Kære Arne



Der er for mit vedkommende ikke tale om, at Faderen og Helligånden ikke skal have opmærksomhed. Pointen i mit indlæg var at pege på vigtigheden i kristendommens trinitet, som jo netop foruden Kristus implicerer Faderen og Helligånden. Når jeg derfor har en stærk betoning af Kristus, skyldes det en kristologisk tilgang; at det er i Kristus eller med Kristus vi tror. Det i sig selv udelukker ikka Faderen og Helligånden, men som Jesus jo siger et sted, kommer ingen til Gud uden gennem ham.
På samme måde møder du vel i dit ikon en Kristus, der ser med øjne, så du ikke kan undgå at mærke et nærvær, hvor Gud ER - måske en kraft der gives qua Helligånden. Altså, det jeg prøver at sige, er, at Gud i kristendommen forstås som en treenig Gud, fordi Gud i historien - i vores liv - har åbenbaret sig som Fader, Søn og Helligånd. Treenighedslæren er ikke bare ren teologisk spekulation, men troens eftertanke af det erfarede (Anna Marie Ågaard skrev noget lignende i 1972).

Dette er vigtigt at fastholde ift islam, for islam bærer ikke denne unikhed, denne trinitet, så bliver det en dag et spørgsmål om kristendommens eller islams overlevelse, vil jeg så afgjort pege på kristendommen, hvilket jeg selvf. også vil gøre nu, hvis en kom og spurgte mig, hvad jeg syntes han/hun skulle vælge at betro sit hjerte til.

Uanset hvor sympatiske og medfølende mennesker vi er, er det altså okay og måske nødvendigt at fastholde det, der kun kan pege mod liv og ikke mod sværdet i bogstavelig forstand. Hermed ikke sagt, at kristendommen ikke opererer med gudsforståelser, der f.eks. formidler holdninger mod abort, homoseksualitet etc, som også kan være værd at tage afstand fra. Og ja, jeg er bekendt med kristendommens historie jf. korstogene osv.

Men du finder altså ikke et krav fra min side om, at kristendommen skal have religøs eneret, men derimod et teologisk forsvar for de elementer i kristendommen, der f.eks. adskiller kristendommen fra islam.



Igen forstår jeg ikke helt, hvorfor du henter sådan et argument frem i lyset af mit indlæg. Jeg får fornemmelsen af, at du reagerer på, at jeg belyser kristendommens ressourcer frem for andre religioner (nu vil jeg ikke just sige, at agnosticisme og ateisme er religioner...?). At jeg vedkender mig et kristent ståsted betyder jo ikke, at jeg ikke respekterer andres ståsteder som f.eks. en muslim, en agnostiker eller for den sags skyls en ateist

Hav en god dag, Arne..

Mvh
Anne

Det guddommelige skál ned på det niveau! Jeg har overordentlig svært ved at forstå, at du kan reagere så hudløst på ordet, Faderen og ham . Herre Gud, det er jo bare en sprogliggørelse på baggrund af troens oplevelse: En oplevelse af, at Gud er som en retfærdig far (eller omsorgsfuld mor). Hvis ikke vi er i stand til at opleve og tale om denne, Gud, forekommer denne mig som noget, der er langt væk, noget guddommeligt eller åndeligt, som i virkeligheden ikke har så meget at gøre med vores virkelighed.

Hvad er der egentligt egoistisk og vulgært ved at sige han ? Jesus var da i kød og blod ganske menneskelig som en, han..

Pointen med kristendommen vs. jødedommen er vel netop, at Gud er trådt ind i vores verden, helt konkret i Jesus fra Nazaret også kaldet Guds menneskevordelse (inkarnationen).

Nu håber jeg ikke, at jeg lyder ophidset eller skrap, det er egentlig ikke min mening. Jeg har nok lidt svært ved at forstå, hvorfor du på den ene side helst vil dvæle ved Faderen, ham, som ER, og på samme tid føler et misbehag ved de begreber, der figurerer som Faderen, han osv...

'I Kristus' behøver det hele ikke at være så kompliceret, som en af mine trosfæller helt sikkert kunne finde på at sige..

Håber ikke, jeg har misforstået dig

Mvh
Anne (skrevet meget hurtigt)

Kære Arne,

Jeg tænker faktisk også meget på Gud og Helligånden. Jesus' ord og gerning er for mig åbningen til Helligånden, som fører mig til Gud. Jesus formidler Gud - taler om Gud så præcist gennem både sine bud og øvrige ord. Og naturligvis gennem sin gerning, hvor han ofrede sig selv midt i folkets had og vrede (over at han ikke kunne støtte dem verdsligt og over at han brød med alle de sirlige religiøse regler og tog hjertet i centrum) - uden at hade dem tilbage!

