Kære Jan,

Kan du fortælle lidt om "Tilgivelse" i et "Kursus i mirakler"?

Jeg er begyndt at interessere mig meget for "tilgivelse" (at man i det stille tilgiver andre, der har forbrudt sig mod en), og jeg tror på, at det er en væsentlig spirituel vej at tilgive.

Kære anonyme

Jeg er ret sikker på, at der nok skal komme et svar fra Jan, så jeg håber, at det er okay, at jeg kommer med en lille tanke, som jeg forbinder med selve handlingen, 'at tilgive'.

Tilgivelse består jo af ordene: til+giv+e. Det vil sige, at man for nu at tage ordet lidt bag fra giver noget til en anden person. Jeg tror, at en sådan handling bygger på evnen til at elske og evnen til at lægge noget bag sig, men kærligheden må komme først. Derfor kan og bør en tilgivelse først ske, når muligheden for kærlighed er til stede.

Når det er sagt, tænker jeg, at enhver tilgivelseshandling - der jo ret beset må bestå af en række implikationer, der har udartet sig til en konflikt - først og fremmest må indrømmes i den forstand, at vedkommende siger, hvad hun/han føler sig fx. vred over. Det kræver dog, at de parter, der er involveret i konflikten begge/alle tager del i denne handling, for tilgivelse handler ikke kun om en selv, men om den gode relation.

Det vanskelige for mig at se, er, når parterne ikke oplever konflikten på samme måde, sågar forstår det på hver sin måde, hvor det værste kan ske, er, at begge føler sig uretfærdigt behandlet af den anden: Hvem skal så tilgive hvem?

Tilgivelse implicerer i hvert tilfælde mindst to akkurat som et gudsforhold altid vil bestå af et jeg-du forhold (jf. Martin Buber, jødisk filosof, kendt for sin intersubjektivitetsfilosfi) for at give noget til nogen (tilgivelse) kan man ikke alene og ej heller ved kun at tale om det/om nogen, hvilket ofte kan udmøntes i bagtalelse.

Kærligheden er derfor et mirakel, når den får lov at forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter. Her spiller kristen spiritualitet en afgørende rolle for mig, fordi den i stedet for at intellektualisere kalder hjertet ud af sit skjulested frem for Guds åsyn.

Mvh
Anne

Kære Ano.

Tilgivelse i Et Kursus i Mirakler er radikalt anderledes end den gængse opfattelse af hvad tilgivelse er.

Den gængse opfattelse af hvad tilgivelse er, er at vi tilgiver det som er blevet gjort imod os.

Et Kursus i Mirakler beskriver tilgivelse således:

"Tilgivelse forstår, at det du troede din broder gjorde imod dig, ikke er sket. Den(tilgivelse) undskylder ikke synder, og gør dem virkelige. Den ser at der ingen synd var. Med denne synsmåde tilgives alle dine synder. Hvad er synd andet end en falsk ide om Guds Søn? Tilgivelse ser blot dens(ideen om synd) falskhed, og opgiver den derfor. Det som nu er fri til at afløse den, er Guds Vilje.
En utilgivende tanke, er en tanke der fælder en dom den ikke vil sætte spørgsmålstegn ved, selv om den ikke er sand. Sindet er lukket, og vil ikke være frit. Tanken beskytter projektion, og strammer dens lænker, så fordrejninger sløres og skjules endnu mere; gøres mindre tilgængelige for tvivl, og holdes endnu længere væk fra forstandigheden. Hvad kan komme imellem en stivneet projektion, og det den har valgt som sit ønskede mål?
En utilgivende tanke gør mange ting. Den forfølger sit mål med barbariske handlinger, imens den fordrejer og vælter det omkuld, den ser som en hindring på den vej den har valgt. Formålet med den er fordrejning, ligesom det er midlet til at nå det. Den iværksætter sine rasende forsøg på at smadre virkeligheden, ganske hensynsløs overfor alt hvad der synes at frembyde en modsætning til dens synsmåde.
Tilgivelse på sin side er stille, og gør roligt intet. Den krænker intet aspekt af virkeligheden, eller prøver på at fordreje den til fremtrædelsesformer den kan lide. Den ser blot, og venter, og dømmer ikke. Den der ikke vil tilgive må nødvendigvis dømme, for han må retfærdiggøre at han nægter at tilgive. Men den der ønsker at tilgive sig selv, må lære at modtage sandheden nøjagtigt som den er.
Gør derfor intet, og lad tilgivelse vise dig hvad du skal gøre, igennem Ham Der er din Fører, din Frelser og Beskytter; stærk i håbet og sikker på din grundlæggende succes. Han har tilgivet dig allerede, for det er Hans funktion, som er givet Ham af Gud. Nu må du dele Hans funktion, og tilgive den Han har frelst, hvis syndfrihed Han ser, og som Han ærer som Guds Søn."

