Go`morn kære Arne.
Her på endnu en dejlig sommerdag.
Det jeg mente med det du ikke helt kunne følge mig i, i det sidste større afsnit af mit indlæg, var, at hvis der findes en kærlig skaber bag verden, vores univers af tid og rum, så siger du det egentligt også på en måde som jeg også ville udtrykke det:
"Det er vanskeligt at se kærlighed, fred, harmoni og fuldkommenhed i at ca. en milliard mennesker sulter og at der dør ca. 20.000 børn af sult hver dag - plus ca. 10.000 af sygdomme - uanset at der er menneskemad nok i verden og at de fleste børnesygdomme kunne være undgået."
Jeg prøver at forestille mig hvordan jeg ville skabe hvis jeg var en almægtig Gud. Og for mig ville det overhovedet ikke give nogen mening at skabe en kompliceret verden, hvor jeg vidste at lidelse, frygt, nød, sygdom, død osv osv, ville være oplevelsessfæren. Og dette skal forståes helt fra begyndelsen. Altså hvorfor starte en proces hvor lidelse og frygt skulle indgå, hvis jeg havde magten og viljen til at skabe eller blot udvide min evige fuldkomne kærlighed.
Som vi mennesker oplever det, så drejer det hele sig jo om kroppen. Kroppen som, ja, virkelig har hovedrollen i hele menneskets oplevelsessfære. Det er den vi forbinder os med, men hvorfor skulle jeg skabe form(kroppe), hvis jeg som almægtig skaber vidste at det ville indebærer en enorm lidelse og frygt for mine skabninger, fordi mine skabninger ville identificerer sig med kroppen.
Inden jeg startede med at studere EKIM, der havde jeg aldrig spurgt mig selv om de dybe eksistentielle spørgsmål jeg stiller mig selv nu. Og nu hvor jeg mere og mere forstår Jesu budskab, der kan jeg godt mere og mere se, at der ikke virkelig kan være nogen guddommelig skaber som er ophav til det fysiske univers.
Du skriver:
"For mig er dét "det fuldkomne menneskes udfordring" - for det er øjensynligt, synes jeg, ikke meningen, at vi bare skal leve i en fuldkommen, men passiv, harmonisk "salighed".
Tværtimod tror jeg vi skal bruge kræfterne på at pleje både jordens mennesker og jorden selv"
Min oplevelse af det du beskriver som en fuldkommen harmonisk "salighed", har for mig intet med passivitet at gøre. Kærlighed eller dyb indre ro og fred, er for mig en aktiv tilstand. En tilstand som udvider sig igennem mit sind til det jeg kalder mine omgivelser. Men så snart jeg ser andre menneskers lidelse som virkelig, så bliver jeg bange, og jeg lever mig ind i de ideer som er årsagen til oplevelsen af lidelse, og så kan kærligheden ikke udvide sig igennem mit sind. For hvis lidelse er virkelig, så kan kærligheden ikke også være virkelig. For mig kan frygt(lidelse) og kærlighed ikke sameksistere, for det er to tilstande som gensidig udelukker hinanden.
Jeg tænker også her på, at Jesus er blevet gjort til et menneske som led en frygtelig død, og det har været hans lidelse der er blevet fokuseret meget på. Men hvordan kunne Jesus lide når hans budskab handlede om fred og kærlighed. Hvis han virkelig led måtte han også have troet på en ondskabsfuld gud. Han måtte have set sig selv som skyldig, og uværdig til Guds fuldkomne kærlighed og omsorg.
Smerte og lidelse er en mental-proces.
Men hvad så med medfølelse og empati vil nogen så sikkert sige. Men forstår vi hvad medfølelse og empati virkelig er?
Nogen ville sikkert sige, at hvordan kan jeg have fred i sindet når mennesker rundt i verden lider og dør hele tiden?
Hvordan kan jeg være i en tilstand af glæde og kærlighed, når jeg ved at børn bliver voldtaget, dyr bliver mishandlet, jorden bliver misbrugt, børn sulter og dør, mennesker render rundt og gør sindsyge ting ved hinanden osv osv?
Men hvor kommer alt den lidelse og smerte fra?
Hvis lidelsen og smerten er subjektiv, så må jeg spørge mig selv om, hvor kommer så mine tanker og følelser fra? Kommer de virkelig fra min skaber? Eller skal jeg se lidelsen og smerten som noget objektivt, og så se at den slet ikke er inde i mig, men er ude i verden? Vil min skaber have at jeg bekymrer mig og beklager mig over hvordan verdens tilstand er? Så spørger jeg, jamen herre gud, hvorfor i alverden er det mit ansvar hvordan verdens tilstand er, når det er dig som har valgt at skabe dette univers i første omgang? Hvis det er dig Gud som er almægtig og fuldkommen, hvorfor ligger du så ansvaret over på mig?
