"Hvad jeg tænkte på var naturligvis, at også folk tilbage i tiden betragtede sig som kristne"

- Mange betragter sig selv som kristne. Og indbyrdes er de uenige om, hvem af dem, der er de "virkelige" kristne. Og under alle omstændigheder er der forskel på dem. De forskellige grupperinger er ikke ens, selv om de kan finde på at kalde sig ved samme navn.

"Du kan finde anerkendelse for din tro"

- Jeg er ikke interesseret i at blive anerkendt for min tro.

"Men kristne inkvisitatorer har næppe følt sig mindre kristne end du."

- Uanset at forskellige grupper tildeler sig samme navn, kan de stadig være aldeles forskellige.

"Giv mig endelig et eksempel på større stringens, med samme meingsindhold?"

- Jeg er ikke interesseret i at rette dine hånlige bemærkninger for dig. Den øvelse må du selv gøre.

"Retorik u/mening - det dér!"

- Pjat med dig.

"Pointen var/er, at der er stor sammenhæng mellem forestillinger om gude og jesustro - uden gudetroen, ingen jesusanekdoter."

- Vrøvl. Man kan sagtens tro på Jesus som historisk person uden at tro på Gud. Man kan også tro på Gud uden at tro på Jesus. Og folk kan tro på begge eller ingen af dem og stadig være forskellige.

"Du sidder skam og bruger mennesker her på debatten, hvilket netop belyser et behov for livssynsforankring i kontakt til troende mennesker omkring dig."

- Du er velkommen til at sidde og tolke løs. Og du finder det måske endda selv troværdigt. Det rager mig en papand. Jeg er her ikke for at deltage i dine små julelege.

Hej..

"Mange betragter sig selv som kristne. Og indbyrdes er de uenige om, hvem af dem, der er de "virkelige" kristne".

- Jeps, men imidlertid var altså (også) dine inkvisitatorer (selv)gode kristne...ik'?

"Jeg er ikke interesseret i at blive anerkendt for min tro".

- Ahh, du er et ene- og alenestående troende individ, helt uafhængig af de trossamfund der leverede dig anekdoterne til eftervisning - på din (indre) "cinematograf"..?
Arbejdet gør du skam, men du bruger andre mennesker dertil - vi bruger hinanden, en ret menneskelig adfærd...

"Man kan sagtens tro på Jesus som historisk person uden at tro på Gud".

- Ahh, ligesom historiske englebasser, elverfolk - fortsæt endelig selv? Men har din "historiske jesus" så forankring udenfor de poetiske anekdoter du indlæser - alternativt din fantasi?

"Du er velkommen til at sidde og tolke løs".

- Det var såmænd bare en kendsgerning der sku' belyse, at der ikke er noget eksotisk over dét. Det er dine medmennesker du bruger, og troen har netop et menneskeligt ophav, hvorfor du jo ikke er særlig alene og enestående - det burde du sku' da juble anerkendende over...menneskelighed! Netop derfor burde vi måske fastholde, at vi ansvarer (for vore handlinger) overfor hinanden, i indbyrdes afhængighed - uden at bortforklare vores eksistens med henvisning til drømme uden virkelighedsforankring...hmm?

Og måske, det netop er kernen i snakken om kærligheden: en ligefrem biologisk menneskelig egenskab, hvorved mennesker knytter sig til hinanden - mens det lidt blir en omgang trosonani, at dyrke elskov/kærlighed med/til himmelnisser o.a. fantasiobjekter - enig...ell. koliderer dette med dit forhold til vennen jesus?

God indbyrdes etik og moral, skyldes jo ikke vore kærlige følelser. Men at vi tilgodeser leveforhold med en filosofi der er til fælles gavn. Det har sikkert været intentionen og tanken hos ganske mange troende tilbage og nu, mens det har været vanskeligt at skille tingene udfra hverandre, p.a. det miskmask af forestillinger fra indbyrdes stridende trossamfund - der netop havde så travlt med "den rette tro" osv. Den slags er vi lidt udover nu, hvilket skyldes menneskers evne til at tænke og indrette sig fornuftigt - ikke religiøs overtro.

mvh
Simon

Kære Simon.