Et Kursus i Mirakler tager altid udgangspunkt i vores Eenhed. Det som har brug for tilgivelse er vores forvrængede opfattelse af hvem vi i sandheden er. Altså ifølge Et Kursus i Mirakler er tilgivelse noget som sker i vores sind. Det er en form for korrektion af en falsk tankegang, eller en tankegang som tager udgangspunkt i adskillelse og ikke Eenhed.

I den anden tråd omkring meditation var der nogle tanker omkring hvad meditation egentligt er. Tilgivelse kunne også ses som en form for meditation, hvor sindet blot ser og ikke dømmer. Tilgivelse kunne også ses som en mental proces hvor vi lærer ikke at reagere på vores ego. Egoet er per defination en falsk ide om adskillelse. Når sindet tror på denne ide, så identificerer det sig også med egoet, og så er det vi oplever følelser af skyld, vrede, had, frygt osv. Egoet eller ideen om adskillelse "lever" af sindets tro, og det vi tror på vil også være det vi reagere på. Så tilgivelse er en måde at trække troen tilbage fra vores ego, og på den måde ophæves egoet stille og roligt, og følelserne af skyld, vrede, frygt, had osv forsvinder også stille og roligt.

Et Kursus i Mirakler er meget meget metafysisk, og som jeg oplever det, så har mit sind også ofte meget modstand imod ideerne. Men det er klart, at når en del af sindet identificerer sig med egoet, så vil der også være modstand imod det at give slip på frygt og skyldfølelse.

Et Kursus i Mirakler siger at vrede aldrig kan retfærdiggøres, og at tilgivelse altid kan retfærdiggøres. Men det siger ikke at vi aldrig bliver vrede, det siger blot at vreden ikke har nogen virkelig årsag, da den eneste virkelige årsag der findes er Gud. Vrede kommer sig af troen på at angreb er virkelig.

Når vi oplever vi bliver angrebet - hvad end form dette angreb måtte antage -, så ligger der altid en fortolkning som skal retfærdiggøre troen på angreb. Så når vi fortolker at nogen angriber os, så er det meget naturligt at reagere med vrede. Egoet fortolker altid udfra troen på angreb. Men Helligånden eller vores Sande Selv fortolker altid udfra bevidstheden om Eenhed eller bevidstheden om kærlighedens tilstedeværelse.

Det er meget logisk det tankesystem som er i EKIM. Hvis man virkelig blev angrebet, så ville det også være meget logisk at skulle forsvare sig, og vrede ville være en retfærdig reaktion hvis et angreb virkelig fandt sted. At forlange at man skulle tilgive hvis et angreb virkeligt fandt sted, ville være at forlange en unaturlig reaktion. Det er derfor at det virker så enormt svært for mennesker virkelig at praktisere tilgivelse.

Men hvis man lærer at lade Helligånden eller ens sande Selv fortolke verden, så begynder man også at se, at tilgivelse bliver en meget naturlig tilstand at være i. Der er ikke brug for noget forsvar hvis ikke der er noget angreb.

Et praktisk eks.

