annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15535776
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372279
Et andet syn 1980771
Jesu ord 1518378
Åndelig Føde 1465535
Galleri
Mad for sjov
Hvem er online?
1 registreret somo 335 gæster og 305 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#8533 - 20/12/2009 16:18 Bhagavadgita 2009, 1. del
Michael Offline
bor her
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 1142
Så fik jeg læst den nye danske udgave af Bhagavad Gita. Jeg kan ikke læse sanskrit og jeg er ikke indolog, det har altid været den eksistentielle eller rent subjektive del af denne bog, som har interesseret mig i de 40 år jeg har kendt til den. På en måde er det både godt og skidt, derfor er det godt at der følger en udførlig forklaring med. Gitaen foregår i en specifik historisk ramme men det er min opfattelse, at essensen af den er uafhængig af hvilken tidsperiode man befinder sig i.

Når jeg nu hovedsageligt kender til Bhagavad Gita udfra min læsning af Poul Tuxens oversættelse er det klart at der har dannet sig et bestemt indtryk, en bestemt opfattelse hos mig i forståelsen af den, som nogle steder bliver udfordret af den nye oversættelse. Nu har jeg fået Tuxens oversættelse hjem, så jeg tydeligt kan se hvor det er, at min grundlagte opfattelse bliver forstyrret. Jeg vil prøve at komme ind på nogle specifikke steder senere, men først vil jeg komme med nogle generelle betragtninger.

Helt overordnet er ordet erkendelse blevet erstattet af ordet indsigt. På en måde kan man sige, at ordene erkendelse, indsigt og forståelse alle betegner det samme. Det gør de også, så det forstyrrer mig ikke, at man bruger ordet indsigt, dog får jeg et indtryk af noget mere stille, roligt og indadrettet med dette ord, mens ordet erkendelse mere giver et indtryk af en pludselighed, en strømmende flod. Selv bruger jeg ordet forståelse, som desværre også her i vesten anvendes i en noget begrænset betydning.

Der er sikkert interpolationer og opbyggelige rettelser i Bhagavad Gita ligesom der er i Det Nye Testamente men jeg opfatter den mest som udtryk for én mands erkendelse. Man siger, at i Bhagavad Gita græsser modsætningerne fredeligt side om side og hvor gør de det i det virkelige liv? Det gør de hos det enkelte menneske, det menneske som i kraft af sin erkendelse når ud over tankens modsætninger og som sammenstiller sin samlede viden i sit eget sind.

I Bhagavad Gita er tanken lige så materiel som alt andet stof og man kan betragte den som energi, der er bundet af en bestemt struktur. Det er svært for os at forholde os til, at vore meninger, synspunkter, holdninger, ja, hele vores verdensbillede skulle være stof som tanken, men det giver mening at tale om et sind, som er stivnet i en fast forudfattet mening, som et stivnet sind jfr. Jesu tale om de gamle flasker.

Tænk på hvor meget energi der er bundet i alle de forudfattede meninger vi bærer rundt på og tænk på hvor meget energi der frigives hvis vi frigør os fra dem, i kraft af at vi ser dem som det de er, illusioner, tankevirksomhed.

Al denne energi bliver til en brusende flod, som kan kaldes begejstring og i denne strøm af begejstring omformes al vores viden på en ny og skabende måde. Vi kan ikke tænke på noget vi ikke ved i forvejen men den skabende evne kan anvende det på en ny måde. Wilhelm Grønbech giver i ’’Jesus, Menneskesønnen’’ et fabelagtigt indblik i, hvordan Jesus anvendte den tilstedeværende begrænsning, som var den jødiske religion på en måde så, at Han gav de allerede kendte ord og begreber en helt anden mening og dybde.

For en ateist der sidder og måler tanke mod tanke og på den måde når frem til en bestemt opfattelse, er det svært at forstå, at hjernen også kan anvendes på anden måde end til at tænke med. At den også har en skabende evne. Denne skabende evne bygger, ligesom intuition, selvfølgelig på det kendte, men den når også udover det kendte. Al vores viden, som er hentet fra bøger er begrænset. Vi kan ikke putte hele universet og al livsvisdom ned i hverken Biblen, Koranen, selv ikke i al den skriftlige viden, der er nedskrevet og opbevaret siden skriften blev opfundet.

Viden er trods alt kun tankevirksomhed og selvom den beskriver den, er den ikke visdommens kilde selv. Erkendelsen, indsigten er visdommens kilde og ved at gå ind ad den dør kommer man i kontakt med universet selv og ikke et kæmpemæssigt verdensbibliotek af nedfældet viden, der, uanset hvor storslået vi synes, at det er, dog kun er som en brønd, der indkranser en del af den visdom der er allevegne i det levende liv.

Jesus kalder det en kilde af levende vand (Johannes 4, 5 – 24). I Bhagavad Gita omtales det:

’’Lige så meget nytte, der er ved en brønd, som er oversvømmet af vand til alle sider, lige så megen nytte er der ved alle vedaerne for en vidende Brahmin.’’(Bhagavad Gita 2009, s.71)

Jeg vil vende tilbage til denne oversættelse i forhold til Tuxens oversættelse i 2. del af mit indlæg, idet den indeholder det kernepunkt, der forstyrrer det billede, jeg har dannet mig.

Udover det ovennævnte, som man måske kunne betegne som værende lidt romantisk og drømmende er der to andre opfattelser, som har grundfæstet sig hos mig.