Tak for din kommentar og dit spørgsmål. Og undskyld venligst, at jeg har været så længe om at reagere på dit indlæg. Jeg vil tage udgangspunkt i dit direkte spørgsmål, som til fulde imødekommer Piet Hein’s kriterium: »Problems worthy of attack, prove their worth by hitting back.«



Det er mig næppe muligt at præsentere et klart svar på det spørgsmål, som du her stiller. Thi jeg har ikke fuld og tilbundsgående klarhed over, hvad der dybest set ligger dernede som den egentlige forankring. Forankringen var i min barndom og tidlige ungdom af religiøs art: Gud havde skabt både mig selv og den verden, hvori jeg levede. Derfor var jeg vel forankret i de sindbilleder, som min barn- og ungdoms kulturelle orientering havde præget mig med.

Det, som det herefter er så svært at gøre rede for, er spørgsmålet om, hvor meget af denne forankring, der er blevet hængende som en vedhæftning til de standpunkter, som jeg senere har befæstet mig i. For der skete en vending i foråret 1958, hvor jeg opgav en ellers planlagt konvertering til Romerkirken og begav mig ud på den vej, som jeg siden har vandret – og som er den vej, som jeg kalder den søgendes vej.

Måske kunne man kalde det mystikerens vej i almindelighed og naturmystikerens vej i særdeleshed. Men jeg kan som nævnt ikke udelukke, at der kan hænge noget ved, som henter sin næring fra rødder, der stikker langt ned i min barn- og ungdoms rodfæstethed i en kristen almuekultur.

Hvor den religiøse mysiker søger unio mystica med sin guddom, søger jeg – der ikke har nogen guddom – den i naturens dybder. Der er for så vidt tale om en fascination, der rækker længere tilbage end det storladne øjeblik i 1958, hvor jeg forlod min religiøse tro. Det er for eksempel en historie om som dreng at cykle til købstaden så ofte som muligt for at betragte stjernerne gennem kikkerten i det lille observatorium. Det er også historien om at læse, hvad man kunne få fat på af populærvidenskabelig litteratur.

Det er tillige – efter at jeg blev voksen – frustrationen over at have en så sparsom matematisk sans, at den teoretiske fysik forblev en delvist lukket bog for mig. Jeg må lade mig nøje med det i sproglige vendinger udtrykte verdensbillede, som man kunne læse sig til i populærvidenskabelige bøger.

Det kan for eksempel være Stephen Hawkings forslag om, at vi lever i en firedimensional overflade af en femdimensional boble, i hvilken de resterende fem eller seks dimensioner er krøllet stærkt sammen. Det kan tillige være fysikkens redegørelser for, at hele vor klode kun ville fylde så lidt som en bordtennisbold, om den blev presset sammen til et såkaldt sort hul.

Det kan være erkendelsen af, at vi ikke lever i en verden af fast stof, men i en verden af vibrationer, hvor det norske grundfjeld er en aktivitet, og ikke en ting. En verden af feltdynamisk aktivitet, hvor vi skal tænke i frekvensmønstre, og hvor de mange ekstrasensoriske dimensioner kan skabe sammenhænge, der ligger langt ud over den fatteevne, som vi er udstyret med i kraft af vore sølle fire dimensioner.

Det er den moderne kosmologiske frontlinieforsknings verbalisering af Indra’s net med de mange sammenknyttede perler, der har den forunderlige egenskab, at man i hver af perlerne ser spejlbilledet af samtlige de andre. Det er den østlige visdoms unio mystica, hvorefter alt er ét, hvor universet er et tværforbundet hele af elementer, af hvilke intet element er mere oprindeligt end noget andet.

Universet, hvor determinismen har statistisk gyldighed i form af bølgefunktionens bevarelse, og hvor imaginærtiden er grundlæggende, således at enhver tale om et skabelsestidspunkt – for slet ikke at nævne en skaber – bliver uden mening.

Det er i denne erkendelse, jeg oplever at være stillet over for – og selv at være en del af – noget så stort, at jeg mener mig at opleve det almægtige.