Jeg var ude at køre i bus her i dag, og en mand kom ind i bussen og begyndte at råbe op. Han kom hen til mig og satte sig ved siden af mig. Han sagde at jeg ikke skulle side der og glo på ham. Jeg kunne mærke hvordan mit sind begyndte at blive uroligt, og jeg kunne se hvordan jeg mentalt begyndte at gå i forsvar. Jeg har en ide som oftes kan bringe mit sind ind i en mere rolig tilstand, og ideen går ud på, at alt jeg opfatter er et symbol på min egen indre tilstand. Når min indre tilstand er konfliktfyldt, så er det et udtryk for at jeg vælger at dømme frem for at tilgive. Når jeg ændre min indre tilstand, så ændre min opfattelse sig og alt hvad jeg opfatter. Jeg fik hurtigt mit sind ind i en mere rolig tilstand, og jeg sagde roligt til manden, at det er helt okay. Så spurgte jeg hvor han skulle hen, og han begyndte at falde lidt ned. Han begyndte at fortælle hvor åndsvag hans kæreste havde været overfor ham. Hun havde nu været ham utro tre gange, og han var bare så rasende på hende. Han kunne ikke gå fra hende fordi han ellers ikke ville have noget sted at bo, og så begyndte han at fortælle om hvordan han var begyndt at drikke og hvor meget der var gået galt i hans liv. Det endte med at han faktisk var meget rolig da han skulle af bussen igen, og han takkede mig fordi jeg lyttede til ham.

Dette eks er det som er miraklet i EKIM. Først opfattede jeg min broder som en trussel - og i dette forhold er der altid skyld, frygt, had og vrede -, men da jeg gik ind i tilgivelse så jeg, at min broder råbte på kærlighed og ikke på fordømmelse. Hans råb på kærlighed var mit eget råb på kærlighed.

Hvis man har en mere videnskabelig tilgang til verden, så kunne den form for tilgivelse som EKIM præsenterer kaldes kvante-tilgivelse. Den form for tilgivelse mennesket normalt forsøger at praktisere, er baseret på den Newton`ske opfattelse, hvor subjektet og objektet ses som adskilt.

For mig er tilgivelse det samme som fred i mit sind, hvor jeg blot ser med kærlige og milde øjne.

Hvad er tilgivelse for dig, kære Ano?

Og hvordan virker det for dig?

Kærligst Jan.

Kære Anne.

Det er rart at møde dig igen her på Trosfrihed.dk. Når jeg en gang imellem er inde i Stakladen, kigger jeg altid efter, om du monstro skulle være der, men hidtil uden resultat. Men så er mødet her næsten lige så godt.

Du skriver til sidst i dit indlæg:

»Kærligheden er derfor et mirakel, når den får lov at forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter. Her spiller kristen spiritualitet en afgørende rolle for mig, fordi den i stedet for at intellektualisere kalder hjertet ud af sit skjulested frem for Guds åsyn.« (Citat slut).

Nu er jeg som bekendt ikke kristen, men da jeg for lidt mere end halvtreds år siden var det, havde jeg store problemer med at forstå det kristne kærlighedsbud om, at du skal elske din næste som dig selv. Jeg må tilstå, at jeg den dag i dag endnu ikke forstår, hvad der er tale om.

Jeg har for eksempel læst Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger, men står ret uforstående over for de ultimative krav, som Kierkegaard her opstiller. Thi alt, hvad jeg i det højeste er i stand til at føle, kalder Kierkegaard Forkjerlighed, og den giver han ikke meget for.

Skulle jeg overføre Kierkegaards tanker på min egen tilværelse, ville han sandsynligvis betegne mine følelser over for de mennesker, som står mig allernærmest, som forkærlighed. Og dette er efter hans opfattelse ikke nogen efterlevelse af det kristne kærlighedsbud.

Når jeg giver penge til den ynkelige tigger, som jo er min næste, gør jeg det under ingen omstændigheder, fordi jeg nærer kærlighed til den pågældende. Jeg gør det ud fra noget, som måske kan kaldes medfølelse, og fordi der er tale om det, som jeg kunne kalde min etiske pligt.

