Hej Anne.

Tak for din nysgerrighed.

Du spørger mig omkring dette:

"Det vanskelige for mig at se, er, når parterne ikke oplever konflikten på samme måde, sågar forstår det på hver sin måde, hvor det værste kan ske, er, at begge føler sig uretfærdigt behandlet af den anden: Hvem skal så tilgive hvem?"

Ja, mon ikke den beskrevne situation her er noget mennesket ofte oplever? Hvem skal gi sig? Hvem har ret? Hvem har såret hvem?

Dette sker i par-forhold, i forholdet imellem nationer, i politiske forhold, religiøse forhold, familie forhold, ja, vi ser det og møder det stortset overalt. Hele menneskehedens historie handler i stor grad om konflikt.

Spørgsmålet er så hvor konflikten har sin rod? Hvad er årsagen til menneskets følelse af at blive uretfærdigt behandlet? Hvad er årsagen til menneskets følelser af vrede, had, afmagt, skyld osv?

Normalt når vi oplever en følelse af at blive såret, så kigger vi efter årsagen hos andre mennesker. F.eks, det var dig som gjorde dit og dat, og det sårede mig. Det var dig som sagde dit og dat, og det kan du ikke være bekendt. Udfra vores ego siger vi at det er din skyld, at jeg ikke har fred og føler mig elsket. Du er synderen og skylden ligger hos dig og ikke hos mig. Dette kaldes projektion som du sikkert godt ved.

Det ser meget ud som om vi mennesker meget meget ofte føler os som ofre. Og mon ikke det er fra denne ide om at være et offer, at følelserne af vrede, had, skyld, frygt osv kommer fra?

For at der kan være konflikt, så må der også være modstridende ønsker. Men hvad nu hvis de modstridende ønsker er i ens eget sind og ikke har noget at gøre med andre mennesker? Hvad nu hvis konflikten i virkeligheden er i ens eget sind, og den tilsyneladende konflikt med andre mennesker blot er en undskyldning for ikke at kigge nærmere på hvad der sker i ens sind?

Der er også en anden ting i forhold til dette. Når jeg har en forventning om at andre mennesker skal opføre sig på en bestemt måde, eller har en forventning om, at det er andre mennesker som kan gi mig kærlighed, tryghed, glæde, omsorg osv, så sker det oftes at andre mennesker faktisk ikke lever optil mine forventninger. Dette frembringer oftes følelser af sårethed og vrede.

Hvis ikke jeg er bevidst om hvordan jeg selv "skaber" mine følelser af sårethed, vrede, had, skyld, frygt osv, så går jeg til angreb på andre mennesker. Så beskylder, anklager og bebrejder jeg andre mennesker. Og udfra mit ubevidste tankesystem har jeg også en meget god grund til at gi andre skylden. Jeg kan godt tilgive hvis de indrømmer hvad det er de har gjort imod mig. Det er en måde at ligge ansvaret fra sig på. Det er din skyld at jeg føler mig såret, og hvis du tager ansvaret for at jeg føler mig såret, så kan jeg godt tilgive dig.

Men lader jeg mit sind blive vejledt af Jesus´s vise ord, så ser jeg, at det jeg tænker om andre mennesker, det er det jeg tænker om mig selv. Det jeg ser i andre mennesker, det er det jeg ser i mig selv.

Så mine følelser af at være blevet uretfærdigt behandlet, eller mine følelser af sårethed, det er følelser som jeg selv "skaber" igennem de ideer jeg tror på. Mine reaktioner overfor andre mennesker er ikke forårsaget af andre mennesker, men er forårsaget af mine domme og fortolkninger. Mine domme og fortolkninger er mit eget ansvar, og derfor er mine reaktioner også mit eget ansvar. Så når jeg ikke erkender mit ansvar, så kommer der altid skyld og vrede imellem mig og mine medmennesker. Når jeg erkender mit ansvar og gir slip på det som ikke kommer fra Gud, så forener jeg mig med alle mine medmennesker i kærlighed og glæde.

Så jeg tilgiver ikke noget andre har gjort imod mig, men jeg tilgiver det jeg TROEDE de gjorde imod mig. Der er ingen som skal undskylde overfor mig, fordi jeg ønsker ikke at nogen skal føle sig skyldig. Det jeg ønsker andre skal gøre er, at tilgive sig selv for det de troede de gjorde, og så gi slip på deres skyldfølelse og få fred i deres sind.

Så man kan vel sige at forsoning for mig er, at tilgive(give slip på) ideen om synd og skyld, og så acceptere sin uskyld. Altså acceptere sig selv som man i sandheden er skabt af Gud.

