Kære Jan,

Kan du fortælle lidt om "Tilgivelse" i et "Kursus i mirakler"?

Jeg er begyndt at interessere mig meget for "tilgivelse" (at man i det stille tilgiver andre, der har forbrudt sig mod en), og jeg tror på, at det er en væsentlig spirituel vej at tilgive.

Kære anonyme

Jeg er ret sikker på, at der nok skal komme et svar fra Jan, så jeg håber, at det er okay, at jeg kommer med en lille tanke, som jeg forbinder med selve handlingen, 'at tilgive'.

Tilgivelse består jo af ordene: til+giv+e. Det vil sige, at man for nu at tage ordet lidt bag fra giver noget til en anden person. Jeg tror, at en sådan handling bygger på evnen til at elske og evnen til at lægge noget bag sig, men kærligheden må komme først. Derfor kan og bør en tilgivelse først ske, når muligheden for kærlighed er til stede.

Når det er sagt, tænker jeg, at enhver tilgivelseshandling - der jo ret beset må bestå af en række implikationer, der har udartet sig til en konflikt - først og fremmest må indrømmes i den forstand, at vedkommende siger, hvad hun/han føler sig fx. vred over. Det kræver dog, at de parter, der er involveret i konflikten begge/alle tager del i denne handling, for tilgivelse handler ikke kun om en selv, men om den gode relation.

Det vanskelige for mig at se, er, når parterne ikke oplever konflikten på samme måde, sågar forstår det på hver sin måde, hvor det værste kan ske, er, at begge føler sig uretfærdigt behandlet af den anden: Hvem skal så tilgive hvem?

Tilgivelse implicerer i hvert tilfælde mindst to akkurat som et gudsforhold altid vil bestå af et jeg-du forhold (jf. Martin Buber, jødisk filosof, kendt for sin intersubjektivitetsfilosfi) for at give noget til nogen (tilgivelse) kan man ikke alene og ej heller ved kun at tale om det/om nogen, hvilket ofte kan udmøntes i bagtalelse.

Kærligheden er derfor et mirakel, når den får lov at forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter. Her spiller kristen spiritualitet en afgørende rolle for mig, fordi den i stedet for at intellektualisere kalder hjertet ud af sit skjulested frem for Guds åsyn.

Mvh
Anne

Kære Ano.

Tilgivelse i Et Kursus i Mirakler er radikalt anderledes end den gængse opfattelse af hvad tilgivelse er.

Den gængse opfattelse af hvad tilgivelse er, er at vi tilgiver det som er blevet gjort imod os.

Et Kursus i Mirakler beskriver tilgivelse således:

"Tilgivelse forstår, at det du troede din broder gjorde imod dig, ikke er sket. Den(tilgivelse) undskylder ikke synder, og gør dem virkelige. Den ser at der ingen synd var. Med denne synsmåde tilgives alle dine synder. Hvad er synd andet end en falsk ide om Guds Søn? Tilgivelse ser blot dens(ideen om synd) falskhed, og opgiver den derfor. Det som nu er fri til at afløse den, er Guds Vilje.
En utilgivende tanke, er en tanke der fælder en dom den ikke vil sætte spørgsmålstegn ved, selv om den ikke er sand. Sindet er lukket, og vil ikke være frit. Tanken beskytter projektion, og strammer dens lænker, så fordrejninger sløres og skjules endnu mere; gøres mindre tilgængelige for tvivl, og holdes endnu længere væk fra forstandigheden. Hvad kan komme imellem en stivneet projektion, og det den har valgt som sit ønskede mål?
En utilgivende tanke gør mange ting. Den forfølger sit mål med barbariske handlinger, imens den fordrejer og vælter det omkuld, den ser som en hindring på den vej den har valgt. Formålet med den er fordrejning, ligesom det er midlet til at nå det. Den iværksætter sine rasende forsøg på at smadre virkeligheden, ganske hensynsløs overfor alt hvad der synes at frembyde en modsætning til dens synsmåde.
Tilgivelse på sin side er stille, og gør roligt intet. Den krænker intet aspekt af virkeligheden, eller prøver på at fordreje den til fremtrædelsesformer den kan lide. Den ser blot, og venter, og dømmer ikke. Den der ikke vil tilgive må nødvendigvis dømme, for han må retfærdiggøre at han nægter at tilgive. Men den der ønsker at tilgive sig selv, må lære at modtage sandheden nøjagtigt som den er.
Gør derfor intet, og lad tilgivelse vise dig hvad du skal gøre, igennem Ham Der er din Fører, din Frelser og Beskytter; stærk i håbet og sikker på din grundlæggende succes. Han har tilgivet dig allerede, for det er Hans funktion, som er givet Ham af Gud. Nu må du dele Hans funktion, og tilgive den Han har frelst, hvis syndfrihed Han ser, og som Han ærer som Guds Søn."