Men den ynkelige tigger får højst en halvtredser, hvorimod jeg uden at blinke ville træde til med substantielle beløb, hvis mine allernærmeste måtte have behov derfor. Men det er jo altså kun ’forkærlighed’, og den giver Kierkegaard som sagt ikke meget for.

Samtidigt kan jeg med hensyn til tiggeren ikke sige mig fri for at have én eller anden diffus tanke om, at jeg selv ville have været taknemmelig, hvis det nu havde været mig, der sad dér og befandt mig i en så ynkelig situation. Og det er vel dybest set en slags egoisme, fordi jeg selv finder det mest tillokkende at leve i et samfund, hvor man foretager sådanne handlinger.

Det er nogenlunde de samme psykologiske mekanismer, der er i spil, når jeg tilgiver – hvis jeg altså gør det. Hvis jeg har en subjektiv opfattelse af, at én eller anden har forbrudt sig imod mig, synes jeg, det er svært at nære følelser, der kan betegnes som kærlighed over for den pågældende.

Som regel svinger jeg mig ikke højere op end til at lade sagen falde, idet vort samfund ville komme til at fungere med altfor megen friktion, hvis man ikke skulle indrømme andre en slags ret til at kvaje sig, uden at der øjeblikkeligt blev skabt ballade. Også dette er vel også en form for egoisme, fordi man har en egeninteresse i, at kunne leve i fred og fordragelighed.

Skurrer denne kætterske tale fælt i dine kristne øren, kære Anne?


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian

Jeg kommer af og til i Stakladen og kigger somme tider også efter dig. I morgen og på torsdag holder jeg faktisk 'tolv stop op' i noget, der hedder stillerummet (som er et lille rum ret tæt på stakladen, faktisk oven på selve boghandlen), hvis du skulle runde bygningen 12.12

Mht. dit indlæg er jeg pt. desværre lidt blank. hvilket nok bl.a. skyldes, at jeg har siddet med hovedet ned i computeren siden middagstid.

Du spørger som afslutning på dit indlæg, om denne "kætterske tale", din, skurrer i mine ører. Nej, naturligvis ikke, Kristian ;) Jeg oplever den som et ærligt udtryk for, hvad der rent faktisk sker i dig i mødet med f.eks. en tigger og i mødet med dine nærmeste.

Måske kender du det, at man kan fatte kærlighed til et andet menneske uden nødvendigvis at føle sig beslægtet med vedkommende? Her kommer jeg til at tænke på serotonins rørende beskrivelse af mødet med den vrede mand i bussen. Vores første impuls er måske at beskytte os selv i sådan en situation, men får man rummet sin uro eller frygt, kan der ske det, som serotonin er inde på, at man ikke kan lade være med at fatte kærlighed til dette menneske, der kæmper med sig selv og sine følelser af sorg og afvisning. Det oplever jeg som et udtryk for en kærlighed til et andet menneske; en kærlighed alene af den grund, at det eksisterer og er noget værd i sig selv - akkurat som du og jeg er af uendelig værdi - vi er med Peter Kemps ord, uerstattelige.

Som med tilgivelse tror jeg, at kærlighed og overgivelsen til denne altid vil bære præg af, hvem vi er som mennesker. Jeg ynder jo udtrykket, at bruge sit hjerte. Men netop det er vel ikke altid så enkelt for os mennesker, hvis vi tænker på hjertet som andet end blot en muskel, nemlig som et center for følelser og "gemte data". Er det ikke her vi finder svaret på, hvorfor vi nærer en forkærlighed over for visse personer i vores liv, mens vi over for andre, som fx. den ukendte tigger på gaden, giver en 50'er, fordi det føles fornuftigt? Jeg mener, hvorfor er vi ikke bare kodet ind efter den kristnes Guds vilje, hvis denne virkelig mener, at vi bør hande næstekærligt ved at elske vores næste som os selv? Det ville da være meget lettere - men hvem ville vi da være, Kristian?