Dette var, kære Simon, mit svar på dit spørgsmål, og selv om svaret er i en desperat forkortet form, håber jeg, at det er lykkedes mig at pege i en retning, der giver en vis mening.


Med venlig hilsen

Kristian

"Jeps, men imidlertid var altså (også) dine inkvisitatorer (selv)gode kristne...ik'?"

- selvfølgelig er mennesker, der slår ihjel i Jesu navn, ikke gode kristne. Og igen er pointen jo, at der er forskel på grupper af mennesker, selv om de måtte kalde sig det samme.

"Ahh, du er et ene- og alenestående troende individ"

- Dine ord, ikke mine. En dialog kan ikke fortsætte, når du konstant fortolker din samtalepartners ord ind i hånlige betydninger.

- Når du har fundet en sober debattone, vil jeg læse resten af dit indlæg. Indtil da vil jeg ikke spilde min tid på en samtale med dig, der trods alt ikke er andet end en spydig monolog fra din side, fordi du ikke hører, hvad man fortæller dig, og ikke kan differentiere mellem forskellige betydninger og hellere vil putte alt muligt forskelligt ind under samme hat.

Hej kristian..

Jeg vender lige tilbage med et par spørgsmål - lyder interessant..;-)

mvh
Simon

Hej..

"selvfølgelig er mennesker, der slår ihjel i Jesu navn, ikke gode kristne".

- Ork, troende kristne (og Saracenere) på den tid, handlede i overensstemmelse med politiske konventioner og forsvarede deres idealer, fastsat af myndige troende i trossamfundet - på samme måde som du i din samtid. De blir skam ikke dårligere troende kristne af at nogen i eftertiden sidder og klipper i de historiske annaler, til fremme for dem selv som de "rigtige & bedre kristne troende".

De har netop som du ment, at de handlede sandt og rigtigt, til fremme for guds ønske. Naturligvis i en tid hvor mange barske livsforhold har gjort sit, og selvfølgelig udfra den viden der var tilgængelig i samtiden, dvs. også de brugte erfaringer og stod på deres fortid - og var ikke dumme. Man kan bare ikke, som du, klippe dem ud af historien og fremhæve dem som dårlige kristne. Brutaliteten vi idag tar anstød af når vi ser tilbage, vidner om en anden etik og moral, og den må man simpelthen forstå deres handlinger igennem, hvis man vil forstå deres intentioner. Medmindre man altså bare leder efter mennesker, der som redskab kan flyttes ud af deres rette kontekst til fremme for en egen trosanskuelse i en (fra fortidens øjne) fjern fremtid. Men sådan et misbrug af ukendte mennesker ville du som den kærlige, korrekte kristne troende da aldrig finde på at fremelske, vel...?

Som sagt, vil muligvis senere tiders kristne troende se tilbage med deres oprørte undren på din samtids troende kristne. Og vil på samme måde som du fremhæve trosanskuelser der tilgodeser deres indbyrdes forventninger, som tilfældet har været det for (selv)gode kristne i århundreder. Din tro er iden forbindelse et udslag af hvad der blev dig overladt at tro/mistro - men du er stadig en unik troende, helt uafhængig fortidens/nutidens trossamfund?

mvh
Simon

Kære Kristian du skriver:

Det er tillige – efter at jeg blev voksen – frustrationen over at have en så sparsom matematisk sans, at den teoretiske fysik forblev en delvist lukket bog for mig. Jeg må lade mig nøje med det i sproglige vendinger udtrykte verdensbillede, som man kunne læse sig til i populærvidenskabelige bøger. Citat slut.

Jeg kan på den ene side godt følge dig og på den anden side synes jeg du lefler for den matematiske fysik som værende en størrelse der skal kunne skjule noget væsentligt for dig og os andre. Ligeledes har jeg hørt dig flere gange sige at du kun vil acceptere tanker og forestillinger i forbindelse med menneskets åndsliv eller bevidsthedsliv, der er i overensstemmelse med moderne frontforskning indenfor fysik (noget i den retning har jeg flere gange hørt fra din side).


