Jeg vil blot komplimentere dig for dit svar til Anne senere i denne tråd. Det lykkes for dig at give et afrundet billede og nævne underbevidstheden uden at indføre nye begreber som man kan forvilde sig i, såsom jeg'et, selvet, den daglige bevidsthed og hvad ved jeg.

Jeg synes at klarhed i tankevirksomhed er et must men jeg mener også at man bliver nødt til at skelne meget klart mellem den klare og videnskabelige tanke og så vores liv som menneskelige væsner mellem hinanden. "Den videnskabelige udvikling af psykologien" kan meget vel medføre at det rent menneskelige går tabt.

Som menneskelige væsner er vi en helhed af krop og sind (eller hjerne om du vil) og vi mennesker er tilbøjelige til at gemme os i selve intellektet fordi vi så ikke behøver at tage højde for helheden. En del af denne helhed er det vanskelige følelsesmæssige liv blandt andre mennesker.

Jeg har ingen problemer med videnskabelig viden, heller ikke psykologisk videnskabelig viden, hvis man hermed mener at man ønsker at afdække sandheden.

Jeg er adskillige gange blevet præsenteret for nogle buddhistiske historier, som jeg ikke har ulejliget mig med at sætte mig dybere ind i da jeg aldrig har forstået pointen.

Det er noget i retning af at hjulet er ikke bilen, rattet er ikke bilen, vinduesviskeren er ikke bilen osv.

Nej, det er ganske korrekt, de enkelte dele er ikke bilen, men tilsammen udgør de bilen og når man har samlet dem, sætter man sig ind i bilen og giver sig til at køre.

Nogle mennesker finder fornøjelse i at lære nok til at de kan konstruere og samle deres egen bil. Det er som sagt en fornøjelse i sig selv.

Men når man så har samlet bilen, med alle dens dele, så er det på tide at sætte sig ind i bilen og køre den ud på vejen.

Det kunne man så sammenligne med det at leve.

At køre bil.

Tak for dit "held og lykke" - det er der vist brug for

Jeg er på sin vis enig i jmps kommentar til dig og dog synes jeg, at du lidt hurtig vælger at fokusere på, at også min tilgang til omverdenen er subjektiv. Det har du nok ret i. Men kunne du ikke skelne mellem det at gå objektivt og videnskabeligt til verden og så det, at vi hele tiden interagerer, oplever og repsonderer på vores omverden, som også jmp er inde på? Viden mener jeg, at vi hele tiden næres med, men her mener jeg ikke, at det nødvendigvis er den, der indarbejdes rent intellektuelt. For mit eget vedkommende er jeg rimelig overbevist om, at jeg er dér i livet, hvor jeg skal være, og det er ikke fordi, at jeg ikke bifalder videnskaben, men den "klogskab" jeg kan møde verden med, ligger et helt andet sted.

At jeg bragte det med flugten frem var blot for at pege på, at jeg ikke tror på, at ingen her en gang imellem vælger flugtens vej, og det er ganske rigtigt en subjektiv holdning, som jeg nok skal undlade at udfolde yderligere, da jeg ikke kender nogle af jer udenfor debatten. Jeg prøvede såmænd blot at trække det lidt ned på jorden, hvor vi alle befinder os.

Måske jeg kunne driste mig til at spørge dig, hvad det betyder for dig (subjektivt set) at være holistisk? Du er vel bekendt med, at mange i den "alternative verden" opererer med begrebet holisme/holistisk, og jeg er ret sikker på, at vi er mange, der føler os holistiske uden at være i besiddelse af din videnskabelige tilgang.

Beklager, men jeg har pludselig fået lidt travlt, så dette bliver lidt kort uden den større gennemtænkning..


Mvh
Anne

Kære jmp.

Du skriver:

Det er da en fordom, der er til at tage og føle på. En videnskabelig udvikling af psykologien vil da netop tilføre den menneskelighed, som de freudianske fantasier mangler.

Videnskaben står overalt for en bedre forståelse af forholdet mellem årsag og virkning, så en bedre forståelse af de menneskelige reaktioner kan vel ikke kaldes et tab af menneskelighed, medmindre du ønsker at gøre menneskelighed til et kryptisk og for andre mennesker uforståeligt begreb.

Øget forståelse medfører faktisk øget tolerance overfor de menneskelige behov, og en tilsvarende mindre tolerance overfor umenneskelige moralkrav.

Du skriver videre:


Hvordan kan du forvente at forstå buddhistisk tankegang, når du som du siger ikke vil "ulejlige" dig med at sætte dig ind i den. Du kan vel ikke være uvidende om, at buddhismen er både en tolerant og yderst fredelig religion, men dens menneskelige kvaliteter interesserer dig åbenbart ikke. Til gengæld interesserer den en masse videnskabsmænd, fordi den søger at frigøre tanken fra dens ordmæssige begrænsning.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. Det er ikke nogen god idé at køre bil, hvis man ikke har ulejliget sig med at tage et kørekort.

.

Forståelsen af sandheden kan aldrig føre til umenneskelighed idet den kun kan erhverves ved kærlighed. Sandhed og kærlighed er uadskillelige.

Men det er ikke dette der foregår når man videnskabeliggør psykologien. Som med alle andre menneskelige forehavender er denne videnskabeliggørelse kærlighedsløs.

Det er den først og fremmest fordi den der beskæftiger sig med den ikke forstår den enkle kendsgerning at det han beskæftiger sig med er ham selv. Den eneste sande psykolog er ham der forstår sig selv, ellers er al hans viden kun bøvl.

Der er da meget fint tankegods i buddhismen, men hvis de forstod den sandhed de gør sig til talsmænd for ville de aldrig kalde kalde sig buddhister, udstikke en vej og føre menneskene vild.

Man kan ikke forstå sandheden og samtidig bekende sig til en religion. Ikke engang den ikke eksisterende religion, ateismen.

Kære jmp.

Dette er ganske enkelt noget lommefilosofisk vrøvl. Hvis du vil kommunikere med andre mennesker, må du bruge ordene på samme måde som andre mennesker. Ellers bliver det bare til en gang navlebeskuelse, hvor du sidder og føler, at du tænker dybsindige tanker, men hvor du bare væver dig selv ind i et ligegyldigt tankespind.

Einstein udtrykte det meget præcist, da han sagde, at han stod på kæmpers skuldre. Vi står allesammen på en kæmpe menneskeheds skuldre, som i mange årtusinder har indsamlet viden gennem erfaring, og givet denne viden videre til de følgende generationer at bygge på.

Det blev muligt, fordi vi kunne kommunikere præcist og alligevel alsidigt. Men hvis hver af disse forfædre havde valgt at bruge ordene på deres private måde, så var vi ikke kommet langt ud over abestadiet.

Sandhed og kærlighed er to vidt forskellige ting. Kærlighed kan udmærket været baseret på løgne og bedrag, og for nogen mennesker er sandhedsbegrebet nært forbundet med et uudslukkeligt had.

Det er en ommer, jmp.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. Der findes ikke nogen absolutte sandheder, og en masse mennesker har fundet deres sandhed i religionerne.

.