annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15533515
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372112
Et andet syn 1980614
Jesu ord 1518211
Åndelig Føde 1465023
Galleri
Rødhus strand
Hvem er online?
0 registrerede 380 gæster og 308 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 5 af 11 < 1 2 3 4 5 6 7 ... 10 11 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#8499 - 16/12/2009 19:10 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Hanskrist]
Thomas
Uregistreret

Kære Arne, Kristian og Hans,

Jeg ser det på denne måde:

Der findes en ultimativ virkelighed, på en gang umanifesteret og transcendent som princippet bag altings manifestation og på samme tid immanent som den altgennemtrængende væren for alt manifesteret. Vi kan kalde det "Gud".

Gud er således Ånd, ikke et væsen som han oftest gøres til, hvis man indlader sig på en folkereligiøs fremstilling frem for en intuitiv erkendelse.

Når Gud erkendes som det ene og absolutte, så er der ikke langt til at fatte dette åndelige som en kærlighed, der rækker ud over det, som oftest forveksles med menneskelig kærlighed, nemlig begær og forelskelse, men derimod er fuldkommen uselviskhed. Uselviskhed, fordi vi alle kommer fra denne ene kilde og er gjort af samme stof; lad os elske vores næste som os selv. Selvopofrelse, fordi vi er del af noget meget større og ultimativt. Vi må lade vores lille selv træde til side, så det store selv kan udtrykke sig i verden.

...for verden er et sted, hvor der er manifestationer og udtryk. Og vi kan lade Guds Rige blive manifest gennem os. Fra vorden og potentiale til aktualiseret manifestation. Sådan kan vi dyrke Gud i os selv gennem ydmyghed, medfølelse og kærlighed. Som børn må vi blive - selvforglemmende og hengivne.

Dette kræver noget af os. At vi lader vores jordiske selv træde til side til fordel for Ånden. Jesus var parat til at dø for dette. Frøet bliver til et træ, når det er parat til at dø. Også vi må tage vores kors op og udholde prøvelser og kaste vores begær på kærlighedens bål - med en villighed der ligner den at hugge hånden eller foden af, ja rive øjet ud, hvis disse bringer os til fald. For hvis saltet først mister sin kraft, så er der ikke håb for det, som skal saltes.

Og sådan øser Ånden af sig selv og går ned i stoffet. Kristus blev til kød. For ved denne sammensmeltning skal verdens frelse fuldendes.

Lad os alle fatte kærlighed og lad Jesus være vort forbillede og lærer gennem sine ord, gerninger og bud, så vi kan udvikle en karakter, der er Gud til behag. Sådan kan vi lade vort lys skinne for andre mennesker, der måtte blive inspireret. For lyset sættes ikke under en skæppe, men skal lyse for alle i huset. Samtidig kan lyset kun skinne gennem ydmyghedens klare glas - bliver dette først mat, så vil hele vores sjæl være i mørke - vi må derfor altid stræbe efter at komme ind gennem den smalle port, men samtidig til stadighed erkende vores ondskab.

Vi beder Gud om tilgivelse og er altid parat til at tilgive dem, der gør os uret.

Venlig hilsen
Thomas


Redigeret af Thomas (16/12/2009 19:21)
Top Svar Citer
#8502 - 17/12/2009 09:53 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: ]
Kræn-P Offline
godt igang
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland

Kære Thomas.

Tak for et værdifuldt indlæg, og jeg vil tage udgangspunkt i følgende, som du skrev:

Citat:
Der findes en ultimativ virkelighed, på en gang umanifesteret og transcendent som princippet bag altings manifestation og på samme tid immanent som den altgennemtrængende væren for alt manifesteret. Vi kan kalde det "Gud".

Gud er således Ånd, ikke et væsen som han oftest gøres til, hvis man indlader sig på en folkereligiøs fremstilling frem for en intuitiv erkendelse.