Du siger også gang på gang at du ikke tror på Gud fanden og hans pumpestok. Men hvorfor tror du så meget på at matematisk fysik (4. dimension og 5. eller 6. dimension der er krøllet sammen) og som skulle kunne skjule noget for dig og for menneskeheden (på mig virker du mere troende og overtroisk end Paulus, jeg finder mere lammende og passiviserende pessimistisk ærefrygt og tilbedelse, og servil underdanig lydighed hos dig end hos Paulus, ergo jeg opfatter dig mere overtroisk religiøs og passiv/konservativ og arkaisk pessimistisk mht din tro på mennesket/subjektet end Paulus)?

Hvis det er korrekt at matematisk fysik er så fandens vigtig og væsentligt, så har Marx, Darwin og Freud vel været uvæsentlige, men jeg mener dog at disse har sparket mindst lige så meget røv som Einstein. Ingen af disse var afhængige af eller i lommen på matematik til at beskrive de fysiske virkelige forhold.

Kort sagt hvorfor lefler du overfor de naturvidenskabelige matematiske beskrivelser af virkeligheden og hvorfor projicerer du så meget af dig selv (din tro og tillid og ikke mindst erkendelsesmuligheder) herover i. Står vi ikke her overfor en ødipal problemstilling, af mindreværd og skyldfølelser overfor noget der er større og bedre end dig og som du ikke føler dig at være i besiddelse af, ejer, hvorfor du begynder at nedvurdere dig selv og subjektet i det hele taget. Både Paulus; Marx og Freud gjorde radikalt op med at subjektet skulle se sig selv som så forarmet og fattig som du beskriver dig selv som en der er stillet overfor noget stort, og som værende blot en del af noget stort, og som du oplever som almægtig (1)* (hvad tror du Freud ville sige til din beskrivelse her (1)*, og hvad tror du Paulus og Feuerbach og Marx ville sige??? (alle de 4 tænkere jeg nævner gjorde oprør imod din servile mindreværdige subjekt opfattelse, de ville alle sige at du var fremmedgjort fra dig selv, at du havde tømt dig selv, forarmet dig selv for værdi, mening, fylde/guddomsfylde, libido/kærlighed, selvtillid; og at det drejer sig om et barns projicerede forestilling om en stor og mægtig størrelse udenfor det selv, som gør barnet hjælpeløst afhængig og lille (jeg finder at din menneskeopfattelse, subjekt opfattelse er passiv og pessimistisk og helt uden kærlighed fordi det kredser om noget neutralt "det" -noget, der er større end os)). Prøv at få lidt mere selvtillid ville en psykoanalytiker sige (i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod og det er ikke noget neutralt "det" noget, men har at gøre med libido/lyst og tiltrækning og kærlighed (ikke så mærkeligt at vi to erfarer en meditation meget forskelligt, når vi nærmer os det absolutte, eller vores ubetingethed og frihed, tingen som det er i sig selv i ubetingethed og frihed).

Måske meningen med dit liv slet ikke er at du skal være teoretisk fysiker der er død afhængig af avanceret matematik.

Det var Einsteins problem også at han ikke følte at han magtede den matematik han havde behov for til beskrivelse af sine indsigter på den ene side og til uddragelse af hvilke konsekvenser man heraf kunne drage.



Kort sagt jeg finder du er meget, meget, mere religiøs end Paulus, og jeg håber du forstår min argumentation ovenfor. Religiøs defineret som dette at mennesket er afhængig og lille i forhold til noget stort noget der har al power og potens og værdi i sig men som er udenfor mennesket/subjektet, hvorfor mennesket/subjektet beskrives som en planet, en underordnet størrelse, der kredser omkring den livgivende og autonome Sol (eller Gud eller Brahman) som det er fuldstændig prisgivet og afhængig af. Denne din holdning omkring subjektet som det kommer til udtryk her efterfølgende er det jeg sætter spørgsmålstegn ved og problematiserer:

(1)*:

Det er i denne erkendelse, jeg oplever at være stillet over for – og selv at være en del af – noget så stort, at jeg mener mig at opleve det almægtige.



