefter vi stilles overfor korsets gåde, den eneste vej til Gud som er kort og stejl og et radikalt brud med det værende (friheden er nemlig mere primær/oprindelig end væren), hvorefter mennesket er et vertikal mysterium (Frihedsmysterium/ånds og bevidsthedsmysterium) lige så meget som det er et forklarligt horisontal mysterium for psykologien, biologien og naturvidenskaberne. Menneskets vertikale mystik/natur er diskontinuerligt revolution, mere end det er kontinuert evolution.






Det er den korte og stejle vej til Gud Paulus præsenterer os for,

og ikke den tomme vidtstrakte evighed (byggende på religiøse forestillinger), men den korteste bane til Gud (ateister læser: ”til os selv”), Kristi vej fra korset til opstandelsen, det er påsken, som vores dåb jo også er. Der er ingen vej udenom denne kærlighed og død, i denne troens begivenhed rykkes vi mennesker ud af vores vildfarelser (religiøse forestillinger) og stilles på den bane, den korteste og stejleste bane til Gud (vertikal og kun vertikal (altså et brud) og uden horisontale sanselige religiøse forestillinger), som fører igennem døden og endeligheden frem til det evige liv. Denne den korteste og stejleste bane til Gud er ikke nogen afslutning, men den dybeste begyndelse som tænkes kan.

Stejlt og kort, uden udstrækning, længde, med Kristus i døden, slukkes pludselig den religiøse sanselige ild, hvori det endelige menneske endnu tumler rundt, bedøvet af sine mange gøremål, idet det foregiver at de er for evigheden, men som jo kun er en endeløs fortsættelse af en ødelæggende endelighed. Denne ødelæggende endelighed, hvor vi løber os fortabt og trætte i det ”kun” værende, hvor vi brænder ud, udbrænder, fordi vi ikke lever i kraft af Gud (ateister skal læse: ”fordi vi ikke lever i kraft af os selv”), men ”kun” i det værende og skabte, og under dette det værendes, skabtes, betingelser, på den horisontale overflade; findes der en løsning herpå, en afslutning herpå? Ja, en afslutning og en løsning, som dog er ikke er et OPHØR, men den dybeste begyndelse, og vejen er med Kristus, der er et stejlt vertikalt brud på denne overflade, den endeløse fortsættelse af en ødelæggende endelighed blandt mennesker uden Guds kærlighed, ja, for med Kristus, vores dåb, som også er påske, kan vi igen komme til at leve i kraft af Gud (ateister læser: i kraft af os selv), den opstandelseskraft, vertikalitet, der gør os til Guds værk, skabt i Kristus, den ny skabelse, hvor vi også genløses til det Guds billede, Gud forud har lagt til rette for os at vandre i og leve i, fordi vi har åndens nye liv og med den magter at følge livets ånds lov.

Me det er en personlig begivenhed og hvis denne begivenhed ikke sker, hvad så? Så lever vi bare videre i vores almindelige hverdags trummerum og til sidst ender vi på plejehjemmet hvor vi sidder alene fordi vores børn har deres eget liv, som de ikke gør os til en del af.

Det er den yderste konsekvens af, at leve i tid. At erindre fortiden og begræde det tomme nu fordi man er blevet overflødig. Det er den fremtid, der venter dig og mig medmindre vi tager hånd om vores egen situation og bliver i stand til at leve uden at være afhængig af andre.

Derfor er den vertikale dimension at være nærværende, altid nærværende og ikke fortabe sig i erindringen om fortiden og drømmen om fremtiden. For mens vi er bøjet af vores erindring om hvordan det var og hvordan det kunne blive, så foregår livet altid omkring os lige her og nu.

Derfor må vi glemme erindringen om fortiden og forventningen om fremtiden og i stedet beskæftige os med livets her og nu.

Aldrig kommer dette nu tilbage og alt hvad vi gjorde eller glemte at gøre vil stå for evigt hvis vi ikke tager livtag med nuet.

Og nuet er handling. Aldrig er det tidspunkt hvor vi ikke ved at handle kan gøre noget gjort ugjort. Og det vi gør lige nu er den fremtid vi skaber. Så hvert øjeblik er et Kairosøjeblik hvor vi står overfor et valg.

Men der findes intet fortidigt valg og dets resultater som ikke kan omgøres i dette nu ved en fornyet handling. Derfor er det, at leve i nuet en konstant anspændelse.

Måske tror du at det, at leve i nuet er noget tamt og tomt, men det er det ikke.

I nuet er al energi tilstede i dette øjeblik. Og dette øjeblik er evigt.

Her står man ansigt til ansigt med sig selv på godt og ondt uden at fordømme eller retfærdiggøre.

Og hvis man begår en fejl, det gør vi alle. Så retter man den.

Det er at møde livet og sig selv ansigt til ansigt og det er essensen af al væren.