Nogle søger kærligheden, men er ikke bevidste om, at de selv sætter nogle grænser for den - hermed mener jeg selvfølgelig ikke, jf. citatet nedenfor, at du og jeg skal gå hen og sælge hele vores ejendom, men nogle gange tror jeg, at vi kunne have godt af at hengive os til en anden, fordi vi simpelthen ikke kan lade være:

Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« (Mark 10,21).

Når jeg derfor mener, at kristen spiritualitet kan forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter, skyldes det min tro på, at Gud i Kristus Jesus faktisk gør noget [i] ved os:

[i]Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås (Ef 3,15-21).

Faktisk tror jeg, at det uanset tro eller ikke-tro er muligt at fatte kærlighed til et andet menneske på en måde, man måske ikke altid når i de vante, trygge og beslægtede omgivelser, men jeg siger ikke, at det er nemt, eller, at jeg altid selv formår det.

Mvh
Anne

Kære Jan

Den anonymes indlæg kom til at sætte nogle tanker i gang. Måske du har læst mine små bidrag i tråden, hvor jeg bl.a. skriver:

"Det vanskelige for mig at se, er, når parterne ikke oplever konflikten på samme måde, sågar forstår det på hver sin måde, hvor det værste kan ske, er, at begge føler sig uretfærdigt behandlet af den anden: Hvem skal så tilgive hvem?"

Hvad tænker du om det?

Er det nok at finde frem til en tilgivelsens tilstand i sit eget sind, dvs. den fred, der får dig til at se med kærlige og milde øjne (som nok svarer til den fred, jeg kan opnå, når jeg overgiver noget til Gud) og så derigennem lægge det andet bag sig uden egentlig at inddrage den anden, altså den, du vil tilgive?

Og hvad er forskellen på tilgivelse og forsoning for dig?

Du behøver ikke svare, hvis ikke du lige ligger inde med noget. Jeg blev blot lidt nysgerrig.

En ting er jo ord og forklaringer; noget andet er, hvordan vi rent praktisk møder os selv og andre, ja, den gode relation

Mvh
Anne

Kære Anne, Kristian og Jan.

Jeg opfatter tilgivelse som et aspekt af kærlighed. Kærlighed er i min optik ét med uselviskhed. Det er "god vilje" mod alle levende væsener iblandet visdom. Dvs. ikke bare et spørgsmål om følelser mod ens aller nærmeste, men en erkendelse af at alle væsener er fælles i Guds store husholdning. Det er også en erkendelse af, at egenvilje ikke fører til fred (udadtil som indadtil) og indsigt (og udsigt for at blive i ordlegen). Dernæst mener jeg, at der åbner sig andre erkendelser om livet og livet efter livet og om altings formål. I bund og grund ser jeg livet som vævet af kærlighedens tråde, og at vi ved at få øje på dette "stof" også vil få øje på dets mønster.

Jeg mener, at tilgivelse er bredere end noget, der knytter sig til en positiv relation, der er gået i vasken. Den kan f.eks. også bestå i at tilgive en fremmed, der har overfaldet en fysisk eller verbalt.

Medfølelse vil jeg sige er kærlighed. I hvert fald den kærlighed som Jesus taler om, altså uselviskhed (i min optik i det mindste). Men jeg opfatter netop heller ikke kærlighed som forelskelse, begær eller beskyttertrang mod ens nærmeste (disse tre opfatter jeg snarere som en slags instinktiv kodning, som er af jorden, ikke af sjælen).

Jeg mener ikke, at det er selvsiskhed at ville et godt og trygt samfund. Det er snarere en leg med ord; i bund og grund kan man sige, at man er selvisk, hvis man ønsker sig at blive mere uselvisk... for man ønsker jo noget! Dog er det jo kun noget, man kan SIGE - en leg med ord. Der er jo tydelig forskel på at være selvisk i den forstand, at man ønsker f.eks. penge til sig selv, eller at man ønsker penge til andre. Leger vi videre med ordene, kan man jo påstå, at begge dele er "egen berigelse". Men forskellen er der jo: En økonomisk berigelse eller en åndelig; at ønske f.eks. kropslig sundhed for andre er dog stadig ens eget ønske - men sikke en forskel fra at ønske kropslig sundhed (kun) til sig selv. Begge gange er det noget "JEG ønsker" - men at slå det i hartcorn og kalde mig for selvisk i begge tilfælde er at generalisere begrebet "selvisk", så det mister nuancerne og de betydninger, der gør en forskel.