Og den kommer vel også til udtryk i din fravalg af kristendommen, der ser og forstår mennesket under kategorierne, frihed og historiskhed og forandring (eskatologi), hvor du vælger østens arkaiske statiske kosmiske, Natur-ordens (tæt på græsk stoisk naturfilosofi) opfattelse af mennesket/subjektet og samfundet.

Dette er en gammeldags arkaisk statisk konservativ opfattelse af mennesket. Hvor mennesket blev anskuet under Natur-lov's perspektivet. Noget allerede Paulus (senere renæssancen, Luther, Descartes, Kant, Hegel/Marx, Heidegger og Sartre) gjorde vildt oprør imod, ved at indføre at mennesket ikke kun var en del af noget kosmisk ordentligt eller lovmæssigt, men at kosmos var en del af mennesket i stedet for og at mennesket/subjektet skulle forklares under kategorierne frihed og historiskhed, forandring.



Jeg er kun lige begyndt at studere Gîtâ-en og jeg forbavses over hvor konservativ pessimistisk og kold den til tider virker, her et par eksempler:



Det som ikke er, vil aldrig komme til at være (2. recitation vers 16).

Heroverfor står kristendommen som nyskabelsen og dette at verden er uafsluttet og åben og at der til stadighed foregår en skabelse/nyskabelse. Hvor Paulus definerer Gud Skaberen som den der kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Verden er altså stadig under Skabelse og mennesket spiller med i en nyskabelse, har en rolle i den forbindelse. Mennesket som fri og forstandig, og som håbefuldt værende selvansvarlig og med i den eskatologiske historiske proces hvor det kan nytte noget (Pauls dåbsteologi og Kristus-iklædning), altså finder vi her idegrundlaget for at både individet og samfundet kan og skal ændre sig og at vi spiller aktiv med her og at forstandighed og tænkning sammen med friheden spiller de helt afgørende roller.

Det mest ukærlige og kolde (apatiske og ligegyldige) jeg nogensinde har læst om mennesket af kød og blod følger her:

2. recitation vers 19: "Den der tror, at det er det, der dræber, og den der tror, at det er det, der bliver dræbt, de har begge ikke forstået. Det dræber ikke og dræbes ikke".

Her ses det tydeligt at sjælen/selvet (2, 13) ikke er identisk med legemet eller uløseligt forbindes med det konkrete menneske i kød og blod (2, 17), altså den fysiske person. Heroverfor står kristendommen af, og tildeler det konkrete menneske, hvor legeme og sjæl er uløseligt forbundet, en unik og enestående værdi, der ikke må krænkes og som vi ikke må være ligegyldige og ligeglade med, apatiske i forhold til.

Jeg havde læst at Berdyaev sagde at tankegangen i Gîtâ-en var ukærlige og kolde overfor det konkrete unikke menneske af legeme og sjæl (kød og blod), som ingen rolle eller værdihed tilkendes. Her fandt jeg noget der tyder på det samme. Og jeg begynder at forstå ideen med at dråben (egoet/mennesket) skal opløses i havet. Herover er den kristne tankegang, at dråben, at mennesket, at egoet, skal fyldes med havet. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.

Det skal lige siges at jeg er nybegynder som direkte læser af Gîtâ-en og at jeg kun kender filosofien og tankegangen fra Gîtâ-en indirekte som den især er kommet til os via teosofien og meditation og new age, vore dages folkereligiøsitet. Men til trods det at jeg lige er begyndt en læsning forekommer det mig ret så tydeligt at der er en verden til forskel på hvad kristendommen siger om subjektet, især den Paulinske protestantiske vest-Kirke retning, og så det der siges om mennesket/subjektet i Gîtâ-en. Berdyaev har som påpeget ovenfor sagt at filosofien i Gîtâ-en er kold og ukærlig (individet er ikke unik og enestående), den er konservativ og pessimistisk mht individ og samfund, mht fremtiden og samfundsforandringer. Der er en servilitet som vi i vesten overhovedet ikke vil ha med at gøre, som kun findes indenfor meget konservative fundamentalistiske kristne kirkeretninger.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Jeg finder det var dine fordomme omkring kristendommen der gjorde at du forlod kristendommen. Du manglede information på det tidspunkt, du vidste ikke at der var et levende alternativ, til det du troede var lig med kristendommen. Du har forladt kristendommen på udbredte fordomsfuldheder som må have været i dit miljø. På et forkert grundlag har du truffet dit valg vil jeg mene.