Et Kursus i Mirakler tager altid udgangspunkt i vores Eenhed. Det som har brug for tilgivelse er vores forvrængede opfattelse af hvem vi i sandheden er. Altså ifølge Et Kursus i Mirakler er tilgivelse noget som sker i vores sind. Det er en form for korrektion af en falsk tankegang, eller en tankegang som tager udgangspunkt i adskillelse og ikke Eenhed.

I den anden tråd omkring meditation var der nogle tanker omkring hvad meditation egentligt er. Tilgivelse kunne også ses som en form for meditation, hvor sindet blot ser og ikke dømmer. Tilgivelse kunne også ses som en mental proces hvor vi lærer ikke at reagere på vores ego. Egoet er per defination en falsk ide om adskillelse. Når sindet tror på denne ide, så identificerer det sig også med egoet, og så er det vi oplever følelser af skyld, vrede, had, frygt osv. Egoet eller ideen om adskillelse "lever" af sindets tro, og det vi tror på vil også være det vi reagere på. Så tilgivelse er en måde at trække troen tilbage fra vores ego, og på den måde ophæves egoet stille og roligt, og følelserne af skyld, vrede, frygt, had osv forsvinder også stille og roligt.

Et Kursus i Mirakler er meget meget metafysisk, og som jeg oplever det, så har mit sind også ofte meget modstand imod ideerne. Men det er klart, at når en del af sindet identificerer sig med egoet, så vil der også være modstand imod det at give slip på frygt og skyldfølelse.

Et Kursus i Mirakler siger at vrede aldrig kan retfærdiggøres, og at tilgivelse altid kan retfærdiggøres. Men det siger ikke at vi aldrig bliver vrede, det siger blot at vreden ikke har nogen virkelig årsag, da den eneste virkelige årsag der findes er Gud. Vrede kommer sig af troen på at angreb er virkelig.

Når vi oplever vi bliver angrebet - hvad end form dette angreb måtte antage -, så ligger der altid en fortolkning som skal retfærdiggøre troen på angreb. Så når vi fortolker at nogen angriber os, så er det meget naturligt at reagere med vrede. Egoet fortolker altid udfra troen på angreb. Men Helligånden eller vores Sande Selv fortolker altid udfra bevidstheden om Eenhed eller bevidstheden om kærlighedens tilstedeværelse.

Det er meget logisk det tankesystem som er i EKIM. Hvis man virkelig blev angrebet, så ville det også være meget logisk at skulle forsvare sig, og vrede ville være en retfærdig reaktion hvis et angreb virkelig fandt sted. At forlange at man skulle tilgive hvis et angreb virkeligt fandt sted, ville være at forlange en unaturlig reaktion. Det er derfor at det virker så enormt svært for mennesker virkelig at praktisere tilgivelse.

Men hvis man lærer at lade Helligånden eller ens sande Selv fortolke verden, så begynder man også at se, at tilgivelse bliver en meget naturlig tilstand at være i. Der er ikke brug for noget forsvar hvis ikke der er noget angreb.

Et praktisk eks.

