Kære Treram.
Mandlig omskæring (circumcision) foregår ikke kun hos jøder og muslimer, men også i andre kulturtraditioner. Det vil nok overraske de fleste, at omkring 60% af alle amerikanere bliver omskåret indenfor de 10 første levedage. Det foregår oftest på hospitaler eller hos familielægen, men hos ortodokse jøder sker det ved en familiefest i hjemmet. Lægerne er dog i stigende grad gået over til at anvende bedøvende salver eller indsprøjtninger, når de skal foretage indgrebet.
Der kan være nogle minimale medicinske fordele ved omskæring, f.eks. nedsat risiko for penisbetændelse i de første leveår, hvor forhuden ikke kan trækkes tilbage, og det har sikkert været den oprindelige begrundelse for skikken fra en tid, hvor hygiejne var et praktisk problem.
Det bedste man kan sige om mandlig omskæring i dag er, at det ikke giver problemer senere i livet. Om påvirkningen af den seksuelle nydelse ligger der ingen klare indikationer, så det er fortsat et åbent spørgsmål.
Anderledes forholder det sig med den kvindelige omskæring, som er mest almindelig i Afrika. Hvis jeg husker ret drejer det sig omkring 3 millioner småpiger, der hvert år bliver lemlæstet på denne måde under meget uhygiejniske forhold.
Denne kulturtradition har udelukkende til formål at undertrykke kvinders seksuelle nydelse for at nedsætte risikoen for utroskab. Der er ingen medicinske fordele ved indgrebene, som i værste fald medfører døden for en del piger og en forøget børnedødelighed ved fødsler.
Kvindelig omskæring kan klassificeres i 3 typer.
Clitoridectomi, som indebærer en hel eller delvis fjernelse af clitoris, og sommetider også den øverste del af labia minora (de indre skamlæber).
Excision, som indebærer fjernelse af clitoris og hel eller delvis fjernelse af labia minora.
Infibulation, som indebærer en opskæring og sammensyning af labia minora og eventuelt også labia majora (ydre skamlæber) samt fjernelse af klitoris. Formålet er at forsnævre indgangen til vagina, så ethvert samleje bliver smertefuldt for kvinden. De kan også medføre mindre sprængninger, med risiko for betændelser.
Disse indgreb foretages som regel af ældre kvinder ved brug af barberblade eller glasskår og uden at pigen bliver bedøvet, men blot fastholdes af familiens andre kvinder. Indgrebet foretages oftest på 5-12 årige piger, og mange af dem indvilliger frivilligt i det, da de er blevet indoktrineret med, at de ikke kan blive rigtige kvinder uden at være omskårede.
Følgerne af kvindelig omskæring spænder fra hyppige urinvejs- og blærebetændelser og øget forekomst af cyster til barnløshed, nødvendighed af kirurgiske indgreb ved fødsler og større antal dødfødte. I Afrika skærer man ikke blot de infibulerede kvinder op under fødslen, men syer dem sammen igen til den lemlæstede tilstand.
Det krav mødte en af mine venner, (som var fødselsoverlæge), også fra somaliske ægtepar, og det var et dilemma for ham hver gang. Vi diskuterede meget, hvad der kunne gøres for at stoppe denne tradition, men nåede aldrig frem til et realistisk bud på at løse problemet.
Har du eller andre et?
Mvh
Ole Bjørn