Når Gud erkendes som det ene og absolutte, så er der ikke langt til at fatte dette åndelige som en kærlighed, der rækker ud over det, som oftest forveksles med menneskelig kærlighed, nemlig begær og forelskelse, men derimod er fuldkommen uselviskhed. Uselviskhed, fordi vi alle kommer fra denne ene kilde og er gjort af samme stof; lad os elske vores næste som os selv. Selvopofrelse, fordi vi er del af noget meget større og ultimativt. Vi må lade vores lille selv træde til side, så det store selv kan udtrykke sig i verden.


Naturligvis vil jeg – fordi jeg ikke er troende, d.v.s. hverken kristen eller hindu – bruge et lidt anderledes ordvalg, men lad det ikke skille os. Faktisk tror jeg, at der ikke er så langt mellem dine og mine synspunkter. I min sprogbrug, som jeg har lanceret i kommentarerne til Gita’en, benævnes den ultimative virkelighed med paradokset »det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.«

Dette er i sig selv et udtryk for den holdning, at jeg mener, man må afstå fra at bringe den gængse vesterlandske binære logik i anvendelse, hvis man vil forsøge at forstå. Vi skal snarere – hvis vi skal sammenligne med noget vesterlandsk – lade os inspirere af Søren Kierkegaards omgængelse med paradokset som tankefigur. Eller også skal vi have fat på de europæiske mysikere, af hvilke jeg har nævnt nogle stykker i min Gita’kommentar.

Det er dette, som Hanskrist ikke kan begribe, idet han fyrer løs fra hoften med argumenter, hvori der uden nærmere indholdsangivelse henvises til en række vesterlandske filosoffer, der angiveligt skulle have beskæftiget sig dybt med den ultimative virkelighed, der i den indiske nomenklatur benævnes som ’brahman’ og ’atman’.

Det, som du kalder kærlighed, hedder i min sprogbrug ’medfølelse’ eller ’empati’, men jeg er enig med dig i, at denne – hvad vi nu end kalder den – rækker ud over det, som oftest forveksles med menneskelig kærlighed, nemlig begær og forelskelse. Også her viser Hanskrist sin overfladiskhed ved ideligt at tale om Freud og libido, hvor jeg vil foretrække dit udtryk ’fuldkommen uselviskhed’, og det er unægtelig noget andet.

Vi kommer – som du skriver – alle fra den samme kilde og er gjort af samme stof. Dette har vi jo så storslået belæg for i den biologiske subdisciplin genetikken, idet vi langt hen ad vejen deler DNA-koder med alle andre levende væsener, og hvor forskellene er størst, er der tale om ca. to tredjedeles fællesskab i koderne.

Det er netop frigørelsen fra de menneskelige driftsdynamiske effekter, der gør det muligt at leve et liv med etiske kvaliteter sat i højsædet. Så længe vi har forkærlighed for dette eller hint, eller hader dette eller hint, er fristelsen til at handle egeninteresseret i mellemmenneskelige anliggender overhængende.

Dette er ét af de gennemgående temaer i Gita’en, og har været medvirkende til, at dette værk er blevet taget som et manifest udtryk for ædel visdom. Det fik for eksempel Wilhelm von Humboldt til i et brev fra 1820-erne at betegne Bhagavadgita som »(…) wohl das Tiefste und Erhabenste, das die Welt aufzuweisen hat.«

Her er Hanskrist derimod hurtig på aftrækkeren, idet han ved at have læst halvandet vers i én af de første recitioner betegner værket som konservativ pessimistik og koldt. Det er formentlig det, som Michael hentyder til, når han ovre på chatten skriver: »Jeg kan se, at HansKrist allerde buldrer frem efter at have læst et par sætninger.«

Dette var, kære Thomas, et par bemærkninger til dit indlæg til Arne, Hanskrist og undertegnede.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.
«

Piet Hein
Top Svar Citer
#8505 - 17/12/2009 11:45 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Kræn-P]
Arne Thomsen Offline
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Thomas og Kristian - Kræn-P.

