Tanken og følelsen

Jeg har tænkt lidt over hvordan det lyder, det jeg skriver, og, som jeg har skrevet før, så kan det let blive for teoretisk.

Jeg har lige læst Tillichs ’’Den Glemte Dimension’’, som jeg blev meget begejstret for, men han indrømmer også et eller andet sted, at det han skriver, er abstrakt. Og når tingene bliver for abstrakte, så er det, at man farer vild i forskellen mellem beskrivelsen og det beskrevne.

Så når man bruger sådanne ord som iagttageren og det iagttagne, er det i så høj grad teoretisk, at det måske ligefrem bliver ubrugeligt. I hvert fald kan det ikke stå alene.

Derfor har vi blandt andet religionerne og filosofferne, og i vore dage psykologerne og terapeuterne. Buddhismen er opstået på grundlag af Buddhas erkendelse og kristendommen er opstået på baggrund af fortællingen om Jesus i evangelierne og de ord Han talte. Men på et eller andet tidspunkt går den oprindelige erkendelse tabt og de retningslinier den har frembragt bliver til genstand for tilbedelse. Men tilbedelse er ikke forståelse.

Nu kender jeg ikke så meget til buddhismen, men jeg har da fanget lidt hist og her. Den rette tanke og den rette handling osv. Personligt kan jeg bedst lide historierne om zen, der alle, synes jeg, henviser til en transcendental tilstand i sindet som ligger udover tanken.

Det iagttagne er tanken, følelsen og kroppens biologiske behov.

Dybt i os ligger selvopholdelsesdriften og forplantningsdriften som grundlaget for al vores adfærd. Dette fortæller os, at det er en absolut nødvendighed, at det biologiske liv fortsætter. Man kunne kalde disse to for urdrifter, nedlagt i os for at vi kan møde en fremmed verden, overleve og fortsætte.

Selvom vi ikke længere lever i direkte kontakt med naturen virker disse drifter stadig i os både som noget der ubevidst påvirker os, såvel som i mere forfinet form.

Efter, at vi er blevet sociale væsener, drejer det sig ikke mere om blot at overleve, nu kan vi tale om at leve i stedet for. Og i stedet for blot forplantning kan vi tale om kærlighed i stedet for. Ligesom moderfølelsen, som vi finder alle steder hos dyrene kan betragtes som ophavet til vores mere sofistikerede forståelse af kærlighedsbegrebet.

I og for sig var det enkelt at leve i forbindelse med naturen, overleve og forplante sig. Det var let at være dyr mellem de andre dyr. Det er straks sværere at være menneske blandt andre mennesker. Den biologiske overlevelse er erstattet af behovet for den psykologiske, og dermed også den sociale, overlevelse.

Hvor ville det være let, om vi blot alle elskede hinanden og enhver voksede op i frihed og udviklede sit eget potentiale.

Men sådan er det ikke.

Når løvemor slikker sin løveunge i ansigtet, så opfylder hun dens mest fundamentale behov for tryghed og kærlighed.

Løvemors tunge er blød og varm og når den berører ungen citrer hver en celle i ungen og en følelse af varme og tryghed breder sig i ungens krop.

Helt mast flad af sin egen krops tyngde kigger ungen ud på omverdenen, ugideligt og med kun halvt åbne øjne.

Dette er det første og mest grundlæggende behov.

Fortsættelse følger…