"Ork, troende kristne (og Saracenere) på den tid, handlede i overensstemmelse med politiske konventioner og forsvarede deres idealer, fastsat af myndige troende i trossamfundet - på samme måde som du i din samtid. De blir skam ikke dårligere troende kristne af at nogen i eftertiden sidder og klipper i de historiske annaler, til fremme for dem selv som de "rigtige & bedre kristne troende". "

- Konteksten er og var, at jeg svarede Treram på, at han ikke brød sig om, at kristne mener det rimeligt at voldtage børn og myrde. Det mener jeg heller ikke er ok. Så derfor sagde jeg, at der er forskel på kristne. For det er der jo.

- Desuden bliver det ikke 'i orden' at slå ihjel, bare fordi der engang var nogen, der mente, at det var ok i en eller anden kontekst. Jeg er ikke tilhænger af den form for værdirelativisme. Jeg mener IKKE, at det er i orden at slå ihjel, fordi man vil udbrede en eller anden religion eller ideologi eller hvad det måtte være.

"på samme måde som du i din samtid."

- Lad være med at påstå noget om mine intentioner. Det er nogle præmisser, du kan bruge, når du diskuterer med nogle, der leger med på dine julelege.

"De har netop som du ment"

- Samme svar som før.

"Man kan bare ikke, som du, klippe dem ud af historien og fremhæve dem som dårlige kristne."

- Som sagt er jeg ikke tilhænger af værdirelativisme. Jeg finder det ikke ok at slå ihjel 'i Guds navn'. Hverken nu eller før. Du er velkommen til at være af en anden mening.

- Desuden er pointen stadig, at Treram finder det modbydeligt, at præster kan finde på at voldtage børn - og jeg er af helt samme mening. Og jeg mener bestemt, at sådanne mennesker kun kan være kristne af et navn, de har givet sig selv. De følger ikke Jesus på den måde.

"Men sådan et misbrug af ukendte mennesker ville du som den kærlige, korrekte kristne troende da aldrig finde på at fremelske, vel...?"

- Så er vi tilbage til dine hånlige bemærkninger, ser jeg. Du bør droppe dine spydigheder... de fremstiller dig som en, der enten ikke kan eller vil argumentere sobert og ud fra gensidige og ligeværdige præmisser.

- Det er ikke præmisser, som jeg vil føre en dialog på. Jeg mister interessen til at læse resten af dit indlæg, når jeg støder på sådanne bemærkninger.

Kære Hanskrist.

Dit indlæg har jeg læst, men på grund af din sprogbrug, anser jeg det ikke muligt at få en saglig drøftelse af indholdet. Hvis du ikke kan skrive uden at komme med hånlige og nedvurderende udsagn, kan jeg sagtens undvære dine meninger.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian (et lidt vigtigt spørgsmål med fede typer længere nede som jeg gerne ser du svarer på).

Jeg kan så vidt godt forstå din melding her. Og det kan vel også gribes an lidt anderledes.

Den lidt hårdhændede direkte fascon, med lidt nedvurdering/hån og latterliggørelse, kan skyldes at jeg har læst meget Nietzsche og Berdyaev og vel slægter dem lidt vel rigeligt på.

Selv har jeg ingen hellige køer og jeg er vokset op i en arbejdeklasse og har haft min gang i en arbejdeklasse, hvor vi har talt hårdt til hinanden. Disse tilbøjeligheder, hundehvalpetilbøjeligheder som du har kaldt dem, er en naturlig del af min tilgang til opgaverne, begreber og problemstillingerne.

Einstein klagede og jamrede over at han ikke magtede matematikken og du gør det samme; så ka jeg bedre li Hegel der siger at Gud intet har skjult for ham.