Hvor er det skønt at læse, hvad I skriver!

Det er det selvfølgelig altid, når det er noget man er enig i, men her vil jeg tilføje, at det, I skriver, efter min mening indeholder meget store og dyrebare kvaliteter.

Jeg er i gang med "Gita", men det ta'r tid, og jeg har i sinde at skrive derom, når jeg er i det mindste nogenlunde igennem smiler

M.v.h. Arne.
Top Svar Citer
#8507 - 17/12/2009 13:07 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Kræn-P]
ALH Offline
bor her
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 613
Hej Kristian

Du skriver i dit indlæg til Thomas:

"Det er netop frigørelsen fra de menneskelige driftsdynamiske effekter, der gør det muligt at leve et liv med etiske kvaliteter sat i højsædet. Så længe vi har forkærlighed for dette eller hint, eller hader dette eller hint, er fristelsen til at handle egeninteresseret i mellemmenneskelige anliggender overhængende."

- Kan du uddybe, hvad du egentlig mener, da dette må være centralt at fange for at forstå et af de gennemgående temaer i Gita'en?

Jeg synes på den ene side, at du siger, at netop det at gøre sig fri af sine drifter er med til at højne et mere etisk liv, mens jeg på den anden side ikke kan få det til at hænge sammen med de sidste linjer, hvor du skriver, at så længe vi har forkærlighed for eller hader dette (det at gøre sig fri af...) da er fristelsen til selviskhed overhængende. Jeg er udmærket klar over, at kæden hopper af for mig, og jeg har bevidst valgt at formulere mit spørgsmål med et mere enkelt ordvalg med den risiko at komme til at fordreje betydningen (i så fald beklager jeg).

Mvh
Anne
_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
Top Svar Citer
#8508 - 17/12/2009 13:20 Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA [Re: Kræn-P]
Hanskrist Offline
veteran
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3642
Sted: Nørresundby
Kære Kristian, Arne og Thomas (og jmp og Anne med flere). Et principielt meget afgørende og vigtig indlæg, ikke mindst citatet af Berdyaev (se længere nede, det er den grønt fremhævede tekst).


At Kristian, Arne og Thomas, at I slægter hinanden på er tydeligt og det er sørme vigtig at der hurtigst muligt stilles et alternativ op til jer. I tror at I præsenterer og repræsenterer et moderne alternativ, men dette skyldes jeres uvidenhed om kontinental europæisk filosofi og teologi. Meget er gået hen over hovedet på jer, så godt vi har Anne og Hanskrist til at stille et ordentligt alternativ op for moderne mennesker.

Kristian skriver:

Naturligvis vil jeg – fordi jeg ikke er troende, d.v.s. hverken kristen eller hindu – bruge et lidt anderledes ordvalg, men lad det ikke skille os. Faktisk tror jeg, at der ikke er så langt mellem dine og mine synspunkter. I min sprogbrug, som jeg har lanceret i kommentarerne til Gita’en, benævnes den ultimative virkelighed med paradokset »det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.« Citat slut.

Langt de fleste definitioner af religiøs og ikke religiøs, ville fange Kristian som religiøs (godt nok slet ikke kristen og måske ikke hindu, men så meget andet) og jeg er da også forbavset over denne stærke religiøsitet jeg har fundet hos en mand der påstår at han ikke er religiøs.

Thomas skriver:

Der findes en ultimativ virkelighed, på en gang umanifesteret og transcendent som princippet bag altings manifestation og på samme tid immanent som den altgennemtrængende væren for alt manifesteret. Vi kan kalde det "Gud".

Gud er således Ånd, ikke et væsen som han oftest gøres til, hvis man indlader sig på en folkereligiøs fremstilling frem for en intuitiv erkendelse.

