Tanker.

Paulus skelner mellem de tanker vi har fra Gud (numinouse tanker) og de tanker vi har fra menneskelig filosofi og religiøs overtro, ufordøjede dogmer og lærersætninger. Paulus siger at vi ikke kan påduttes noget udefra omkring de her forhold i Kristus, altså vores inderste numinose jeg identitet, der i den sammenhæng er vi frie og iøvrigt alle folk lige. Ud over friheden så gør disse numinouse tilskyndelser i Kristus, altså Kristi tanker og handlinger ikke næsten ondt og de er i overensstemmelse med Kærlighedens og livets ånds love (altså de er biologisk ontologisk opbyggelige). En Paulinsk ideologikritik (overjegskritik), kritik af udefrakommende påvirkning af vores tænkning, finder vi i Efeserbrevet:

for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Ef 6, 12.

Dette er et tveægget sværdslag der rammer den konservative kristne kirke hårdt (og det var da også med Paulus i ånd og hånd at Luther fravristede den katolske kirke frelse-råderet over sjælene). Fordi ondskabens åndemagter i himmelrummet blandt andet omfatter de kristne bibelfundamentalister (og trosbekendelsesidioter der har trosbekendelserne som ufravigelige), der har ophøjet Bibelen til ufejlbarligt at være Guds ord. Og det rammer islam rigtig hårdt da de jo har Koranen som Guds ord.

Paulus nægter at sætte over styr den frihed og ånd vi mennesker har i Kristus og han jagter alt der forsøger at snige sig ind på Kristus som sandheden, alt der forsøger at trælbinde det frie suveræne menneske i Kristus, eller de friheder (fx lighed) og den ånd vi har i Kristus.


Og de tanker vi har fra Gud det er dem der kommer frit og spontant til os indefra, når vi ikke er under overjegets indflydelse, fremmed indflydelse, andre menneskers tanker og ikke mindst totalitære ideologier i omløb (også de kristne af slagsen). Paulus har som Marx og Freud en ideologikritik.

Paulus rejser sig imod de herskende tanker der er i omløb og siger at vi mennesker i Kristus har tankerne direkte fra Gud og derfor kan tale alle de herskende ideologier imod. Ihvertfald må vi ikke sætter den frihed vi har i Kristus over styr, hvor vi har friheden og ånden fra Gud og også tankerne fra Gud. At de er fra Gud, vil det så sige at de er fra Bibelen af eller de religiøse skrifter, nej overhovedet ikke, Paulus vil ikke godkende at tekster og bogstaveligheder kan være Guds ord, for Guds ord findes kun i forbindelse med Kristusånden og der hvor ånden er der er også friheden og tankerne.

Dette er Pauls erkendelsesteoretiske overvejelser der ret for alvor igen bliver taget op af Kant, hvor det transcendentale Jeg (numinouse jeg identitet) er det samme som Kristus, eller Kristus-jeget, også derfor at Steiner kalder Kristus for Jeg-legemet. Det er vigtig at forstå at både Jung og Steiner de kredser omkring Kant og Schopenhauer.

Nå du jmp såvel som Kræ-p, vil have tankerne til at falde til ro (i forbindelse med en meditation og jeg istedet siger at når jeg mediterer så er det "cogito ergo sum"), da skyldes det at I vil have sprogets indflydelse på vore tanker og de herskende ideologier der er i omløb, deres magt-indflydelse eller mægtige indflydelse på vores sind bragt til ophør. Nøjatig det vil Paulus, Descartes, Spinoza, Kant og alle disse kontinental europæiske tænkere også. Så når descartes siger cogito ergo sum, da er det netop de tanker vi ikke er blevet påduttet han taler om, nøjagtig de tanker, ideer og billeder og motiver, der i ontologisk numinous forstand bor i os mennesker og som gør sig gældende.

