Kære dig...

Egentlig ville jeg have nøjedes med at skrive JA til dit indlæg her, altså udtrykt min enighed, fordi jeg synes, at du får sagt tingene på en god måde. Men jeg kan ikke lade være med at tilføje - jf. mit første indlæg og indlæg til Jan - at det ikke altid er så enkelt, da tilgivelse for mig at se ofte implicerer en relation, hvori tilgivelsen opstår (hvorvi kan kan give noget til en anden), og det er hvis det, jeg har forsøgt at belyse i din tråd. Dermed sagt at den spirituelle vej til tilgivelse samtidig er en personlig vej, hvor man bliver nødt til at bøje sig (jf. ydmygheden) - da var det jeg rejste spørgsmålet om, hvem der nu skal gøre hvad. Men nu skal jeg nok lade være med at komplicere det, du prøver at gøre enkelt (men lige i tiden bliver alt til en kompliceret størrelse inde i mig:).

Kære Anonyme.

Jeg synes det er et meget smukt indlæg du har skrevet som svar til Kristian, Anne og jeg.

Som du vidst er inde på i et andet indlæg til Anne, så kan det godt blive lidt for teoretisk nogen gange. Men det som jeg oplever giver mening for mig i det du skriver om tilgivelse i dit indlæg, det er at tilgivelse for dig giver større overskud og mere fred i dit sind, og ikke mindst at du forbinder tilgivelse med kærlighed. Og som jeg har forstået dig, så er kærlighed for dig noget som ikke kan begrænses til en bestemt form eller knyttes til et objekt. Altså kærlighed er universelt i sin rette betydning, korrekt?

Som jeg vil formulere det, så er det altid kærligheden som inspirere os til at tilgive. Så det at tilgive vil automatisk give en oplevelse af kærlighed. En oplevelse af indre fred og harmoni. En oplevelse af samhørighed og eenhed.

Jeg tænker meget ofte på hvad formålet er med det jeg gør. Hvad er det jeg gerne vil opleve? Hvis jeg gerne vil opleve mig fredfyldt, så må jeg se hvad der virker i den henseende. Og her virker det at tilgive og ikke dømme. Men det virker som om mit ubevidste sind har det til vane med at dømme, og at jeg så ofte bevidst forsøger at retfærdiggøre disse domme. Nu hurtigere jeg er til ikke at gå ind i denne retfærdiggørelse og blot give slip på mine tanker, nu hurtigere oplever jeg mig mere rolig og fredfyldt. Men det er ikke altid helt nemt, for reagere jeg først på èn dømmende/fordømmende tanke, så vrimler det pludselig med en helt tankerække af dømmende tanker, og så kan man sige der er alt andet end fred i mit sind.


Men øvelse gør mester, ik....

Kærligst Jan.

Ps. Og formålet med at have fred i sindet og være fyldt op af overskud, kærlighed og glæde, er jo at kunne dele alt dette med sine kære brødre og søstre.

Kære Anne og Jan,

Jeg mener godt, at man kan tilgive i en relation. Den anden vil muligvis ikke tage imod. Måske den anden endda vil fortsætte en eventuel konflikt.

At tilgive er for mig at se ikke ensbetydende med, at man ikke kan passe på sig selv og tage sin forholdsregler. Man kan f.eks. godt afbryde en relation, hvis den anden kun vil ufred - men stadig tilgive den anden i hjertet.

Ja, jeg mener også, at det er kærligheden, der inspirerer til at tilgive. Det er kærlighed, der udtrykker sig.

Tilgivelsen ikke bare giver (fra rig til fattig, f.eks.), nej, den giver endda TIL - altså det jeg vil opfatte som "oveni". At give er jo altid at give "til nogen". Men at tilgive nogen er at give "endnu mere", at give "til". For du giver ikke noget tilbage, som du har lånt f.eks. Heller ikke giver du af din overflod. Men du giver, selv om du er blevet gjort uret. Du får taget din pung, og dog giver du; du giver "til"/"oveni". I tillæg. Du har ikke en vis mængde, af hvilken du giver af. Men du får berøvet noget af din mængde, OG DOG giver du blot yderligere. Du giver midt i den uret, der er blevet gjort mod dig.

Sådan ser jeg det. Derfor er tilgivelsen et af de mest kraftfulde udtryk for kærlighed.

Kære Anonyme,

det er ikke fordi, at jeg er uenig med dig, men jeg tror det er svært ikke at skrive om disse ting uden samtidig at trække på vores personlige erfaringer. Dvs. du sidder med dine oplevelser, jeg har måske oplevet noget andet og Jan noget helt tredje. Vores tolkning er med til at skabe vores mening om tingene, vores evne til at tyde.

Når det er sagt, kan man komme langt med at bruge sit hjerte, og det er ingen af os vist i tvivl om. Det kan selvf. give fred og måske åndelig forsoning at tilgive en anden uden nødvendigvis at ville gå ind i selve det forhold, hvor konflikten måtte være opstået. Man kan jo f.eks. også tilgive en, der ikke længere er til stede (altså er død). Men set lidt nedefra, fra hverdagsperspektiv, tror jeg, at man kommer længst med noget, jeg vil bruge et dejligt tørt ord til, konfliktløsning . Godmorgen dér Men men, jeg vil selvf. altid skelne dette ift den enkelte situation og relation for ikke at skabe forventninger (illusioner), som måske slet ikke er reelle.

I bjergprædikenen taler Jesus om, at vi skal gå hen og forlige os - jeg kan dog ikke nå at citere det i denne omgang, men har i en anden debat om vrede læst Jesu ord om dette, medgivet ham, men også sat spørgsmålstegn ved noget..

Du har så ret i, at man kan være nok så tilgivende uden, at den anden er i stand til at tage imod. Og ja, nogle gange må man passe på sig selv - men hvorfor? Fordi man ikke tør tage konfrontationen? Jeg ved det ikke, dette var blot nogle overvejelser og som sagt kan de være generelle, men oftest i livet vil vi jo stå i nogle konkrete situationer og gøre os nogle eksplicitte erfaringer.

Mvh
Anne

P.S
Er det nemmere at tilgive sig selv end en anden?