Jesu ord vækker noget i os. Hans krav er f.eks. kærligheds-radikale i forhold til Muhammeds krav. Jesus vidner om det absolut uselviske.

...denne uselviskhed renser os, vil jeg mene, så Helligånden kan tage bolig i os og hjælpe os videre i vores åndelige udvikling, der også kan rumme smerte (udvikling og smerte: Grenen renses for at den kan bære mere frugt!).

Visdom ser jeg som Helligåndens arbejde i os. Og når vi den totale renhed som Jesus Kristus, så bliver vi - som han - ét med Gud. (Man vil blive udlært som sin mester).

En karakterudvikling med Jesus som forbillede, formidler og frelser.

når vi den totale renhed som Jesus Kristus, så bliver vi - som han - ét med Gud. (Man vil blive udlært som sin mester).

Det du der siger findes der kun svage spor af hos Johannes, men ellers er det ikke kristendom.

Kristendom er ikke renhed og et med Gud. At kristendom ikke er renhed, betyder dog jo heller ikke at det er beskidthed; men det betyder at kristendommen er at forblive jorden tro. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Ligeledes hvis nogen er i Kristus er han en ny skabning.

Altså Kristendom er en ny antropologi, en kristologisk antropologi, og der findes ikke tegn på at mennesket skal gå op i Gud eller blive et med Gud (kun hos Johannes der blander og forvirrer Kristusmystik med Gudsmystik).

Tanken om opstandelsen og de nye skabninger vi er i Kristus, modsiger at vi skal være et med Gud.

Kristendommen er faktisk den eneste verdensreligion hvor mennesket ikke skal gå op i Gud eller noget andet, hvor mennesket ikke skal opløses, men blive stærkere og bevares. Kristendommen har en antropologi, her har Gud stillet sig på menneskets side.

Den kristologiske antropologi siger at mennesket skal blive et Gudmenneske, et Kristusmenneske, Kristus skal vinde skikkelse i os. Så mennesket skal ikke miste sig selv via askese og renhed og ved at gå op i Gud eller blive et med Gud, for derved giver vi afkald på vores menneskelighed og den beholder vi som Kristusmennesker, eller som Gudmennesker.

Det er netop dette stærke antropologiske forhold, den kristologiske antropologi, hvor Kristusmystikken aldrig blandes sammen med Gudsmystikken, der kendetegner kristendommen, eneste religion hvor Gud har stillet sig på menneskets banehalvdel for at styrke os og det sandt menneskelige.

I Kristus har vi friheden og ånden fra Gud og vi skal ikke være et med Gud, men være Gudmennesker. Derfor Kristus. Gud er ikke i renhed eller i ånd eller åndelighed, men Gud er i mennesket. Det er i kristendommen mennesket der er vigtig og ikke renhed eller ånd og åndelighed eller endsige Gud, det er nemlig Gudmennesket i stedet for det drejer sig om.

Kristendommen er eneste religion hvor mennesket ikke må tabe i det spil med ånd og åndelighed og Gud. Mennesket skal kunne klare alt det med ånd/bevidsthed og åndelighed/intelligens og Gud uden at give køb på sig selv som menneske, uden at miste libido eller styrke og vitalitet som menneske, ja tværtimod skal mennesket være en ny skabning et Gudmenneske (Kristus der vinder skikkelse i os alle).

Kun kristendommen har dette stærke antropologiske princip, kendt som den kristologiske antropologi for de nye skabninger vi er i Kristus. Alle andre religioner forråder jorden og mennesket og er en underkastelse det åndelige, ånden og Gud. Men sådan er kristendommen ikke, her er ingen underkastelse Gud eller centrering Gud eller forsøg på at nå Gud, via åndelighed og renhed, da mennesket har unik værdi, det vi finder i opstandelsestanken og i det forhold at i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.

I kristendommen er det ej heller mennesket der søger Gud, men Gud der er kommet til os og har fundet os i Kristus. Det skyldes ikke menneskets søgning eller selvanstrengelser, selvretfærdighed, men er en begivenhed der ved Helligåndens hjælp kan manifestere sig i vores liv, gøre sig gældende i den enkeltes liv. Troen er at leve i åbenhed for denne inkarnationsbegivenhed Kristus, Kristusbegivenheden. Om man siger ja eller nej til Guds fødsel i ens liv (Kristus), er selvfølgelig op til det enkelte menneske selv. Hvis man siger ja til Guds fødsel i ens liv (da er man ikke religiøs mere og tror ej heller mere på Gud), vil det også medføre at man selv bliver en ny skabning, et nyt menneske. Disse forhold kan enhver afprøve i sit eget liv, da det findes som konkret virkelighed, der endda indimellem presser på for at manifestere sig, for at gøre sig gældende i ens liv. Og det er så konkret at enhver kan forlade tros-idioti og begynde at eksperimentere med disse forhold. Det er konkretionernes konkrethed i al dets singularitet. Det er kreativt musisk og kendetegnes af at vi kan vandre i ånden og lovsynge med vores forstand, både højre og venstre hjernehalvdel er involveret.

mange kærlige religionsfilosofiske Berdyaev hilsner Hanskrist.