Jo mere man mediterer jo mere opdager man at man tænker sine egne tanker, at cogito ergo sum, står for at bevidstheden i ubetinget fri tilstand er tænkende, og fyldt med ideer, motiver og billeder, urbilleder (mennesket er gjort af det samme stof som drømmene (Shakespeare)). Man opdager hvad der menes med at Ordet er Kristus. Cogito ergo sum, er nøjagtig det samme som at Ordet (Guds) er Kristus. Det er dette Ord (der er Kristus) der skaber mennesket, giver mennesket identitet og bevidsthed (transcendental Jeg identitet), skaber lys, altså bevidsthed og det er det Ord vi hører om i GT 1 Mosebog, som skaber verdensforklaringer (ikke at det gamle testamentes verdensforklaring i naturvidenskabelig forstand er sande og i overensstemmelse med hvordan tingene er foregået i sin tid; men det skal forstås sådan at det er med Ordet at vi begriber og får øje på verden, at det "verdner" for os, at verden går op for os (dyr aner intet om verden, de er i verden og i naturen som de lever i og ikke ville kunne gøre til genstand for deres betragtning)). Det betyder at det er igennem Ordet, altså vores sproglighed, og tænkning at verden bliver til for os. Hvis nu Newton og Einstein var født som ikke tænkende og læsende og sprogbrugende væsner, da ville de ikke have fortalt os om verden. Men begge er de født ekstrem tænkende (intuitiv tænkende) og begge havde de i helt ekstrem grad trangen til at stole på deres egne tanker som de magtede at skelne fra ydre indflydelse. Og læste de en tekst læste de indenad. At Einstein var meget optaget af sine egne tanker, ser vi i det forhold at han begynder meget sent at tale, mener at vide han var 5 år, før man registrerer at talen virkelig er tilsted hos denne dreng. Disse asperger lignende træk finder man ofte ved store filosoffer og videnskabsfolk som man også ofte finder ordblindhed, da tankerne deres egne har primat over ordet som det læses, udtales og bruges af flokken. De er skeptiske, nok født skeptiske, og vil ikke ukritisk godkende en tekst som en umiddelbar lynhurtig sproglig indstrømning. Sådan har jeg ihvertfald selv oplevet og erfaret min ordblindhed. Ikke fordi jeg kan sammenlignes med Einstein, slet ikke (selv om Einstein helt sikkert ville føle sig smigret mere end jeg ville føle mig smigret), men fordi vi begge har givet tænkningen, den intutive primære tænkning forrang overfor sproglighed og tekstlighed og ordlighed/bogstavelighed. Tydeligt er det at Paulus også er gjort af samme stof, derfor hans ideer om at bogstaveligheder slår ihjel, døder mennesker, døder ånden og livet.

Det der falder til ro i forbindelse med meditation er den sekundære tænkning, hvorimod den primære intuitive tænkning øges under en meditation. Altså i takt med at de tanker der skyldes sprogets og teksterne og den information vi omgås til dagligt der er tidens ånd, i takt med at denne afledte sekundære tænkning falder til ro i en meditation, i takt hermed stiger den primære tænkning, og ideerne og urbillederne, arketyperne og motiverne dukker op i vores liv. Her er det vigtig at påpege at det primærprocestænkning fra psykoanalysen dækker over, bestemt ikke er sammenfaldende med det numinose transcendentale jeg og dets tænkning, som Descartes og Kant og Paulus er beskæftiget med, tværtimod.

Langt de fleste mennesker har slet ikke et JEG, men kun et overjeg, eller overjeget udgør det for deres jeg eller har sat sig på jegets plads. Det siger både Paulus og Freud, og begge vil de hjælpe folk til at få et Ego/JEG, hvor Paulus dog kalder dette jeg for Kristusjeget. Gamle Adam hos Paulus er det menneske der lever under loven (altså overjegets indflydelse (påduttet religiøs filosofisk indflydelse)), hvorved det er blevet mast.

Når new age (og EKIM fx) vil dræbe egoet og i et væk taler nedsættende om egoet eller jeget, da skyldes det at de forveksler egoet med det Freud kaldte for overjeget, både ideal-overjeget og samvittighedsoverjeget, og som Freud også var kritisk overfor. Og new age ego begreb dækker også nøjagtig og præcist over det Jung kaldte for personaen. Dette er den ene store forbistring, sprogforbistring, det andet store problem, er ikke en sprogforbistring, men skyldes at new age og den kontinental europæiske tradition har 2 forskellige syn på mennesket og på tænkningen. Hvor man i den vestlige tradition tror på at mennesket er en selvstændig tænkende og fri størrelse, altså et Gudemenneske eller Kristusmenneske, og her skal mennesket ikke guddommeliggøres og underordnes Gud eller underkaste sig Gud, eller centrere sig om Gud (for i Kristus har man tværtimod en fri handlingsbasis i Gud, så man kreativt og karismatisk kan udtrykke sig selv og mennesket centrifugalt, i en fri og kunstnerisk akt), mennesket skal styrkes og finde sit sande udtryk, kreative og frie udtryk. Ånden og friheden fra Gud i Kristus, gør ikke mennesket specielt åndeligt eller guddommeligt, men det gør mennesket stærk, selvstændig og fri og forstandig og gir mennesket fri tale overfor Gud ifølge Paulus, hvilket vil sige at der ingen Hellige skrifter eller religigøse guddommelige tekster findes, kun helligånden, eller den frie ånd i Kristus kan vi synde imod. I vesten skal mennesket opdage og finde sig selv som menneske (det er antropologi og det skabende kreativ frie menneske), og i østen skal mennesket finde sig selv i Gud (eller Naturen/kosmos) og det åndelige (det er sind og bevidsthed); i østen er mennesket en del af noget stort og dette store skulle man gerne ende med at gå op i som en dråbe i havet (herfra de har fået ideen om egoets død), dette sidste forhold er helt utænkeligt set med vest-kirkens øjne, både den katolske og den protestantiske, for her er det Havet der flyder ind i dråben (i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod). således at dråben (egoet/mennesket) aldrig går til grunde i Gud, ender med at opløses i Gud (det der gemmer sig i den kristne opstandelsestanke).

Det er Paulus der får denne ide at mennesket ikke kan gå op i Gud, men at mennesket i Kristus, skal blive en ny skabning der er som Gud, altså ideen om et menneske som Gud, et Gudemenneske. Eller et Jeg-menneske, en selvstændig og fri og kreativ Herre her på jorden.