Men jeg tror du må være bevidst om at når du siger at du hverken tror på Gud Fanden eller hans pumpestok, så er du også ude og markere, ikke at det gør mig noget, jeg er aldeles hårdhudet. Jeg tror at når du siger at kriterierne for hvad vi skal kunne sige om menneskets virkelighed (erkendelsesmuligheder) er at det vi siger skal være i overensstemmelse med frontforskningen i fysik, at du der både forvirrer folk og kommer med en meget nedladende bemærkning, hvor mange mennesker føler sig hægtet af. Heroverfor foretrækker jeg Hegel og Marx som bestemt ikke har tænkt sig at bluffe folk eller paffe folk, og da især Hegels udtalelse at Gud intet har skjult for ham, elsker jeg. Det samme hvad Feuerbach og Marx gør ved begrebet Gud og gudsforestillinger, Freud inklusivt.

Kan det nu også være rigtig at det med menneskets selv og bevidsthed og selvbevidsthed, og identitet, skal være så svært og utilgængeligt og ufrugtbart som alene noget erkendelsesmæssigt der ikke ændrer ved virkeligheden og hvor subjektet eller menneskets selv hele tiden er den lille og forarmes og mister værdi og betydning (Atman Brahman problemstillingen i en anden diskurs). Heroverfor foretrækker jeg Hegel der bramfri siger at Gud intet har skjult for ham.

Jeg kunne godt tænke mig at vide angående mit indlæg den 16/12/2009 13:48; om sprogbruget også her er af en sådan beskaffenhed at du anser det for umuligt at få en saglig drøftelse af indholdet???

mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

på grund af Berdyaev er jeg barn af den bevægelse hvor filosofien og teologien i vest, løsriver sig fra den opgave at være et spejl af naturens orden, hvor individet både i tanke og handling er bundet til Gud eller Brahman, Naturens orden eller verdensaltets tavse "det" som man ikke må drage i tvivl eller eksperimentere med. Det sker i vest fra renæssancen og op, med oplysningstiden og med Kant, og eksploderer i USA og Frankrig og med Hegel og Marx. Mennesket er ikke en del af en Naturens orden, eller en verdensaltets "det", men mennesket, for den største dels vedkommende, er undertrykt og har brug for hjælp, ny tro på mennesket (renæssancen) nye ord (oplysningstid og Marxisme (arbejdernes nye selvbevidsthed)) altså en ny bevidsthed, selvbevidsthed og identitet (en ny Atman opfattelse) og man skaber her på kontinentet og i den nye verden "over there" en hel ny og menneskelig historisk orden via den frie tanke omkring mennesket, subjektet eller selvet (Atman). Det kan ikke være korrekt at man ikke kan tale om de her forhold, og man giver den undertrykte klasse adgang til oplysning og man hjælper dem med ordene og de får lov til at sige fra overfor de herskende opfattelser af selvet, subjektet overfor Gud og Naturen og en eller anden verdensaltets upersonlig det kraft og ufravigelig skæbne, der skulle hersker over subjektet, mennesket, selvet (Atman). Også i vesten har Gud været en Brahman verdensaltets Gud, hvor selvet, atman, subjektet var den lille og ubetydelige i forhold til det store tilbedelsesværdige mægtige udenfor os. Mennesket er ikke i DET, men i historiskthed, i tiden som er forandring og ændring af tingenes tilstand konstant.


Begreberne i vest ændrer sig over tid. Sådan lidt humoriskt så bliver Atman til B-Atman der slår Brahman eller Gud af banen, for Gud og Brahman er døde statiske upersonlige naturbegreber som mennesket, subjektet, ikke kan være tjent med. Mennesket ses med Paulus, Luther og med Kant ikke at stå under naturenes orden, men at være et åndens, altså frihedens væsen der er til i historiskhed (hvor det kan forandre samfund og sig selv), der har ordet, Guds ordet Kristus om hvem det er på sin side imod statiske falske ideer om Gud og mennesket.

Atman, selvet, subjektet opfattes og ses under problemstillingen menneskets menneskelighed (Kristus) der skal generobres fra falske ideer om Gud og Brahman:::


Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).