Når Gud erkendes som det ene og absolutte, så er der ikke langt til at fatte dette åndelige som en kærlighed, der rækker ud over det, som oftest forveksles med menneskelig kærlighed, nemlig begær og forelskelse, men derimod er fuldkommen uselviskhed. Uselviskhed, fordi vi alle kommer fra denne ene kilde og er gjort af samme stof; lad os elske vores næste som os selv. Selvopofrelse, fordi vi er del af noget meget større og ultimativt. Vi må lade vores lille selv træde til side, så det store selv kan udtrykke sig i verden.



Fremhæver lige:

Når Gud erkendes som det ene og absolutte, så er der ikke langt til at fatte dette åndelige som en kærlighed, der rækker ud over det, som oftest forveksles med menneskelig kærlighed, nemlig begær og forelskelse, men derimod er fuldkommen uselviskhed.


fordi vi er del af noget meget større og ultimativt. Vi må lade vores lille selv træde til side, så det store selv kan udtrykke sig i verden.



Gys, det løber mig koldt ned ad ryggen, dette er askese og det er ukærligt, koldt og goldt, og stik det modsatte kristendommen står for. Derfor er det også en katastrofe når disse for kristendommen og jødedommen så fremmede tanker, pludselig begynder at udvande kristendommen, som når jmp har forsøgt herpå, som når Klaus Berger og Thomas forsøger herpå og som når Arne Thomsen trækker i samme retning og vel også Kræn-p hvis vi skal være helt nøgtern.



Nu er det vist på tide at jeg lader Nicholas Berdyaev føre ordet.


There are two prototypes of non-Christian and pre-Christian mysticism which have persisted throughout Christian history and are still to be found surviving in our day. One of these is the Hindu mysticism of identity, of absolute abstraction from the plural world, of absorption in the Brahman. This is an attempt at a mysticism of pure spirituality. It is an acosmic mysticism. Brahman and Atman, Deity and soul, are identical. The realization of the Atman is likewise a realization of the Brahman. Sankara, whom P. Otto compares with Eckhart, is a typical representative of this school. God is represented as a super-existential non-being. It would be simpler to call this type of mysticism pantheism. It is a logical apophatic mysticism, one of renunciation and abstraction from any concrete being, from any cosmic and human plurality. It might also be said that the world of becoming, the composite and transitory world, is not authentic being, whereas the escape from it in search of the One is a passage towards authentic being; and that this world is being, but an escape from it is a passage to super-being. The evil and suffering of the plural sensible world are discarded through an act of abnegation and concentration on the abstract non-concrete One. This is an austere and unloving mysticism. The absence of love is explained by the fact that this mysticism is unconscious of the personality; it is concerned with abdiction rather than preserving the personality. As we have already shown, love is the relation of one personality to another. Tat twam asi is a term which denotes not love or the union of oneself with another, but the discovery in another person of identical characteristics, thus suppressing personal being. Love, on the other hand, postulates differentiation, the existence of another personality rather than the identity of personalities. The differences between Greek and Hindu philosophies apart, the mysticism of Plotinus answers to this type. It is also a mysticism of the One which is attainable through an abnegation and abstraction of the plural world. In Plotinus there is no mystery of the personality, and therefor no mystery of love. In Platonic and Neo-Platonic philosophy Eros aspires to good, supreme happiness, beauty rather than to concrete being or personality. As in Hindu mysticism, The One is super-being and is realized apophatically. Our soul is essentially Divine through spirit, through nous. The act of mystical contemplation is identical with the object contemplated, intellection is identical with the intelligible. This is a form of mystical monism, affirming the existence only of the One. Thus the spiritual path leads from complex plurality to simple unity. Being is identical with mind, with nous. In Hindu and Platonic mysticism everything is diamentrically opposed to the dialogical and dramatic relationship between man and God, between one personality and another, as revealed in the Bible. Spirituality is interpreted as being opposed to the personality, and therefore as independent of love, human freedom, and a relation between the plural and the One. The mystical way is that of gnosis rather than of Eros. Eros, too, is explained as a want, as a need of fulfilment rather than as a gift of abundance. These mystical elements have survived in the Christian world; they may be traced in Christian Neo-Platonism, in Eckhart's mysticism, in Quietism. Nicholas Berdyaev "Spirit and Reality".