Kære Hanskrist,

Jeg svarer ved at citere dig:

"Det du der siger findes der kun svage spor af hos Johannes, men ellers er det ikke kristendom."

- Det er ikke svage spor, og det er heller ikke kun hos Johannes. De rene af hjertet skal se Gud, findes allerede i Bjergprædikenen. Og løbende findes det i forskellige lignelser, bl.a. huset der er fejet.

"Kristendom er ikke renhed og et med Gud."

- Jesus er ét med Gud, og han ønsker, at vi skal være ét med ham, så Faderen og Sønnen og disciplene bliver ét. Som træet på grenene. Han i os og Gud i ham.

"Tanken om opstandelsen og de nye skabninger vi er i Kristus, modsiger at vi skal være et med Gud."

- Det kommer an på, hvordan du tænker Gud, og om du med nye skabninger mener i kød og blod. Nogle tror, at vi skal genopstå i kød og blod efter dommen, andre at vi bliver som englene i himlen.

"Kristendommen er faktisk den eneste verdensreligion hvor mennesket ikke skal gå op i Gud eller noget andet, hvor mennesket ikke skal opløses, men blive stærkere og bevares."

- Der er ingen grund til at blande de begreber, som du gør det, vil jeg mene. At gå op i Gud er ikke at opløses. Og at gå op i Gud er bestemt ikke at blive svagere. Tværtimod havde Jesus en stærk og smuk karakter - syndfri - og han ønsker det samme for os (hvilket i processen består i at erkende vores synd!).

"Den kristologiske antropologi siger at mennesket skal blive et Gudmenneske, et Kristusmenneske, Kristus skal vinde skikkelse i os. Så mennesket skal ikke miste sig selv via askese og renhed og ved at gå op i Gud eller blive et med Gud, for derved giver vi afkald på vores menneskelighed og den beholder vi som Kristusmennesker, eller som Gudmennesker."

- Du siger det jo selv: Kristus skal vinde SKIKKELSE i os. Vi skal netop modtage af hans nåde og frelse, ord og gerning, så vi kan ligne ham mere og mere af karakter og barmhjertighed. Der er bestemt ikke tale om askese (jovist, askese fra verdens ondskab og verdslige vilje), og der er heller ikke tale om at give afkald på vores menneskelighed. Er vores menneskelighed ikke netop at blive bedre end dyrene, der (i moralsk uvidenhed) slår hinanden ihjel?

"Det er i kristendommen mennesket der er vigtig og ikke renhed eller ånd og åndelighed eller endsige Gud, det er nemlig Gudmennesket i stedet for det drejer sig om."

- Selvfølgelig er mennesket vigtigt! Vi har jo - modsat dyrene - fået en forståelse af moral og uselviskhed, som vi kan efterleve. Vi kan netop efterleve de ord, som Jesus gav os til efterlevelse - i kærlighed til vores medmennesker.

"Mennesket skal kunne klare alt det med ånd/bevidsthed og åndelighed/intelligens og Gud uden at give køb på sig selv som menneske, uden at miste libido eller styrke og vitalitet som menneske"

- At forbedre sin karakter i kærlighed til andre er ikke at miste vitalitet som menneske. Det er at vinde vitalitet, for hvilket større sejl på menneskelighed findes end uselviskhed og kærlighed?

"Men sådan er kristendommen ikke, her er ingen underkastelse"

- Det piner mig, hvis du ser på det krav, man kan stille sig selv (og som Jesus kan ønske for os) om at forbedre sig som menneske, som værende underkastelse. Jeg synes omvendt, at det er noget meget smukt.

"I kristendommen er det ej heller mennesket der søger Gud, men Gud der er kommet til os og har fundet os i Kristus. Det skyldes ikke menneskets søgning eller selvanstrengelser, selvretfærdighed, men er en begivenhed der ved Helligåndens hjælp kan manifestere sig i vores liv, gøre sig gældende i den enkeltes liv."