Jeg var ude at køre i bus her i dag, og en mand kom ind i bussen og begyndte at råbe op. Han kom hen til mig og satte sig ved siden af mig. Han sagde at jeg ikke skulle side der og glo på ham. Jeg kunne mærke hvordan mit sind begyndte at blive uroligt, og jeg kunne se hvordan jeg mentalt begyndte at gå i forsvar. Jeg har en ide som oftes kan bringe mit sind ind i en mere rolig tilstand, og ideen går ud på, at alt jeg opfatter er et symbol på min egen indre tilstand. Når min indre tilstand er konfliktfyldt, så er det et udtryk for at jeg vælger at dømme frem for at tilgive. Når jeg ændre min indre tilstand, så ændre min opfattelse sig og alt hvad jeg opfatter. Jeg fik hurtigt mit sind ind i en mere rolig tilstand, og jeg sagde roligt til manden, at det er helt okay. Så spurgte jeg hvor han skulle hen, og han begyndte at falde lidt ned. Han begyndte at fortælle hvor åndsvag hans kæreste havde været overfor ham. Hun havde nu været ham utro tre gange, og han var bare så rasende på hende. Han kunne ikke gå fra hende fordi han ellers ikke ville have noget sted at bo, og så begyndte han at fortælle om hvordan han var begyndt at drikke og hvor meget der var gået galt i hans liv. Det endte med at han faktisk var meget rolig da han skulle af bussen igen, og han takkede mig fordi jeg lyttede til ham.

Dette eks er det som er miraklet i EKIM. Først opfattede jeg min broder som en trussel - og i dette forhold er der altid skyld, frygt, had og vrede -, men da jeg gik ind i tilgivelse så jeg, at min broder råbte på kærlighed og ikke på fordømmelse. Hans råb på kærlighed var mit eget råb på kærlighed.

Hvis man har en mere videnskabelig tilgang til verden, så kunne den form for tilgivelse som EKIM præsenterer kaldes kvante-tilgivelse. Den form for tilgivelse mennesket normalt forsøger at praktisere, er baseret på den Newton`ske opfattelse, hvor subjektet og objektet ses som adskilt.

For mig er tilgivelse det samme som fred i mit sind, hvor jeg blot ser med kærlige og milde øjne.

Hvad er tilgivelse for dig, kære Ano?

Og hvordan virker det for dig?

Kærligst Jan.

Kære Anne.

Det er rart at møde dig igen her på Trosfrihed.dk. Når jeg en gang imellem er inde i Stakladen, kigger jeg altid efter, om du monstro skulle være der, men hidtil uden resultat. Men så er mødet her næsten lige så godt.

Du skriver til sidst i dit indlæg:

»Kærligheden er derfor et mirakel, når den får lov at forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter. Her spiller kristen spiritualitet en afgørende rolle for mig, fordi den i stedet for at intellektualisere kalder hjertet ud af sit skjulested frem for Guds åsyn.« (Citat slut).

Nu er jeg som bekendt ikke kristen, men da jeg for lidt mere end halvtreds år siden var det, havde jeg store problemer med at forstå det kristne kærlighedsbud om, at du skal elske din næste som dig selv. Jeg må tilstå, at jeg den dag i dag endnu ikke forstår, hvad der er tale om.

Jeg har for eksempel læst Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger, men står ret uforstående over for de ultimative krav, som Kierkegaard her opstiller. Thi alt, hvad jeg i det højeste er i stand til at føle, kalder Kierkegaard Forkjerlighed, og den giver han ikke meget for.

Skulle jeg overføre Kierkegaards tanker på min egen tilværelse, ville han sandsynligvis betegne mine følelser over for de mennesker, som står mig allernærmest, som forkærlighed. Og dette er efter hans opfattelse ikke nogen efterlevelse af det kristne kærlighedsbud.

Når jeg giver penge til den ynkelige tigger, som jo er min næste, gør jeg det under ingen omstændigheder, fordi jeg nærer kærlighed til den pågældende. Jeg gør det ud fra noget, som måske kan kaldes medfølelse, og fordi der er tale om det, som jeg kunne kalde min etiske pligt.

Men den ynkelige tigger får højst en halvtredser, hvorimod jeg uden at blinke ville træde til med substantielle beløb, hvis mine allernærmeste måtte have behov derfor. Men det er jo altså kun ’forkærlighed’, og den giver Kierkegaard som sagt ikke meget for.

Samtidigt kan jeg med hensyn til tiggeren ikke sige mig fri for at have én eller anden diffus tanke om, at jeg selv ville have været taknemmelig, hvis det nu havde været mig, der sad dér og befandt mig i en så ynkelig situation. Og det er vel dybest set en slags egoisme, fordi jeg selv finder det mest tillokkende at leve i et samfund, hvor man foretager sådanne handlinger.

