Hej kære Anne.

Det var da så lidt.

Det var til dit tak for mit svar.

Jeg tror nu heller ikke vi er så langt fra hinanden i vores tænkemåde.

Du skriver:

" Det er ofte her i de nære relationer, at sindet kører afsted med én, ofte ud på en masse omveje, uh hvor det går stærkt, hvor bruger man meget energi, og hvor sårer man sig selv rigtig meget - og måske andre på sin vej der af....Alt dette tankespind bunder ofte i mindreværd, det kan selvf. også være frygt og skyld. Jeg kan opleve sådanne mønstre som et fængsel; et fængsel som man selv har ansvar for at komme ud af, evt. ved at bede en om hjælp til at lukke døren op. Nu ved jeg ikke, om du kan genkende sådanne oplevelser, at man i sin sårbarhed til andre mennesker kommer til at tolke deres tilstedeværelse i sit liv som om de dømmer en, men i virkeligheden dømmer man sig selv."

Jeg kunne ikke have formuleret det bedre selv.

Jeg tror det var Dalai Lama som en gang blev spurgt omkring følelsen af mindreværd. Hans svar var noget i retning af, at ideen om mindreværd var noget af det mest ulogiske mennesket havde fundet på.

Hellighed kommer sig vel af at alt er helt-lige. Intet er mindre, intet er større, ikke nogen forskelle. Mon ikke dette er et udtryk for Guds Sande Vilje?

Så hvor vi har ideer om mangel, tab, skyld, frygt, had, vrede osv fra, ja, det kan kun være vores eget sinds fantasier, som oftes opleves som det rene mareridt.

Vær da fuldkomne som jeres Fader. Det kunne være man skulle tage dette udsagn alvorligt.

Men først må der en lidt større ransagning igang, så alle de skøre ideer vi render rundt med i vores sind, kan blive set som det de er, ULOGISKE.

Håber du har det godt, søde Anne.

Kærligst Jan.

Hej Jan

Måske er det i handlingen, vi ikke er så langt fra hinanden, altså i processen?

Det skriver jeg fordi, at jeg aldrig "blot" ville kalde mindreværdet en ulogisk ide. Men det bliver jeg nødt til at uddybe i og med, at jeg - som jeg også forsøgte at beskrive - også oplever mindreværd oa. som noget, der popper op og langtsomt spiser sig ind i os, ja, den spiser af vores liv akkurat som både frygt og skyld. Den fjerner os fra Gud, os selv og kærligheden.
Set fra den vinkel kan vi godt kalde den en skør eller ulogisk idé. Men mennesker i dag lider af mindreværd, og når jeg ser på mig selv, jf. mit sidste indlæg til dig, så oplever jeg det som en sårbarhed, der skal rettes op på. På den ene side er mindreværdet (for nu at holde mig til én mekanisme) som en fisk, der svømmer forbi. Vi behøver ikke at følge efter den, men kan derimod lade den passere. På den andne side må vi mærke efter, hvor den kommer fra, og hvorfor den pludselig kom svømmende dér, forvirrede og slukkede lyset i vores sind.

Mindreværd tager vores livsmod, og det er da en mekanisme, vi må starte med at erkende og acceptere for ikke at miste livet. Ellers er det jo, at lukketheden, frygten eller for den sags skyld egoet kan tage over og køre af (som det du oplever i dit parforhold).

Der er i os hver især, som jeg oplever det, et barn. Det er det barn, der kan finde på at skrige efter kærlighed og omsorg. Og det er vores opgave at rumme det og være der for det, akkurat som vi selv ønsker at passe på vores egne børn (eller dyr). Så faktisk kan vi jo lære noget om os selv, når vi konfronteres med følelser som fx. skyld og mindreværd, som netop relationer kan være med til at tricke frem.

