Det er sødt og rart at høre. Og er det ikke lige så kristeligt som det er ateistisk? Eller er vi pludselig i et "land", hvor vores medfølelse, der vil tjene livet, det levende, vores medskabinger, mere handler om vores indstilling til det værende end om religion/religiøse handlinger?

Mvh
Anne

Kære Treram.



Når jeg skal svare for mig selv – og det er den eneste, jeg kan svare for – vil jeg sige, at jeg er ked af det, hvis jeg er kommet til at udtrykke mig i sådanne vendinger, at du har fået det indtryk, som du her beskriver. Det har ikke været hensigten at beskylde ateister for at være følelseskolde; og da slet ikke dig. Hvis du er blevet stødt, beder jeg dig undskylde.

Lad os blot være enige om, at vi alle kan have oplevelser, som vi – for nu at bruge dit udtryk – kan kalde storladne. Du har givet eksempler på dine egne storladne oplevelser, og jeg har givet eksempler på mine. Så langt, så godt. Vi kan alle opleve at blive betaget af noget i en sådan grad, at oplevelsen forbliver stående i vor erindring.

Nu ser det så ud til, at forskellen mellem dig og mig består i, at jeg sorterer de storladne oplevelser ud fra en yderst subjektiv måde at være indstillet eller tunet på. Nogle af dem oplever jeg med en særlig farvning, nemlig følelsen af at være stillet over for noget almægtigt, som jeg selv er en del af.

Og dette almægtige, som for mig er det mangedimensionale og afgrundsdybe univers, hvis dybde ingen endnu har kunnet lodde, er til pinds ende afgørende for de vilkår, hvorunder jeg eksisterer. Jeg kan overfladisk set ændre mine vilkår i de mellemmenneskelige relationer, men grundvilkårene er givet i de vidunderlige fysiske love, der styrer universet i såvel storskala som på mikroniveau.

Et himmellegeme magen til det, der for 65 millioner år siden udslettede dinosaurerne, kan ramme os, og vi kan intet gøre herved. Jeg er også undergivet sammenhængen med alt andet levende, der fungerer i den evindelige cyklus af opståen, temporær eksistens og død. Derfor må jeg erkende min skyldighed: Jeg bøjer mig ærbødigt for det, der er det uomgængeligt afgørende for, at jeg lever.

Når jeg derfor hviler i mit selv, er mig selv og ønsker at være mig selv, må jeg dybt erkende, at jeg er dette selv i kraft af noget, der er almægtigt i forhold til mig selv. Og jeg hævder, at dette er kernen i det, som jeg kunne kalde den religiøse oplevelsesmulighed.

Dette hindrer ikke, at jeg forkaster personlige guddomme, som menneskene har skabt i deres eget billede og forkaster menighedsstrukturer, der fungerer som redskaber for at få magt over andre mennesker. Dem kan jeg forkaste på lignende vis, som du forkaster dem, men for mig – som er den eneste jeg kan tale for – forbliver oplevelsen af det almægtige stående.

Derfor er jeg heller ikke enig med dig, når du taler om vaklende tro’er i det ovenstående citat. Du behøver ikke have medlidenhed, for jeg har taget stilling, og holder derfor ingen bagdør åben som en slags kattelem, der kunne benyttes, hvis der nu alligevel måtte være noget om snakken om ham Vorherre.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Arne.

Som lovet vender jeg hermed tilbage til de dybdepsykologiske aspekter i dit indlæg 22/11/2009 17:55, hvor du blandt andet taler om individuation. Hvis jeg må være så fri at sige det, så tror jeg, at du er ganske langt i den proces, som Jung med et systemudtryk kaldte individuation. Adskilligt i dine indlæg giver mig i hvert fald dette indtryk. Derfor synes jeg, at det ikke er ’højrøvet’, når du mener, at du har i hvert fald nogen kontakt med dit selv.

Der er formentlig ganske mange, der uden at kende hverken Jung eller hans systematiske udtryk ’individuation’, af en eller anden grund finder anledning til at lære sig selv at kende lidt nærmere. For eksempel har jeg truffet mindst en håndfuld mennesker, der aldrig har læst bøger om psykologi, men som alligevel er gode til at gøre rede for de dybereliggende motiver for, hvad de selv og tillige andre gør.

Nogle har så affundet sig med, at sådan er de altså også, hvilket de lærer at leve med. Denne affinden sig med de indre kendsgerninger kan siges at være et skridt på vejen mod individuation, og denne erkendelse giver sig det udslag i det mellemmenneskelige samkvem, at de bliver mere tolerante og mindre fordømmende.

Men i et par tilfælde har der været tale om mennesker af dybt religiøs observans, der gennem den inderlige bøn har været nede i dybere lag, hvor de af og til – med en vis bestyrtelse – har måttet erkende med sig selv, at den ydre fromhed var en skal, der dækkede over indre tilskyndelser af alt andet end fromme hensigter.

Dette kan være et lammende møde med sig selv, hvor de pågældende kan blive tynget til jorden af, at at de har ’syndige’ tanker, som fordømmes på det kraftigste af den menighed, som de er knyttet så kraftigt til. Hans Kirk's bøger »Fiskerne« og »Daglejerne« giver et meget godt billede af, hvordan denne mekanisme fungerede i de troende småsamfund i Vestjylland i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Jeg vil på dette punkt rette en anklage mod de religiøse menighedsdannelser, som stiller krav om omvendelse og lydefri livsførelse, for eksempel Jehovas Vidner og ældre tiders Indre Mission. Thi at omvende sig vil ofte blot indebære, at man skubber al aggression ned i det ubevidste og anlægger en ydre fromhed, som omverdenen kan se på.

Hermed er aggressionen aldeles ikke borte, men lever sit liv videre som en fortrængt fredsforstyrrer, der ideligt sender såkaldt syndige tanker op i bevidstheden, eventuelt via de natlige drømme. Dette kan i visse tilfælde tvinge det ulykkelige menneske ud i yderligere bodsøvelser og pinagtige skriftemål i menighedens påhør.

Skal et sådant ulykkeligt stillet menneske genvinde sin menneskelige værdighed, må det gå den vej, der her består i at lære og vedkende sig også de ubehagelige sider af personligheden. Samt lære at leve hermed. Kuren er skrap og ubehagelig, og individuation er ikke noget tryllemiddel, der med det samme løser alle problemer, men på den anden side af den ubehagelige proces venter en lidt mere afslappet tilværelse og en knap så fordømmende indstilling over for andre. Fordi man har lidt vanskeligere ved at dømme andre for splinten i deres øje, når man er blevet bjælken i sit eget øje vár.

Imidlertid kan odds være i den pågældendes disfavør, fordi menigheden holder sine medlemmer i et jerngreb, således at dette at bryde ud af menigheden er ensbetydende med tab af hele det personlige netværk – af og til endog tab af familierelationerne. Jeg tror, at Guldfisk vil være én af dem, det vil kunne sige noget mere om dette.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Treram,

Du skelner mellem ateisme og religion. Men selv religion kan du inddele i meget forskelligt. Den eksoteriske folkereligion og den esoteriske spiritualitet.

...Når du taler om "Gud" og "tro", så beholder du det inden for kassen: Eksoterisk religion.

- Derved kommer du til at tale forbi folk.