Det er nogenlunde de samme psykologiske mekanismer, der er i spil, når jeg tilgiver – hvis jeg altså gør det. Hvis jeg har en subjektiv opfattelse af, at én eller anden har forbrudt sig imod mig, synes jeg, det er svært at nære følelser, der kan betegnes som kærlighed over for den pågældende.

Som regel svinger jeg mig ikke højere op end til at lade sagen falde, idet vort samfund ville komme til at fungere med altfor megen friktion, hvis man ikke skulle indrømme andre en slags ret til at kvaje sig, uden at der øjeblikkeligt blev skabt ballade. Også dette er vel også en form for egoisme, fordi man har en egeninteresse i, at kunne leve i fred og fordragelighed.

Skurrer denne kætterske tale fælt i dine kristne øren, kære Anne?


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian

Jeg kommer af og til i Stakladen og kigger somme tider også efter dig. I morgen og på torsdag holder jeg faktisk 'tolv stop op' i noget, der hedder stillerummet (som er et lille rum ret tæt på stakladen, faktisk oven på selve boghandlen), hvis du skulle runde bygningen 12.12

Mht. dit indlæg er jeg pt. desværre lidt blank. hvilket nok bl.a. skyldes, at jeg har siddet med hovedet ned i computeren siden middagstid.

Du spørger som afslutning på dit indlæg, om denne "kætterske tale", din, skurrer i mine ører. Nej, naturligvis ikke, Kristian ;) Jeg oplever den som et ærligt udtryk for, hvad der rent faktisk sker i dig i mødet med f.eks. en tigger og i mødet med dine nærmeste.

Måske kender du det, at man kan fatte kærlighed til et andet menneske uden nødvendigvis at føle sig beslægtet med vedkommende? Her kommer jeg til at tænke på serotonins rørende beskrivelse af mødet med den vrede mand i bussen. Vores første impuls er måske at beskytte os selv i sådan en situation, men får man rummet sin uro eller frygt, kan der ske det, som serotonin er inde på, at man ikke kan lade være med at fatte kærlighed til dette menneske, der kæmper med sig selv og sine følelser af sorg og afvisning. Det oplever jeg som et udtryk for en kærlighed til et andet menneske; en kærlighed alene af den grund, at det eksisterer og er noget værd i sig selv - akkurat som du og jeg er af uendelig værdi - vi er med Peter Kemps ord, uerstattelige.

Som med tilgivelse tror jeg, at kærlighed og overgivelsen til denne altid vil bære præg af, hvem vi er som mennesker. Jeg ynder jo udtrykket, at bruge sit hjerte. Men netop det er vel ikke altid så enkelt for os mennesker, hvis vi tænker på hjertet som andet end blot en muskel, nemlig som et center for følelser og "gemte data". Er det ikke her vi finder svaret på, hvorfor vi nærer en forkærlighed over for visse personer i vores liv, mens vi over for andre, som fx. den ukendte tigger på gaden, giver en 50'er, fordi det føles fornuftigt? Jeg mener, hvorfor er vi ikke bare kodet ind efter den kristnes Guds vilje, hvis denne virkelig mener, at vi bør hande næstekærligt ved at elske vores næste som os selv? Det ville da være meget lettere - men hvem ville vi da være, Kristian?

Nogle søger kærligheden, men er ikke bevidste om, at de selv sætter nogle grænser for den - hermed mener jeg selvfølgelig ikke, jf. citatet nedenfor, at du og jeg skal gå hen og sælge hele vores ejendom, men nogle gange tror jeg, at vi kunne have godt af at hengive os til en anden, fordi vi simpelthen ikke kan lade være:

Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« (Mark 10,21).

Når jeg derfor mener, at kristen spiritualitet kan forvandle stenhjerter til levende menneskehjerter, skyldes det min tro på, at Gud i Kristus Jesus faktisk gør noget [i] ved os:

[i]Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås (Ef 3,15-21).

Faktisk tror jeg, at det uanset tro eller ikke-tro er muligt at fatte kærlighed til et andet menneske på en måde, man måske ikke altid når i de vante, trygge og beslægtede omgivelser, men jeg siger ikke, at det er nemt, eller, at jeg altid selv formår det.

Mvh
Anne