Så rent praktisk går det vel ud på at give slip på alle tanker og følelser som ikke er kærlige og tilgivende. Og det første skridt er så at bevidstgøre det som ligger i det ubevidste, og her er forholdet til andre mennesker jo helt perfekt. Især hvis man har en kæreste eller er gift, så skal der nok komme gang i tanker og følelser. Så er der masser af muligheder for at blive konfronteret med ens ego.

Håber det gav dig svar på din nysgerrighed. Og håber ikke det var alt for "flyvsk".

Kærligst Jan.

Kære anonyme

Jeg kan godt se, at du har svært ved mit sprog, og jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal tackle det. En ting er at jeg ikke ønsker at gøre mig uforståelig, noget andet er, at den sætning du henviser til som noget teoretisk for mig var et forsøg på at sætte ord på min gudsforståelse og af den drage en parallel til min menneskeforståelse.

Emnet som du har rejst er jo tilgivelse, og min første association var relation, både i åndelig og jordisk forstand, og helt ned i det konkrete jf. mit første indlæg i tråden.

Jeg kan nok frygte, at man kan komme til at gøre disse forhold så åndelige eller abstrakte, at man glemmer det væsentlige i livet: Relationen. Her tænker jeg ikke på én bestemt relation, men på det, at vi bevæger os i relationer, hvad enten det er ift Gud, ift venner, på arbejdspladsen, ift mere "tilfældige", ja, ift det ansigt, vi måske pludselig en dag står over for, fx. en tigger eller en råbende mand i en bus. Min intention var at følge op på det, du havde skrevet om kærligheden, og hvorledes tilgivelsen udspringer af denne. At tilgive er en kærlig handling. Den skal komme af hjertet.

Derfor tror jeg også, at du kommer til at misforstå mig (måske fordi du har svært ved mit sprog), som her:

"Hvis du med ordene "må fatte kærlighed til andet end os selv og vores nærmeste" mener, at vi 'nødvendigvis' må gøre det, så var det ikke det, jeg mente."

- Nej, det var ikke det, jeg mente. Jeg tænkte i den grad på det sted, hvor Jesus siger til den rige unge mand, at han skal sælge alt, hvad han har og så komme og følge ham. Lige inden Jesu ord, står der, at Jesus fattede kærlighed til ham (altså den rige unge mand, der spørger om, hvordan han kan arve evigt liv). Jeg tænker ikke på pligt, eller på noget vi nødvendigvis må gøre, men på det, at man faktisk ikke kan lade være at fatte kærlighed, fordi det er en medfølelse - en kærlighed - der kommer fra hjertet.

Men ja, nu bruger vi en masse ord, og det kan både skabe broer af enighed og forståelse, men det kan også komme til at skabe misforståelser. Det er nok en risiko ved at debattere, og måske en risiko ved overhovedet at turde åben munden, så hvis jeg mærker, at jeg er lidt sårbar (beklager kan ikke finde et andet ord end 'sårbar', det er ikke altid så populært et ord, især ikke slige steder, hvor størstedelen af deltagerne og læserne formentlig er mænd), får jeg endnu sværere ved at vælge mine ord. Derfor tror jeg, at jeg vil slutte her.

Mvh
Anne

Men jeg er jo ikke Sønnen og kan ikke levere den mad, som din sjæl har brug for. Jeg kan af og til skrive nogle Jesu ord, som muligvis ville kunne fryde dit hjerte, hvis du oplever dem sådan.

A pro po 'fryd' har jeg i dag holdt en lille andagt om Jesu fryderåb (nogle vers); hans jubel i Helligånden. Det var en fryd at fryde sig over, at han kunne fryde sig og prøve at forstå, hvad han egentlig frydede sig over, og, om denne fryd også må fryde mig/os i dag, Jesu jubel i Helligånden.

Hej Jan,

tak for dit svar, vender tilbage, men når det måske ikke inden weekenden

Kære Anne,

Ja, tilgivelse er noget meget konkret, som vi kan gøre dagligt. Og jeg mener netop, at vi ved at gøre det helt konkret og jordnært og praktisere det - uden nogle teorier bag - kan opnå indsigt i livet og dets mysterier.

Man kan selvfølgelig også, som du selv siger, snakke en hel del om det, men så kan det netop blive til mange ord. Bare ord og ord. Og ordflom. Ordflommen kan komme til at erstatte selve handlingen. Så sidder man bare i sit elfenbenstårn og skriver side op og side ned... måske man endda kan lave en fin bog! Men da er det meget bedre at gøre, hvad man skriver. At VÆRE tilgivende.

Så i stedet for praktiserer vi det bare.