...Man kan altid finde et ord, der optræder som en slags "fællesnævner" for vidt forskellige ting - og bruger man så dette ord fortsat, så blander man det sammen, som kunne have været en fordel at skille ad. Rød og grøn er begge en farve - men vi må ikke køre over for både-og... "Jamen, de er jo begge en farve!" - ja, men forskellen... den velsignede forskel!

Umiddelbart giver tilgivelse en fred og et overskud i det indre. Rent psykologisk faktisk. Men på sigt mener jeg også, at det lønner sig åndeligt. - Fordi det er en kærlighedsgerning (også selv om den blot sker indeni). En kærlighedsgerning når vi tilgiver af hjertet. Det giver liv og indsigt. I sig selv, i livet, metafysisk. Men oftest uden ord - ikke at det reduceres til et spørgsmål om følelser af den grund, blot en anden måde at erkende på (som dog ikke er i modstrid med sprog og logik). Jeg tror på åndelig erkendelse, og at åndelig erkendelse kan give os indblik i nogle forhold om livet, som videnskab og filosofi aldrig vil kunne begribe. F.eks.: "Er der et liv efter døden?", "er der et formål med alting?".

Jeg har det sådan, at når jeg tilgiver, så opdager jeg nogle gange, at der ikke er så meget at tilgive, men at jeg overdrev. Ofte opdager jeg, at JEG er en kæmpe synder og har brug for tilgivelse. Både fra mennesker og fra Gud. Og når jeg siger "fra Gud", mener jeg, at jeg indser, at jeg er en meget stor hykler, som tror mig mere retfærdig, end jeg er.

...At tilgive andres overtrædelser, gør os bevidste om vores egne overtrædelser. Men intet af dette gør ondt. Det er snarere som bobler, der brister, giver slip, lukker op for det indestængte. Giver overskud. Og i sidste ende forvandler os. ...udfordringen er, at det er svært, og at det kræver en daglig indsats - eller måske snarere overgivelse!

Kære Anonyme

I Luk. 10,21 står der, at Jesus frydede sig, ja, at han jublede Helligånden. Det sagde han på baggrund af de 72 disciple, som han havde sendt ud til høst med ordene ord, at Guds rige er kommet nær. Da de kommer glade tilbage, glæder Jesus sig ikke kun over, at ånderne adlød dem, men at deres navne er indskrevet i himlene (10,20). Jesus vender det hele på hovedet, for han ved, at det Gud vil åbenbare ses af de øjne, der er salige, nemlig de uden magt; de, der er umyndige. De har nemlig allerede taget et valg: At følge Guds vej ved at hengive sig til Jesus.

Hvad har det så med tilgivelse at gøre?

Er det kun dem, der har ører at høre med og de, der har øjne at se med, der kan tilgive og tilgives? Nej ikke i den forstand, men måske betyder det at se og høre (ord der ofte går igen i NT) rent faktisk overgivelse til kærligheden midt i livets mange omstændigheder: At fatte kærlighed til et andet menneske - at blive taget til nåde. Det er den kærlighed, jeg skrev om i tråden her, og det er den kærlighed, du skriver om. Den kommer af hjertet, spontant, og rummer tilgivelsen. Det var med den kærlighed, disciplene blev sendt ud for at fortælle, at noget nyt er indtruffet: Gud er nær, se, hør og tro. Gud er i realiteterne. I døden på et kors. I livet.