- Gud er kommet til mennesket ved at sende sin Søn. Men det er vores job at tage imod Sønnen, som kommer med et budskab og fortæller os, hvordan vi kan følge ham. Det er dernæst vores job at følge ham. Og dette kræver vores indsats - til en som ville begrave sin far, sagde Jesus, at han skulle lade være og følge ham. Til skarerne sagde han, at de skulle handle på hans ord. Og i lignelsen om sædemanden sagde han, at vi måtte være udholdende for at bære frugt.

- Men dette er til gengæld et mildt åg - når man opdager dets fryd. Heller ikke har det noget med selvretfærdighed at have gøre, for vi skal samtidig have blik for vores synder, samtidig med at vi bestræber os på at glæde vores medmennesker.

samtidig med at vi bestræber os på at glæde vores medmennesker.

Og det tror du Hans Krist er ude på, han vil sku da kun forvirre dem, jo værre desto bedre, der findes indlæg man bedre kan forstå, men jeg er heller ikke så hellig.

Synes det er lidt svært at ha med at gøre at du optræder anonym,,,, fordi man derved uvilkårligt kommer til at forveksle dig med andre anonyme bidragsydere på debatten og det er jo ikke sikkert det er dig hver gang.

Selv om du får et profilnavn kan du stadig forblive anonym.

Du fremstiller kristendommen som en idealitet, og dermed et overjegsfænomen (du involverer idealoverjeget) og det er netop det kristendommen ikke er. Kristendommen er Paulus der vendte Platon og hans idealitet på hovedet. Kristendommen er altså ikke en idealitet, men en af Gud i Kristus skabt ny virkelighed.

Der er kun Gud der kan give dig Kristuskonformitet, du kan ikke opnå Kristuskonformitet via en imitation eller en efterligning af Jesus Kristus.

At Kristus vinder skikkelse i dig, dig i Kristus, betyder ikke at du kommer til at ligne Jesus og det liv han førte, men at det sandt menneskelige i dig bliver sat i værk, du får dog en grundindstilling vi kan finde hos Jesus også, se her (1)*. Jesus og dig står i forskellige situationer og forskellige tider, hvorfor en efterligning af Jesus ville betyder kristendommens død. Kristendommen centrerer ikke om Jesus eller om Gud. No centrering for kristendom er ny skabelse ny væren, hvor vi er til i kraft af Gud (ikke i en centrering eller tilbedelse Gud), vi har ånden og friheden fra Gud i Kristus.

At være iklædt Kristus, eller Kristus der har vundet skikkelse i dig, betyder Guds fødsel i dig, inkarnationen der omfatter dig nøjagtig som den omfattede Jesus, derfor bliver du ikke Jesus -lignende (men dermed mener jeg selvfølgelig heller ikke at du nødvendigvis bliver Jesus meget ulig, men du må ikke spekulere i en efterligning eller dette at have Jesus som en idealitet ellen et ideal).

Hvis du har Jesus som ideal i dit liv, mister du din frihed (dvs ånden) og du mister din kreativitet og spontanitet (og sker dette vil du slet ikke kunne forstå kristendommen fra Kant og op til nutiden), hvorved du kommer til at begå et hav af syndige handlinger. Kun det menneske der ikke har mistet sin frihed, altså sin ånd, og sin spontanitet, kan reagere adækvat på hvad situationerne her i livet kræver af ham. Det menneske der hele tiden skal en overveje en handling fordi vedkommende har Jesus som ideal, synder utallige gange og ender som neurotiker og ond kristen indremissionsk menneske (hvilket vores nærmeste fortid er fyldt med eksmepler på), der ikke aner hvad åndens nye liv er, hvad det vil sige at kunne vandre i ånden og dermed være i stand til at opfylde livets ånds love.

Kristendommen er ikke nogen spændetrøje, men kreativitet og frihed, altså ånd og intelligens i kraft af Gud som nåde og gave. Eneste måde et menneske ikke bliver ondskabsfuld på eller indadkroget og selvkredsende. Selvretfærdige mennesker har Jung påvist får et stort problem med skyggen og det onde fraspaltede i deres liv.

mange kærlige hilsner Hanskrist.


(1)*:

"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Galaterbrevet 6,2.


Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil 2, 3 – 7.

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Rom 13, 8.
Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.

Kære Hanskrist,

Du gør meget ud af at fortælle, at det ikke handler om at efterligne Jesus. Jeg er meget uenig. Han havde en fantastisk smuk karakter. Et strålende eksempel for ethvert menneskebarn, der ønsker at udvikle sin - netop - menneskelighed. Fuld af barmhjertighed og kærlighed.

............lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte...... Frit efter hukommelsen, men der er mange lignende ord.