I en kultur som bygger på en filosofi om karma og reinkarnation og et samfund, der er delt op i kaster vil det være meget naturligt at antage, at en person automatisk bliver født i den rette kaste og at hans Dharma derfor giver sig selv. Men jeg har en anderledes opfattelse af dharmabegrebet end dette, at det blot er et samfundsmæssigt begreb. Går man lidt dybere, på det personlige plan, så kan det forbindes med det, som kan kaldes éns natur. Ens medfødte egenskaber, éns personlighed. I et samfund, som ikke er bygget op på i forvejen definerede kaster bliver problemet for den enkelte således at kende disse medfødte egenskaber og interesser og fuldbyrde dem i livet. På dansk kunne man måske bruge ordet kald.

Men ordet kald har også en anden dimension, en samfundsmæssig, religiøs. Man kunne kalde den skæbnen eller livets og samfundets historiske udvikling. Derfor, selvom man måske ikke i første omgang får øje på det, foregår Bhagavad Gita i Arjunas rolle som enkeltperson på en samfundsmæssig og verdenshistorisk baggrund og derfor handler en så stor del af den om, hvad der er gældende for den enkelte person. Fordi disse to er indbyrdes forbundne og skal forstås i sammenhæng.

Den overordnede ramme er de to hære som på grund af den historiske udvikling står overfor hinanden og i løbet af 18 bekriger hinanden. Arjuna, som hele sit liv har været en kriger, standser pludselig op og nedlægger sit sværd. Denne handling har kun betydning for ham selv, den har ingensomhelst historisk betydning. Uanset om han vælger at kæmpe eller ej, så vil kampen finde sted.

’’11.32. Jeg er tiden, den magtfulde, som forårsager verdens ødelæggelse, når jeg er moden dertil; jeg er fremstået her for at rive menneskene bort. Selv uden dig vil alle disse krigeren opstillet i fjendtlige rækker ophøre med at være til.

11.33. Derfor, rejs dig, og vind ære. Når du har besejret fjenderne, nyd da det rige kongedømme. Af mig er disse allerede slagne, Oh Arjuna, vær du blot mit redskab.’’ (Bhagavadgita 2009, side 127).

Alt hvad Arjuna gør finder derfor sted i hans eget personlige rum. Tiden og skæbnen kan hans handling ikke ændre på.

Men der er også en anden grund til, at Krishna sér nærmest leende på ham. Arjunas forvirring er total. Ved at se venner og bekendte på den anden side bliver han grebet af mismod. Dette er sandheden.

Men Arjuna erkender ikke denne sandhed. I stedet viser han, at han kender til alle de begreber der forbindes med at være fredelig. Selvom alle hans ord er rigtige er det for det første ikke årsagen til at han ikke vil kæmpe, men han har også hele livet levet som kriger uden at det anfægtede ham. Uanset hvor rigtige, de af ham anførte grunde til ikke at kæmpe er, er det ikke den virkelige årsag til, at han ikke vil kæmpe.

Årsagen er, at han ser familie, venner og bekendte hos modstanderen. Havde det være mennesker han ikke kendte, ville han ikke være blevet anfægtet.

Den anden opfattelse jeg har,er, at Bhagavad Gita viser livets mangfoldighed på mange måder og i mange dimensioner. Vyasa overordnede erkendelse (eller indsigt) omfatter alle modsætningerne og den væsentligste modsætning er den mellem det personlige og det upersonlige.

Bhakti kan aldrig være hverken personlig eller upersonlig eller snarere Bhakti er både personlig og upersonlig. Hvis den er personlig så er den begær, som ikke er kærlighed og hvis den er upersonlig så bliver genstanden for den tingsliggjort.

Kærlighed er derfor helt udenfor sindets og tankens område.

Selvom alle de filosofiske og religiøse retninger på den tid bliver nævnt, så gennemsyrer den overordnede bhakti-erkendelse hele digtet og hele den upersonlige opfattelse bliver fejet til side.

Men måske, det er fordi vi ikke har nogen klar opfattelse af hvad kærlighed er og ikke er, at vi ikke lægger mærke til at Krishna beder Arjuna om at sætte sig ud over det upersonlige Brahman:

’’18. 66 Idet du opgiver alle pligter, søg da din tilflugt mig alene. Jeg vil få dig befriet for alle onder. Sørg ikke.’’ (Bhagavadgita 2009, side 165). smiler


Dette var så første del af mit indlæg, som jeg syntes var nødvendigt for, at man kunne forstå min indgangsvinkel. I 2. del vil jeg beskæftige mig med nogle af de enkelte vers, hvor jeg støder på forskelle fra min egen opfattelse og hvor jeg synes, at de divergerer væsentligt fra Tuxens oversættelse.
Top Svar Citer
annonce


Seneste indlæg
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Er dette videnskab...
af Anonym
28/03/2024 17:32
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
International domstol beordrer Israel at..
28/03/2024 17:51
Pingvinerne i Guldborgsund Zoo har fået..
28/03/2024 17:33
Sam Bankman-Fried får 25 års fængsel ..
28/03/2024 17:08
Rusland: Gerningsmænd bag formodet terr..
28/03/2024 16:27
Holland vil bruge 18,6 milliarder kroner..
28/03/2024 16:05
Nyheder fra Religion.dk