Hvordan skal jeg kunne være omsorgsfuld og elske min næste som mig selv, hvis lidelse og død er en naturlig ting? Hvordan skal jeg kunne elske ubetinget hvis du min Gud ikke er istand til det? Hvis du min Gud siger at lidelse og død er virkeligt, så må du også være i en meget frygtelig sindstilstand. Du ser dine skabninger lide og dø hver dag. Du ser hvordan børn sulter, bliver slået ihjel, bliver mishandlet af dine egne skabninger osv. Hvordan kan du have ro i sindet? Og hvordan forventer du, at jeg skulle kunne finde fred i mit sind, hvis mit sind er forbundet med dit?
For mig er Gud enten sindsyg, eller også er Han fuldkommen kærlighed. Hvis Han er sindsyg, så må den lidelse, frygt og smerte jeg oplever og ser være virkelig. Hvis Han er fuldkommen kærlighed, så kan lidelse, smerte og frygt ikke også være virkelig. Og jeg tror det er det samme Jesus sagde til sig selv, og han valgte at tro på Gud som værende fuldkommen kærlighed, og derfor valgte Jesus at gå igennem den mentale illusoriske smerte og frygt, og kom ud på den anden side hvor der var fuldkommen fred, og hvor verdens mange former for lidelse og frygt ikke rørte ham. Han trandcenderede kroppen(egoet), og var fuldstændig upåvirket af det verden og mennesket dømmer som værende virkeligt.
Jesus blev også fristet til at tro på adskillelse(frygt, lidelse og skyldfølelse), men han var meget konsekvent i hans tankegang, og lyttede hele tiden til Helligåndens vejledning i hans sind. Han gik ikke på kompromi med sandheden. Og han kunne heller ikke være et lys i verden medmindre han selv overvandt egoets illusoriske tankesystem.
Var Jesus medfølende og omsorgsfuld overfor hans brødre og søstre? Ja, men hans medfølelse og omsorg var fuldstændig ægte, for han dømte intet, og dermed forblev han i en tilstand af tilgivelse, hvor hans sind var fuldstændig fredfyldt. Og når ens handlinger kommer fra en tilstand af kærlighed og fred, så berøre det alle menneskers sind. Og det er fordi at sind i virkeligheden ikke er adskilte, men holografisk.
Det er derfor det er så vigtigt at se på ens tanker, og forstå at det vi kalder den ydre verden, blot er en afspejling af ens tanker. Og det er derfor det er så vigtigt at se på det man tror på, fordi det man tror på vil også være det sindet reagerer på, og det bestemmer ens sindstilstand.
Når jeg ser mennesker lide og dø i fjernsynet, så vil mit ego gerne have at jeg reagerer på det med frygt eller med en fordømmelse af de mennesker egoet identificerer som årsagen til lidelsen. Men hvem er det som i virkeligheden lider og dør hvert øjeblik? Det er mig selv, fordi der er i virkeligheden ikke noget udenfor mit sind. Grunden til at jeg "overlever" er at mit sind projicerer det hele ud på det lærred vi kalder verden, og så kan jeg se det hele derude i stedet for i mit sind. Men det er egoets fup-nummer. Når mit sind projicerer ideer ud, så beholder jeg i virkeligheden ideer inde i mit sind. Men så snart jeg ser at lidelsen og smerten er i mit eget sind, og ikke ude i verden, så er det muligt at tage ansvar for det, gi slip på det, og vælge at lytte til Helligåndens vejledning.
Miraklet er når kærligheden bliver inviteret ind i ens sind, og man giver slip på frygten(egoet). Når man gør det, så ser man verden igennem Kristus. Man ser Kristus i andre mennesker, og man ser at vi alle i sandheden er fuldkommen elsket. Ideen om lidelse og død bliver til et gennemsigtigt slør, hvor man blot ser nogle dansende symboler. Livet bliver igen til liv, og i livet er der ingen plads til døden. Dualitet ses som en lille tåbelig ide som ingen mening har overhovedet.
Kroppen bliver til et redskab man kommunikerer med så længe der er brug for denne form for kommunikation. Og den lægges blidt til side når den har opfyldt sin funktion. Alt hvad der har form ses som fuldstændig neutralt, fordi det er det formen er. Når formen ikke tillægges værdi eller virkelighed, så kan virkeligheden(Gud) træde ind i ens bevidsthed.
I sidste ende er den totale oplevelsen af Gud i virkeligheden ikke nogen mystisk oplevelse. Det er en oplevelse som er fuldstændig naturlig, fordi Gud er fuldstændig naturlig. Vi har blot glemt hvem vi i sandheden er, og vores sind har vænnet sig til at være frygtsomt og plaget af skyldfølelse. Men på vejen tilbage til Gud kan vores oplevelser godt opleves som noget mystisk og uforklarligt, men nu længerer vi kommer på vores vej, nu mere og mere vænner vores sind sig til lyset igen.
Når man har været i mørket i lang tid, så virker lyset også meget skarpt, men det er kun indtil man igen lige vænner sig til lyset.
Tak for din venlighed, Arne. Og tak fordi du deler dine tanker med mig.
God solskinsdag til dig min ven.
Kærligst Jan.
Svar
Citer