Nå det ka godt være der var nogle af jer der blev grønne i hovedet syg

chockeret

Læs og studer for pokker da dette afsnit af Berdyaev og bliv klogere, ellers bliver Hanskrist ved og ved med at være mindst et hestehoved foran jer i religionsfilosofisk og teologisk filosofisk sammenhæng. I formår overhovedet ikke at skelne, og begyndelsen til at kunne skelne er at I læser og studer nøje Berdyaev's afsnit. Måske I vil få øje på det konkrete menneske og dets menneskelighed og personlighed. Det I konstant udvander med abstrakte golde kolde intellektuelle begreber uden kød og blod, uden eros.


Når Gud erkendes som det ene og absolutte

Skal dette ovenforstående Gudsbegreb der er så fremmed for urkristendommen og jødedommen, da virkelig ha lov at vinde indpas. Det er korrekt at kristendommen blev Helleniseret efter Pauls død, begyndende med Johannes og der er tendenser af græsk teistisk metafysik der svarer til det ovenfor, men til trods herfor er der en kraftig rød tråd af genuin kristen tænkning, filosofi og teologi hele vejen op til moderne tid der aldrig underkaster subjektet dette abstrakte begreb.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Længe leve Hanskrist, uden min tilstedeværelse var kristendommen simpelthen blevet udvandet og forvansket/forvandsket til ukendelighed. Den ny tids ånd repræsentanter er ofte i direkte modstrid med kristendommen og reaktionære og konservative, selv om de tror noget andet selv (fx ser sig selv som progressive, men det er gammeldags og forkert). Godt vi har den kontinentaleuropæiske filosofi og teologi, som denne har taget sig ud i et par hundrede år. Vestens Intellekutelle forfald er at repræsentanterne for den ny tids ånd, overhovedet ikke har forstået den kontinental europæiske filosofi, som vi ser det her på debatten med Kræn-p; Arne Thomsen og Thomas. Ingen af dem har fattet hvordan de forældede begreber de opererer med er videreudviklet her på kontinentet, det virker som om der er flere hundrede års filosofi og tænkning og teologi der er gået hen over hovedet på dem. Både er det abstrakte og døde og statiske begreber, men det er også begreber der giver et falsk billede af mennesket, subjektet. Hvis man vil vide noget om det autentiske selv, da må man forlade denne forældede tankegang som Kræn-p, Thomas og Arne Thomsen præsenterer. Nøglepersoner er Paulus, Luther, Descartes, Kant, Hegel/Feuerbach/Marx, Freud og Jung, Heidegger og Sartre og Bergson og Edgar Morin, det er Barth og Tillich. Her finder vi det autentiske selv.

Hvis man ønsker at forstå denne "Historien om vestens intellektuelle forfald" da er Allan Bloom's bog af samme navn vigtig. Hvordan kan 3 akademiker som Kræn-p, Arne Thomsen og Thomas være så uvidende om den kontinental europæiske filosofi gennem de sidste godt 100 år og mere til.

Hvad er det der kan få folk til at gå over å-en med ren kildevand efter brak vand, vand der har stået stille og været uden bevægelse, røre og liv, og som derfor ikke er frisk?
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Top Svar Citer
annonce
Side 5 af 11 < 1 2 3 4 5 6 7 ... 10 11 >


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
Frankrig genoptager støtte til palæsti..
28/03/2024 15:25
Letlands udenrigsminister trækker sig e..
28/03/2024 14:45
FN: Flere end 1.500 dræbt under bandevo..
28/03/2024 13:27
Efter sygdom: Paven prædiker igen til p..
28/03/2024 13:19
Visitationszone forlænges yderligere ef..
28/03/2024 12:50
Nyheder fra Religion.dk