Jeg ved ikke, om dette hører til en åndelig erkendelse. På en måde er det svært at skille ad, for at skille det åndelige fra det kødlige, lader sig i livet slet ikke gøre, fordi vi er de kødlige væsner, vi nu er. Og når jeg taler om relationer, er det fordi, at jeg oplever, at tro og gudsforhold forudsætter en relation, Gud selv er en relation (Fader, Søn og Ånd - én treenighed), og vi står i troen i relation til Gud, ja, i livet er vi sat i en relation til livet i og omkring os. Vi kan ikke rumme alt, men noget er os givet, og det skal vi værne om, om det er nære forbindelser, eller det, at vi er en del af en større helhed - dvs. Guds husholdning, som du selv beskriver - og af og til må fatte kærlighed til andet end os selv og vores nærmeste. Jeg tror, at vi er beslægtet med hinanden på en måde, vi ikke altid selv forstår. Du har derfor nok ret i, at tilgivelse kan være en åndelig erkendelse, men jeg tror også, at den er noget helt konkret, og netop ved at sætte ord på, viser man sit ansigt - mao. gør man sig sårbar og ydmyg; både i relation med Gud og med et andet menneske. Det kan gøre ondt, men i sidste ende er det en befrielse, en forvandling i Kristus.

Jeg bliver nødt til at slutte her og håber ikke, at jeg har afsporet din vej, eller din tråd, til tilgivelsen som en spirituel vej.

Mvh
Anne (når ikke at redigere)

Kære Anne,

Hvis du med ordene "må fatte kærlighed til andet end os selv og vores nærmeste" mener, at vi 'nødvendigvis' må gøre det, så var det ikke det, jeg mente. For jeg mener, at det må komme fra hjertet... ikke en følelse af at skulle, men en følelse af at gøre det i fryd.

Jeg mente heller ikke, at tilgivelse er en åndelig erkendelse, men at tilgivelse fører til åndelig erkendelse, fordi det "renser sjælen og øjet".

...Men nuvel, det er samtidig en åndelig erkendelse, at tilgivelse er af Gud (men at tilgive fører også til meget andet åndelig erkendelse). Så det blander sig lidt og bygger videre på hinanden; den, der har, til ham skal mere gives.

Jeg fornemmer, at du bruger meget teologi, når du skriver. Og teologi føles for mig lidt som om, at det har nogle ord og begreber, som er "ladet". Der har jeg nok lettere ved at forstå et mere jordnært sprog - som f.eks. Jesu ord og lignelser.

...fortsat:

Jeg mener også, at det ikke kun er "af og til", at vores kærlighed i fryd bør række ud over vores nærmeste, men en daglig overgivelse - ikke til, men AF - vores instinktive programmering. Især elsker jeg ordet:

"Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig."
(Lukas 6, 27-36)

Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke helt forstår den måde, du bruger sproget på... i hvert fald hvis du opfatter det som noget personligt. Sådan må du ikke opfatte det. Det er det ikke. Jeg kan give dig et eksempel på, hvad det er, jeg har svært ved at relatere til:

"Og når jeg taler om relationer, er det fordi, at jeg oplever, at tro og gudsforhold forudsætter en relation, Gud selv er en relation (Fader, Søn og Ånd - én treenighed), og vi står i troen i relation til Gud, ja, i livet er vi sat i en relation til livet i og omkring os."

...Altså, at Gud selv er en relation, Fader, Søn og Ånd - én treenighed... den slags formuleringer giver mig ikke noget åndeligt. Det er ikke mad til min sjæl, oplever jeg. Men at høre Sønnen tale om Faderen og af Ånden, dét kan jeg relatere til. Når han taler, lyder det ikke teoretisk... men jeg oplever, at når du snakker, så kan det lyde meget teoretisk. Lidt som en øvelse i at lave teori over noget, der ikke behøver at blive sat på teoretiske begreber og formler.

Jeg siger det ikke for at kritisere dig, men for at give dig en fornemmelse af en af dine modtagere (mig) af det, du siger. Det kan måske give dig noget. Der er jo forskel på modtagere. Og andre relaterer måske fint til den måde, du taler om det på.