Men ja, når man tænker på livet og dets mange mirakler, Guds virkelighed, er det skørt, at vi jokker rundt i de mange livsberøvende strukturer, men, som nu en gang er i os

Derfor må følelser som tab, skyld, had, frygt etc. være mere end ideer, de må i sig selv være et udtryk for smerte; en smerte vi har lært at skærme os fra med det resultat, at de i os har efterladt bølger eller lag af vrede, skyld, sorg etc. At se disse sider i os øjnene betyder ikke, at de er en del af os eller en del af virkeligheden.

Nogle gange skal der først være kaos før der kan blive orden, og før vi kan opdage os selv i Gud, i helligheden.

Lyder det helt gak, kære Jan?

Mvh
Anne

Kære Anne.

Nej, det lyder overhovedet ikke spor gak.

Dog kan jeg godt selv være lidt gak gak nogen gange.

Jeg synes din metafor med fisken sidder lige i skabet.

Du skriver(som ikke er gak)

"Derfor må vores ideer om tab, skyld, had, frygt etc. være mere end ideer, de må i sig selv være et udtryk for smerte; en smerte vi har lært at skærme os fra, men som i stedet har skabt vrede, skyld, sorg etc i os. At se disse sider i os øjnene betyder ikke, at de er en del af os, en del af virkeligheden. Men nogle gange skal der først være kaos før der kan blive orden, og før vi kan opdage os selv i Gud, i helligheden."

Smerten kommer sikkert fra en ide om, at vi har gjort noget forkert, og derfor tror vi ikke vi fortjener at blive elsket ubetinget. Vi tror vi skal leve op til et eller andet for at være elsket. Det er ideen om at have gjort noget forkert som "skaber" skyldfølelsen, og skyld har det med at forlange straf, og der har vi så frygten. Ubevidst er det Gud vi frygter, for det er altid Gud som vores sind forholder sig til, da det er Gud som har Skabt vores sind.

Smerten er i vores sind, men kilden til smerten er ikke virkelig. Og det er her tilgivelse kommer ind i billedet. Når vi tilgiver reagere vi ikke på de skøre fisk(ideer) som svømmer rundt i vores sind. Lidt ligesom du er inde på. Jeg tror bare det skal ses i et meget meget større perspektiv. Vores sind har i virkeligheden ingen grænser. Alt vi ser i verden er vores sind. Lidt ligesom kvantefysikken, hvor det siges at der ikke virkeligt er noget i universet som er adskilt. Subjekt og objekt er det samme. Videnskaben kalder det bare for energi, hvorimod den mere spirituelle retning kalder det sind eller bevidsthed.

Okay nu bliver det sikkert lidt for flyvsk, så jeg må nok hellere stoppe inden jeg flyver helt væk.

Sov godt og drøm sødt, kære Anne.

Kærligst Jan.

Kære Ano.

Du skriver:

"Jeg vil give dig et "trick", som i virkeligheden er et ikke-trick: Bed Gud om hjælp til at blive et mere tilgivende menneske. Bed Gud lære dig at tilgive. Gå den "omvej", som egentlig er en ikke-omvej. Gå til Gud og bed Ham hjælpe dig med at lære at blive tilgivende. Og tilgiv så!"

Tak, kære ven.

Kærligst Jan.

Kære Anne og Jan,

Hvis fisken er en person, der har bidraget til manglende selvtillid, så tror jeg igen på tilgivelse.

...Ved at tilgive gør vi os fri af andres negative vurderinger af os selv. Når vi tilgiver, "bekræfter" vi vores styrke. Vi BESTÅR I STYRKE på trods af det, der er gjort mod os. Så stærke er vi, at vi tilgiver.

...Jeg tror ikke på, at vi skal bilde os ind, at vi allerede er stærke, men at vi opbygger denne styrke AUTENTISK ved at tilgive.

- Tilgivelse er helt vidunderligt. Hvis anerkendelse søger vi, når vi tilgiver? Ikke menneskers, men Guds. For vi understreger, at vi ikke er afhængige af andre menneskers godhed mod os - vi kan endda tilgive dem for det modsatte. Mens Gud er kærlighed. Vi bekræfter Gud i os, når vi tilgiver.

Jan, jeg håber virkelig, at du vil prøve denne "bønnens vej". Det har gavnet mig meget.